Værsgo, Mette Frederiksen og Nina Smith: Her er 60 ideer til jeres reformer

Her kommer et opråb.

Det kommer fra over 200 af velfærdssamfundets kernetropper i landets fire største byer – København, Aarhus, Odense og Aalborg –  og som til daglig har hænderne dybt nede i nogle af de største udfordringer for den danske velfærd.

De opfordrer statsminister Mette Frederiksen (S) og formanden for Reformkommissionen, økonomiprofessor Nina Smith, til at gentænke hele den måde, som velfærdssamfundet er designet på i dag.

Det dur ikke med nye lapperier, lidt skruen på nogle paragraffer og et strammere greb om bestemte grupper af borgere.

Der skal tænkes helt anderledes, hvis Danmark skal knække de store samfundsudfordringer med at få flere udsatte unge i gang med en uddannelse, ufaglærte på kanten af arbejdsmarkedet i job og den voksende gruppe af dimittender uden arbejde ikke skal langtidsparkeres på sidelinjen af arbejdsmarkedet.

De over 200 velfærdsfolk foreslår blandt andet en personlig uddannelseskonto til alle for at sikre livslang læring. Voksen- og efteruddannelsessystemet skal gøres langt mere enkelt og overskueligt,og der skal gøres op med taxameterfinansieringen. 

Virksomheder skal også inddrages langt mere i undervisningen både i folkeskolen, på ungdomsuddannelser og i de videregående uddannelser. En del af undervisningen i folkeskolen skal flyttes ud på virksomhederne for at gøre den mindre boglig og mere praksisorienteret.

For at stoppe det kæmpestore frafald skal unge have mulighed for at springe fra en uddannelse og over på en anden. Og så skal gymnasier og erhvervsuddannelser have én fælles indgang, lyder nogle af de 60 forslag.

Reformkommissionens formand, Nina Smith, har læst de mange forslag fra velfærdsfolkene i de fire byer, og hun er meget positiv.

”Forslagene flugter ret godt med en hel masse af det, vi arbejder med, og de problemer, vi bøvler med. Vi arbejder med nogle meget store udfordringer, hvor løsningerne er svære. Hvis vi skal løse dem, er det vigtigt, at virkeligt mange hjælper med og kommer med forslag til, hvad vi kan gøre i fællesskab,” siger Nina Smith.

Konstruktive indspark

De mange forslag er et resultat af, at København, Aarhus, Odense og Aalborg kommuner er gået sammen med Tænketanken Mandag Morgen om at bidrage med ideer til Reformkommissionen.

Hver af de fire byer har været tovholder på hvert sit tema om for eksempel udsatte unge, integration og opkvalificering. De har hver holdt store innovative workshops, hvor også medlemmer af Reformkommissionen har deltaget.

Tilsammen har over 200 ledere, videnspersoner, eksperter og andre folk med stor indsigt i, hvor skoen trykker til daglig i det danske velfærdssamfund, diskuteret barrierer og mulige løsninger, som kræver reformer i Folketinget.

Der er altså ikke tale om en facitliste med byernes egne politiske forslag, som er klappet af i de fire byråd og borgerrepræsentationen. Der er derimod tale om ideer og konstruktive indspark, som er rejst på de forskellige workshops og prioriteret på tværs af de fire byer imellem. 

Årtiers forsøg har slået fejl

Den store palet af vidtgående løsningsforslag giver et billede af et velfærdssystem, som ikke er optimalt designet til at hjælpe lige præcis de grupper, der har allermest brug for hjælp.

En række forskellige barrierer betyder, at omkring 45.000-50.000 unge i årevis hverken har fået en uddannelse eller er kommet i job på trods af de politiske mål om at få bragt antallet markant ned. Tusindvis af indvandrere – især kvinder – fra ikke-vestlige lande har stadig intet job på trods af talrige politiske initiativer. Ufaglærte på kanten af arbejdsmarkedet bliver hængende på kanten, og færre deltager i efter- og videreuddannelse i dag end for 15 år siden. Og nu vokser gruppen af dimittender, der ikke er i arbejde et år efter at have afsluttet deres uddannelse.

