Europa kan blive det 21. århundredes supermagt

I sidste uge truede eurokrisen med at vende tilbage i en ny og værre version: Frygten bredte sig på de internationale markeder, og der blev spekuleret i, at Spanien kan ende som et nyt Grækenland. Renten på de spanske statsobligationer steg kraftigt, og det udløste kursfald på aktiemarkederne. Men kigger man længere frem end de aktuelle overskrifter i aviserne og finansmarkedernes turbulente svingninger, så tegner der sig faktisk et helt andet billede af Europas økonomi. Og det er meget lysere, end mange forestiller sig. I den globale kappestrid står Europa med overraskende gode kort på hånden i konkurrencen med den gamle supermagt, USA, og med den nye opkomling, Kina.

Her fortæller journalist Claus Kragh om Europas overraskende gunstige position:

EU kan overtage positionen som verdens førende økonomiske supermagt, mens Kina overhaler USA i de næste to årtier, viser Mandags Morgens strategiske analyse af forholdet mellem Europa, USA og Kina. Analysen er udarbejdet på baggrund af interviews med eksperter i Washington, Bruxelles og Singapore, og den inddrager elementer fra en række analyser udarbejdet af europæiske og amerikanske tænketanke om forholdet mellem Washington, Beijing og Bruxelles.

Stormagten USA står nu foran en truende gældskrise, der i de kommende år kræver store ofre af amerikanerne og vil holde forbruget nede. Det vil føre til lav amerikansk vækst, svage offentlige finanser og hårde tider for USAs i forvejen kriseramte middelklasse. Samtidig er USA låst i en dyb politisk ledelseskrise. I Washington låser demokrater og republikanere – sådan som den aktuelle præsidentvalgkamp bekræfter det – hinanden i et verdensfjernt værdipolitisk opgør, som forhindrer en seriøs diskussion om, hvordan USA nedbringer den store offentlige gæld, som sammen med høj privat gældsætning truer med at få Kina og andre investorer i amerikanske statsobligationer til at løbe skrigende bort. Dette scenario fremhæves i dag som realistisk af fremtrædende økonomer i Wash­ington.

Kina har samtidig præsteret en årligt vækst på 10 pct. i det sidste årti. Men dampen forventes i de kommende år at gå af Kinas voldsomme vækst, og folkerepublikken er ved at slå ind på en ny og for Vesten mere spiselig politisk økonomisk kurs med fokus på større indenlandsk forbrug, social velfærd og ressourcemæssig bæredygtighed. Samtidig står Kinas magthavere i det monolitiske kommunistparti selv foran nationale ledelsesmæssige udfordringer, som vil vokse markant, i takt med at Kinas enorme befolkning på over 1,3 milliarder borgere vil stille stadigt større krav om politisk og økonomisk frihed.

Europa har trods finanskrisen fastholdt de ambitiøse klima- og energimålsætninger, der blev vedtaget i 2008, og er derfor også bedre rustet til fremtidens ressourceøkonomi, ligesom de massive tysk-inspirerede opstramninger i både euro- og ikke-eurolande har gjort det klart, at europæerne rent faktisk mener det alvorligt med at nedbringe statsgælden. Med etableringen af de gigantiske krisefonde EFSF og ESM med over 3.500 miliarder kr. i garantier har eurolandene markeret, at de ikke vil lade noget euroland ende i en sådan forfatning, at det bliver tvunget til at forlade euroen. Selv om den globale konkurrenceevne er meget ulige fordelt mellem de europæiske lande, med Tyskland og Grækenland som de absolutte yderpunkter, tegner alt derfor til, at Europa under ét vil kunne fastholde den sunde handelsbalance over for USA og Kina. USA er derimod på en farefuld underskudskurs i varehandlen med Kina og Europa. Se figur 1.

Men Europa skal stadig løse sin store ledelsesmæssige udfordring, hvis det skal lykkes at opnå en plads som en ledende magt i den nye verdensorden. De europæiske stats- og regeringschefer skal i endnu højere grad koordinere EUs udenrigs- og handelspolitik, og samtidig er der brug for at sikre, at de planlagte ressource- og velfærdsøkonomiske reformer fortsætter uanfægtet af sandsynlige politiske magtskifter i eksempelvis Frankrig og Grækenland i begyndelsen af maj og senere i Italien.

Vesten i defensiven

Europas og USAs forhold til Kina er ikke kun et tema, der holder eksperter i diverse tænketanke beskæftiget med udarbejdelse af langsigtede prognoser. Det er også et brandvarmt tema i de aktuelle præsidentvalgkampe i USA og Frankrig, som i øjeblikket har sat den politiske beslutningskraft på pause i både Washington og Bruxelles. De lave kinesiske lønninger og produktionsomkostninger har givet Vesten ondt i konkurrencen.

