En ubekvem sandhed: Det danske velfærdssamfund er ikke bæredygtigt

I løbet af de seneste få år er bæredygtighed trådt frem som en både almen og tværgående dagsorden. På tværs af kontinenter, lande, religioner, kulturer og brancher trænger bæredygtighed frem. I sandhed et civilisationstegn. Vi står over for én på samme tid både alvorlig og truende og lovende og positiv udvikling.

Bæredygtighed er ved at blive en selvfølge. Selvfølgelig må vi alle overveje vores adfærd og dispositioner i forhold til naturens ressourcer og situation og i forhold til de kommende generationer. Som forbrugere, borgere og vælgere, forældre, bedsteforældre, trafikanter og købere af allehånde former for produkter og serviceydelser.

I Danmark har vi imidlertid en udfordring med bæredygtigheden i forhold til et helt centralt begreb i vores selvforståelse og i den politiske verden: velfærdssamfundet. Stort set alle politikere taler om velfærdssamfundet; det er en selvfølge. Det skal bevares. Men sandheden er nok: Det kan ikke bevares i dets nuværende udformning.

Vi må erkende, at det danske velfærdssamfund på mange områder ikke er bæredygtigt – og derfor skal det nødvendigvis ændres, nytænkes. Ja, mere end ændres: Det skal transformeres. Det er det begreb, der bruges i FN’s resolution for de 17 verdensmål: transforming our world.

Konsekvenserne af at ignorere bæredygtighedsaspektet har vi set i byggeriet, landbruget, transporten og industrien, hvor de afgørende kriterier for langt de fleste af de beslutninger, der er blevet truffet, har handlet om kortsigtet økonomi.

En af konsekvenserne af det er, at Danmark er det land i verden, der producerer mest affald per indbygger per år. Derfor taler vi nu meget om cirkulær økonomi, og det skulle vi have gjort for længe siden. Vi overser ofte disse forhold, fordi vores selvforståelse er, at Danmark er foran på alle dimensioner. Det er Danmark ikke, og det er i den sammenhæng ingen undskyldning, at andre lande er lige så ringe.

Opgør med økonomismens lænker

Opgaven med at udvikle et bæredygtigt, langtidsholdbart velfærdssamfund kræver, at økonomerne træder lidt til side og lader andre komme til orde. Jeg er derfor enig med professor emeritus Katarina Juselius, når hun i en avisartikel bliver citeret for sætningen: ”Tag magten tilbage fra økonomerne”.

Bæredygtighedsperspektivet er i den grad blevet forsømt op gennem den industrielle periode, hvilket har haft enorme og formentlig på mange måder endnu upåagtede konsekvenser. Vi har et økonomisk råd, men vi har ikke et bæredygtighedsråd. Vi har undervurderet, hvad vi mennesker – og vores enorme arsenal af teknologiske muligheder – har gjort, ikke bare positivt, men i høj grad også negativt ved naturen og ved os mennesker selv. Jeg er enig med Per Stig Møller, når han i en aviskronik siger: ”Lad os gøre op med kapitalistisk grådighed og hensynsløs effektivisering”.

Det er ikke bæredygtigt, at der i dag i Danmark er 50.000 unge mennesker mellem 18 og 29 år, der i de sidste to år har været uden for både arbejds- og uddannelsesmarkedet. Det er ikke et bæredygtigt samfund, hvor den gennemsnitlige levealder falder med cirka ti år, når man cykler syv kilometer fra Aalborg Vest til Aalborg Øst. Det er ikke et bæredygtigt samfund, hvor der er så massive problemer med børns vilkår, at direktøren for Børns Vilkår siger: ”Vi lever i en tsunami af psykisk mistrivsel blandt børn og unge i Danmark”. 

Lad det være en tilspidset formulering; men noget er helt galt. Og tag så dansk byggeri, landbrug, transport, industriel produktion. Også her er ikkebæredygtig adfærd så fremtrædende, at det er et reelt og påtrængende problem, at der må handles.

Sagt på en anden måde: Dette handler om alle de statistikker og opgørelser, som vi ikke bryder os om – og som vi derfor ofte enten overser eller slet ikke publicerer, og som tilsammen gør, at det danske samfund nødvendigvis må transformeres.

Lad verdensmålstænkning guide velfærden

Det er let at tale om en sådan transformation, men det er selvsagt ikke enkelt at gennemføre den. De Gule Veste i Frankrig er ét af de mest umiddelbare manifestationer på, at transformation af veletablerede samfund er meget vanskelig.

Alle lande og kommuner må lige nu arbejde ud fra de 17 verdensmål (og de 169 delmål) på basis af en opgørelse over eller en vurdering af, hvor landet og kommunen lige nu står eller er placeret med hensyn til de 17 mål. Hvad er situationen i landet/kommunen/virksomheden med hensyn til vand og sanitet – og ud fra det: Hvordan kan man mest hensigtsmæssigt arbejde for en reduktion af vandforbrug og -spild? Ud fra en kortlægning af det aktuelle forbrug og den aktuelle produktion må man undersøge: Hvordan kan man mest hensigtsmæssigt arbejde sig hen mod en mere og mere bæredygtig produktion og et mere bæredygtigt forbrug?

