Pensionsselskabet PFA fylder i år 100 år. Og det gør flere og flere danskere også.

I år 2040 vil der være over dobbelt så mange 100-årige danskere sammenlignet med i dag. Og der vil være næsten 500.000 flere danskere over 65 år, samtidig med at den yngre del af befolkningen på arbejdsmarkedet ifølge prognoser fra Danmarks Statistik forbliver nogenlunde på samme niveau.

Det giver åbenlyst nogle samfundsmæssige udfordringer. Derfor har PFA i anledning af sin runde fødselsdag i år nedsat tænketanken Den nye 3. alder, der siden januar har arbejdet på at udvikle fire forskellige fremtidsscenarier for, i hvilke retninger det danske samfund kan bevæge sig frem mod år 2040. De scenarier skal bruges til at igangsætte en ny samfundsdebat om, hvad der skal til, for at så mange danskere som muligt får et godt liv i deres tredje alder.

Debatten skydes i gang mandag, når tænketankens arbejde præsenteres på en stor konference i Aarhus, fortæller tænketankens formand, Claus Kjeldsen, der understreger, at hele øvelsen er et forsøg på at få flere politikere, organisationsledere og borgere til at tænke fremad.

”Allerede nu har vi brug for nogle pejlemærker for, hvordan vi udvikler samfundet. De beslutninger, vi træffer nu, rækker langt ind i fremtiden, og det gælder især på de tre områder, vi kigger på i tænketanken: arbejdsmarkedet, sundhed og boliger. Der står vi over for nogle kæmpe omvæltninger, og det betyder også, at man bliver nødt til i det mindste at prøve at forestille sig, at der er nogle ret markante ting, der kan være anderledes i 2040,” siger Claus Kjeldsen, der ud over formandstjansen i den nye tænketank også er adm. direktør for Instituttet for Fremtidsforskning.

Radikale samfundsforandringer

I sit daglige virke er han vant til at udvikle scenarier og følge megatrends. Men tænketankens opgave er også at få den form for fremtidsorientering mere bredt ud i samfundet, så Danmark kan tage hul på de nødvendige samfundsmæssige diskussioner, der bliver brug for, når samfundet forandrer sig med høj hastighed.

“Jo, større en organisation er, jo langsommere er den til at tilpasse sig. Og det er derfor, at det giver så god mening, at vi i hele det danske samfund allerede nu begynder at tænke over vores fremtid. Og jo bedre fremtidsforskning vi laver til det formål, jo længere tid har folk til at forholde sig til nogle radikale forandringer af samfundet og i deres eget liv,” siger Claus Kjeldsen.

Han nævner sundhedsområdet som eksempel på et område, der i stigende grad kræver politisk prioritering og grundig samfundsdebat. Den demografiske udvikling mod et samfund, hvor folk lever længere, er kun én side af sagen. 

”Vi lever ikke bare længere og længere, vi bliver også mere og mere krævende. Der er ved at ske et grundlæggende skifte. Det, vi før accepterede som en betingelse for at blive gammel, det kræver vi i langt højere grad at få fikset nu og her. Hvis der er kommet en ny behandling, så vil vi have den. Og det betyder, at der ikke kommer til at være nogen øvre grænse for sundhed og sundhedsudgifter,” siger Claus Kjeldsen og fortsætter:

”Vi ser det allerede i dag, hvor sundhedsvæsenet bliver belastet af, at de, der fik en knæprotese som 80-årige, nu ringer ind igen som 90-årige og vil have protesen skiftet. I gamle dage accepterede man det mere som en betingelse, at man var dårligt gående som gammel. I dag vil vi have en løsning, hvis den findes. Og der kommer hele tiden nye behandlingsformer, så det går kun én vej.”

Af begge grunde bliver forebyggelse så meget desto mere afgørende fremover.

To afgørende usikkerheder

Det medfører nogle dilemmaer, der politisk skal tages stilling til. Hvor meget sundhed har man ret til? Har alle ret til lige meget – også når man nærmer sig gravens rand? Og hvem skal betale?

Tænketanken beskriver i sin rapport en lang række globale trends som digitalisering, urbanisering, aldring, automatisering osv., der alle får en eller anden betydning for samfundet i fremtiden, og derfor indgår i alle de fire scenarier, tænketanken har formuleret. Se figur 1.

Men det afgørende for, hvilket af de fire scenarier, der bliver Danmarks fremtid, er især to udvalgte usikkerhedsvariable – samfundets sammenhængskraft og institutionernes tilpasningsevne. Derfor er de fire scenarier struktureret omkring de to usikkerheder.

”Den første handler om, hvem det er, der leverer løsninger i samfundet. I dag er det jo de velkendte institutioner. Men lige nu ser vi allerede et pres mod en række institutioner. Fagforeninger, DR eller Skat. Formår de institutioner at forny sig, tilpasse sig og bevare deres relevans? Eller opstår der nye aktører, der er bedre til at løse opgaverne for os? Det bliver afgørende,” siger Claus Kjeldsen.

Den anden usikkerhed er samfundets stigende polarisering, geografisk såvel som menneskeligt, og om solidariteten i hele samfundet kan holde til det, eller vil blive afløst af solidaritet på mere lokale niveauer.

”Danmark har historisk set været et meget homogent land, men vi ser nu en polarisering. Mellem land og by, unge og gamle, danskere og indvandrere osv. Og den her villighed til at være solidarisk på nationalt niveau er usikker. Opstår der en ny konsensus og en ny samfundskontrakt? Eller bliver det på nogle andre niveauer, vi vil se solidaritet fremover? Det betyder noget for den måde, vi indretter vores samfund på, og for hvem der skal levere de løsninger inden for f.eks. sundhed og ældrepleje, vi efterspørger. Er hjemmehjælp noget, kommunen skal klare, er det et privat anliggende, eller er det noget, familien skal klare?” spørger han.

Udviklingen på de to parametre bestemmer derfor, hvilket af de fire scenarier vi ender i, når vi kommer til 2040.

”Det er jo ikke, fordi vi nødvendigvis havner 100 pct. i det ene af dem. Måske bliver det en mellemting mellem to af dem. Men det vigtige er bare, at du selv har tænkt tanken og overvejet, hvilke konsekvenser forandringerne vil få for dig,” siger Claus Kjeldsen.