Sådan kan den digitale udvikling støtte den grønne omstilling

Bits kan bruges til at spare atomer. Det gælder, når vi digitaliserer musik, bøger og breve, så de ikke skal distribueres fysisk. Eller når vi bruger detaljerede data og rigelig computerkraft til at optimere alt fra flyruter, varmeforsyningen i bygninger og afstemningen af produktion præcist med markedets efterspørgsel.

Men det papirløse kontor lader vente på sig, for ikke at tale om det smarte hjem hvor alle installationer og hvidevarer er koordinerede om at spare på energien. Og der skulle en pandemi til, før vi for alvor begyndte at udnytte bredbåndsforbindelserne til at skære ned på pendling og forretningsrejser.

Kort sagt: samspillet mellem den grønne og den digitale omstilling sker ikke af sig selv - så kommer det i hvert fald til at tage meget lang tid, og det kan vi ikke vente på i betragtning af, hvor påtrængende den bæredygtige dagsorden er.  

Spørgsmålet er derfor, hvilke tiltag der hjælper til at udnytte de grønne, digitale muligheder bedre og hurtigere? 

EU’s twin transition

I Danmark har den socialdemokratiske regering fokuseret på den grønne omstilling og hidtil stort set ikke beskæftiget sig med den fortsatte digitalisering. Sidst på foråret forventes det imidlertid, at regering, kommuner og regioner fremlægger en fællesoffentlig digitaliseringsstrategi for årene frem mod år 2025. 

Det bliver interessant at se i hvilket omfang CO2 og bæredygtighedsdagsorden vil blive afspejlet i de kommende års udvikling af offentlige digitale tjenester. 

På EU-niveau synes der at være en klar forståelse af, at grøn og digital omstilling kan understøtte hinanden. Der tales om ”the twin transition”, og sammenhængen er blevet jævnligt fremhævet af kommissionsformand Ursula von der Leyen i forbindelse med EU’s Green Deal og den storstilede NextGenerationEU-plan for genrejsning efter covid-19-pandemien.

I juli udkom en rapport fra Bruxelles-tænketanken European Policy Centre, der systematisk gennemgår, hvordan digitalisering kan understøtte en fremtidig grøn, robust og konkurrencedygtig økonomi i EU. 

Rapporten deler emnet i tre indsatsområder:

• Bedre indsamling og udveksling af data
• Digitale systemer, der bidrager til større effektivitet
• Måder at nedsætte selve miljøbelastningen fra digital teknologi, udstyr og datacentre

Annika Hedberg, der er medforfatter til European Policy Centres rapport og leder af tænketankens afdeling for bæredygtig fremgang, mener, at der med den nye kommission under von der Leyen er sket et gennembrud:

”Tidligere blev digitalisering og bæredygtighed set som adskilte dagsordner, nu fornemmer vi, at EU-Kommissionen ser digitalisering som en forudsætning og en enabler af den grønne omstilling”.

Green data spaces 

Data skaber synlighed og gennemskuelighed. Med bedre, mere detaljerede og friskere data kan vi bedre analysere og vurdere, hvor og hvordan man kan gøre en indsats i forhold til klima og miljø. Med de rette informationer kan man bedre vælge de mest hensigtsmæssige løsninger, produkter eller materialer. Derfor er det afgørende at lette adgangen til data.

EU-Kommissionens datastrategi bygger på begrebet Data spaces – på dansk kaldes det ofte ’data-områder’. Man har identificeret ni områder med potentiale til at skabe sammenhængende systemer for indsamling, udveksling og adgang til data. Blandt områderne er sundhed, landbrug, finanssektoren, mobilitet, energi og undervisning.

Hvert af de områder har egne, særlige forhold, stakeholdere og industrier, men for dem alle gælder, at de i stigende grad skaber værdi ved at udnytte en både bred, omfattende og meget detaljeret forståelse af den sammenhæng, de skaber løsninger i. Bedre data kan også føre til større effektivitet og mindre spild.

EU-Kommissionen opmuntrer til samarbejder indenfor hvert område, der sikrer, at de rette data indsamles, at offentlige data gøres tilgængelige, at dataene formateres efter fælles standarder, så de kan udveksles på tværs af landegrænser og sektorer, og at udvekslingen er reguleret med fælles regler for beskyttelse af sikkerhed, privatliv, ophavsret og så videre.

Tilsammen skal koordinationen også betyde, at der skabes et bedre datagrundlag at opbygge kunstig intelligens ud fra. 

