Landets to eneste reelle kandidater til at blive Danmarks næste statsminister har begge en kæmpe udfordring: Hverken Lars Løkke Rasmussen (V) eller Mette Frederiksen (S) har styr på deres parlamentariske venner.

Med syv partiledere i blå blok og fem i rød har danskerne udsigt til et folketingsvalg præget af kaos, massiv overbudspolitik og få konkrete løfter fra både Venstre og Socialdemokratiet.

Forskellen mellem Venstre og Socialdemokratiet er ellers væsentligt større, end det fremgår af den brede offentlige debat i medierne. Her kan man ofte få det indtryk, at det nærmest kræver en lup at se forskel på de to store partier.

Mandag Morgens analyse viser et noget mere nuanceret billede.

I analysen, baseret på samtaler med centrale politikere og embedsfolk, sammenlignes de to store statsministerpartier på otte centrale politikområder. Gennemgangen viser, at de to partier udstikker to forskellige veje for Danmark. På en række områder som udlændinge, skat, klima, sundhed og velfærd er der markante uenigheder, som kan komme i spil under den kommende valgkamp.

Valgets helt afgørende spørgsmål

Udlændinge ser atter ud til at blive det helt afgørende valgtema. Det kan for femte gang siden 2001 afgøre, hvem der skal være landets nye statsminister. Her vil specielt Socialdemokratiet blive angrebet fra alle sider.

Skal valgets facit koges ned til bare ét spørgsmål, er det, hvorvidt Socialdemokratiet kan bevare strammer-vælgernes tillid til, at partiet fortsat vil føre en stram udlændingepolitik efter valget og ikke bliver tvunget til at give lempelser efter pres fra de andre partier i rød blok.

"Hvis vi taber valget, vil det med 90 procents sandsynlighed skyldes, at det lykkes de borgerlige partier at gøre vælgerne usikre på, om de øvrige røde partier vil få afgørende indflydelse på udlændingepolitikken," siger en topsocialdemokrat.

Venstre og Dansk Folkeparti vil da også gøre alt for at så tvivl om dette afgørende spørgsmål. Lykkes det ikke, får Løkke mere end svært ved at bevare magten.

Samtidig kan klima vise sig at blive valgets helt store overraskelse. Vælgerne har sat dette tema allerøverst på listen over de vigtigste temaer. Det skiller røde og blå partier markant. Her kan der for alvor skabes kant mellem blokkene. Og mens Mette Frederiksen har nogle meget ambitiøse partier i sin blok, har Løkke langt mindre ambitiøse partier i sin. Se figur 1.

Masser af brudflader

Valgkampen vil ikke bare traditionen tro blive præget af den store præsidentduel mellem Venstre og Socialdemokratiet. Den vil også blive præget af opgør mellem partierne internt i blokkene i et omfang og med en intensitet, som vi ikke har set i mange år. Også det kan gøre valget mere kaotisk og uforudsigeligt.

Alene på udlændingeområdet er der mange brudflader. Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige vil under stor opmærksomhed fra medierne kæmpe om at føre den mest stramme udlændingepolitik. På midtbanen fører Venstre og Socialdemokratiet deres egen udlændingekamp. Og på venstrefløjen må Socialdemokratiet kæmpe mod de andre partier i rød blok.

Det samme er tilfældet på andre politiske områder som økonomi, EU, velfærd, pension og klima. Også her er der mange forskellige brudflader, som ikke altid følger den klassiske opdeling mellem rød og blå.

Mette F. bliver alvorligt testet

Mette Frederiksen er debutant som partileder ved et folketingsvalg og er ifølge meningsmålingerne favorit til at vinde. Men den rolle kan vise sig at blive en stor ulempe.

Hun vil dagligt blive testet på, om hun kan stå distancen. Om hun har den nødvendige tyngde og lederskab til at stå i spidsen for det politiske Danmark. Ikke kun fra de blå partier men også fra ’vennerne’ i de andre røde partier.

Hun var justitsminister under terrorangrebet i 2015 og skulle som beskæftigelsesminister dagligt stå på mål for de særligt upopulære reformer om efterløn og dagpenge blandt S-vælgerne. Det overlevede hun. Men noget helt andet er at være den øverste kaptajn på skibet, når stormen raser.