Fire grupper, der alle har brug for en håndsrækning til enten at komme i gang med en uddannelse eller et arbejde, men hvor det ikke er lykkedes for Velfærdsdanmark at give dem den håndsrækning, de har brug for.

Det er særligt kritisk i et land som Danmark, der bryster sig af at uddannelse er landets vigtigste råstof.

Mere helhed

En gennemgående rød tråd i de godt 60 forslag er et opgør med den udbredte silotænkning, som hersker i dag, til fordel for helhedsløsninger på tværs af forvaltninger og sektorer.

Social- og beskæftigelsesrådmand Kristian Würtz (S) fra Aarhus Kommune peger eksempelvis på, at udsatte borgere har alt for mange forskellige kontaktpersoner i det offentlige. Han kan nærmest den lange liste af kontaktpersonerpå fingrene.

“Udsatte borgere har tit kontakt med mange forskellige eksperter. De har en sagsbehandler i jobcenteret, de kan have et misbrug og gå til behandling for det, der kan være en virksomhedskonsulent, og der er måske noget med sundheden. Det er ikke altid, at de mange forskellige indsatser bliver koordineret. Vi skal blive bedre til at møde de unge på tværs af sektorerne,” siger Kristian Würtz.

Undervisning skal ud på virksomheder

Et af de områder, hvor der virkelig trænger til at blive rusket op og tænkt nyt, er på ungeområdet.

Trods mange års forsøg på at få knækket kurven er det forsat omkring hver femte, som ikke har en ungdomsuddannelse, når de fylder 25 år og er godt i gang med at tage hul på voksenlivet. Mange af dem har forsøgt at tage en uddannelse, men er endt med at springe fra. De er i farezonen for at blive fastlåst i køen til jobcenteret.

Hvis kurven skal knækkes, er der brug for at tage nye og anderledes metoder i brug, lyder konklusionen fra de mange centrale velfærdsaktører.

”De unge har også andre kort på hånden end dem, der handler om deres problemer og udfordringer. Hvis vi hjælper dem til at spille de kort bedre, så kan de komme til at klare sig selv. Og det er vi ikke dygtige nok til,” siger Kristian Würtz.

Der er således alt for stor forskel mellem den virkelighed, de unge møder på arbejdsmarkedet, og det, de lærer i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne i dag. Derfor skal virksomheder og fagprofessionelle inddrages langt mere i undervisningen allerede i folkeskolen og give eleverne mulighed for mere praksislæring.

En del af undervisningen skal flyttes ud i ”virkeligheden” på en rigtig virksomhed, så især de bogligt svage elever ikke bliver tabt på gulvet i en tidlig alder. Og så skal erhvervspraktik være obligatorisk, og ansvaret for praktikforløb ligge på skolen, så især børn i ressourcesvage familier ikke ender med at måtte tilbringe en uge i klasselokalet, mens alle deres klassekammerater er i praktik på lokale virksomheder. 

Langt flere unge skal også hjælpes i gang med at tage et fritidsjob som en del af deres uddannelse. I dag er det kun hver 3. af de unge mellem 13 og 17 år, der har et fritidsjob, og andelen falder år efter år. Den udvikling skal stoppes, lyder opfordringen fra de fire byer. Det handler om, at de unge får en forsmag på, hvad der venter på arbejdsmarkedet.

Brugen af mentorordninger for de unge skal også styrkes, lyder et andet forslag. Og de omstridte parathedsvurderinger af, om de unge ”duer” eller ”ikke duer” til en ungdomsuddannelse skal skrottes. De opleves af mange unge som stigmatiserende og styrker deres ”jeg-kan-ikke-følelse”. I stedet skal der indføres en mere dialogbaseret tilgang, der tager udgangspunkt i, hvad de unge kan, i stedet for hvad de ikke kan.

