Peter Hesseldahl er Mandag Morgens redaktør for digital omstilling. Han har tidligere dækket den teknologiske udvikling for bl.a. DR, TV2 og Politiken. Desuden har Hesseldahl i en årrække arbejdet som intern fremtidsforsker i LEGO og Danfoss, og som konsulent og projektleder i flere tænketanke i Danmark og udlandet. Forfatter til 7 bøger, senest "Omstilling til Fremtiden - Når teknologi bliver levende og liv bliver teknologi".
Cirkulært, lokalt, high-tech: Fremtidens forretningsmodel vokser frem fra et lab i Malmø
Den cirkulære økonomi vil være præget af nye teknologier som 3D-print, kunstig intelligens og digitale tvillinger, og den vil udfordre de nuværende forretningsmodeller, der bygger på globale forsyningskæder og masseproduktion. I Malmø har virksomheden Lostboyslab travlt med at gentænke måden, vi producerer på.
Stefan Larsson er en mand, der ser ind i fremtiden og op ad langs den teknologiske udviklings eksponentielle kurve. Han ser på en virkelighed, hvor teknologien er blevet bedre og billigere at bruge, hvor kravene om genbrug og minimering af udslip er langt højere, hvor der er kunstig intelligens og it i hver en lille dims, og hvor 3D-print er en helt almindelig måde at fremstille på.
Vel ligger den virkelighed nogle år ude i fremtiden, men Stefan Larsson har for længst bygget sin forretning op i forhold til de nye spilleregler, som, han forventer, vil gælde fremover.
Stefan larsson er direktør og stifter af Lostboyslab i Malmø.
”Hele modellen for produktion, distribution og forbrug vil blive forvandlet i de kommende år. Det vil være, ligesom da Amazon og e-handel ændrede vores forbrugsmønster – en gang til,” siger han.