Det kan virke lige dele kriminelt og uoverskueligt at sige lige nu, men der kommer et tidspunkt, hvor coronakrisen er ovre, og vi skal tage os af helt andre dagsordener.

Den økonomiske virkelighed på den anden side bliver dog en helt anden og mere dyster end den, vi kendte for bare en måned siden. Historiske hjælpepakker fra centralbanker og regeringer har afbødet faldet, men ikke formået at stoppe massefyringer og styrtdykkende aktiemarkeder. Tallene er surrealistiske.  

I sidste uge meldte 3,3 millioner amerikanere sig arbejdsløse til det amerikanske beskæftigelsesministerium, hvilket både er en eksplosiv stigning fra den foregående uges 282.000, men også en mangedobling af den hidtidige rekord fra oktober 1982, hvor 695.000 meldte sig ledige i løbet af en uge. Herhjemme vurderer Dansk Industri i en ny analyse, at konsekvenserne af coronakrisen kan koste 900.000 danskere jobbet. 

Som økonomihistorikeren Adam Tooze udtalte til Information tidligere på måneden, så ligner det en helt ny slags krise. ”Det er anderledes end finanskrisen i 2008, fordi det økonomiske chok nu er startet i realøkonomien og ikke i finansverdenen. Og det er forskelligt fra 1918, for i 1918 havde vi ikke velfærdsstater, der lovede at holde alles bedsteforældre i live,” lød analysen. 

Og hvis krisen er helt ny, skal vejen ud måske også være det.  

Skulle der være flere tilbage, som tvivler på, om olie er et eksempel på en stabil energi- og investeringskilde, har coronakrisen givetvis også været med til at slå fast, at fossile energikilder også på den korte bane kan være farlige at satse på. Olieprisen har været på en lang halsbrækkende nedkørsel, siden året begyndte, og i skrivende stund ligger prisen 60 procent lavere end ved årsskiftet på grund af en priskrig med Saudi-Arabien og de coronanedlukkede samfunds effekter på den globale efterspørgsel.  

Brug pengene klogt 

Skal vi følge forudsigelsen fra Harvard Business Review, der har kigget på tidligere pandemier, så vil der komme en ny chance for at sætte gang i de globale pengestrømme, når smitten ebber ud, og krisen aftager. Når det sker, har Fatih Birol, direktør for Det Internationale Energiagentur, et råd til de mange regeringsledere, han lige nu er i dialog med om genopretningspakkerne til de forhutlede nationaløkonomier verden over. ”Vi har en kæmpe chance, som vi ikke må misse. Det vigtige bliver ikke mængden af penge, men i hvilken retning vi sender dem.”  

Og i februar udtalte Bank of England-guvernøren Mark Carney, at han frem mod novembers Cop26 i Glasgow vil sammensætte et nyt regelsæt, som kan sætte gang i grønne investeringer. Finanssektoren skal med i omstillingen. ”Klimarisikostyringen skal transformeres, og investeringer i en klimaneutral verden er nødt til at gå mainstream,” som han sagde. 

Denne mainstreaming er lige nu undervejs. Kort før coronavirussen sendte land efter land i lockdown, afleverede den lettiske EU-kommissær Valdis Dombrovskis’ tekniske ekspertgruppe 9. marts den sidste rapport fra deres arbejde med udviklingen af en såkaldt taksonomi for bæredygtige investeringer for EU.  

Taksonomien dækker over et klassifikationssystem, som investorer i fremtiden vil kunne bruge til at vurdere en økonomisk aktivitets bidrag til opfyldelsen af Parisaftalens klimamål. Det er et system, som er født af et politisk kompromis, og som trods den kritik, den møder fra klimaforskere og miljøorganisationer, repræsenterer en mulighed for at dirigere finansstrømmene i en ny retning. Med taksonomien får europæiske virksomheder og investorer for første gang en fælles standard for, hvordan man fastslår, om en aktivitet er grøn.  

Det kan gå to veje  

I det ideelle scenarie bliver EU’s taksonomi den største revolution siden indførslen af regnskabsprincipper for godt 100 år siden, fordi den løser et problem, som klimaet har til fælles med finansverdenen.  

Investorerne ved, at de indtil videre har lagt milliarder af dollar i grønvaskede projekter, der muligvis har levet op til diverse private miljømærkninger (såkaldte ESG-ratings), men ikke har haft den positive grønne effekt, de lovede. Og fordi der ingen fælles grøn liste har været, var transparens en by i Rusland og tillid den eneste knage at hænge sine penge på. Ikke umiddelbart fordrende for den grønne investeringslyst, men også decideret kontraproduktivt for den kriseramte planet, som de grønne aktiviteter skal forsøge at redde. Med en fælles standard for grønne aktiviteter kommer der nye krav til transparens og et nyt konkurrenceparameter for virksomheder med ambitioner på klimaets vegne. 

I det mindre ideelle scenarie bliver taksonomien en slags institutionaliseret grønvaskemaskine, hvor EU grønstempler tvivlsomme investeringer, fordi ingen europæiske beslutningstagere kan eller vil tage opgøret med de fossile brændsler. Den risiko er især til stede, hvis investorerne står på den anden side af coronakrisen uden gode grønne projekter at smide milliarderne efter.  

Det sværeste valg  

Ingen kan vide, hvilke af de to scenarier vi er havnet i om fem år. Men det står klart, at den ideelle vej er den sværeste.  

Lige så let det er at sidde fra denne stol og sige, at beslutningstagere fra Christiansborg til Bruxelles har en historisk mulighed for at stimulere de grønne pengestrømme, lige så klart står det, at den ene sønderskudte branche efter den anden vil stille sig op foran Marienborg og kalde på politisk hjælp, når samfundet lukker op igen. 

Det bliver derfor en benhård politisk prioriteringssag at sørge for, at de europæiske ambitioner for bæredygtige investeringer ikke strander på intentionernes holdeplads. Beslutningen om at tage den svære vej skal træffes af politikere. Den kan hverken udliciteres til tekniske ekspertgrupper under EU-Kommissionen eller til de industrier, der kommer til at dø eller lide tab i omstillingen.  

Men har vi lært noget fra marts 2020, er det, at politikerne kan gøre utrolig meget, når de virkelig skal og vil. Både herhjemme, hvor regeringen uden at ryste på hånden har sat knap 300 milliarder kroner af til at holde liv i dansk erhvervsliv, men også i USA, hvor Kongressen med samme formål onsdag affyrede en stimuli-bazooka på knap 15 billioner kroner. Hvis EU’s nye, grønne målestok skal skabe en verden med mere bæredygtige virksomheder, vil det kræve det samme politiske mod og handlekraft.  

Den kommer ikke til at tage kegler for sit fængende navn. Men det er på høje tid, at politikere, medier og alle andre begynder at interessere sig for EU’s taksonomi for bæredygtige investeringer.