Både Nicolas Sarkozy og Barack Obama taler om at beskytte borgerne mod konkurrencen fra Kina, om at vende udflytningen af produktionsarbejdspladser. Som Obama har formuleret det, vil man “undersøge unfair handelspraksisser i lande som Kina”.

Præsidenten har gjort det klart, at han nu vil bruge det amerikanske skattesystem til at sikre, at trafikken af arbejdspladser går fra Kina og andre lande tilbage til USA. Han uddybede dette, da han i februar valgte at besøge hængelåsfabrikanten Master Lock i byen Milwaukee i staten Wisconsin. Master Lock bliver fremhævet som en mønstervirksomhed, fordi den har flyttet 100 produktionsjob tilbage til USA fra Kina.

“I har nok alle hørt om outsourcing. Men der er flere og flere virksomheder, der ligesom Master Lock nu insourcer – som beslutter, at hvis omkostningerne ved at drive forretning her ikke er meget højere end omkostningerne ved at drive forretning i Kina, hvorfor så ikke gøre det lige her i USA? Hvorfor ikke sætte amerikanere i arbejde?”

Hverken Obama eller hans mest sandsynlige modkandidat ved valget til november, Mitt Romney, vil høre tale om, at USA skulle befinde sig i en historisk nedgangsperiode, der reelt markerer afslutningen på det uantastede globale amerikanske lederskab, der tog sin begyndelse under Anden Verdenskrig. “De, der siger, at USA skulle være i forfald, ved ikke, hvad de taler om,” sagde Obama i sin tale om Unionens tilstand.

I Frankrig har Nicolas Sarkozy, der håber på endnu fem år som Frankrigs præsident efter de to valgrunder på næste søndag og 6. maj, på samme måde gjort konkurrencen fra Kina til et hovedtema. Det centrale element i Sarkozys strategi for at skabe nye industriarbejdspladser er en plan om at øge momsen, samtidig med at han sænker arbejdsgiverafgifterne på lønninger. På europæisk plan har han talt for protektionisme i form af en såkaldt “køb-europæisk-lovgivning”. Europæerne siger, som Sarkozy har formuleret det ved et valgmøde med direkte adresse til Kina, “ja til frihandel – men nej til konkurrenceforvridning”.

Jørgen Ørstrøm Møller, tidligere departementschef i Udenrigsministeriet og ambassadør i Singapore, hvor han i dag er bosat, advarer om, at de protektionistiske udmeldinger fra den amerikanske og den franske præsident er udtryk for en overordnet tendens, som i disse år præger Vesten.

“Det internationale frihandelsregime er udviklet af Vesten på et tidspunkt, hvor det var gunstigt for Vesten. Nu er man ved at komme i den situation, at disse regler også begunstiger Østen – altså Kina, Indien osv. Og det kommer som en overraskelse for USA og Europa, at reglerne også kan virke på en sådan måde, at andre får gavn af dem,” siger Ørstrøm Møller, der er en af Danmarks mest drevne iagttagere af global økonomi og politik. Han er i dag visiting senior research fellow på Institute of Southeast Asian Studies i Singapore og adjungeret professor på Asia Research Centre ved Copenhagen Business School.

Mens Kina sammen med Indien, Brasilien og andre kommende økonomiske stormagter nu for alvor banker på for at få indflydelse i internationale fora som Den Internationale Valutafond, Verdensbanken, WTO og FNs Sikkerhedsråd, er det ifølge Ørstrøm Møller fra det pressede Vesten, man vil komme til at se angreb på de spilleregler, der regulerer verdensøkonomien.

“Hvis der kommer angreb på det internationale frihandelssystem, så vil det givetvis være fra USA og Europa,” siger Ørstrøm Møller.

Det er ikke kun en fransk præsident i valgkampsgear, der taler for at beskytte det europæiske hjemmemarked mod oversøisk konkurrence. EU-Kommissionen fremlagde i sidste måned et kontroversielt forslag om at skærpe reglerne for, hvilke virksomheder der kan få del i offentlige kontrakter i Europa. Kommissionen foreslår, at virksomheder fra lande uden for EU kan udelukkes fra ordrer på over 5 millioner euro, hvis deres hjemlande lægger EU-firmaer hindringer i vejen i forhold til lignende kontrakter i deres hjemlande.

Det økonomiske tigerspring

I Europa og USA strides økonomer, historikere og andre lærde om, hvorvidt Kina bliver verdens største økonomi om 10 år eller om 20 år. Men ingen betvivler det faktum, at det vil ske, og at det indvarsler en ny epoke i verdenshistorien. Verdens økonomiske centrum vil i fremtiden ligge i Asien, og Europa og USA vil i stigende grad vende sig mod henholdsvis øst og vest for at forholde sig til de økonomiske, politiske og sikkerhedsmæssige konsekvenser af The Global Shift, som tænketanken Transatlantic Academy kalder udviklingen.