Hver eneste uge måler Socialdemokratiet på vælgernes holdninger. De viser, at specielt tre S-initiativer er blevet bemærket.

Først og fremmest er Socialdemokratiets udlændingeudspil fra sidste år braget ind på lystavlen. Også Mette Frederiksens melding om at danne en ren S-regering uden Radikale har brændt sig fast. Senest er partiets udspil om differentieret pension gået rent ind.

Disse tre ting er nu alle en del af Mette Frederiksens vinderformel. Specielt pensionsudspillet kan trække vælgere fra særligt Dansk Folkeparti til Socialdemokratiet. Derfor har DF’s Kristian Thulesen Dahl fået travlt med at lave en pensionsaftale før valget i forsøg på at lukke den flanke.

S satser på skiftende flertal

Mette Frederiksen har et ambitiøst mål om, at hendes eventuelle smalle S-regering kan sno sig gennem det politiske minefelt og lave skiftende flertal på de store områder. Hun vil gennemføre grøn politik sammen med sine røde venner og Konservative. Hun vil lave velfærd og pension sammen med Dansk Folkeparti. Og udlændingepolitik med partierne i blå blok.

Det bliver ikke let.

Samtidig har Mette Frederiksen investeret mange kræfter i at genopbygge Socialdemokratiets troværdighed efter de barske år under Thorning-regeringen, hvor partiet næsten dagligt blev anklaget for løftebrud. Det risikerer hun at sætte over styr igen, hvis hun begynder at love for meget, som hun alligevel ikke kan holde efter et valg. 

Hendes pensionsudspil bygger for eksempel på syv principper og indeholder ikke en konkret og gennemregnet model for, hvordan sådan en differentieret pensionsalder kan skrues sammen. Hun parkerer spørgsmålet om de lave ydelser til udlændinge i en kommission til efter valget. Og hvilke operationer der skal skubbes ud til hendes nye nærhospitaler, og hvordan hun helt konkret vil ansætte 1.000 ekstra sygeplejersker her og nu, står heller ikke knivskarpt.

Som oppositionsparti er hun begunstiget af, at hun kan slippe afsted med ikke at være meget detaljeret i sine politiske udspil i modsætning til Løkke, da han bærer regeringsmagten. Sådan er de politiske spilleregler. Det benyttede Løkke sig selv af under valgkampen for fire år siden, hvor han kun afgav et eneste løfte og ellers opstillede fire "pejlemærker" for udviklingen.  Nu benytter Mette Frederiksen sig af samme metode.

Løkkes ni liv

Venstre fokuserer også på tre områder i sin valgstrategi.

For det første genbruges vinderopskriften fra fire ud af de seneste fem valg: udlændingepolitik og stramninger. Venstre søger at underminere Mette Frederiksens troværdighed og vil igen og igen stille spørgsmålet: Kan hun virkelig holde fast, når hendes fæller i oppositionen alle trækker i den modsatte retning?

Emne nummer to hedder sundhed. Selv om vælgerne pr. tradition har større tiltro til en S-ledet regering her, er Venstre overbevist om potentialet i sin nye sundhedsreform. Og specielt hvis Løkke kan få Alternativet med på sin reform, står han med en potentiel vindersag, der kan vise sig at blive en game changer.

Det tredje fokus er Løkke Rasmussen selv. Han skal frames som den erfarne statsminister, der har orden i økonomien og kan styre Danmark trygt i havn i en tid med kaos i verden, såsom Brexit i Storbritannien, storpolitisk usikkerhed med Trump i USA og frygten for nye flygtningestrømme.

Venstre har også nedsat et stort antal interne arbejdsgrupper med både menige politikere og ministre, der på en række områder skal komme med nye offensive forslag og dermed styrke Venstres position i forhold til Socialdemokratiet.

Løkke vil i valgkampen slå på, at de positive økonomiske nøgletal er et resultat af regeringens politik. Vælgerne kommer igen og igen til at høre Venstre sige, at der er skabt et nyt privat job hvert 11. minut siden sommeren 2015, da Løkke kom til magten. Det er det tal, som Venstre har regnet sig frem til på baggrund af de officielle beskæftigelsestal – svarende til 161.400 flere private job. Løkke vil også slå på, at ledigheden rasler ned, og han vil give regeringen æren for, at husejerne kan sove rimelig trygt om natten, og at virksomhederne har fulde ordrebøger.

