10 bud på hvordan vi undgår velfærdens dødsspiral

En af landets mest indsigtsfulde eksperter i velfærdssamfundets maskinrum er stærkt bekymret for den stigende ulighed.

Formanden for Socialpolitisk Forening og tidligere direktør i Socialstyrelsen, Knud Aarup, stiller en usædvanlig hård og dramatisk diagnose af den nuværende sociale indsats. Han mener, at velfærdssamfundet er inde i en slags dødsspiral, og opfordrer til gennemgribende forandringer for at hjælpe nogle af samfundets mest udsatte grupper.

”Det er meget bekymrende, at den sociale mobilitet er gået i stå i de sidste 30 år. For det er sket på et tidspunkt, hvor uligheden i samfundet er steget væsentligt. Det kan føre til en spiral af håbløshed for de dårligst stillede. For alle vil være gode til noget. Og kan man ikke være god til noget godt, kan man være god til noget dårligt som at være kriminel i boligområdet eller få et mål om bare at komme på førtidspension,” siger Knud Aarup.

For at hjælpe nogle af de mest udsatte familier og forebygge sociale problemer foreslår han en helt ny form for institutioner i belastede boligområder. Satspuljen skal afskaffes, og der skal bruges langt flere penge på forskning. Der skal skabes nye job til op imod 150.000 folk, som ikke kan klare sig på det almindelige arbejdsmarked. Alle nye velfærdslove skal indeholde et bud på de samfundsøkonomiske konsekvenser på sigt. Og socialrådgivere og socialpædagoger skal slå sig sammen med pædagogerne i et nyt superforbund.

Knud Aarup – der lige har udgivet bogen ’Fra udenforskab til fællesskab’, hvor han har fokus på de 20 pct. af samfundets dårligst stillede – har en kur med 10 mulige løsninger for at få velfærdssamfundet ud af sin dødsspiral. En kur, der tager fat på en række ømtålelige emner, og som med garanti vil få mange politikere i Folketinget i både rød og blå blok op af stolene.

Sociale kvaksalvere

Han vil flytte socialarbejderne ud til de steder, hvor ’kunderne’ bor. Han foreslår derfor, at der bliver lavet forsøg med en helt ny form for institutioner i socialt belastede områder. De skal være rettet mod små børn i vuggestue- og børnehavealderen med sociale problemer eller særlige udfordringer. Personalet består ud over almindelige pædagoger også af en stribe andre faggrupper som socialrådgivere, socialpædagoger, sundhedsplejersker, tale-hørepædagoger og børnepsykologer.

De ansatte skal ikke bare sidde inden for institutionens fire vægge. De skal kunne rykke ud til familier i området og lave opsøgende socialt arbejde for at forebygge mulige problemer, inden skaden er sket, og regningen svulmer op.

”Vi er unikke i Danmark, fordi vi har fat i så mange børn så tidligt i deres liv. Næsten alle børn mellem 3 og 5 år går i institution. Vi er der allerede. Når vi har børnene, har vi også fat i mødrene og kan tage med dem hjem. Men vi bruger det bare ikke til så meget andet end at beskæftige pædagoger i fri leg. Tanken med de nye familiehuse er at få socialarbejderne ud til folk i de socialt belastede områder, hvor en stor del af deres ’kundekreds’ i forvejen bor, frem for at de skal komme ind til kommunen,” siger Knud Aarup.

Ligesom læger skal have autorisation til at lave selv forholdsvis enkle kirurgiske indgreb i dag, efterlyser han også, at der bliver stillet større krav til de ansattes kompetencer, der skal arbejde med udsatte og sårbare børn.

”Vi anbringer i dag socialt skadede børn med diagnoser på døgninstitution uden at stille krav om konkrete dokumenterede kompetencer. Jeg har set eksempler på institutioner med 24 godkendte pladser og 13 forskellige målgrupper, der bare ikke kan være sammen af forskellige gode grunde. Vi har sociale kvaksalvere i dag. Og når rigtig mange af vores døgninstitutioner har uuddannet personale, hvordan kan vi så tro, at de børn, vi sender derhen, får det bedre?” spørger Knud Aarup.