368 år efter Ming-dynastiets undergang i 1644 er Kina i færd med at generobre rollen som Riget i midten. Denne rolle har han-kinesiske imperier indtaget tidligere i historien, men over de seneste tre århundreder har indtrængere fra Mongoliet, Manchuriet, Japan, Europa og USA samt Mao Zedongs kulturrevolution holdt kineserne væk fra den globale indflydelse, som deres enorme antal og store foretagsomhed berettiger til.

Den anerkendte indiske økonom Arvind Subramanian, der er senior fellow ved Peterson Institute for International Economics, er en af de internationale eksperter, der mener, at Kinas økonomiske dominans i den globale økonomi vil indtræffe tidligere, end politiske magthavere i USA og Europa bryder sig om at tænke på.

Hans bog Eclipse: Living in the Shadow of China’s Economic Dominance fra efteråret 2011 er blevet rost for sine nøgterne, men opsigtsvækkende forudsigelser om betydningen af Kinas stærke økonomiske fremdrift.

“Uanset om man ser på BNP, handel eller finansiel styrke udadtil, vil Kina i 2030 være lige så dominerende som Storbritannien var i 1870’erne og tæt på den dominans, USA havde efter Anden Verdenskrig,” siger Arvind Subramanian til Mandag Morgen.

Mens USA og EU netop nu gennemgår den værste økonomiske krise i 80 år med en sammentrækning af økonomien til følge, har Kina haft vækstrater, som vestlige politikere kun kan skæve misundeligt til. Siden 2002 er den kinesiske økonomi vokset med omkring 10 pct. årligt, og i 2011 rundede det kinesiske bruttonationalprodukt ifølge IMF 5.300 milliarder euro. Det er stadig et stykke fra EUs 13.700 euro og USAs 11.500 milliarder. Men selv hvis Kina fremover oplever lavere vækstrater, peger alt på, at landet omkring 2030 vil have verdens største økonomi.

Arvind Subramanian pointerer også, at de absolutte tal ikke siger alt om et lands økonomiske tyngde. Hvis man måler på den samlede købekraft, har Kina allerede overhalet USA og er stærkt på vej til også at overhale Europa.

Selv om den kinesiske vækst bliver mindre i de kommende år, vil den stadig ligge langt over, hvad USA og EU kan præstere. Den økonomiske krise har taget luften ud af de vestlige vækstmodeller, der i høj grad har været baseret på låntagning. Nu er den store gæld blevet en byrde for begge økonomier. Hvor Kina i 2010 havde en offentlig gæld på 34 pct. af bruttonationalproduktet, var de tilsvarende tal for EU og USA henholdsvis 80 og 94 pct.

EU har dog, i kraft af den hårde sparekurs, der er dikteret af Tysklands kansler Angela Merkel og håndhæves nidkært af EUs institutioner i Bruxelles, kun i helt grelle tilfælde udsigt til, at gælden vil vokse yderligere. I Irland, Grækenland, Portugal, Spanien og Italien er man, på grund af det massive pres fra de finansielle markeder, for alvor begyndt at gennemføre de besparelser og reformer, der er nødvendige for at sanere de offentlige finanser og i sidste ende genvinde markedernes tillid til statsobligationerne. Ingen af dem er dog i mål endnu, og i de seneste uger har man set renterne på særligt spanske statsobligationer gå i vejret igen.

Samtidig står det klart, at Europas banker fortsat er svage, og at den igangværende styrkelse af deres kapitalgrundlag går ud over likviditeten i Europa.

Men trods problemerne er Jørgen Ørstrøm Møller sikker på, at eurolandene kommer ud af de aktuelle vanskeligheder. “Eurozonen har valgt den rigtige politik: Man bruger, hvad man har råd til, og nedbringer gælden og underskuddene på statsbudgetterne. På den måde vil det lykkes europæerne at genoprette den økonomiske balance og skabe tillid til økonomierne,” siger han.

“De foreliggende skøn for recession i eurozonen i 2012 er efter min mening for pessimistiske. Man siger, at der vil være en tilbagegang på 0,4-0,6 pct. Jeg tror snarere, at det bliver omkring nul eller måske en minimal vækst. Når det er sagt, vil jeg også tilføje, at trendvæksten er og vil forblive lav,” siger Ørstrøm Møller.

Den lave vækst ramler sammen med en anden stor udfordring: Europas befolkning ældes, og ifølge Eurostat vil 24 pct. af europæerne være over 64 år i 2030. Det vil kræve reformer af velfærdsydelserne, ligesom EU kan blive tvunget til at genoverveje sin immigrationspolitik med henblik på at hente ung arbejdskraft ind fra udlandet.

