En dårlig tango i Vallensbæk

Fronterne er trukket skarpt op på de øverste ledelsesgange i Vallensbæk Kommune i en kamp om ære, eftermæle og aftrædelsesordning. Kommunaldirektøren i den københavnske forstadskommune beskylder borgmesteren for magtmisbrug og nepotisme. Det er ret usædvanligt, at en topembedsmand siger fra på så bastant en måde, og at det kommer frem i pressen.

Men nu får vi andre altså muligheden for at overvære, hvor galt det kan gå, når to nøglespillere – borgmesteren og hans nærmeste embedsmand – er ude af stand til at danse politisk tango. Så må den ene forlade dansegulvet, og det er stort set aldrig borgmesteren.

Imidlertid har kommunaldirektøren valgt at slå igen, og hans faglige organisation, DJØF, har skruet bissen på. Bl.a. for at sikre ham en ordentlig aftrædelsesordning, men også fordi sagens udfald måske kan danne præcedens for fremtidige slagsmål mellem kreative borgmestre og regelrette embedsmænd.

Borgmester Henrik Rasmussen (K) har under hele forløbet fastholdt sin uskyld og beskyldt DJØF for afpresningsmetoder i mafiaklassen. Det er altså påstand mod påstand, hvad Statsforvaltningen for Hovedstaden nu borer sig ned i, mens Folketingets ombudsmand kigger med fra sidelinjen. Sammen med KL støtter et flertal i Vallensbæks byråd borgmesterens udlægning.

En lille borgmesterindrømmelse er det dog blevet til: Rasmussen lover nu at granske sin ledelsesstil og dæmpe sig en smule i det daglige arbejde på rådhuset.

”Jeg har som borgmester en forpligtelse til at sørge for en favnende ledelsesstil, der måske nok udfordrer forvaltningen på vanetænkningen, men er knap så udfarende,” skriver Henrik Rasmussen i en pressemeddelelse.
Sagens kerne er, hvor meget lovlydige embedsmænd skal finde sig i over for opfindsomme politikere, der måske/måske-ikke bevæger sig ud over kanten af lovgivningen.

En moderne kommunaldirektør er i dag borgmesterens nærmeste sparringspartner, lyseslukker, ideudvikler og strateg. En leder fra den private sektor ville løbe skrigende bort på allerførste arbejdsdag. Rollen er svær, og den kræver sine ofre.

Fyringsstatistikkerne understøtter pointen: Her flere år efter den store kommunalreform går der ikke mange måneder mellem, at endnu en kommunaldirektør er blevet fyret, ofte på grund af såkaldte ”samarbejdsvanskeligheder”.

Embedsmandshumor

En kommunaldirektør fortalte mig forleden om ægte kommunaldirektør-humor blandt sine kolleger. Når de kommunale topchefer mødes under afslappede former, lyder tak-for-sidst-spørgsmålet: ”Jamen dog, er du ansat i x-kommune endnu?!”

Det er næsten som britiske jagerpiloter fra Anden Verdenskrig, der mødes efter endnu et togt over Tyskland: Der er altid en i selskabet, der mangler. Fyringsrisikoen er blevet et rammevilkår. Det ved kommunaldirektørerne, der må dække sig ind med en fornuftig direktørkontrakt.

Som sidebemærkning er det ikke kun kommunaldirektørerne, der sidder i katapultsæder i disse år. Staten, regionerne og kommunerne fyrede tilsammen 168 offentlige chefer sidste år. Det viser nye tal fra DJØF. Det er mere end fem gange så mange som for fem år siden, hvor blot 33 fik fyresedlen.

Nogle af fyringerne begrundes med sammenlægninger og fusioner. Tag f.eks. dem, der for øjeblikket sker i centraladministrationen: Finansministeriets rationaliseringsmodel består i at bede ministerierne om at slå de gamle styrelser sammen til superstyrelser. Ved samme lejlighed kan overflødiggjorte direktører, kontorchefer og medarbejdere passende afskediges.

Den type rationaliseringsfyringer har vi ikke set de sidste af, heller ikke i kommunerne. Den offentlige sektor skal spare, så langt øjet rækker. De færreste siger det højt, men der vil blive skåret helt ind til benet de kommende ti år.

En tango fra væksthuset

Det var som sagt en sidehistorie, om end den er alvorlig nok for de berørte. Lad os vende tilbage til den dårligt udførte tango, og hvor galt det kan gå, når dem med de gyldne kæder støder sammen med deres topembedsmænd. Temaet er ikke blot interessant i kraft af striden i Vallensbæk, men også fordi Væksthus for Ledelse forleden udgav publikationen Den Politiske Tango.

