Blå partier spiller hasard med 100 mia. velfærdskroner

Vi betaler gladeligt milliarder af kroner i skat for at have et sundhedsvæsen i top. Sundhed er det højest prioriterede tema blandt vælgerne på tværs af alle politiske partier.

Det er måske ikke så overraskende. Hvert år er der 70 millioner behandlinger i sundhedsvæsenet, lige fra en hurtig konsultation hos den praktiserende læge til den langvarige indlæggelse på sygehuset om liv eller død.

Men nu er der skabt dyb usikkerhed om, hvordan sundhedsvæsenet skal styres fremover. Partier i blå blok presser på for at nedlægge regionerne og lægge ansvaret for sygehusene over på staten. Men de er ikke enige om, hvilken sygehusmodel der i givet fald skal afløse regionerne og dermed overtage et budget på over 110 mia. kr. og ansvaret for over 130.000 ansatte.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er ikke afvisende over for tanken om at nedlægge de regioner, han selv skabte for ti år siden. Han mener, at der er alt for store forskelle på, hvor gode de fem regioner er til at udrede og behandle patienterne. Det tema vil derfor få en helt central rolle, når regeringen om få uger lancerer sit udspil til en sundhedsreform.

Det er dog tankevækkende, at de blå partier, som ønsker regionerne hen, hvor peberet gror, fortsat ikke har et overbevisende, veldokumenteret og gennemarbejdet forslag til en fremtidig sygehusmodel, på trods af at debatten om regionerne nu har stået på i ti år.

Ingen eksperter bakker op

Der tegner sig på ingen måde et klart billede af, hvordan sygehusene skal styres, hvor stor magt den siddende sundhedsminister skal have, hvorvidt lokalpolitikere bliver kørt ud på et sidespor, hvordan der skal sikres mere ensartet behandling på tværs af landet, og hvem der skal have ansvaret for speciallæger, praktiserende læger, tandlæger, fysioterapeuter, kiropraktorer og sundhedsvæsenets andre private aktører.

Dansk Folkeparti har argumenteret hårdest for en statslig model, men partiet har heller ikke en gennemarbejdet sygehusmodel. Derfor blæser svaret på en række fundamentale spørgsmål fortsat i vinden. Se tekstboks nederst i artiklen.

Det er også bemærkelsesværdigt, at det er nærmest umuligt at opstøve en ekspert i dette land, som mener, at en statslig eller kommunal sygehusmodel er en supergod ide. Ingen af de skiftende ekspertgrupper, der har været nedsat de seneste 25 år under Nyrup-, Fogh- og Thorning-regeringerne til at se på strukturen, nåede frem til den konklusion, at en kommunemodel eller en statsmodel er den mest optimale. Nærmest tværtimod.

Det drejer sig bl.a. om Sygehuskommissionen (1997), Opgavekommissionen (1998), indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussens eget rådgivende udvalg (2003), Strukturkommissionen (2004) og Udvalget om evaluering af kommunalreformen (2013).

Erfaringerne med staten som driftsherre af Rigshospitalet frem til 1994 var mildest talt heller ikke gode. Skiftende finansministre havde konstant bøvl og ballade med det store hospital, og de massive problemer blev først løst, da Rigshospitalet blev lagt ind under Hovedstadens Sygehusfællesskab.

Alligevel tyder mere og mere på, at en sundhedsreform til efteråret ender med en statslig sygehusmodel og en nedlæggelse af regionerne.

Danmark tredjebedst til sundhed i Europa

Mange spåede regionerne en kort levetid. Men siden deres fødsel for 12 år siden har de trodset de talrige dystre spådomme og præsteret en stribe gode resultater. Flere og flere patienter bliver behandlet, ventetiderne rasler ned, og flere kræftpatienter overlever. År efter år bliver sygehusene ved med at øge produktiviteten, og Danmark får rigtig meget sundhed for pengene sammenlignet med andre OECD-lande.

Det danske sundhedsvæsen er kåret som det tredjebedste i Europa af den svenskbaserede tænketank Health Consumer Powerhouse, der årligt sammenligner og laver en rangordning af de europæiske sundhedsvæsener. Danmark er kun overgået af Holland og Schweiz.

Men regionerne har aldrig været Dansk Folkepartis darling. Partiet mener, at der foregår et abespil mellem de forskellige instanser, og efterlyser en mere direkte og entydig ansvarsplacering i sygehusvæsenet. Også de konservative er erklærede modstandere af regionerne, mens Liberal Alliances tålmodighed også er ved at være brugt op.

