EU lægger an til stor satsning på danske nøgleindustrier

EU har ikke opgivet den grønne omstilling. Tværtimod er netop en historisk kollektiv europæisk satsning på udvikling af de teknologier, der driver fossil energi ud af økonomierne, et af de politiske virkemidler, som skal sikre, at EU kan klare sig i konkurrencen med USA og Kina i årtierne fremover.

Manden bag dette budskab er Mario Draghi, der var chef for Den Europæiske Centralbank fra 2011 til 2019 og Italiens premierminister fra 2021 til 2022.

Nu er Mario Draghi ude med rapporten ’The future of European competitiveness’, som han har udarbejdet på bestilling fra EU’s stærke politiske leder, Ursula von der Leyen, som netop har fået mandat til at lede Europa-Kommissionen frem til 2029.

Draghis CV tæller også poster som leder af Goldman Sachs i Europa, generaldirektør i Italiens finansministerium og økonomiprofessor på MIT, og den 77-årige italiener er i det hele taget en mand, der bliver lyttet meget intenst til. Det skyldes ikke mindst, at Draghi tillægges æren for i 2012 reelt at have reddet EU’s fælles mønt euroen og dermed hele Den Europæiske Union fra undergang.

Vejen for Mario Draghi dengang gik via en afgørende politisk armlægning med Tysklands kansler Angela Merkel og Den Tyske Forbundsbank. Og det kommer den også til at gøre denne gang, hvis Draghis plan om en massiv EU-finansieret finanspolitisk udpumpning fra Bruxelles skal realiseres.

Draghis budskab i den nye rapport er, at EU’s andel af den globale økonomiske kage skrumper kraftigt, og at det gør EU’s befolkninger også. Derfor er det tvingende nødvendigt, at EU bliver rigere – både som kollektiv og for hvert af de 27 EU-lande.

Ifølge Mario Draghi er tre europæiske omstillinger nødvendige for, at det kan ske:

• EU er nødt til at skabe ny innovation og til at finde nye vækstmotorer.
• EU er nødt til at nedbringe sine energipriser, alt imens man reducerer mængden af CO2 i energien, og mens man arbejder på cirkularitet i økonomien.
• EU er nødt til at ruste sig til en verden med geopolitisk usikkerhed, hvor afhængighed bliver til sårbarhed, og hvor EU ikke kan forvente, at andre (læs USA, red.) sørger for kontinentets sikkerhe

Disse tre omstillinger kan ifølge Draghi realiseres ved at tage en række nye politiske værktøjer i brug – værktøjer, som mildest talt ikke har været i højsædet i EU i de tre årtier, som gik forud for Ruslands fuldskalainvasion af Rusland i februar 2022.

Mens Mario Draghi i årtier har været fortaler for den globaliserede ultraliberalisme, der blev udstukket af den såkaldte Washington Concensus, er han nu fortaler for, at EU på en række områder skal opføre sig alt andet end liberalt:

EU-landene skal købe energiteknologi, våben og andet isenkram internt i EU – godt hjulpet af politiske mindstekrav om såkaldt lokalt indhold i eksempelvis vindmøller og raketsystemer. Den slags protektionisme har tidligere fremkaldt protester fra europæisk side, når den har vundet frem i USA eller Kina, men nu skal EU – hvis det står til Draghi – til at give tilbage af samme mønt.

På samme måde kan EU ifølge Draghi med fordel lempe sin konkurrencepolitik, sådan at man fremover vil tillade virksomhedsfusioner, som tidligere ville være blevet afvist af EU’s konkurrencekommissær, fordi de var konkurrencebegrænsende. Nu vejer de geopolitiske og strategiske hensyn ifølge Draghi så tungt, at man må se stort på den frie konkurrence.

”Draghi er meget klar i spyttet om, hvad der er på spil: Europas grønne strategi afhænger af evnen til at skabe nye grønne jobs. Dets politiske bæredygtighed vil altså være svækket, hvis dekarboniseringen fører til afindustrialisering.”

