Kulturanbefaling af 
Mette Müller Kristensen

Teenageliv, slavefrigørelse og feministisk ledelse

Retfærdighed og gensidig forståelse er gennemgående temaer i ugens kulturanbefalinger fra Mette Müller Kristensen, direktør i Globalt Fokus.

Set

Om

Direktør hos Globalt Fokus.

Jeg er vild med unge menneskers engagement og har stor respekt for den måde, de skubber grænser og sætter blandt andet klima og mangfoldighed på dagsordenen. Hjemme har jeg selv to teenagere, og den ældste og jeg mødes tit på sofaen og dykker ned i gode tv-serier. Eftersom vi har en fælles interesse for politik, er vi for tiden i gang med alle politiknørders favorit, ’The West Wing’ på HBO, og selvom det nok er femte eller sjette gang, jeg genser serien, er det også tydeligt, at den er lavet i en anden tid. Derfor vil jeg i stedet komme med en anbefaling fra teenageren, nemlig Netflix-serien ’Heartstopper’, som er baseret på bøger skrevet af Alice Oseman. Serien giver på fineste vis indblik i teenageliv med særligt fokus på LGBT+ og venskab. Jeg blev rørt flere gange og håber, at serien kan gøre det nemmere at være ung, nemmere for os voksne at være åbne og inkluderende og nemmere for os at tale sammen.

Læst

Efter mine børn er blevet større, er min læseglæde (og tid til at læse), fra jeg var yngre, kommet tilbage med fuld styrke. Den seneste bog, jeg har læst, er ’W.E.B. Du Bois’ kærlighedssange’ af Honorée Fanonne Jeffers, og den kommer til at blive hos mig længe. Den er en episk fortælling om afroamerikanere i USA, om racisme og om, hvordan fortiden lever videre hos efterkommere af slavegjorte. Den giver stemme til de formødre, der ellers sjældent historisk har fået plads. I det hele taget giver bogen et vigtigt indblik i de strukturelle og kulturelle uligheder, der er i USA. Den trækker på nogle måder tråde til de globale diskussioner, jeg oplever i mit arbejde, om dekolonialisering og geopolitiske spændinger mellem det globale syd og det globale nord.

Hørt

Ledelse er ikke en disciplin, der skal tages let på, og ledelse i civilsamfundet er en særlig størrelse, som udspringer af civilsamfundets solidariske og dagsordenssættende natur. Jeg er meget optaget af, hvordan den indflydelse og det ansvar, jeg har som direktør, bliver udfoldet og er i overensstemmelse med mine egne og organisationens værdier. Globalt Fokus driver Center for Civilsamfundsledelse, hvor vi tager udgangspunkt i feministiske ledelsesprincipper, og jeg har netop hørt podcasten ’Our Voices, Our Choices’, der i tre afsnit under titlen ’Feminist Leadership’ dykker ned i feministisk ledelse. Podcasten er udgivet af den tyske tænketank Heinrich Böll Stiftung og kommer ind på tankerne bag feministisk ledelse, og hvad det betyder både i praksis og for den enkelte. Det er utroligt inspirerende og sætter meget præcist ord på, hvad jeg selv tilstræber i min ledelse – at være bevidst om, hvordan magt udøves og fordeles, og hvordan klar retning og ambitioner kan fungere side om side med høj trivsel og et varmt fællesskab.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu