Fri mig for den politiske værktøjskasse

Der tales i disse år meget om værktøjskasser. Typisk blandt politikere. Hvilke værktøjer er der i kassen? Hvilke nye værktøjer er der behov for? Kommer der snart nogen flere værktøjer?

Det er ofte en meget simpel tænkning, der ligger bag denne værktøjsfokusering. Og det er foruroligende at se, hvor komplicerede problemer og udfordringer mange tror kan løses med simple snuptagsløsninger. 

Vi ser det f.eks., når talen er om mobning i skoleklasserne. Noget skal ændres! Vi ser det, når det handler om bandemiljøerne og ghettoerne. Noget skal laves om! 

Det ses, når virksomheder, kommuner, civilsamfundsorganisationer, familier og andre skal rette ind mod en bestemt kurs, som f.eks. eksperter eller politikere ønsker at fremme. Værktøjer!

Bestemte former for kriminalitet skal forhindres. Bestemte former for adfærd skal bringes til ophør. F.eks. radikalisering. Eller endnu værre: ekspresradikalisering. Hvor er der værktøjer, der kan forhindre disse stærkt uønskede former for adfærd?

En forsimplet virkelighed

Bag mange af disse talemåder og ræsonnementer ligger der en uhyre simpel, mekanisk og ofte forældet opfattelse af den virkelighed, det handler om.

Børn i skoleklassen; bandemedlemmer; bilister, der kører for stærkt; medarbejdere i en virksomhed, der skal opføre sig anderledes; kommunalbestyrelser, som skal ændre politik og retning; befolkninger, der skal ændre adfærd.

Rækken er meget lang, og diskussionen kommer op igen og igen.

Aktuelt kunne det handle om misbrug af børn og unge inden for f.eks. filmindustrien, eller mere generelt: misbrug og undertrykkelse af piger og kvinder.

Hvor er der passende værktøjer til at forhindre alt dette uønskede og uacceptable? Eller sagt med andre ord: Hvor er der en hurtig løsning?

Selvfølgelig er der situationer, hvor den erfarne eller indsigtsfulde bruger et relevant værktøj. En skruetrækker, en sav, en regneregel, en beregningsmetode, en forholdsregel, en indsigt om sammenhænge, f.eks. i sociale, politiske, militære og økonomiske anliggender.

Men der er også mange situationer og sammenhænge, hvor det er naivt og fuldstændig urealistisk at forestille sig, at der er værktøjer, dvs. simple mekaniske fremgangsmåder, som vil føre til resultater.

Vi må starte med os selv

Til mange former for adfærdsændringer er der hverken simple eller hurtige veje. Det skal vi lære, og så skal vi holde lidt tilbage med denne alt for simple tale om værktøjer. 

Megen adfærd i sociale systemer beror på mange og komplicerede fænomener, herunder på andre menneskers adfærd – f.eks. i disse andre menneskers egenskab af rollemodeller.

Hvordan skal man få unge mennesker til at ændre adfærd på et eller andet felt, hvis de unge mennesker hele tiden ser voksne mennesker, f.eks. politikere, forældre eller andre voksne, forbryde sig mod de regler eller adfærdsformer, som man gerne ser ændret hos unge mennesker?

Hvordan forestiller man sig, at unge mennesker skal tale sandt, hvis de hele tiden ser autoriteter og rollemodeller, der taler usandt?

Hvordan skal unge mennesker få respekt for demokratiet, hvis de igen og igen ser ledende politikere tale usandt, lyve, svindle, snyde? Sådan som unge mennesker jævnligt ser det både i Danmark og ude i verden.

Ingen værktøjer hjælper i disse situationer.

Forbud, indgreb, straf

Vi taler f.eks. meget om ghettoerne og om de unge mennesker, der vokser op i disse ghettoer. Hvor er der værktøjer, der kan forhindre kriminalitet i disse miljøer, spørger vi?

Vi vil ikke finde os i denne kriminalitet, siger politikerne. Det skal bringes til ophør! Det er uacceptabelt! Vi må have nogle flere værktøjer! 

Mange af disse værktøjer handler om forbud, indgreb og straf. Meget af det, der indgår i de såkaldte bandepakker, der er gennemført i de seneste år, handler om straf – handler om noget negativt.

Værktøjerne er straf; noget, der gør ondt; man påbyder, påtvinger, straffer – eller som justitsministeren ofte har sagt det: ’De skal bures inde’. Nogen skal givetvis fængsles. Men vi ved alt for godt, at det næppe hjælper.

Jeg siger ikke, at der ikke skal straffes. Jeg afviser ikke værktøjer. Jeg forsvarer ikke vold og kriminalitet.

Jeg siger, som en kommentator sagde det i forbindelse med ghettoerne og kriminel eller uacceptabel adfærd fra de unge menneskers side i denne sammenhæng: De unge mennesker er jo ikke født onde; de er ikke født kriminelle; de er ikke født mobbere; de er født som almindelige børn – selvfølgelig med forskellige dna-profiler og i meget forskellige miljøer – og så har de udviklet sig til det, de nu er.

De er vokset op i forskellige miljøer, med en række rollemodeller, i en kultur eller i forskellige kulturer, og alt dette har påvirket og formet dem.

Hvis det endelig skal være …

Jeg siger ikke, at det er enkelt. Tværtimod. Jeg siger, at man i mange sammenhænge ikke bare kan tage et simpelt værktøj i brug, f.eks. tage nogle penge fra mennesker; smide børn og unge eller familier ud af en skole eller en bolig – og så er det problem fixet. 

Man kan godt gøre, som beskrevet, men ofte vil det ikke løse problemet, men snarere bidrage til at skabe et endnu større og mere kompliceret problem. 

Sandheden er jo nok, at på mange områder ligger vi, som vi har redt. Men dermed ikke sagt, at ’det er samfundets skyld’. Alle individer har selv et ansvar.

Spørgsmålet er så, hvorledes adfærd og kultur udvikles i et samfund, og dernæst, hvorledes vi får mennesker til at ændre adfærd.

Her vil jeg i al naivitet og forsigtighed minde om, at mange af de værktøjer, jeg har omtalt ovenfor, og som vi oftest taler om i disse sammenhænge, er negative.

Der findes en helt anden slags værktøjskasse, der indeholder positive værktøjer som f.eks. belønninger, accept, inklusion, opbakning, anerkendelse og meget andet positivt.

Hvis vi så gerne vil tale om og bruge værktøjer, bør vi så ikke i meget højere grad rette blikket mod denne samling af positive værktøjer?