Uligheden i uddannelse hænger ved, og det ligner et ulighedens paradoks.

Godt nok er uddannelse en af de faktorer, der er allermest afgørende for det enkelte menneskes muligheder i livet. Det er svært at overdrive betydningen af uddannelse, både for den enkeltes livsmuligheder og for samfundet generelt, som afdelingsdirektør i Danmarks Statistik Niels Ploug udtrykker det. Derfor har uddannelse i mere end et halvt århundrede også været politisk udset som et afgørende middel til at mindske den sociale ulighed.

Alligevel hænger uligheden mellem forskellige gruppers uddannelsesniveau ved. Det er stadig først og fremmest de riges og de veluddannedes børn, der tager en videregående uddannelse. Se figur 1.

Selv om der godt nok er flere fra alle socialgrupper, der får sig en uddannelse i dag end tidligere, så har de relative forskelle mellem gruppernes uddannelsesniveauer ikke rykket sig meget. Og især restgruppen af unge, der slet ikke får sig en ungdomsuddannelse, er stort set på samme niveau i dag som for 10 år siden. Se figur 2.

“På trods af årtiers politisk opmærksomhed og gode intentioner om at skabe lighed gennem uddannelse er der stadig en betydelig social ulighed i uddannelse, der hænger sammen med børns og unges forældrebaggrund,” konstaterer Niels Ploug, der har gennemgransket en lang række statistikker om det i sin nye bog ”Økonomisk ulighed i Danmark”, der udkom før sommerferien.

Så hvordan skal man gøre noget ved den sociale ulighed gennem uddannelse, når uligheden bare bliver reproduceret i befolkningens uddannelsesmønstre?

Svaret på det spørgsmål er ikke ligetil. Men det handler i hvert fald om at sætte ind langt tidligere end det formelle uddannelsessystem begynder, siger tre eksperter, der ud over Niels Ploug også tæller forhenværende formand for SFI Agi Csonka og seniorforsker ved Rockwool Fondens Forskningsenhed Rasmus Landersø.

Ét er klart: At bekæmpe ulighed gennem uddannelse, som det har været ambitionen, siden man i 1960’erne talte om ’lighed gennem uddannelse’, er simpelthen en alt for sen indsats. Samtidig er der brug for noget mere end blot formel lighed – i form af fri og lige adgang til uddannelse – for at skabe reel lighed, lyder det samstemmende fra eksperterne.

De enlige mødres skattekroner

Niels Ploug konstaterer i sin nye bog, at “den uddannelsesmæssige ulighed i Danmark er større og mere vedvarende end den økonomiske ulighed”.

“Den økonomiske ulighed er relativt nem at gøre noget ved. Det kræver jo bare skatteopkrævning og økonomisk omfordeling. Men at gøre noget ved uligheden i uddannelse er straks sværere, fordi det bl.a. handler om at få folk til at ændre adfærd,” siger Niels Ploug.

Det er ikke, fordi der slet ikke er sket noget, påpeger han. Der er flere unge fra alle sociale lag, der får en uddannelse i dag, end tidligere. Men det går meget langsomt fremad. Og i en vis forstand går det også tilbage, fordi den politiske megasatsning på fri og lige uddannelse i Danmark også er en omfordeling fra de fattige til de rige.

“Jeg havde engang en underviser på universitetet, som sagde til os, at nu skulle vi altså følge med, fordi vi alle var der for de enlige mødres og de ufaglærte arbejderes skattepenge. Det gjorde et stort indtryk på mig. Og det mener jeg stadigvæk, der er en pointe i,” siger Niels Ploug og uddyber:

“Uddannelsessystemet er fordelingsmæssigt pilskævt. Fordi det så massivt er børn af de rige og de veluddannede, der bliver rekrutteret til især de videregående uddannelser, samtidig med at det er os alle, der betaler for uddannelserne, sker der en omfordeling fra de fattige og til de rige,” siger Niels Ploug og fortsætter:

“Alle er jo med til at finansiere uddannelsessystemet – også dem, for hvem det er helt utopisk, at deres børn kommer i nærheden af den del af uddannelsessystemet.”

Formel eller reel lighed?

Uddannelse er ellers et af Danmarks universelle velfærdsgoder. Alle betaler til det over skatten, og alle har adgang til uddannelse, når behovet er der. Men fører den formelle lighed så også til social mobilitet og større lighed?

Det er noget, Rasmus Landersø fra Rockwool Fondens Forskningsenhed har beskæftiget sig med. En af hans hovedpointer er, at den sociale ulighed mellem folk kan måles gennem hele livet. Et barn af en ufaglært mor har langt større risiko for ikke bare at få en dårlig uddannelse og en lavere indkomst end et barn af en højtuddannet, men også dårligt helbred og en tidligere død. Og det er til trods for, at der ikke bare er formel lige og fri adgang til det danske uddannelsessystem, men også til vores sundhedssystem.

”I Danmark har vi et højt niveau af universelle velfærdstilbud, men alligevel er der store sociale forskelle på børn. Ligesom uddannelsessystemet i Danmark er gratis for alle, er sundhedssystemet det også. Formelt set har alle altså de samme muligheder på de områder. Men selv for dem, der bliver diagnosticeret med den samme sygdom, ses der forskellige overlevelseschancer alt afhængigt af deres baggrund,” siger han.

