%20translate(1319%20275)%20translate(42%201)'/%3e%3c/g%3e%3c/g%3e%3c/g%3e%3c/g%3e%3c/svg%3e)
Den sociale arv betyder mere og mere
Børn af forældre med en videregående uddannelse er bedre til at omsætte gode eksamensresultater fra folkeskolen til mere uddannelse. Samtidig havner stadig flere børn af forældre på kontanthjælp selv på kontanthjælp som voksne.
Jens Reiermann
Velfærdsredaktør
Torben K. Andersen
Politisk redaktør- Mandag Morgen udpeger Danmarks syv sociale dødssynder, hvor udgifter i milliardklassen ikke hjælper udsatte borgere til et bedre liv, og hvor problemerne tårner sig op.
- Dødssynderne omfatter bl.a. anbragte børn, integration af ikkevestlige kvinder, udsatte unge uden uddannelse, den udbredte silotænkning i det offentlige og den sociale arv.
- Regeringen har en række planer i støbeskeen i håb om at få bugt med problemerne.
Danmarks syv sociale dødssynder
1. Integrationen af ikke-vestlige indvandrere halter
2. Den sociale arv betyder mere og mere
3. Unge hænger fast på kanten af samfundet
4. Velfærd for lovgivningens skyld, ikke for borgernes
5. Social bosteder: Det store asociale tag-selv-bord
Hånden på hjertet. Er det ikke rigtigt, at børn skal have lige muligheder uanset baggrund? Selv om de fleste vil svare bekræftende på det spørgsmål, er det desværre ikke sådan.
”Vi har ikke knækket koden, så børn klarer sig lige uanset social baggrund,” siger Mette Deding, udviklingsdirektør i VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Tager man f.eks. to elever, der får de samme karakterer i folkeskolens afgangsprøve, så viser Socialforskningsinstituttets store forløbsundersøgelse af unge født i 1995, ’Unge i Danmark – 18 år og på vej til voksenlivet’, at deres fremtidsudsigter i høj grad afhænger af forældrenes baggrund. Selv om elevernes faglige udgangspunkt altså er det samme, er der markant større sandsynlighed for, at eleven, hvis forældre har en videregående uddannelse, begynder på en ungdomsuddannelse sammenlignet med eleven, hvis forældre ingen uddannelse har.
”Der er en kæmpe forskel alt efter forældrenes sociale baggrund. Det betyder, at nogle børn ikke udnytter deres potentiale,” siger Mette Deding.
Men et er at tale om chanceulighed i henseende til uddannelse, noget andet er at se på, om flere børn af f.eks. kontanthjælpsmodtagere som voksne får et liv med uddannelse og job. Her er svaret nej. Beregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at forældrenes baggrund ikke bare betyder noget for børnenes uddannelse, men også for deres generelle livssituation.
Her går udviklingen ligefrem i den forkerte retning, så flere børn af forældre på kontanthjælp selv ender på kontanthjælp som voksne. Den sociale arv vejer altså tungere, og selv om folkeskolen og kundskaberne her kunne være en vej til en bedre tilværelse, så er børn af forældre med en længerevarende uddannelse bedst til at udnytte de muligheder, folkeskolen giver dem. Se figur 1.
Trods årtiers socialpolitisk fokus på at bryde den sociale arv sker der altså i disse år nøjagtig det modsatte. I mange år har skiftende regeringen fokuseret på uddannelse og mere uddannelse som et af de vigtigste redskaber til at bryde den sociale arv. Ifølge Mette Deding har det været et helt rigtigt greb.
”Da man startede uddannelsesbølgen, handlede det om at åbne uddannelsessystemet for alle, så også børn, hvis eneste ’problem’ var, at de kom fra ikke så uddannelsesvante hjem, også fik muligheden for at tage en uddannelse,” siger hun.
Den tilgang har skabt resultater og sendt nogle af arbejderklassens børn i gymnasiet og videre på universitetet. Men denne gruppe børn tilhørte ’de lette tilfælde’, påpeger Mette Deding. Tilbage står en gruppe, for hvem det ikke alene handler om forældrenes uddannelsesmæssige baggrund, men også om en lang række andre problemer. Her er det ikke nok at lære børnene at læse og skrive, de skal også udvikle andre kompetencer for at kunne udnytte deres muligheder.
”Vi har været fokuseret på det faglige og ikke haft nok fokus på de andre kompetencer, børnene også har brug for. Vi er måske for hurtige til at sige, at børnene skal kende noget til tal og bogstaver, og får ikke talt nok om, hvordan vi også udvikler andre kompetencer hos vores børn,” siger Mette Deding.
Her er regeringens ghettoplan et alt for godt eksempel. I planen fremhæver regeringen i overensstemmelse med forskningen, at ”en tidlig indsats (0-3 år) i forhold til at styrke børns kognitive, sociale og emotionelle kompetencer er den mest omkostningseffektive indsats”.
Men planen fokuserer derefter kun på de vigtige kognitive kompetencer og lægger f.eks. op til, at der kan foretages en sprogvurdering for de treårige børn. Planen beskriver ikke med en tilsvarende præcision, hvilke andre kompetencer der skal fremmes og heller ikke, hvordan de kan fremmes.
Efterlysning: Mere evidensbaseret viden
Desværre er der gode grunde til, at der mangler præcision i beskrivelsen af de kognitive kompetencer, børn også skal udvikle. Man ved – først og fremmest fra amerikanske studier – at en række grundlæggende kompetencer skal være på plads, før børn for alvor kan udnytte gode resultater fra f.eks. folkeskolen.
Det er altså ikke nok at fokusere på udvikling af sproglige færdigheder og matematik i den tidlige indsats.
”Udviklingen af stærke sproglige og kognitive færdigheder hænger sammen med udviklingen af andre grundlæggende kompetencer, der bl.a. handler om, at børn kan kontrollere deres adfærd for at opnå et givet mål. Den type kompetence har stor betydning for tidlig læring og for senere uddannelsesmuligheder,” siger Dorthe Bleses, professor ved Institut for Kommunikation og Kultur ved Aarhus Universitet og tilknyttet TrygFondens Børneforskningscenter.
De grundlæggende kompetencer består bl.a. af en række såkaldte eksekutive funktioner, som omfatter arbejdshukommelse, kognitiv fleksibilitet, så børn kan fastholde eller skifte opmærksomhed, og ikke mindst impulskontrol. Tilsammen påvirker de funktioner børns evne til at få en idé, planlægge og gennemføre ideen og undervejs vurdere og justere efter behov.
Problemet er imidlertid, at man godt nok kan påvise, at et godt liv både bygger på de faglige færdigheder og på de grundlæggende kompetencer, men at den viden endnu ikke er oversat til pædagogisk praksis i daginstitutioner.
”Fra international forskning ved vi, hvilke indsatser der kan styrke såvel faglige kompetencer som eksekutive funktioner, men vi har ikke et samlet overblik over, hvad der virker for hvem og på hvilket tidspunkt i børnenes udvikling,” siger Dorthe Bleses.
Hun påpeger, at den danske forskning halter efter især den amerikanske. Der er ikke nok viden om samspillet mellem faglige kompetencer og eksekutive funktioner hos danske børn, og der har indtil nu kun været ganske lidt forskning i, hvordan pædagoger kan træne de eksekutive funktioner sammen med børnene.
”Det er afgørende at få ny viden, så vores dagtilbud i højere grad kan understøtte de kompetencer, børn har brug for – ikke mindst udsatte børn – så de selv kan vælge det liv, de har lyst til at leve,” siger hun.