Minister kan drukne i enkeltsager

Selvfølgelig er der også mange udfordringer i sundhedsvæsenet. Der er fortsat stor forskel mellem de enkelte regioner på en række behandlinger, og hvor hurtigt folk bliver udredt. Der er skandaler med it-systemer som sundhedsplatformen, der ikke fungerer og lader patienterne i stikken. Og det er forsat ikke lykkedes at få bugt med de mange problemer i sundhedens Bermuda-trekant mellem de regionale sygehuse, de praktiserende læger og den kommunale pleje.

Hvordan en statslig sygehusmodel konkret skal løse de problemer, blæser også i vinden. Ingen lande i verden har opfundet det perfekte sygehusvæsen, som andre lande bare kan kopiere, men et blik ud over det europæiske sygehuskort afslører, at sygehusvæsenet i langt de fleste lande er organiseret på en eller anden form for regionalt niveau.

Samtidig risikerer den siddende sundhedsminister at drukne i et hav af enkeltsager rejst af medierne, når en ung patient bliver fejlbehandlet, en 80-årig ikke kan få en ny dyr medicin, eller en sygehusafdeling skal nedlægges. Med 70 millioner behandlinger i det danske sundhedsvæsen om året, er der rig mulighed for, at medierne hver dag kan bringe nye tragiske historier, som ender på den ansvarlige sundhedsministers bord, og som oppositionen skamrider politisk til det yderste.

Reform født i dølgsmål

Indtil nu har der været ekstrem lukkethed om store dele af den politiske proces om regeringens kommende sundhedsreform. Ganske vist har regeringen nedsat et udvalg for at få nye ideer, man har holdt dagsarrangementer for interesserede, og så har regeringen lanceret en stribe udspil om bl.a. almen praksis, styring og sundhedsdata. Men de afgørende brikker, der skal udgøre fundamentet for sundhedsvæsenet, dvs. ansvarsfordeling, sammensætning af den øverste sygehusledelse og den demokratiske organisering, bliver holdt tæt ind til kroppen.

Kun få nøglepersoner er ifølge Mandag Morgens oplysninger med til at støbe kuglerne, herunder statsminister Lars Løkke Rasmussen, finansminister Kristian Jensen (V), sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V), Dansk Folkepartis leder Kristian Thulesen Dahl, sundhedsordfører Liselott Blixt (DF) samt Statsministeriets departementschef Christian Kettel Thomsen.

Det står i skærende kontrast til andre store strukturelle reformer i Danmark de seneste 50 år som f.eks. kommunalreformen i 1970, bistandsloven fra 1976 og strukturreformen i 2004. Fælles for disse reformer var, at de var flere år undervejs og byggede på talrige analyser og et kæmpemæssigt udredningsarbejde. Den tradition kan nu blive brudt.

Privat sygehusmarked

Set fra Løkkes side kan han høste forskellige gevinster ved at lave en stor aftale med DF om en sundhedsreform, der afskaffer regionerne og lægger sporene for det danske sundhedsvæsen mange år ud i fremtiden.

Han kan få bundet DF op på en ambitiøs velfærdsaftale om et af vælgernes absolutte yndlingsemner og dermed styrke sine egne muligheder for at vinde det næste folketingsvalg. Det vil kitte de to partier meget mere sammen og øge sandsynligheden for et regeringssamarbejde mellem de to største partier i blå blok.

Sundhedsområdet er også Løkkes hjertebarn. Han er hovedarkitekten bag strukturreformen og dermed den nuværende sygehusstruktur med fem regioner. Han kender sundhedsvæsenet ud og ind fra sin tid som amtsborgmester i Frederiksborg Amt, sundhedsminister i VK-regeringen og som statsminister.

Det kan heller ikke udelukkes, at en sundhedsreform kommer til at betyde en øget markedgørelse af sygehusvæsenet. Løkke har tidligere været varm fortaler for en såkaldt køber/sælger-model, hvor f.eks. kommunerne eller de praktiserende læger køber behandlinger på sygehusene og på denne måde kan presse priserne ned på et åbent marked. En sådan model kan i realiteten åbne for et stort privat sygehusmarked.

Løkke lagde sine planer om den model i skuffen, da han etablerede regionerne i 2007. Nu kan han bringe modellen i spil igen, hvilket vil betyde en revolution af hele sundhedsvæsenets finansiering.