Og det viser ifølge forskeren ret tydeligt, at formel lighed ikke nødvendigvis fører til reel lighed. Faktisk er der en tendens til at overdrive betydningen af den formelle lighed til uddannelse i Danmark. Det baserer han bl.a. på et studie, som han publicerede sidste år i samarbejde med nobelprismodtageren James Heckman fra University of Chicago.

De to forskere forsøgte egentlig at finde frem til en angivelse af, hvor meget større den sociale mobilitet i Danmark er i forhold til i USA. Fordi der er gratis uddannelse og SU i Danmark, skulle man formode, at det også giver udslag i en større uddannelsesmobilitet – altså at forældrenes baggrund ikke spiller lige så meget ind på børnenes uddannelse i Danmark som i USA.

Men studiet viste noget ganske andet. Mens der var store forskelle på indkomstmobilitet pga. den større omfordeling af indkomst i Danmark, var der ikke nogen signifikant forskel på uddannelsesmobiliteten i Danmark og USA. Er ens far ufaglært, er sandsynligheden i både Danmark og USA for, at man får sig en videregående uddannelse, omkring 20 pct. Se figur 3.

”Gratis uddannelse er ikke de vises sten, som vi tidligere har troet. Vi kan omfordele indkomst, men vi kan ikke omfordele færdigheder og adfærd,” siger Rasmus Landersø.

Studiet skabte omgående stor opmærksomhed i både USA og Danmark. Herhjemme affejede daværende socialminister Karen Ellemann (V) de nedslående resultater med en kommentar til Berlingske om, at studiet ikke ændrer på, at Danmark er et land med stor mobilitet netop pga. den frie og lige adgang til uddannelse. 

”Hvor unges muligheder for at tage en uddannelse i mange andre lande ikke rækker længere end forældrenes økonomi, så rækker de i Danmark lige så langt som den enkeltes evner og lyst,” sagde hun.

Og det er præcis pointen, påpeger Rasmus Landersø. Den frie og lige adgang til uddannelse er kun begrænset af den enkeltes evner og lyst. Men der er en enorm skævhed i folks evner og lyst til at uddanne sig, alt afhængigt af forældrenes baggrund.

”Der er en afgrundsdyb forskel på den formelle lige mulighed til uddannelse og så om muligheden også bliver grebet. Det svarer til at sige, at alle frit kan tage præmien på øverste hylde, men at man i realiteten kun kan nå derop, hvis man er over 1,90 meter høj,” siger han.

”Reelle lige muligheder opnås ikke alene ved at lave formelt lige muligheder i uddannelsessystemet. Der skal også tages højde for de ulige muligheder for udvikling, som børn har fra tidligt i deres liv. Og når den hidtidige tilgang tydeligvis ikke slår til, bør vi stille os selv nogle kritiske spørgsmål. Er læringsmiljøerne i dagtilbud gode nok, og skal man f.eks. målrette indsatser i større grad end tidligere?” siger Rasmus Landersø.

Løsninger søges

Det er også et af Agi Csonkas hovedargumenter. Som mangeårige direktør for SFI har hun beskæftiget sig med studiet af ulighed i årevis. Selv om hun godt nok lige er stoppet som SFI-direktør, har hun ikke meldt sig ud af debatten, og hun har for nylig udgivet en ny debatbog, der handler om, hvordan man skaber mere lighed i uddannelse. Og selv om uligheden i uddannelse hænger ved, er Agi Csonka optimistisk.

“Jeg mener faktisk, at der er noget at gøre. Det skal bare gøres meget tidligt. For det første skal vi være meget mere opmærksomme på, at børn kommer med vidt forskellige forudsætninger for at lære, når de starter i børnehaveklassen. Hvis vi begynder at forstå, at det har en betydning, at nogle f.eks. har fået læst meget op af deres forældre som små, så er vi et skridt nærmere. Og det er først i de seneste år, at vi har fået øjnene op for det,” siger Agi Csonka.

Et andet løsningsforslag i samme dur går på, at vejledningen af forældre helt ned i vuggestuen også skal handle om, hvordan de bedst muligt stimulerer deres børn til at lære.

”Det er der en mærkelig tilbageholdenhed med i dag, hvor vuggestuer ikke har problemer med at sætte til debat, hvor meget sukker børnene skal have, eller hvilket overtøj de skal have på, mens der ikke er meget dialog om, hvordan man bedst muligt stimulerer sit barn til at lære,” siger hun.

En tredje ting handler om at droppe den meget entydige hyldest af den akademiske faglighed som det højeste uddannelsesmæssige ideal i samfundet. Det gennemsyrer ikke alene uddannelsessystemet, men også selve begrebet om ’social mobilitet’, påpeger Agi Csonka.

”Der er en meget fasttømret ide om at jo længere uddannelse, jo bedre. Og så bliver det meget let til, at det skal være en opadgående mobilitet, og at det i sig selv er godt, når folk tager længere uddannelser end deres forældre,” siger hun.

”Men det er lige så vigtigt, at nogle af de veluddannedes børn, der har evner for det, tager en erhvervsuddannelse. Derfor vil jeg hellere hylde den sociale diversitet.”

Det kræver bare, at samfundet opprioriterer den praktiske faglighed og den merkantile faglighed til samme niveau som den akademiske.

”I dag bliver den akademiske faglighed betragtet som finere. Men de andre fagligheder skal have en mere fremtrædende plads, så også akademikerbørn kan få afprøvet, om det er noget, de duer til, uden at det er et ’skridt ned’ ad den sociale rangstige,” foreslår Agi Csonka.