Simone Tagliapietra, økonom og senior fellow ved tænketanken Bruegel i Bruxelles

Den britiske økonom Christina Caffarra mener ligefrem, at Mario Draghi – og andre sammen med ham – er i færd med at afskaffe nyliberalismen i Europa. 

Grøn omstilling står centralt

Simone Tagliapietra, økonom og senior fellow ved tænketanken Bruegel i Bruxelles, hæfter sig i en analyse af Draghis rapport ved, at Mario Draghi har givet den grønne omstilling – eller dekarboniseringen, som den stadigt oftere kaldes med et gebrækkeligt udtryk – en central position i sin plan for styrkelsen af EU’s konkurrenceevne.

“Rapporten er en masterplan for en ny europæisk industriel strategi. Draghi ser dekarbonisering som central. Mens nogle stemmer – særligt på den yderste højrefløj – ser den grønne omstilling som en eksistentiel trussel for Europas industrielle konkurrenceevne, understreger rapporten, at en ambitiøs klimapolitik kan og bør frisætte industrielle muligheder for kontinentet,” skriver Tagliapietra i analysen og fortsætter:

”Draghi er meget klar i spyttet om, hvad der er på spil: Europas grønne strategi afhænger af evnen til at skabe nye grønne jobs. Dets politiske bæredygtighed vil altså være svækket, hvis dekarboniseringen fører til afindustrialisering.”

Særligt fokus på vind og elektrolyse

Set fra et dansk perspektiv er der virkeligt interessante elementer i Draghi-rapporten om vindenergi. Han forestiller sig således, at man måske vil kunne enes om en overnational godkendelsesprocedure for store vindprojekter i Nordsøen – læs: så skal man ikke spilde tiden på de nationale procedurer, der kan variere fra tre til ni år EU-landene imellem.

I det hele taget er Draghi stærkt optaget af, at EU har nogle usædvanlige teknologiske styrkepositioner inden for vindenergi, elektrolyse, brint og grøn transport. Men han er også opmærksom på, at kinesiske virksomheder arbejder intenst på at udkonkurrere europæiske aktører også på disse markeder.

Draghis forslag adskiller sig fra USA’s tilgang ved ikke på forhånd at ville holde kinesisk teknologi ude på alle områder. Han mener således, at EU i en vis forstand skal leve med, at solceller nu kan købes så billigt i Kina, at det ikke giver mening at forsøge at holde dem ude.

Omvendt – mener han – er det værd at forkæle virksomheder inden for vind, elektrolyse, brint og grøn transport med støtteordninger og protektionisme, således at disse europæiske industrier forbliver konkurrencedygtige på verdensplan.

Fælles gæld bliver den store hurdle

Den største ambition i Mario Draghis plan handler om, at han vil iværksætte en meget stor finanspolitisk stimuluspakke fra centralt hold i EU.

Han nævnte selv 800 milliarder euro ekstra om året, og dét beløb fik hurtigt mange politikere og kommentatorer til at erklære, at sådan noget kommer ikke til at ske – ikke mindst fordi Draghi mener, at det skal ske ved, at EU-landene optager fælles gæld, hvis man kan gøre det billigt i kraft af unionens stærke AAA-kreditvurdering.

En af de allerførste til at afvise den plan var Tysklands liberale finansminister, Christian Lindner, som gjorde det klart, at den slags skal Tyskland efter hans opfattelse ikke deltage i. I dag ved hele EU imidlertid, at grunden til, at Mario Draghi i 2012 kunne sige, at Den Europæiske Centralbank ville gøre alt for at redde euroen, var, at han havde fået grønt lys fra kansler Merkel, fra det tyske finansministerium og fra den tyske Forbundsbank til at sige det.

Det åbner ikke for den tyske statskasse i sig selv. Men det er et vidnesbyrd om, at der er et fortilfælde.