Set

Jeg er glad for HBO, hvor kvalitet prioriteres over mængden af serier. Og kvalitet er der virkelig i serien ’How To with John Wilson’. I essensen handler den om John Wilsons særlige, men neurotiske blik på et New York, der er fyldt med vilde personager og absurde idiosynkrasier. Jeg har selv boet ad to omgange i New York – sidste gang læste jeg en ph.d. på Columbia University. Og serien giver mig et lille stik af ungdommens vår og frihed, når jeg ellers nu vader rundt i et småbørnsliv herhjemme i ’Københavnstrup’. Wilson tager mig tilbage til New York og gestalter en frihedsfølelse, når han går rundt med sit lille kamera i den store by og fanger de øjeblikke, som andre aldrig lægger mærke til. Billederne er akkompagneret af hans syrede voiceover, der kombineres med et miskmask af situationer. Serien er skæv og har et atypisk format, men er blevet en kæmpe succes!

Hørt

Lige nu er jeg optaget af, hvordan store virksomheder og organisationer bruger deres forestillingsevne til at forny sig. Jeg har haft lydbogen ’The Imagination Machine’ af Martin Reeves i ørerne, som i grove træk går ud på, at der mere end nogensinde før er brug for, at organisationer tør bruge fantasiens magiske kræfter. For det virker. Han nævner Nokia som de fleste af os kender som en falleret mobiltelefonproducent. Men Nokia startede faktisk ud som en papirmølle i 1865 og siden nedturen i 2000’erne, hvor Apples iPhone kom på markedet, har de igen ’forestillet’ sig en branche, de vil dominere. Og nu er de en af de største leverandører bag scenen inden for netværksinfrastruktur. Bogen har fået mig til at tænke på, at vi skal træne den muskel, som kan ’flekse’ vores forestillingsevne. For ellers kører vi videre med de samme antagelser om verden.

Læst

Den bog, der har gjort størst indtryk på mig i år, er ’Den frygtløse organisation’ af Amy Edmondson. Jeg har altid intuitivt troet på, at man skal lære af sine fejl. Men det er sværere i praksis end i teori at erkende dem. Det fantastiske ved Edmondsons bog er, at hun leverer et overbevisende arsenal af dokumentation for, hvorfor vi skal lære af vores fejl – og ikke mindst hvordan det gør os gladere, dygtigere og mere engagerede. I bogen kigger Edmondson på to hospitaler, hvor det ene sted oplever høj patienttilfredshed og mange rapporterede fejl, mens det andet hospital omvendt har lav patienttilfredshed og få rapporterede fejl. Pointen er, at det første hospital har en kultur, hvor lægerne kommer ud af busken og fortæller, hvis de har opereret forkert. Dermed kan lægerne kollektivt finde ud af, hvordan de kan sikre, at det bliver bedre næste gang. En tilgang, som vi også benytter os meget af i Djøf.