Rejs hjem, hvor dine forældre kommer fra!

For nogle uger siden skrev jeg på denne plads om et ømt punkt i den hårde, danske udlændingepolitik, nemlig de syriske børn, der nu i fem-seks år har boet her og levet almindelige børneliv i Danmark. Når forholdene ændrer sig i hjemlandet, skal de ud af Danmark igen. Helt som deres forældre og helt efter paradigmeskiftets logik.

I mellemtiden er diskussionen for og imod hjemsendelserne taget til.

Annullerede opholdstilladelser lander i e-boksen hos familier med syrisk baggrund landet over. Der er på ny tvivl om lødigheden af de rapporter, der ligger til grund for hjemsendelserne. Og der er oprettet borgerforslag, indsamlinger og afholdt demonstrationer imod at sende de flygtede tilbage til bødlen i Damaskus.

Situationen er ikke nem.

Måske ender det – i denne omgang – med, at de danske myndigheder må ændre deres vurdering. Mon ikke der snart kommer en ny rapport fra UNHCR, der kan danne grundlag for den beslutning.

Men uanset, om Danmark ender med at følge andre landes vurdering af sikkerhedssituationen i Damaskus her og nu, så står det nu soleklart for alle, at denne regering mener det, når den siger, at flygtninge før eller siden skal vende hjem igen.

Det er kernen i den danske udlændingepolitik efter paradigmeskiftet, at Danmark kun tilbyder de flygtede midlertidigt husly – ikke et nyt hjemland. For syriske flygtninge er Syrien derfor stadig hjemlandet. En sørgeligt sønderbombet udgave af et hjemland og et hjemland hærget af et voldsparat regime, men dog et hjemland.

Sagen er mindre klar, når det kommer til deres børn.

Er det for eksempel Syrien eller Danmark, der er hjemland for et 12-årigt barn, der har gået i folkeskole i Thy siden børnehaveklassen? Eller teenagepigen på 16 år, der har levet som en dansker, fra hun var 10? Hvor er ’hjemlandet’ for en 9-årige dreng, der kom til Danmark som 3-årig og ikke kan huske tiden før livet med kammeraterne i Odense Boldklub? Kan det også kaldes en ’hjemsendelse’, hvis disse børn sættes på et fly mod Damaskus?

Børnene udgør – uanset, hvad man mener om asylpolitik eller rapporter om forholdene i Damaskus – et reelt dilemma. Et dilemma, der er blevet meget virkeligt for børn med syriske rødder i alle dele af Danmark.

Udlændingestyrelsen oplyser til Mandag Morgen, at i alt 113 syriske børn allerede har fået frataget deres opholdstilladelse i Danmark. Tallet er højere end det, man kan læse i andre medier, fordi det rummer alle sager om syriske børn, der har mistet deres opholdstilladelse siden 2019, og ikke kun børn fra det, styrelsen kalder for ’Damaskus-projektet’.

Det vides ikke, hvad de 113 børns historie eller skæbne er. Udlændingestyrelsen kan ikke oplyse yderligere om dem. Men givet forholdene i Syrien, er det mest sandsynlige, at hovedparten af dem stadig befinder sig i Danmark.

Deres sager skal igennem flere instanser og hænger også sammen med forældrenes, så selve flytningen kan trække ud. Men det ligger fast, at hvis et barn endegyldigt mister sin opholdstilladelse i Danmark, mister barnet samtidig retten til at leve et almindeligt liv i Danmark. Forude venter et ophold på udrejsecentre på ubestemt tid – og frygten for at blive sendt ud af landet til et sted, forældrene forbinder med stor fare.

Det er svært at forestille sig, hvordan et barn skal leve med den angst og uvished i årevis. Bag de 113 står hundredevis af andre børn, hvis syriske rødder betyder, at de ikke kan vide sig sikre på deres fremtid.

I mange lande er det praksis, at man giver permanent ophold til flygtninge, når de har boet i et land i fem år. I Danmark var praksis ti år. Men det var før paradigmeskiftet, der netop skulle gøre op med den tankegang. Derfor er der i dag ingen tidsgrænse på midlertidigheden af disse børns ophold i Danmark. I princippet kan den følge dem hele livet.

Vi voksne ved, at det vil være så godt som umuligt at sende børn med syriske rødder tilbage til Assads Syrien i en overskuelig fremtid. Inderst inde ved vi også, at det - som årene går - vil blive stadigt mere vanskeligt at insistere på, at børnene, der flygtede til Danmark i 2015 stadig har et ’hjemland’, der ligger 4.000 km herfra. Måske går det an juridisk, men ikke i den virkelige verden, hvor menneskers liv former sig og hvor børn går på fritidshjem, til fodbold, får kærester og studentereksamen og drømmer på dansk.

I den virkelighed kan de syriske flygtningebørn enten vokse op, uddanne sig og gøre nytte på det danske arbejdsmarked. Eller de kan blive en årelang politisk og økonomisk belastning, indtil det lykkes nogen at erstatte 55-årige Bashar al-Assads styre med et, der kan samarbejde med Danmark om at tvangshjemsende dem til deres forældres hjemland.