Danske Bank skal lære at elske sin nye helt

Vi har fået en ny helt i Danmark. En helt, der giver pokker i karrieren, den fede bonus og alvorlige personlige følger i en lang periode fremover. Helten er Danske Banks whistleblower i hvidvasksagen, Howard Wilkinson, der mandag stillede sig op over for chokerede politikere, bankfolk og myndigheder til en offentlig høring på Christiansborg.

Howard Wilkinson symboliserer på stort set alle punkter en perfekt whistleblower set med offentlighedens øjne. Ressourcestærk, intelligent, modig, determineret, men alligevel sårbar. Hans sag er tillige yderst relevant og vigtig. For Danske Bank derimod er Howard Wilkinson det værst tænkelige mareridt.

Allerede nu står det klart, at Danske Banks konstituerede topchef, Jesper Nielsen, kan få plettet skjorten i alvorlig grad af bankens whistleblower – og det er en risiko, at den mangeårige Danske Bank-direktør allerede har fejllæst situationen og videreført Thomas Borgens og Ole Andersens fejl. Det ukloge er, at han allerede er raget uklar med whistlebloweren om væsentlige faktorer som f.eks.  indholdet af Wilkinsons fortrolighedserklæring.

Det kan skyldes den misforståelse, at Danske Bank selvfølgelig lægger meget vægt på, at afgående ansatte overholder tavshedspligt i forhold til kundeforhold, som er omfattet af bankhemmeligheden.

Howard Wilkinson mener tilsyneladende, at hans sag er så vigtig for offentligheden, at disse forhold bør sættes ud af kraft, og at offentligheden én gang for alle kan få kendskab til, hvilke anløbne kunder Danske Bank vaskede penge hvide for.

Uanset hvad der er sandheden, er det uheldigt for Danske Bank og den konstituerede topchef, at han ikke evnede at omfavne whistleblowerens bramfri tale, og at det i stedet blev nok en indstuderet forsvarstale krydret med lidt undskyldninger fra Jesper Nielsen, da han fik ordet, efter at Howard Wilkinson havde leveret sit budskab til høringen.

Danske Bank fægter forvirret videre

Det er desværre, som om Danske Bank fortsat forvirret fægter mod whistlebloweren for at tøjle den sag, der har haft så ødelæggende konsekvenser for bankens aktiekurs, omdømme og politiske legitimitet. Danske Bank burde fra første dag have takket whistlebloweren for at stå frem og fortælle dem vigtige ting om hvidvask.

Ifølge Howard Wilkinson var det slet ikke det, han oplevede, da han afleverede sin første af fire whistleblowerrapporter direkte til Danske Banks danske hovedsæde begyndende den 27. december 2013, efterfulgt af advarsler om 2 kritiske og højtindtjenende kundeforhold den 9. januar, yderligere 12 kundeforhold den 19. marts 2014 og så en generel advarsel om danske K/S-selskaber til brug for hvidvask og skatteunddragelse.

Havde Danske Bank fra starten fulgt grundigt og ordentligt op på advarslerne og i øvrigt været offentlige om årsagen til nedlukningen af de tvivlsomme kunder i Estland, så havde banken næppe oplevet en krise af betydning. Og det er i sidste ende Danske Banks ledelse og bestyrelses ansvar, at der ikke blev taget hånd om whistlebloweren. Jesper Nielsen risikerer at gentage sine forgængeres fejl.

Den midlertidige topchefs fremtoning blev ikke bedre af, at han i et interview med DR’s Jakob Ussing bagefter lod offentligheden forstå, at han fra kontoret ikke for alvor havde mulighed for at følge med i det, som whistlebloweren havde sagt. Og det er her, at andre erhvervsfolk, topchefer, compliancefolk og bestyrelsesmedlemmer gør klogt i at lytte efter. For i den nye verden bliver I nødt til at omfavne og takke whistleblowere.

Som følge af Howard Wilkinsons vidnesbyrd kommer der nemlig til at være langt mere vide lovgivningsmæssige rammer for whisteblowere i Danmark – det er i hvert fald, hvad en række politikere lægger op til efter høringen, og det er der i den grad også behov for i Danmark. For det tyder på, at whistleblowere ikke får meget andet end bøvl, juridiske trækasserier og et plettet cv ud af at tage det store samfundsansvar på sig.

Danica er selv blevet whistleblower

Det er oplagt at kigge mod USA for at blive klogere. For her nyder whistleblowere i langt højere grad beskyttelse, ligesom der er mulighed for at få en klækkelig sum penge ud af det, hvis en whistleblowersag udløser en bøde til en virksomhed. I Danmark og i Danske Bank tyder meget på, at man får en afskedsexit med en pose penge præsenteret af en topadvokat, der understreger det vigtige i at overholde fortrolighedsklausulen. Ellers falder der brænde ned.

Men erhvervsordførerne behøver faktisk ikke kigge så langt for at blive inspireret, for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har allerede indført regler, hvori der er straffrihed til den, der først tipper myndighederne om brud på konkurrencereglerne ved karteller og lignende. Paradoksalt nok er Danske Banks pensionsselskab, Danica, en af de første, der benytter sig af reglerne for at få straffrihed i en ulovlig samarbejdsaftale med pensionsselskabet PKA.

Også offentlige myndigheder, ministerier og embedsfolk gør også klogt i slå lyttebøfferne ud. For også her er man sårbar over for whistleblowere, der kan hudflette ledelsens fejldispositioner indefra. Se bare den aktuelle sag om habilitetsproblemer i forsvaret. I Danmark er der i den grad brug for dette. For det er velbeskrevet, at vores embedsmandskultur er mere lukket og magtfuldkommen, end godt er.

Uanset hvad, gælder det om at følge sagen tæt for dansk erhvervsliv. For den chokerende høring mandag kommer til at give whistleblowere en helt anden rolle i dansk erhvervsliv, en ny tids helte.