Det er sådanne spørgsmål, man primært må arbejde med som fremtidens velfærdsspørgsmål. Fremtidens danske velfærdssamfund er ikke en justering eller forlængelse af det nuværende danske samfund. Jeg tror, det er muligt og ønskeligt både at fastholde og udvide nogle af de værdier om lighed, frihed, retfærdighed og solidaritet, der er grundlæggende for den danske velfærdstænkning. 

Vi må tale om det bæredygtige velfærdssamfund, ligesom vi i dag gør det med bæredygtig transport, bæredygtigt landbrug, bæredygtig produktion, bæredygtig mode, bæredygtigt byggeri.

Ja, nogle vil mærke negative konsekvenser

Der forestår i Danmark en folkelig debat om dette fremtidens bæredygtige velfærdssamfund. Politikerne skylder os oplæg, udkast, udspil. Og vi borgere skylder politikerne udspil og holdningstilkendegivelser. Vi har til gode at høre de politiske partiers ideer og tanker om denne gigantiske udfordring – og mulighed, som det er at tegne konturerne af et helt nyt samfund med velfærdsideer og -værdier, der er forbundet med og koblet til ideer om bæredygtighed og global ansvarlighed.

Det hjælper ikke, at man på forhånd erklærer, at stort set ingenting må ændres i såkaldt negativ retning. For eksempel: Væksten må ikke blive negativt påvirket, beskæftigelsen heller ikke, den økonomiske situation og udvikling må ikke påvirkes negativt og så videre.

Det er klart, at hvis man på forhånd oplister så kortsigtede og specifikke krav, så er en transformation på forhånd udelukket. Vi ser det i den aktuelle danske politiske debat om klimalovgivningen, at nogle af partierne positionerer sig som tilhængere af en klimalovgivning, der ingen negative virkninger må have for borgere og virksomheder. Jeg tror, man kan sige meget enkelt og ligetil: Det kan ikke lade sig gøre.

Det er umuligt at gennemføre de store samfundsmæssige ændringer, der er behov for og tale om her, uden at det af nogle vil opfattes og mærkes som noget negativt, som reduktion, som tilbagegang. Selvfølgelig vil det være sådan. Man kan ikke lave store ændringer uden store ændringer.

Danmark er i forvejen placeret langt fremme, når det handler om at udvikle et samfund, som mennesker kan leve et godt og værdigt liv i. Igen: Ikke at vi er færdige, men vi er langt; langt både i mange absolutte forståelser, men også sammenlignet med mange andre lande i verden. Blandt andet derfor er det oplagt – og naturligt, at Danmark, også når det handler om bæredygtighed, går foran, hvad jeg tror, vi er i færd med.

At tænke som verdensmålsland

Det nuværende samfund er version 1.0. Det bæredygtige velfærdssamfund version 2.0. er på et andet niveau. Det skal vi til at forstå og udvikle nu. Noget af det helt specielle ved den situation er, at vi, idet vi arbejder med version 2.0, det bæredygtige velfærdssamfund, arbejder i tråd med en global dagsorden, der handler om at bidrage til at udvikle samfundsmodeller, der er i stand til at rumme og bidrage til virkeliggørelsen af verdensmålene.

Verdensmålene skal derfor inddrages mere eksplicit i den aktuelle danske politiske debat. Det er lykkedes for regeringen og andre at få skabt et billede af, at det hele handler om klimaet. Det er ikke sandt.

Jeg tror, at alle er enige om, at klimaet er en meget vigtig faktor; der skal arbejdes intenst og målrettet med klimaet. Men samtidig er der en række andre – og med klimaet sammenhængende faktorer, som også skal have opmærksomhed og indsats. Jeg har allerede nævnt nogle af dem oven for. Det handler for eksempel om biodiversitet, partnerskaber, landbrug, havene, ligestilling, uddannelse. Og altså velfærden. Hvis ikke disse andre faktorer eller måldimensioner bliver inddraget i den politiske debat i Danmark, bevæger debatten om verdensmålene sig i en forkert og skæv retning. Regeringen må gå forrest her og tale om verdensmålene som den overordnede dagsorden, som dernæst indeholder klimadagsordenen – og de andre parallelle dagsordener.

Vi skal forsøge at betragte verdensmålene, ikke som et problem eller en byrde for Danmark, for erhvervslivet, fagforeningerne, men som en enestående mulighed. En mulighed for at udvikle et andet og bedre samfund, en mulighed for at være med i en global udvikling, bidrage til at udforme og virkeliggøre en global dagsorden. Levere viden, ydelser, rådgivning og produkter til en sådan national og global udvikling. Vi skal tænke Danmark som et verdensmålsland.