Her beskrives det delikate samspil mellem kommunaldirektøren, borgmesteren og byrådet og mellem regionsdirektøren og politikerne i regionerne.

Væksthus for Ledelse tegner et billede af, hvor svært det er at danse tango, og hvor professionelle både politikere og topembedsmænd skal være for at få det til at lykkes. Det er i den forbindelse slående, hvor meget jobbene som kommunaldirektør og departementschef – den øverste embedsmand i et ministerium – er kommet til at ligne hinanden de senere år. Begge skal have enorm politisk tæft.

Men når jeg spørger topcheferne, om der også er forskelle på deres ledelsesroller, tyder meget på, at den kommunale topembedsmand skal håndtere en noget større kompleksitet. Dansetrinnene i kommunerne er – måske overraskende for de fleste – sværere at træde. Det kan være med til at forklare, at departementscheferne sidder sikrere i jobbet.

For det første skal en kommunaldirektør kunne begå sig over for hele kommunalbestyrelsen, også oppositionen og mindretallet. Din dør på rådhuset må ikke være lukket, hvis der kommer en venstremand forbi i en socialdemokratisk ledet kommune og beder om et godt råd. Ellers ender du med at blive beskyldt for at være pot og pande med borgmesteren.

En departementschef kan derimod nøjes med at koncentrere sig om sin minister. Det er hans opgave. Han hverken kan, skal eller må kontakte oppositionen i Folketinget. Departementschefen er den siddende regerings topembedsmand – ikke Folketingets.

Borgmesteren går stuegang

For det andet gør det heller ikke det lokale topjob nemmere, at kommunalpolitikere er svære at holde væk fra den daglige administration, hvilket er et af elementerne i sagen fra Vallensbæk.

Problemet er særligt delikat i kommuner med en entreprenant bykonge: Borgmesteren kan finde på at lunte hen til teknisk forvaltning og bede om, at en bestemt byggesag skal fremmes. Han har nede i Brugsen mødt en utilfreds virksomhedsejer, der synes, sagsbehandlingen går for langsomt.

En lignende ledelsesudfordring er det, når en forældrebestyrelse eller en institutionsleder bypasser de administrative beslutningsgange ved at gå direkte til en politiker – uden om direktionen.

I centraladministrationen er det noget nær utænkeligt, at en styrelsesdirektør eller en medarbejder kontakter ministeren uden at orientere departementschefen først. Det vil blive betragtet som direkte illoyalt. Og det lykkes for det meste også at stoppe den minister, der er på vej ned i 6. kontor for at tale med en fuldmægtig.

Kampagnechef eller hvad?

For det tredje kan det også være sværere for en kommunaldirektør at navigere i en valgkamp: Det ligger i jobbet, at man skal hjælpe sin borgmester med at være kommunens førstemand, men ikke at blive det igen. Imidlertid er valgkampen i kommunerne flere steder allerede skudt i gang, selv om der stadig er lang tid til valget.

Mistænkes topembedsmanden for at være borgmesterens personlige kampagnechef og for ikke at sige fra i tide, kan det gå gruelig galt, hvis der sker et politisk magtskifte. Så falder hammeren tungt. I kommunerne kender man – i modsætning til folketingsvalg – datoen for valget flere år i forvejen. Så hvor længe før et valg skal den politiske rådgivning stoppe? Et år? Hvornår skal man holde op med at bistå borgmesteren med at prale med sine sejre?

Den rådgiverrolle er mere enkel i centraladministrationen, selv om de ledende embedsmænd dér såmænd også beskyldes for at være lige lovlig tjenestevillige over for den siddende regering. Når valget udskrives – men først da – skal de gå i pindsvinestilling. Forinden kan og skal de hjælpe ministeren med at tage sig godt og handlekraftigt ud, også i medierne.

Der er ingen tvivl om, at kravet om politisk tæft bliver endnu større i fremtiden: Den offentlige sektor står over for en enorm omstilling, hvilket gør kommunaldirektøren og borgmesteren til nøglepersoner. De skal finde sammen i en tæt tango, hvis omstillingen i en ressourceknap tid skal lykkes.

Kunsten er at bevare distancen og samtidig følingen med hinanden. Ellers bliver der udskrevet endnu en fyreseddel. Og det er ikke borgmesterens navn, der står på den.  Men derfor kan det godt være ham, der i sidste ende taber ansigt.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.