Lisbeth Knudsen har tilbragt godt 40 år i mediebranchen og har beskæftiget sig med medier og journalistik inden for både print, radio, tv og digitale platforme. De fleste af de 40 år som leder på forskellige niveauer og aktiv i forskellige bestyrelser og organisations-sammenhænge. Hele karrieren igennem har hun kombineret erfaring med både den forretningsmæssige side og den redaktionelle side. Journalistisk udvikling, nye fortælleformer, digital transformation, disruptive innovation og de nye teknologiers indflydelse på mediebranchen er en rød tråd i hendes virke, lige som nye forretningsmodeller, ledelse, politik og samfund altid har været det.
Lisbeth Knudsen tiltrådte pr. 1. december 2015 som direktør og chefredaktør for Mandag Morgen Danmark og som ansvarlig for både redaktionelle aktiviteter og mange andre opgaver med kommerciel udvikling, projekter, analyser, konferencer m.v., som foregår i Mandag Morgen regi.
Hun er adjungeret professor på CBS. Skriver kommentarer og debatindlæg flere steder - bl.a. på Altinget.dk.
Hun er desuden formand den rådgivende ingeniørvirksomhed NIRAS Group, formand for bestyrelsen for Odense Symfoniorkester og arkitektvirksomheden Rønnow, Leth & Gori og for faktatjekmediet TJEKDET.dk Hun er formand for Dansk Selskab for Virksomhedsledelse (VL-grupperne). Desuden formand for bestyrelsen for ENIGMA-museet og medlem af Illum Fondets bestyrelse.
Lisbeth Knudsen er tidligere ansv. chefredaktør for Berlingske og koncernchef (CEO) for Berlingske Media igennem 8 år til september 2015. Før det var hun nyhedsdirektør i DR i 8 år og før det igen i godt 8 år adm. dir. for A/S A-pressen og chefredaktør for Aktuelt. Hun blev uddannet journalist fra 1975 og startede sin karriere på Berlingske som politisk reporter, senere chef for den politiske redaktion, erhvervsredaktør, søndagsredaktør og medlem af chefredaktionen frem til 1990.
Læren af coronakrisen: WHO må nytænkes
KOMMENTAR: Er der noget, den nuværende pandemi burde have lært os, så er det, at vi ikke kan fortsætte med at have en politisk og økonomisk svag og handlingslammet Verdenssundhedsorganisation.
”Covid-19 respekterer ikke lukkede grænser. Selv hvis de fleste lande lykkes med at bremse sygdommen i løbet af de næste par måneder, kan virus kunne vende tilbage, hvis pandemien forbliver alvorlig nok andre steder. Verdenssamfundet må forstå, at så længe covid-19 er et eller andet sted, er vi nødt til at handle, som om virussen er overalt. At slå denne pandemi ned vil kræve en hidtil uset grad af international finansiering og samarbejde.”
Citatet kommer fra Verdenssundhedsorganisationens, WHO’s, næststørste frivillige bidragyder. Og nej, den næststørste frivillige bidragyder efter USA er ikke Kina eller en anden stat. Det er The Bill & Melinda Gates Foundation, og citatet er fra Melinda Gates. Hun formulerede sig sådan i en pressemeddelelse, hvori fonden øger sit i forvejen astronomiske bidrag til WHO med yderligere 1,7 milliarder kroner til at understøtte udviklingen af behandling og vaccine mod covid-19. Vel at mærke oven i de 3,7 milliarder kroner, som fonden i forvejen bidrager med direkte til WHO og mange yderligere milliarder, som fonden donerer via deltagelse i GAVI, et offentlig-privat partnerskab, der tilbyder vaccinationer til fattige lande, og som oprindeligt er stiftet af Gates fonden.
UDMELDINGEN FRA MELINDA GATES kom karakteristisk nok lige umiddelbart efter, at den amerikanske præsident rettede en kraftig kritik mod WHO og proklamerede, at det amerikanske bidrag til organisationen ville blive indefrosset indtil videre. Trump anklager WHO for at være for Kina-venlig.
Den aktuelle coronakrise må forhåbentlig få os alle til at åbne øjnene for, at vi ikke kan fortsætte med en global sundhedsautoritet som WHO, der er dramatisk underfinansieret, som strategisk er nødt til at indrette sig efter diktat og trusler fra de største bidragsydere, og som må navigere rent budgetmæssigt med kun 20 procent faste bidrag fra FN’s medlemslande og 80 procent frivillige donationer.
Nogle af de 80 procent er fleksible penge og dermed muligt at anvende efter konkrete behov og udbrud. Men de fleste af donorbidragene er øremærket til bestemte projekter og ikke nødvendigvis prioriteret efter akutte, sundhedsfaglige vurderinger. Det holder ganske enkelt ikke i en pandemitid, hvor verden har brug for en international sundhedsorganisation med store muskler.
I KØLVANDET PÅ SARS-epidemien i 2003 besluttede WHO's styrende organ at styrke de centrale internationale retsregler og regulativer for global sundhed. På papiret skulle WHO have mere magt og udvidet overvågningskapacitet. Generaldirektøren for WHO blev bemyndiget til at erklære en folkesundhedsmæssig nødsituation, hvis han fandt det nødvendigt, og til at lede den globale reaktion på sådan en krise. Man forpligtede medlemsstaterne til at styrke deres egen kapacitet til at forberede sig på, identificere og reagere tidligt på pandemier.
Desværre har gennemførelse af alle disse forpligtelser været elendig. Regeringerne har udnyttet mulighederne for at bevare suverænitet og gå deres egne veje i nødsituationer. Og præcis det har medlemsstaterne gjort under coronaen. Faktisk har mange lande handlet i strid med WHO's retningslinjer og endog undladt at forsyne WHO med epidemiologiske data eller virusprøver i strid med deres forpligtelser. En økonomisk appel om ekstra frivillige bidrag til WHO i forbindelse med coronakrisen er kun blevet delvist hørt.
WHO's trængsler understreger en sandhed om internationalt samarbejde: Multilateralisme er, hvad staterne vælger at gøre ud af det. Ligesom Kina har USA en enorm magt til enten at bistå eller torpedere WHO's arbejde. Fanget midt i en helt utidig stormagtsstrid om ansvaret for coronaudbruddet og uden den fornødne økonomiske robusthed og frihed til at omprioritere midler i den aktuelle krise så risikerer WHO på det værst tænkelige tidspunkt at miste sin politiske handleevne og sin økonomiske formåen til at bekæmpe coronaen.
Når vi er på den gode side af covid-19-pandemien, må erfaringerne bruges til at nytænke WHO og gøre organisationen til den stærke globale sundhedsautoritet, som de skræmmende oplevelser lige nu kalder på. Verden kommer til med mellemrum at opleve store pandemier. Det burde vi vide nu. Der må findes en ny og troværdig styringsmodel for en global sundhedsorganisationen, som vi ikke kan være foruden.