Ét af dataområderne hedder specifikt ’Green deal dataspace’, og her handler det om at strømline indsamling og anvendelse af data, der har berøring med EU-s Green Deal-program – altså data, der omhandler klimaforandringer, cirkulær økonomi, forurening, biodiversitet, afskovning og andre miljøfaktorer. 

Mange af de data, der kan være nyttige, indsamles allerede. EEA, Det Europæiske Miljøagentur, indsamler eksempelvis masser af data om miljø, forurening og kemikalier, og myndigheder, ministerier og forskere har også store mængder af data om hver deres forretningsområde. 

Udfordringen er at gøre data tilgængelige, så andre kan finde dem og kombinere dem med data fra andre instanser.

Lukkede danske data

Danmark er blandt de lande, hvor myndighederne har de mest detaljerede og velorganiserede data. Der er masser af potentielt meget værdifulde data opsamlet af Kort- og Matrikelstyrelsen (i dag Geodatastyrelsen), Miljøstyrelsen, Danmarks Statistik, BBR for boliger, Motorregistret og mange andre instanser. Dataene giver indsigt i miljø, trafik, vejr og geografiske forhold.

Folketinget vedtog allerede i 2005, at den offentlige sektor skal gøre det lettere for både borgere og virksomheder at få adgang til at anvende data, som er indsamlet af myndighederne. Der er selvfølgelig begrænsninger, ikke mindst fordi man ikke må dele følsomme og personrelaterbare data. 

Men som Rigsrevisionen konkluderede i 2019, er alt for mange offentlige datasæt stadig enten ikke tilgængelige eller vanskelige for andre at finde og anvende. Og derfor udnyttes potentialet ved dataene ikke. En undersøgelse viser, at Danmark ligger som nummer 30 ud af de 32 OECD-lande, når det drejer sig om at gøre offentlige data tilgængelige. 

Blandt de tjenester, der i dag er baseret på offentlige data, er klimatilpasning.dk, drevet af Miljøstyrelsen, som blandt andet samler data om geografi, klimaforandringer, veje og byggeri. Et af resultaterne er oversvømmelseskortet, der kan vise risikoen for fremtidige oversvømmelser i de danske byer.

Et privat eksempel er Google Maps, der kan give ruteforslag med præcise køretider, der indregner forsinkelser, også for offentlig transport.

Nogle eksempler er ganske enkle. I Svendborg bruger et lokalt VVS-firma de åbne, offentlige data om, hvor i kommunen der er flest husstande med oliefyr, til at målrette deres markedsføring for varmepumper.

Det interessante ved at gøre data åbne er, at det er svært at forudsige, hvad de vil blive brugt til. Det er netop derfor, det er vigtigt, at en lang række meget forskellige spillere får mulighed for at arbejde med dataene.

’Smarte’ grønne løsninger

Efterhånden som langt flere genstande får indbygget processorer, sensorer og en forbindelse til nettet, vil vi se et væld af ’smarte’ systemer. Smarte byer, smart trafikstyring, smarte bygninger, et smart elnet og smarte fabrikker og landbrug, hvor alle processer registreres, analyseres, koordineres og tilpasses for at optimere effektiviteten. 

Visionen om smarte systemer hænger selvsagt uløseligt sammen med udviklingen af digitale teknologier som 5G-datanet og kunstig intelligens.

Men som Märtha Rehnberg fra konsulentvirksomheden DareDisrupt påpeger, så er det ikke givet, at digitalisering fører i grøn retning. Det afhænger nok så meget af, hvordan de ressourcer, der skal optimeres, er prissat, og hvad man overhovedet medregner som omkostninger.

”Hvis en virksomhed vil konkurrere på at være bæredygtig, cirkulær eller CO2-neutral, er det afgørende, at man kan dokumentere det – og den indsigt kan digital teknologi levere på mange måder. Tilsvarende hvis det offentlige igangsætter projekter, der skal forbedre miljøet, eller hvis politikere ønsker at beskatte forurening og CO2-udledning; det er afgørende at vide, hvad de reelle effekter er,” siger Märtha Rehnberg.

Der er stigende efterspørgsel efter investeringer med en miljømæssig dimension, og derfor taler nogle investorer om ’spatial finance’: den relativt nye disciplin at integrere data fra satellitter og andre typer målinger af det fysiske miljø for at afgøre, hvor og hvordan man vil investere i eksempelvis produktionsanlæg, infrastruktur, byggeri og minedrift. 