Han foreslår derfor, at der bliver opbygget et kompetencebaseret autorisationssystem, som skal sikre, at den enkelte socialmedarbejder skal være i besiddelse af formelle kvalifikationer for at kunne arbejde på de forskellige typer af institutioner.

Knud Aarup opfordrer også de tre store sociale velfærdsforbund – Dansk Socialrådgiverforening, Socialpædagogernes Landsforbund og BUPL – til at slå sig sammen i ét nyt og stort superforbund. Han mener, at det vil sikre en bedre og mere sammenhængende indsats for den enkelte borger.

”For mig er der ingen tvivl om, at opsplitningen mellem fagforbundene er en væsentlig del af problemet med den manglende effekt af det sociale velfærdsarbejde,” siger Knud Aarup.

Astronomisk regning

Han har med inspiration fra to svenske nationaløkonomer kortlagt den astronomiske regning, som det danske samfund hvert år må betale, når en stor del af hver ungdomsårgang ender på samfundets sidelinje som langtidsledige, kriminelle eller misbrugere – et begreb, han kalder udenforskab.

Knud Aarup anslår, at det samfundsøkonomiske tab ved udenforskabet løber op i omkring 150 milliarder kr. årligt. Det vidner om et kæmpemæssigt økonomisk – og menneskeligt – potentiale ved at styrke forebyggelse og investere i effektive sociale indsatser.

”Velfærdssamfundet er mindst 100 milliarder kr. dyrere, end det burde være. Det er katastrofalt. Der er brug for en langsigtet socialpolitik,” siger Knud Aarup.

Ligesom den massive nationale indsats for at forbedre kræftbehandlingen i Danmark har skabt en stribe positive resultater og ført til et stort fald i dødeligheden, opfordrer Knud Aarup også til en stor national indsats mod udenforskab.

”Jeg savner, at man ligesom på kræftområdet laver noget visionært og sætter flaget lidt længere fremme end bare 3-4 år. Et mål kan være over de næste 25 år at reducere antallet af mennesker, som ender i udenforskab, med mindst 25 pct.,” siger han.

Knud Aarup efterlyser, at der bliver lavet nationale handleplaner på en række konkrete og udgiftstunge målgrupper som unge drenge fra ikke-vestlige lande, anbragte børn samt unge med enten autisme, ADHD eller ordblindhed. Under hver femte af de unge med autisme eller ADHD påbegynder ifølge Knud Aarup en ungdomsuddannelse i dag. De risikerer derfor at blive tabt på gulvet og bremset i deres udvikling.

”Der lever i dag mindst 200.000 mennesker i den erhvervsaktive alder, som mere eller mindre er på permanent overførselsindkomst, men som med den rette socialfaglige indsats i tide kunne klare sig,” siger Knud Aarup. 

Socialt prismærke på nye love

Han foreslår, at det fremover skal være en fast tradition på Slotsholmen, at alle nye velfærdspolitiske initiativer bliver ledsaget af et bud på de samfundsøkonomiske konsekvenser. Det skal ske på samme måde, som Finansministeriet i dag giver meget præcise bud på de langsigtede konsekvenser af små og store politiske reformer, eller der bliver lavet VVM-undersøgelser ved større anlægsarbejder, som påvirker natur og miljø.

Så hvis en minister f.eks. vil barbere toppen af en konkret velfærdsydelse, kan det godt være, at det vil øge arbejdsudbuddet med 2.000 mennesker og dermed betyde en gevinst i samfundskassen her og nu. Men det vil samtidig betyde, at måske 50.000 børn bliver berørt af forslaget i form af øget fattigdom, og dermed skabe større risiko for, at en del af dem på sigt vil få sværere ved at finde fodfæste i samfundet. Derfor vil det samlede regnskab ende med et minus i samfundskassen om 20 år.

”Ligesom Finansministeriet kan lave en Dream-analyse af regeringens nye skatteudspil og konkludere, at det vil øge arbejdsudbuddet med 7.600 personer, skal vi også kunne fastslå, at x antal tusinde flere personer vil være i udenforskab, hvis et konkret lovforslag bliver gennemført. Jeg køber ikke argumentet om, at det ikke kan lade sig gøre at kigge mange år ud i fremtiden på det sociale område,” siger Knud Aarup.

