Undervurder ikke coronamodstandens politiske sprængkraft

For nogle handler det om personlig frihed. For andre om ansvar for fællesskabet. Frygten for den stærke stat uden tillid til den enkelte overfor frygten for egoismens ødelæggelse af samfundssindet.

Som har de klassiske ideologier pludselig rejst sig fra graven, invaderet den politiske samtale og skudt dens debattanter med raketfart i hver deres retning. Snart så langt fra hinanden, at samtale næsten ikke er mulig.

Polariseringen er måske til at overskue inde i bag Christiansborgs mure, selvom borgfreden også der er afløst af rituelle kanonskud mod modsatte lejr. Men kigger de folkevalgte ud ad vinduerne, kan de ikke længere hverken overse eller -høre, at kampen om sandheden runger højere og mere ekstremt ude i samfundet.

Larmedemonstranterne har fået selskab af vrede mænd med sort tøj og rød røg. Nye facebookgrupper, youtubere og partier dukker op med hver deres version af virkeligheden, som flere og flere abonnerer på. Tilsammen begynder det at tage form af noget, der ligner en bevægelse. Et fællesskab, der drives sammen af et ubehag overfor tvang og en dybfølt modstand mod regler, der griber ind i det daglige liv.

MANDAG MORGEN OG ALTINGET har gennem de seneste uger kortlagt nogle af de netværk og nøglepersoner, der lige nu forsøger at samle modstanden og give den større fælles slagkraft. Det er et både stort og uoverskueligt spindelvæv – og samtidig lidt af en landsby, hvor alle kender alle.

Når man ser på denne brogede brigade er det let at slå den hen som et ligegyldigt politisk udkantsfænomen. Men enhver revolution har en fortrop, og ser man på dens følgeskab på sociale medier, så har modstanden tydeligvis en appel, der er langt bredere end de få tusinde mennesker, der larmer foran Christiansborg eller demonstrerer i gaderne.

DET CORONASKEPTISKE NETVÆRK drives af nogle af de samme tendenser, der førte til, at millioner af amerikanere stemte i protest mod hele det etablerede system ved de seneste to valg.

• En konkurrerende virkelighedsopfattelse, hvor politikere, medier og myndigheder udgør et ’system’, der vil tage friheden fra almindelige mennesker
• En følelse af, at magteliten arbejdede for helt andre mål og værdier end dem, der gavner ’folket’
• En tro på, at der skal et systemskifte til, før verden (igen) kommer i balance

Også blandt coronaskeptikerne findes dem, der er parate til at gå i krig for deres overbevisning. De taler om en ’frihedskæmpere’ og ’modstandskamp’. Der bliver brugt ord som at ’vågne’. Som religiøse, der har set lyset, taler de om ’sandheden’. De beskriver en følelse af akut uretfærdighed og et behov for at handle nu, hvis verden ikke skal gå af lave. Og ligesom andre vækkede, føler de et stort ansvar, fordi de alene ser sandheden.

Følelser og ord som disse har før givet stof til slagkraftige politiske bevægelser.

Videoer og opslag fra coronamodstandens nøglepersoner kan – ligesom Trumps tweets – virke for ekstreme til at have bred appel. Men råbet om frihed trænger alligevel igennem til mange mennesker, der hverken tror på konspirationer eller betvivler fakta – men bare er dødtrætte af corona-restriktionerne og ikke længere oplever dem som meningsfulde i deres eget liv eller for samfundet.

En måling fra Megafon om sidste uges delvise genåbning viser, at befolkningen er delt næsten midt over i spørgsmålet: Et klart flertal bakker op om restriktionerne (to ud af ti vil ligefrem have flere). Mens et meget stort mindretal - 4 ud af 10 – er utilfredse og ønsker færre restriktioner.

DEN NYE BEVÆGELSE rummer dygtige kommunikatører, der forstår at nedtone de mest kontroversielle holdninger til fordel for budskaber med bred appel: Frihed for folket. Nej til tvang. Men meget tyder på, at de nye amatørpolitikere kun midlertidigt har de slagord for sig selv. Etablerede politikere med næse for folkestemninger er begyndt at vejre, hvor de næste vækstmuligheder ligger. Lige for næsen af dem: Mellem potter, pander og romerlys uden for Christiansborgs vinduer.

Gid de vil tænke sig godt om, før de griber den mulighed. Før de jagter den hurtige gevinst ved at gøde vreden, mistroen og splittelsen.

Gid ansvarlige politikere i stedet vil have modet og evnen til at formulere en vision, som imødekommer frustrationerne og giver vreden et konstruktivt afløb: Noget større at kæmpe for, der hverken knægter den enkeltes frihed eller efterlader samfundet i opløsning.

Fremtiden tilhører de politiske ledere, der kan genskabe troen på stærke fællesskaber, der giver plads til den størst mulige frihed for individet. Det er – som de nye partier i protestbevægelsen siger – hverken røde eller blå løsninger, der er brug for, bare rigtige løsninger på rigtige problemer.