Flere skal tage en erhvervsuddannelse

Der er også brug for at tage langt mere drastiske metoder i brug for at få flere til at tage en erhvervsuddannelse og mindske det store frafald undervejs.

Derfor foreslår de over 200 aktører at lave én fælles indgang til ungdomsuddannelserne. Det vil betyde, at de unge ikke nødvendigvis skal vælge uddannelsesretning, inden de starter, men først senere skal vælge mellem gymnasiet og en erhvervsuddannelse.  

Det skal også være muligt at kunne stige af en ungdomsuddannelse på forskellige tidspunkter og foretage et sporskifte til en anden uddannelse, som passer bedre. Der skal etableres opsamlingsklasser, så for eksempel en elev på det almene gymnasium kan samles op og fortsætte på en erhvervsuddannelse.

Der er også forslag om at indføre en såkaldt Team Danmark-model, så de unge, der har svært ved at klare en uddannelse på fuld tid med typisk 37 timer om ugen, kan få et mere individuelt forløb med samme faglighed og kvalitet, så de unge alligevel ender med at deres uddannelse.

Lyt til virksomheders behov

Et andet område med store udfordringer i dagens danske velfærdssamfund er de mange dimittender, som ryger lige ud i arbejdsløshedskøen efter studierne.

Andelen af dimittender i dagpengesystemet er steget markant siden 2009, hvor det blev muligt at gå direkte fra SU til dimittenddagpenge. Hvor dimittender tilbage i 2009 ”kun” udgjorde cirka hver tiende af alle dagpengemodtagere i Danmark, udgør de i dag knap hver fjerde.

Regeringens bud på at løse udfordringen er at skære i dimittendsatsen og forkorte dimittenders ordinære dagpengeperiode fra to år til ét år. De mange aktører i velfærdssamfundets frontlinje har en anden opskrift.

De forslår blandt andet at justere Fremdriftsreformen for at sikre større fleksibilitet og undgå en ketchupeffekt, hvor alle dimittender kommer ud på arbejdsmarkedet på samme tid hvert år op til sommerferien samtidig med, at store dele af arbejdsmarkedet lukker ned for at holde ferie. Forslaget vil give virksomhederne bedre mulighed for at rekruttere dimittender hele året, når de har brug for dem, siger næstformand for beskæftigelsesudvalget i Aalborg Kommune, Daniel Borup Jakobsen (V).

Det kan lade sig gøre

”I lyset af regeringens seneste udspil om at afkorte dagpengeperioden for dimittender fra to til et år er det blevet endnu mere væsentligt at sikre, at ikke alle dimittender kommer ud på samme tid til denne tsunami af ledighed lige op til, at hele Danmark går på sommerferie,” siger Daniel Borup Jakobsen.

De enkelte uddannelsesinstitutioner skal i højere grad pålægges et ansvar for, at dimittender finder et job. Uddannelserne skal være langt bedre til at tage bestik af arbejdsmarkedets behov. Og karriere- og studievejledningen skal styrkes for at undgå, at de studerende bruger år på en langvarig uddannelse med minimal chance for at få job.

Uddannelserne skal også være meget mere praksisorienteret end i dag. Langt flere studerende skal have mulighed for at afprøve deres læring ude på virksomhederne. I dag har cirka hver fjerde af de studerende ingen tilknytning til en virksomhed under deres uddannelse – hverken gennem et studiejob, projekt, praktik eller på andre måder. 

Det skal også være fleksibelt, hvornår man kan tage i praktik som studerende, og det skal være muligt med praktik på 10. semester, så de studerende har en tilknytning til en konkret virksomhed, når de dimitterer. Som Daniel Borup Jakobsen konkluderer:

”Vores tal i Aalborg viser, at blandt de studerende, der har en tilknytning til en arbejdsplads lige op til, at de dimitterer, går cirka 60 procent direkte i arbejde. For de studerende, hvor det er over fem måneder siden, de havde en tilknytning, er det kun 20 procent, der går direkte i arbejde efter endt uddannelse.”