Eksperter efterlyser opgør med gammel velfærd: Brug for mere forebyggelse

Regeringens kommende forslag til finansloven er på forhånd blevet betegnet som et udspil til en kommende valgkamp, hvor velfærden kommer til at blive et af de helt centrale stridspunkter. Med Helle Thorning-Schmidt i spidsen vil regeringen anklage blå blok for at skære i velfærden – bl.a. under henvisning til Lars Løkke Rasmussens ønske om nulvækst i udgifterne til den offentlige service som f.eks. skoler, sygehuse og ældrepleje.

Men heller ikke Thorning-Schmidts eget ønske om, at finansloven kun må lade udgifterne til velfærden vokse med 0,6 pct. om året giver plads til megen ny velfærd. Snarere tværtimod siger overvismand, professor i økonomi ved Københavns Universitet, Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.

”Den planlagte vækst er så lav, at den offentlige service får svært ved både at betale for service til det stigende antal ældre og lade udgifterne på velfærdsområdet holde trit med velstandsudviklingen i samfundet. Budgetterne bliver meget stramme,” siger han.

Konsekvensen er, at der ikke vil være mange ledige kroner til at udbygge velfærden med. Men en række fremtrædende forskere inden for økonomi, det sociale område og sundhed rejser nu spørgsmålet, om en traditionel udbygning af velfærden nu også giver borgerne en bedre service.

Der er, siger forskerne, ikke nødvendigvis en klar sammenhæng mellem øgede bevillinger og bedre resultater for de borgere, som har brug for hjælp. Derfor opfordrer de regeringen til ikke bare at holde de offentlige budgetter i stramme tøjler, men også gennemføre et serviceeftersyn af hele velfærdsområdet. Det nytter ikke at afsætte flere penge til f.eks. at hjælpe udsatte unge, hvis ikke den indsats, pengene skal bruges til, rent faktisk hjælper.

”Der er rigtig mange gode grunde til at gøre op med den måde, vi plejer at gøre tingene på. Det kan være en god forretning at hjælpe en borger tidligt i livet, hvis det på lidt længere sigt betyder, at han eller hun kan klare sig selv,” siger Jon Kvist, der er professor i European Public Policies and Welfare Studies ved Roskilde Universitet.

Et blik tilbage på udviklingen i det offentlige forbrug siden 1990 viser, at statsministerens vækst på 0,6 pct. ligger på omkring en tredjedel af den vækst, hendes tre forgængere tillod. Se figur 2. Samtidig er de 0,6 pct. et af de helt centrale elementer i regeringens økonomiske politik helt frem til 2020. Forklaringen er, at den lave vækst og de stramme budgetter udgør anden fase af genopretningen af dansk økonomi. En række reformer er blevet udrullet, alle med det formål at holde flere danskere i gang på arbejdsmarkedet. Nu skal politikerne så både gennemføre reformerne som planlagt og stå ved den stramme styring af de offentlige finanser.

Allerede før sommer fremlagde regeringen sigtelinjerne for den økonomiske politik i det såkaldte konvergensprogram, som lægger rammerne for finansloven for de kommende år. Målet er ifølge regeringen at fastholde den økonomiske bæredygtighed, så der også efter 2020 er råd til velfærden.

Men det bliver vanskeligt at holde finanspolitikken og udviklingen af de offentlige udgifter inden for de snævre rammer. Et eksempel er udviklingen på sundhedsområdet, hvor OECD forventer, at udgifterne vil stige. Det gælder også, selv om Danmark har tradition for stram økonomisk styring af sundhedsvæsenet. Se figur 3 nedenfor.

Jes Søgaard, forskningschef i Kræftens Bekæmpelse, ser derfor de samme meget tydelige dilemmaer vokse frem på sundhedsområdet, som de økonomiske vismænd.

”Det er et meget åbent spørgsmål, om Danmark fortsat kan holde udgifterne til sundhed nede, så længe der er et politisk ønske om ikke at svigte de sværest syge,” siger han.

Et eksempel er behandlingen af kræftpatienter, hvor udviklingen lige nu er god. Flere og flere overlever deres kræftsygdom, og det gælder både et og fem år efter en behandling. De kendte elementer i det kommende sundhedsudspil fra regeringen fokuserer på yderligere forbedringer af indsatsen over for bl.a. kræftramte borgere.

Det er det seneste eksempel på forbedringer af behandlingen. Når patienterne så heldigvis ikke dør af deres sygdom, bliver der et større og større behov for efterbehandling.

”Den sundhedsmæssigt meget fordelagtige udvikling kan betyde nye ekstraudgifter til flere borgere, fordi flere overlever,” siger han og peger på behovet for at gentænke den måde, sundhedsvæsenet leverer sine ydelser på.

