Det er ikke så længe siden, at internettet var et nyt, frit område, hvor enhver kunne komme til orde uden at skulle drible uden om alle de ’gate keepers’, der vogtede over adgangen til de traditionelle medier. 

Facebook blev stiftet på et kollegieværelse i 2004, Twitter og YouTube kom til i 2006. Dengang virkede det kun rimeligt, at sektion 230 af USA’s Communications Decency Act slog fast, at platformene ikke kan holdes ansvarlige for det indhold, deres brugere udveksler. 

Lovteksten tillod de digitale platforme at vokse løs uden indblanding, og uden at bekymre sig om at skulle tage ansvar for den hastigt voksende betydning, de fik i kulturen og den offentlige debat.