Lars Løkke har da også langt større erfaring end Mette Frederiksen. Det bliver hans tredje folketingsvalg som partileder. Han har stået på broen under finanskrisen og flygtningestrømme på motorvejene og gennemført barske arbejdsmarkedsreformer. Talrige gange har han vist en enestående evne til at lave et comeback. Og han udskriver valg på et tidspunkt, hvor dansk økonomi har det godt.

Om det virker, vil valget vise.

Vælgerne belønner kun sjældent gode økonomiske nøgletal. De straffer godt nok en dårlig økonomi, men gode tider kan betyde, at vælgerne efterlyser alternativer.

Ballade på rød stue

Begge de to førende statsministerkandidater har kæmpemæssige udfordringer med at få deres politiske venner til at spille sammen som et hold.

Alternativets Uffe Elbæk har gjort det klart for Mette Frederiksen, at partiets mandater "skal trækkes ud af ligningen", og har skruet op for prisen for at støtte hende som statsminister. I stedet peger han på sig selv. Løkkes sundhedsreform bliver måske en forsmag på, hvad der venter hende i fremtiden som ny statsminister. Laver Alternativet en aftale med Løkke om hans sundhedsreform før valget, vil det være et mareridt for Mette Frederiksen som ny statsminister at skulle føre den ud i livet.

Mest dramatisk er dog forholdet til Radikales Morten Østergaard. Specielt efter den kolde afvaskning sidste år, hvor Mette Frederiksen meldte klart ud, at hun gik efter en ren socialdemokratisk mindretalsregering efter valget. Den sved på Radikales selvforståelse, der nærmest har betragtet det som en selvfølge at blive inviteret til at være en del af S-ledede regeringer.

Bruddet handler ikke bare om udlændingepolitikken, hvor forskellen mellem de to partier nærmest vokser dag for dag. Det stikker langt dybere. Det handler også om kerneværdier som uddannelse, og om Socialdemokratiets kamp for at finde tilbage til kernevælgerne.

Heller ikke Enhedslistens Pernille Skipper og SF’s Pia Olsen Dyhr holder sig tilbage med særkrav og halve ultimatummer til en kommende S-regering.

Forestillingen om en rød ’blok’ er krakeleret.

Infight blandt blå partier

Hvis Lars Løkke Rasmussen havde en drøm om at indlede en valgkamp med kaos i rød blok og harmoni i blå blok, er han vågnet op til en helt anden, dramatisk virkelighed.

Klaus Riskær Pedersen og Nye Borgerliges Pernille Vermund vil først og fremmest tænke på sig selv og på at skaffe de nødvendige stemmer for at komme i Folketinget. Det er deres mål. De er begge fremragende til at kommunikere direkte til vælgerne og brænder igennem på tv. Og de har begge to behov for at skabe kant til både Venstre og Dansk Folkeparti. Kedeligt bliver det i hvert fald ikke.

Liberal Alliances Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøll-Bille bliver heller ikke de mest loyale spillere på holdet frem mod valget. Partiet vil have travlt med at skærpe sin liberale profil for at mindske det forventelige nederlag.

Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl står til at få et svidende nederlag. Samtidig vil han holde alle døre åbne for at kunne samarbejde med en eventuel S-regering efter valget, hvis magten skifter. Det er hans plan B. Og derfor skal Løkke heller ikke forvente fuld loyalitet fra den kant.

Størst loyalitet kan Løkke nok forvente fra Konservatives Søren Pape Poulsen. Men med udsigt til blot seks mandater og tre ministre på vippen til overhovedet at blive valgt ind har det lille parti også brug for at skærpe sin borgerlige profil.

Så uanset hvilke politiske forslag Løkke lægger på bordet, vil de blive overtrumfet af andre partier i blå blok. Hvis han vil stramme asylreglerne, vil DF og Nye Borgerlige stramme endnu mere. Og hvis han vil afsætte 500 millioner kroner til et nyt velfærdsforslag, vil Dansk Folkeparti afsætte 1 milliard kroner.