Social forebyggelse – en investering i gode liv

Hvor de fleste opfatter forebyggelse som en naturlig del af indsatsen for at forbedre folkesundheden, kan forebyggelse også være et redskab på det sociale område. Gøres det rigtigt, er forebyggelse ikke en omkostning, men en investering, hvor afkastet måles i færre omkostninger senere hen i en borgers livsforløb.

”Der er et kæmpepotentiale i at sætte tidligt ind i løsningen af sociale problemer og se indsatsen som en investering, så man kan undgå udgifter senere i borgerens liv,” siger Torben M. Andersen.

Når unge efter folkeskolen ender på et bistandskontor i stedet for på en arbejdsplads, er det både trist for den enkelte og en rigtig dårlig forretning for samfundet. Foreløbige beregninger foretaget ud fra svenske erfaringer viser, at 6.300 unge fra hver årgang hverken får uddannelse eller job og derfor ender med at koste samfundet 105 milliarder kr. i løbet af deres livsforløb. Samtidig ender unge uden arbejde oftere i kriminalitet end andre unge, og gennem livet vil de lide af flere sygdomme.

Nu arbejder Centre for Economic and Business Research (CEBR) ved CBS sammen med Skandia for at udvikle en model, der mere præcist kan beregne udgifterne i et livsforløb for de danske unge, som begynder en tilværelse uden for arbejdsmarkedet. Bare det at sætte kroner og øre på de offentlige omkostninger i et helt livsforløb er kun en begyndelse til udviklingen af en ny indsats f.eks. over for udsatte unge. Det næste skridt bliver at udpege den eller de indsatser, der bedst muligt hjælper.

”Vi skal tænke på, hvad indsatsen fører til hen over et helt livsforløb, og ikke bare se den som en enkeltstående indsats. Og så skal indsatsen bygge på viden om, hvad der virker over for nøjagtigt det problem, vi søger at løse,” siger Jon Kvist.

Når et parti som SF for eksempel vil hjælpe børn i udsatte familier ved at ansætte flere pædagoger i vuggestuer og børnehaver, kan det hjælpe nogle af børnene. Men det afgørende bliver ifølge Jon Kvist at trække børn fra de udsatte familier ind i vuggestuen og ind i børnehaven. Netop de børn er overrepræsenteret i den lille gruppe af børn i hver årgang, som ikke kommer i vuggestue eller børnehave.

”Vi skal hjælpe alle børn med at udvikle deres evne til at lære. Gør vi ikke det, får de det ekstra svært senere i livet. Man kan næsten spore mange udsatte unges problemer helt tilbage til den tidlige barndom og endda også til forholdene under graviditeten,” siger Jon Kvist.

Skal de endnu ufødte børn hjælpes bedst muligt, kan det indebære indgreb over for moderen. I Norge har man f.eks. taget konsekvensen og anbringer gravide kvinder med et misbrug i særlige centre under hele graviditeten. Indgrebet sker af hensyn til barnet og på bekostning af den vordende moders frihed.

”Den måde at tænke løsninger på kan betyde et opgør med hævdvundne værdier om frivillighed. Man kan f.eks. forestille sig, at nogle sociale ydelser bliver afhængige af, om forældrene sender deres barn i børnehave eller skole,” siger Jon Kvist og henviser til bl.a. brasilianske erfaringer, hvor forældre får særlig socialhjælp, hvis de sender deres børn regelmæssigt til sundhedstjek og i skole, så de ikke bare ryger ud på gaden for at tjene penge. En ordning, der har været med til at løfte millioner af brasilianere ud af fattigdom.

Uanset hvorfra man henter inspiration til nye løsninger, er det ifølge Jon Kvist afgørende, at indsatsen udvikles på de områder, hvor der er mest evidens for, at den skaber de ønskede effekter.

I dag opfatter de fleste kommuner den sociale indsats som en udgift, men for Agi Csonka, der er direktør for SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, kan der i lige så høj grad være tale om investeringer. Og det kræver ofte en indsats, der involverer både socialrådgivere, jobkonsulenter og helt andre kræfter for at hjælpe den enkelte borger bedst muligt.

”Vi skal ikke bare sætte ind med én indsats ad gangen, men tænke den sociale indsat som en helhed. Det nytter f.eks. ikke at trække udsatte børn ind i skolen, hvis vi så først bagefter finder ud af, at de ikke er i stand til at lære,” siger Agi Csonka.

Den indsats bygger på elementer fra flere af de afdelinger, der har specialiseret sig i hver deres fagområde. En specialisering, der afspejler sig i den måde, kommunernes organisation er bygget op på. Her er der en adskillelse mellem det sociale, det uddannelsesmæssige, sundhed og job.

”Skal vi for alvor støtte de borgere, der har brug for hjælp, skal vi samarbejde helt anderledes tæt på tværs af de organisationer, vi kender i dag,” siger Agi Csonka.