Han vil også kopiere modellen med de økonomiske vismænd til det sociale område. Han foreslår, at der oprettes et Udenforskabs Råd med eksperter, som løbende kan følge udviklingen, lave analyser og komme med forslag til at mindske antallet af folk parkeret på samfundets sidelinje.

Knud Aarups vision for et velfærdssamfund med mindre ulighed, øget social mobilitet og færre på samfundets sidelinje omfatter større frihed til kommunerne til at løse opgaverne og et opgør med det omstridte new public management-regime.

I hans univers skal en sårbar familie med tre børn ikke længere være tilknyttet en stribe forskellige sagsbehandlere fra hver sin del af kommunen, have fire forskellige ukoordinerede handleplaner eller være tvunget til at genfortælle sin historie talrige gange til skiftende fagmedarbejdere uden at få skabt en nødvendig tillid.

”Der skal være én person, som er den. En fagperson, som har det overordnede ansvar, og som kan sige ja eller nej til alle de andre for at skabe mere helhed og sammenhæng,” siger Knud Aarup.

Han opfordrer ligefrem Folketinget til at vedtage en overordnet lov – en overliggerlov – der skal give borgerne en lovsikret ret til helhed og sammenhæng i velfærdssamfundets vidt forskellige indsatser.

Nyt jobmarked til 150.000

Han opfordrer også til et opgør med satspuljen. Han er stærkt kritisk over for de mange små cigarkasser, som hvert år deles ud til talrige forskellige sociale projekter, uden at nogen rigtig ved, hvad der kommer ud af de mange penge.

”Der er mig bekendt ikke nogen, som har et overblik over erfaringerne med de mange projekter gennem de 27 år, satspuljen har eksisteret, og hvad der egentlig er kommet ud af de 12-14 milliarder kr. gennem årene. Store dele af socialpolitikken foregår bag lukkede døre og har ført til øget puljetyranni. Det er både en socialpolitisk og økonomisk skandale,” siger Knud Aarup.

Han opfordrer partierne i Folketinget til at droppe satspuljen og normalisere de økonomiske bevillinger. Han mener, at det kan spare over 200 millioner kr. årligt i form af konsulentregninger til Deloitte, Rambøll og andre konsulenters årlige evalueringer samt mindre bureaukrati. De sparede penge skal i stedet bruges til social forskning.

Han understreger, at der på det sundhedsfaglige område bliver brugt over 6 milliarder kr. årligt i offentlige forskningsmidler – og over det dobbelte i private forskningsmidler. Til sammenligning bruger det offentlige kun 250 millioner kr. på det sociale område, og der foregår kun begrænset privat forskning.

Han appellerer til lærere, pædagoger, socialrådgivere og andre fagprofessionelle i velfærdens frontlinje om at bedrive det, han betegner som mikroforskning, for at udvikle nye løsninger og udbrede dem til andre institutioner.

”Det handler om at være nysgerrig over for, hvad der kommer ud af ens arbejde. Jeg er overbevist om, at denne form for fagprofessionel mikroforskning med fokus på især at hjælpe og støtte de 20 pct. dårligst stillede i befolkningen vil være et af de væsentligste bidrag til at udvikle bedre effekt af de sociale indsatser,” siger han.

Han er varm fortaler for at skabe helt nye typer af job for mindst 150.000 voksne danskere, som har svært ved at begå sig på det ordinære arbejdsmarked. Nogle hænger f.eks. fast på kontanthjælp. Andre er i støttet beskæftigelse, på sygedagpenge eller på førtidspension pga. af en psykisk lidelse, der nu er i bedring.

”Vi skal opfinde en masse nye typer af arbejde til folk, som i dag ikke rigtig får chancen for at være en del af fællesskabet. Det kan f.eks. være at hjælpe til i haven på en institution eller lave et lille landbrug til institutionen. Det kan være et reparationsværksted i en døgninstitution. Eller det kan være et job som medhjælper til pedelmedhjælperen på en skole,” siger han.

Han ser også socialøkonomiske virksomheder som Specialisterne som en vigtig byggesten til at oprette et alternativt arbejdsmarked. For at sætte mere skub i disse virksomheder foreslår Knud Aarup, at alle kommuner skal afsætte et konkret beløb på f.eks. 10 kr. per indbygger til at støtte socialøkonomiske virksomheder.