Derfor får han også svært ved at udstede alt for mange løfter, som han alligevel ikke kan holde efter valget.

Løkke skal flytte 64.300 over midten

Løkke skal præstere sin måske finest hour i dansk politik, hvis han skal bevare regeringsmagten. Hans blå hold er bagud i meningsmålingerne. Det røde hold med Mette Frederiksen i spidsen fører med 3,6 procent. Løkke skal derfor have flyttet mindst 64.300 vælgere over midten fra rødt til blåt hold for at vinde valget. Se figur 2.

Det fremgår af det seneste snit af meningsmålinger, som professor Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet har lavet for Altinget. Hvis der er stemmespild i blå blok, skal der flyttes endnu flere vælgere over midten. Men opgaven er langt fra umulig for Løkke.

For nøjagtig fire år siden – i marts 2015 – havde den daværende socialdemokratiske statsminister, Helle Thorning-Schmidt, tilsvarende dårlige meningsmålinger. Men det var hun meget tæt på at indhente. Hvis kun ca. 7.500 af Det Konservative Folkepartis stemmer ved valget fire måneder senere var endt hos Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Alternativet, ville der have været rødt flertal.

Kasper Møller Hansen forudser, at Løkkes bedste kort igen er udlændingepolitikken.

"Jeg tror, udlændingespørgsmålet bliver afgørende. Det kan flytte de få procenter, der skal til, for at vinde. Klima vil også spille en rolle og kan blive en joker i valgkampen," siger han.

Kasper Møller Hansens måling er et kvalitetsvejet gennemsnit af en række meningsmålinger, der dog alle er foretaget, før Klaus Riskær Pedersens parti blev godkendt. Og spørgsmålet er, om Riskær Pedersen, Pernille Vermunds Nye Borgerlige og Stig Grenovs Kristendemokraterne får stemmer nok til at komme i Folketinget. En meningsmåling fra sidste uge foretaget af Voxmeter for Ritzau viser, at ingen af dem bliver valgt ind. Dermed bliver stemmespildet i blå blok tårnhøje 4,1 procent – svarende til otte mandater.

"Hvis det stemmespild står til troende, bliver det endnu sværere for Løkke at vinde," siger Kasper Møller Hansen.

Mette F. i favoritrollen, men …

Mette Frederiksen fører ikke bare i meningsmålingerne. Vælgerne opfatter hende også som den bedste af landets partiledere, skarpt forfulgt af Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl. Det fremgår af en Norstat-måling foretaget for Altinget og Jyllands-Posten, som har målt partiledernes kampform her tæt på valget.      

Mette Frederiksen går frem fra karakteren 1,1 i april sidste år til nu 1,7. Løkke opnår en delt 4. plads i samme måling sammen med SF’s Pia Olsen Dyhr. De får begge karakteren 1,0. Det er også en markant fremgang for Løkke i forhold til starten af valgperioden, hvor han rodede rundt i bunden. Se figur 3.

Men nogle af disse former for målinger har det også med at undervurdere styrkeforholdet mellem Løkke og Mette Frederiksen. For mange af de røde vælgere, som aldrig kunne drømme om at stemme på Lars Løkke Rasmussen, hader ham nærmest af et godt hjerte og giver ham meget dårligere karakterer. De blå vælgere, som aldrig kunne finde på at stemme på Mette Frederiksen, har ikke samme antipati for hende. Derfor scorer hun konsekvent bedre karakterer end ham.

Men ser man bare på de mange vælgere i midten, ser billedet noget anderledes. Her scorer Mette Frederiksen for eksempel dårligere karakterer end Løkke blandt Radikales vælgere.

Valget bliver derfor også en kamp om de to partilederes evner og kompetencer som ledere.

Hvordan de to klarer sig gennem en lang valgkamp, hvor hvert skridt bliver dækket intensivt, og hvor selv den mindste fortalelse eller fejl kan få skæbnesvangre konsekvenser, kan kun fremtiden vise. Ved det seneste valg i 2015 traf næsten halvdelen af vælgerne – hele 47 procent – således først den endelige beslutning under selve valgkampen.