7 skridt der kan gøre Europa til grøn supermagt

Den danske europapolitik driver på må og få uden et klart kompas.

Regeringen hopper fra tue til tue med Østrigs nationalkonservative, Hollands ordoliberale og Østeuropas hardlinere, mens statsminister Mette Frederiksen laver vaccineafstikkere med Netanyahu i Israel.

Danmark burde i stedet smede solide alliancer i mellemrummet mellem Macrons Frankrig og et Tyskland, der i post-Merkel-æraen sikkert vil støtte en grønnere politik i EU. Det kræver en ny europapolitisk strategi.

I min nye bog, ’Håbets politik’, fortæller jeg, hvordan Europa kan overvinde kriserne, og EU kan forvandles til en grøn supermagt. Det skal ikke være et Europa, der som det 20. århundredes supermagter opruster militært for at erobre et geopolitisk herredømme.

Den store krig, der kræver markant oprustning, er en fælles eksistentiel kamp: nemlig krigen imod klimaforandringer, der kan løbe løbsk med vildere naturkatastrofer, som koster os dyrt i fremtiden. Også økonomisk.

Klimaet er vores måneprojekt

Bidens nye klimatopmøde var løfterigt, men det er ikke nok, at USA halverer sine CO2-emissioner i 2030 i forhold til 2005, og at EU reducerer med 55 procent i forhold til 1990-niveauet. Med de nuværende planer har verden stadig kurs mod over tre grades temperaturstigning i dette århundrede. Vi bør ikke skyde problemerne væk med en hockeystav eller vente på imaginære teknologiske løsninger i en fjern fremtid. Der er behov for handling nu. Det haster.

Klimaet kan blive EU’s nye, samlende fredsprojekt. Her kan søges inspiration i John F. Kennedys man-on-the-moon-projekt i 1960’erne. JFK lykkedes via stærkt lederskab og en klar vision med at få nationen til at samarbejde om et fælles mål, som mange eksperter, økonomer og selv et flertal af vælgerne troede, var helt på månen.

Til forskel fra dengang har vi teknologierne og den økonomiske styrke til at klare missionen, men det kræver politisk lederskab. Det forudsætter et opgør med den frygtens politik, som partier på både højre- og venstrefløjen har ført i reaktionen på de globale megakriser i de sidste tyve år.

Midt i svære kampe kan der skabes nyt håb og udvikles nye, innovative idéer. Sådan var det også, da Europa rejste sig af ruinerne fra Anden Verdenskrig, overvandt fortidens nationalistiske krise og skabte fremgang i et tæt europæisk samarbejde.

7 handlepunkter for Europa

I debatten om fremtidens Europa kræves nye svar, der adresserer de folkelige bekymringer i det lange efterskælv fra de sidste par årtiers kriser. Her er syv forslag til en politik, der kan skabe nyt håb i Europa.

1. En ny grøn pagt i EU

Europas Green Deal bør femdobles, så der frem mod 2030 investeres op imod 5.000 milliarder euro i den grønne omstilling. I Europa skal vi ikke spare os ud af krisen, men investere i fornyelsen og skabe millioner af nye, grønne job. Det vil være rettidig omhu.

Temperaturstigninger på to-tre grader kan ifølge den britiske økonom Nicholas Stern nemt koste os årlige velstandstab på fem procent eller mere i fremtiden. Det bør vi undgå.

Når EU og de 27 medlemslande under coronakrisen kan mobilisere over 4.790 milliarder euro i kampen mod pandemien, bør vi over ti år kunne finde lige så mange penge til at gøre EU til en grøn supermagt. Det er ikke idealisme. Det er benhård økonomisk og sikkerhedspolitisk realisme.

2. Sæt høje mål og vis globalt lederskab

Ifølge klimaeksperterne bør EU mindst reducere CO2-udledningerne med 65 procent frem mod 2030. EU kan blive klimaneutral allerede fra 2040-45, og en femdoblet Green Deal kan bane vejen. EU’s energiforsyning bør omlægges til 100 procent vedvarende energi i 2035. Ifølge eksperter fra Stanford University vil det koste cirka 5.200 milliarder euro.

Desuden bør transporten omlægges og drives af vedvarende energi eller brint fra 2035. EU-landene kan hvert år spare import af fossil energi for 300 milliarder euro fra autoritære magter i Mellemøsten og Rusland, så det tjener sig ind. Ikke kun sikkerhedspolitisk. Det vil også mindske luftforureningen, der – primært på grund af afbrænding af fossile brændsler – hvert år koster omkring 400.000 europæere en for tidlig død.

3. Giv EU egne ressourcer

Uden et vist minimum af egne skatteindtægter får Unionen svært ved at beskytte os ordentligt og tackle globale megakriser. I dag kan sparebander og nationalistisk afpresning lamme fællesskabet på uendelige topmøder.

