En motorsav i præsidentpaladset
Argentinas nyvalgte præsident Javier Milei vil rette op på landets økonomi med ultraliberalistisk politik. Men konsekvenserne for klimaet kan nå langt ud over Argentinas grænser.
Mads Thunestvedt Hansen
JournalistHvem?
Javier Milei
Hvilket job?
Argentinas præsident
Hvorfra?
Kongresmedlem for partiet Libertad Avanza
Dengang i 70’erne var gyserfilmen ‘Motorsavsmassakren’ også på lærredet, og det kan tænkes, at horrorfilmen har givet inspiration til Javier Milei, der ofte optræder med en motorsav som symbol på, hvad han politisk vil gøre med Argentina: halvere antallet af ministerier fra de nuværende 16 til 8, reducere det offentlige forbrug med 15 procent og nedlægge Argentinas centralbank og adoptere den amerikanske dollar som landets valuta. Derudover vil han muliggøre salg af organer, forbyde aborter og privatisere sundhed.
Det er den medicin, den økonomuddannede Javier Milei vil ty til i forsøget på at tøjle Argentinas tårnhøje inflation og manglende vækst, som har kastet 40 procent af befolkningen ud i fattigdom.
Baggrund
- Økonom for banken HSBC
- Finansiel rådgiver for Argentinas rigeste mand, Eduardo Eurnekian
- Cheføkonom for tænketanken Fundación Acordar og logistikvirksomheden Corporacíon América.
Uddannelse
- Uddannet økonom fra Universidad de Belgrano og Torcuato de Tella University.
Markedets første reaktion på den medicin har været positiv. For eksempel steg det statsejede energiselskab YPF’s aktier markant dagen efter valget på grund af udsigten til en privatisering.
Men kuren kan få globale implikationer. For Milei kalder klimaforandringer for en løgn og vil trække landet ud af Parisaftalen, mens han vil nedlægge miljøministeriet. Det kan blive en åben dør til en af verdens største lagre af skifergas i det vestlige Argentina, som kan påvirke både energimarkederne og den grønne omstilling, men som uden tvivl vil polstre den slunkne argentinske statskasse.
Selvom det ville være nemt at reducere Javier Milei til et politisk udskud, der optræder med motorsave og klæder sig ud som sit alterego 'Captain Ancap' – en superhelt, der indfører anarkokapitalisme – fortæller hans arbejds- og uddannelsesbaggrund, at han færdes hjemmevant på Argentinas bonede gulve. Han har skrevet flere end 50 akademiske papirer, været en fast bestanddel af World Economic Forum og været cheføkonom i en af Argentinas største virksomheder, Corporacíon América.