Deja-vu fra 2011

Situationen her i august 2018 minder på mange måder om forløbet i august 2011, hvor VK-regeringen og DF lavede en lynaftale om at nedlægge regionerne efter en ekstremt forceret og topstyret proces. Dengang var Venstres officielle politik også at bevare regionerne, selv om Løkke vidste, at han var under pres fra de øvrige borgerlige partier for at nedlægge regionerne. Så han og daværende finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) havde i al hemmelighed sat en lille arbejdsgruppe af embedsmænd til at lave et notat med argumenter for og imod forskellige sygehusmodeller. Mandag Morgen har søgt om aktindsigt i dette notat, men har kun fået adgang til dele af det, da det betragtes som et ’internt arbejdsdokument’. Notatet lå færdigt i slutningen af juli 2011.

Få dage senere – onsdag den 3. august 2011 – foreslog DF på sit sommergruppemøde at nedlægge regionerne. Dagen efter – torsdag den 4. august – kunne danskerne læse på Jyllands-Postens forside, at Venstres top nu gik ind for at aflive regionerne og erstatte dem med sygehusfællesskaber uden folkevalgte politikere i spidsen.

Fredag den 12. august foldede Løkke og daværende indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V) så planerne ud på et pressemøde ved Venstres sommergruppemøde på Bornholm. En uge efter – fredag den 19. august – blev DF indkaldt til forhandlinger i Finansministeriet. De varede knap to timer og mundede ud i en politisk aftale om at nedlægge regionerne.

Der gik med andre ord kun 16 dage, fra DF luftede sit krav, til der var lavet en aftale om at nedlægge regionerne. Partierne var dog ikke enige om, hvilken sundhedsmodel der skulle erstatte regionerne. Derfor blev der nedsat en arbejdsgruppe med tidligere departementschef Ib Valsborg som formand. Den skulle i løbet af fire måneder komme med et bud på, hvordan sygehusvæsenet skulle forankres i staten. Men udvalget nåede aldrig at komme i arbejdstøjet.

Fredag den 26. august 2011 – en uge efter aftalen om regionernes dødsdom – udskrev Løkke folketingsvalg. Det tabte han som bekendt til Socialdemokratiets Helle Thorning-Schmidt, der gerne ville bevare regionerne. Kun derfor eksisterer de den dag i dag. Havde Løkke vundet valget i 2011, var regionerne for længst døde og borte.

Dengang i 2011 var Løkke fortaler for en model, hvor regionerne blev nedlagt og erstattet af tre statslige sygehusfællesskaber med de store universitetshospitaler i København, Aarhus og Odense som krumtapper. De skulle i modsætning til de nuværende folkevalgte regionsråd styres af professionelle bestyrelser.

Organisationer advarer

Måske gentager historien sig nu. DF har på sit sommergruppemøde atter sat spørgsmålet om regionernes ophør øverst på sin ønskeseddel forud for den kommende sundhedsreform. De konservative og LA er på samme hold, og Løkke er heller ikke afvisende over for at nedlægge regionerne.

Men partierne i rød blok er imod. Socialdemokratiet foreslår i stedet at åbne en række nærhospitaler rundt omkring i landet, hvor folk skal kunne få foretaget mindre komplicerede behandlinger som knæoperationer, gigtbehandlinger og scanninger. Det er også bemærkelsesværdigt, at store magtfulde organisationer som Lægeforeningen, Dansk Sygeplejeråd og Danske Patienter alle advarer mod at nedlægge regionerne.

Før valget i 2015 stillede Lars Løkke Rasmussen og Venstre syv krav til regionerne, som de skulle leve op til, hvis de ville overleve. I dag lever regionerne op til hovedparten af de syv krav som f.eks. at høvle ventetider til operationer på sygehusene ned, behandle kræftpatienter til tiden og nedbringe antallet af personer, der ligger på sygehusgangene.

Regeringen har bebudet, at den vil lancere sit udspil til en sundhedsreform til oktober. Derfor har partierne i blå blok nu 50 dage til at forberede en model for Danmarks fremtidige sundhedsvæsen.

Måske staten er meget bedre til at styre sygehusene end regionerne? Måske patienterne vil opleve en både hurtigere og bedre behandling, hvis ansvaret overlades til staten og den altid siddende sundhedsminister? Måske patienterne vil opleve en meget mere ensartet behandling, hvis sundhedsministeren får ansvaret for at drive sygehusene?

Vi ved det bare ikke. Partierne i blå blok mangler fortsat at præsentere en overbevisende, veldokumenteret og gennemarbejdet model for, hvordan det kan ske, og hvorfor staten skulle være så meget bedre til at drive sygehusene end regionerne.