EU bør fortsætte ad Next Generation-vejen, hvor man sidste år blev enige om et fælles lån på 750 milliarder euro. Det lån skal blandt andet finansieres med plastikafgifter, en finansiel transaktionsskat og carbon-importafgifter. Næste skridt kan være en europæisk skattereform, der giver EU egne indtægter svarende til cirka tre-fire procent af BNP. Det er ikke en superstat, men en slank europæisk netværksstat, der er langt mindre end nationalstaterne.

Et mere robust EU kan bedre beskytte europæiske interesser. Europa har i mange år været kastebold for andre stormagter, men EU må være i stand til at forsvare den europæiske samfundsmodel, der er forskellig fra USA’s hyperkapitalisme og Kinas statskapitalisme. Man kan også overveje en minimal formueafgift på de allerrigeste – som foreslået af økonomen Thomas Piketty – der skaber midler til større investeringer i grøn omstilling, kritisk infrastruktur, forskning og uddannelse.

EU bør også indføre en fælleseuropæisk selskabsskat på minimum 25 procent og stoppe flugten til skattely, så EU kan beskytte velfærdsmodellen og stoppe ræset mod bunden. Supplér gerne med en global aftale med Bidens USA om selskabsskat.

4. Genvind tabt suverænitet

Nationalstaterne har mistet magt og tabt suverænitet på grund af global konkurrence, fremvækst af private tech-imperier, øget sårbarhed i forhold til kritiske naturressourcer og grænseoverskridende kriser. Med intelligente reguleringer og målrettede investeringer kan Europa genvinde teknologisk og økonomisk autonomi.

Europæiske virksomheder og forskningsklynger må rustes til kappestriden med amerikanske techgiganter og de fremadstormende kinesere. EU mangler også et moderne vaccineberedskab og en produktionskapacitet i forhold til fremtidens muterende virusser.

EU, der har verdens største indre marked, har dog en stærk magtbase til at forsvare europæiske interesser. I handelsaftaler kan stilles højere grønne klimakrav, og EU kan beskytte mod unfair konkurrence fra statsstøttede virksomheder.

5. Fokus på realøkonomien

En ny Made in Europe 2030-erhvervspolitik kan bygges op om strategiske og målrettede investeringer i nye tech- og erhvervsklynger, så flere penge kanaliseres ind i realøkonomien.

Samtidig er der behov for skrappere regulering af finanssektoren, så den overdrevne finansialisering af økonomien rulles tilbage. Finansiel spekulation, hård lånegearing og kortsigtet gevinstjagt er kontraproduktiv og går ud over vitale investeringer i kritisk infrastruktur og nye, innovative virksomheder. 

6. En ny social pagt

Et solidt flertal af borgerne i Europa ønsker langt større solidaritet på tværs af grænserne. Undersøgelser foretaget af blandt andet den tyske professor Jürgen Gerhards viser, at en supermajo­ritet på 80 procent af de europæiske borgere støtter, at EU laver økonomisk omfordeling mellem rige og fattige borgere i unionen.

EU bør lave en ny social pagt, der udbygger den sociale søjle, sikrer en garanteret minimumsløn i medlemslandene, bekæmper social dumping og finder midler til at oprette europæiske genforsikringsordninger.

Borgerne ønsker at forsvare den europæiske samfundsmodel. EU kan gradvist opbygge et ekstra sikkerhedsnet, der supplerer den nationale velfærdskontrakt. Det kan blive et vigtigt værn imod det backlash imod globaliseringen i EU og det liberale demokrati, der har givet medvind til nationalister, illiberale demokrater og autoritære bevægelser.

7. En ny demokratisk pagt

EU og de nationale regeringer har længe været ramt af en dyb tillidskrise. Mange borgere føler, at eliten ikke lytter ordentligt til dem. Den politiske handlekraft i de etablerede institutioner må styrkes, og borgernes bekymringer må tages alvorligt.

En løsning kunne være en ny demokratisk pagt, der via pragmatiske reformer åbner for et mere aktivt medborgerskab. Unionen kunne for eksempel oprette borgerting og repræsentative borgerforsamlinger, og den kunne måske afholde afgrænsede europæiske folkeafstemninger.

Der er mange muligheder for at udvide demokratiet i EU. Men større demokratisk legitimitet og social sammenhængskraft er afgørende forudsætninger for at gøre EU til en grøn supermagt. Uden et stærkere folkeligt engagement i omstillingsprocessen, kan den blive ramt af modbølger i form af flere gule veste.

Bjarke Møller er journalist og adjungeret professor på CBS. Bogen ’Håbets politik. Sådan overvinder Europa kriserne og bliver en grøn supermagt’ er netop udkommet. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.