Nøjsomme, genanvendelige computere 

Digitale tjenester og IT-udstyr har naturligvis også en miljøbelastning, og i takt med at forbruget af digitale tjenester og antallet af vores elektroniske dimser vokser, bliver det vigtigere at gøre teknologien miljøvenlig. 

”Som alt muligt andet skal også den digitale teknologi i sig selv være mere klimavenlig,” siger Annika Hedgren fra European Policy Centre.

EU har en ambitiøs ‘circular economy action plan', der indeholder krav om design til adskillelse, krav om indsamling og genanvendelse, og krav om at anvende en vis procentdel af genbrugte materialer i produktion. 

Det er hårdt tiltrængt. Et studie udarbejdet for Kommissionen anslår, at det kun er mellem 12 og 15 procent af alle mobiltelefoner i Europa, der genanvendes korrekt, til trods for at de indeholder sjældne metaller, der er meget problematiske at udvinde og producere.

EU har i årevis skruet op for kravene gennem direktiver om elektronikskrot og eco-design.

For hårde hvidevarer gælder allerede en right to repair. Det skal være let at få manualer og reservedele, og enkle reparationer skal kunne foretages uden specialværktøj. Direktivet om eco-design har hidtil dækket hårde hvidevarer, men det er under revision, og formentlig vil det fremover også omfatte telefoner, tablets og computere. 

I november anbefalede Europa-Parlamentet at kravene om eco-design også skal indebære, at det skal være muligt at opdatere software, så udstyr ikke forældes, fordi en fabrikant gør det umuligt at bruge hardware ved at gå til ny software. 

Især Frankrig skubber meget hårdt på den cirkulære dagsorden, blandt andet har man netop indført en mærkningsordning for elektronik, hvor apparater skal forsynes med et tal fra et til ti, der angiver, hvor velegnet produktet er til at adskille og reparere. 

Her i Mandag Morgen gennemgik vi i sidste nummer, hvordan alle trin i den cirkulære økonomi kan støttes af detaljerede data for at gøre det enklere, billigere og mere præcist at indsamle, adskille og genanvende produkter – formentlig med en høj grad af automatisering.

En af de ideer, der undersøges, er at skabe et ’digitalt produktpas’, der fortæller alle relevante data om de komponenter og materialer, der indgår. 

Det kan være mange forskellige parter, der får brug for at spørge ind til produktet i dets levetid. Lige fra forbrugeren, der vil vælge det mest miljøvenlige produkt, til robotter, der skal adskille og sortere materialerne til genbrug.

Kapløb mellem gavn og skade

Vores mange computere er strømslugere. Der cirkulerer mange tal for energiforbruget for internettet og vores brug af computere. Typisk anslås det, at digital teknologi står for omkring tre procent af verdens CO2-udledninger – dermed svarer det til belastningen fra luftfart. 

Specielt bruger de store datacentre, der afvikler alt fra e-handel til skatteopkrævning, sociale medier og streaming af musik og film, forbløffende mængder energi.

Når Apples datacenter i Foulum ved Viborg er helt udbygget, vil det alene forbruge, hvad der svarer til 435.000 husstandes elforbrug – fem procent af Danmarks samlede elforbrug. 

De største udbydere af cloudtjenester – ja, Amazon, Microsoft, Google, Apple og Facebook – er dukse, hvad angår driften af datacentre. De driver centrene med CO2-neutral strøm fra vedvarende energikilder, og har i vidt omfang fundet måder at anvende overskudsvarmen på.

Men der er masser af andre, mindre datavirksomheder og mindre udbydere, der langt fra er optimeret.

Den digitale teknologi bliver stadig mere effektiv. Nye generationer af computere er kraftigere men bruger mindre strøm. Men samtidig vokser forbruget af data og antallet af digitale dimser hastigt. 

Cisco, en af verdens største producenter af grej til netværk, vurderer, at den globale datatrafik er tredoblet de seneste fire år, og alt tyder på, at trafikmængden vil stige om muligt endnu hurtigere, når 5G-nettet i de kommende år vil forbinde utallige dimser omkring os i Internet of Things.

Man kan sige, at der er et kapløb i gang. En intens digitalisering er tydeligvis uundværlig for at nå til en moderne økonomi, der understøtter 10 milliarder mennesker uden at overskride økosystemets grænser.

Omvendt er den digitale teknologi i sig selv nødt til at blive så nøjsom og effektiv i sit ressourceforbrug, at den vildtvoksende brug af it ikke ender med at underminere målet.