Den amerikanske gæld

Demografien er ikke på samme måde et problem for USA, hvor unge immigranter medvirker til holde andelen af ældre nede. Blot 17 pct. af befolkningen vil være over 64 år i 2030. Til gengæld er der ikke umiddelbart udsigt til at få lagt låg på en stor og stigende gæld. Den offentlige gæld nåede i 2011 op på 100 pct. af BNP, og IMF vurderer, at den stiger til 115 pct. i 2016. Da store dele af den amerikanske gæld tilmed er lånt i Kina, kan kineserne derfor få stor indflydelse på USAs videre lånemuligheder, påpeger Jørgen Ørstrøm Møller. En indflydelse, de sandsynligvis vil gøre gældende, da inflationen lige nu overstiger renterne på de amerikanske statsobligationer.

“Det vil sige, at man har en negativ realrente. Omsat i købekraft betyder det, at Kina og Japan betaler for at låne USA penge. Det er indlysende, at det vil de ikke blive ved med,” siger Jørgen Ørstrøm Møller.

Simon Johnson, professor ved MIT, er mindst lige så kritisk, når det gælder den amerikanske offentlige gæld­sætning. Johnson har netop i denne måned udgivet bogen White House Burning, der fortæller historien om, hvordan USA i kraft af sin globale lederrolle har opnået det “eksorbitante privilegium” at kunne låne til en ekstremt lav rente. Johnson og hans medforfatter James Kwak argumenterer for, at Washingtons aktuelle problemer med at adressere den høje offentlige gældsætning i sidste ende vil ramme almindelige amerikanere i form af færre job, lavere levestandard, øget ulighed og som sidste udvej fjernelsen af offentlige ydelser, som i dag anses for naturlige.

“Det store problem i USA er, at hverken republikanere eller demokrater vil forholde sig til det faktum, at man bliver nødt til at have indtægter – altså skatter – for at kunne finansiere de offentlige udgifter. USA kan ikke fortsætte med at finansiere sine omkostninger gennem lån. På et tidspunkt begynder markederne at kræve højere renter,” sagde Johnson, da han i sidste uge præsenterede bogen i Washington.

Daniel Rosen, specialist i forholdet mellem USA og Kina ved Peterson Institute for International Economics, er ikke så bekymret for udviklingen i de amerikansk-kinesiske relationer, når det gælder den store statsgæld til Kina.

“Det amerikanske underskud i forhold til Kina er ikke i sig selv et problem, hvis det er kompatibelt med USAs globale handelsbalance. Vi har stadig til gode at se, hvordan balancerne ser ud, når støvet efter krisen har lagt sig,” siger Daniel Rosen til Mandag Morgen.

“Kina bliver nødt til at have en masse amerikanske statsobligationer, hvis landet har en masse dollar – de har ikke meget valg. Hvad angår USAs evne til at honorere sin gæld, mener jeg ikke, at der er megen grund til bekymring på kort sigt, og på langt sigt synes tingene at udvikle sig lidt mere positivt end negativt. Og under alle omstændigheder må man holde sig for øje, hvilke alternativer Kina måtte have, hvis det skulle vælge at forlade dollar,” siger Rosen.

Kinas eksportboom er USAs hovedpine

Kinas kraftige vækst er kommet, efter at økonomiske reformer op gennem 1980’erne har gjort Kina mere markedsorienteret. Landet har oplevet et massivt eksportboom, hvor lave løn- og produktionsomkostninger har givet Kina et enormt overskud på handelsbalancen med EU og USA. EU indhenter noget af underskuddet i handlen med USA, der derfor står tilbage som den mest udsatte af de tre økonomier. Det har betydet et samlet underskud på varehandlen med EU og Kina på 2.000 milliarder euro i perioden 1999-2009.

Og Kina opgraderer fortsat eksportmaskinen. “Made in China”-produkter er ikke længere kun sko og billig elektronik, men i højere grad tungt maskineri og kompliceret elektronik som produktionsmaskiner og transportudstyr. Det ses på handelsbalancen for den type produkter, hvor EUs overskud nu overstiges af Kinas, mens USA importerer langt mere, end de eksporterer. Se også figur 2. De kinesiske maskiner har endnu ikke gjort deres indtog på USAs og Europas egne udviklede markeder, men vestlige firmaer som Caterpillar, Siemens og General Electric presses på nye markeder som Sydamerika og Rusland.

Trods den kinesiske eksportmodels hidtidige succes har den sine begrænsninger. Netop på grund af den rivende økonomiske udvikling kan Kina ikke fortsætte med at basere vækstmodellen på lave løn- og produktionsomkostninger. Den kinesiske ledelse har da også selv i sin seneste femårsplan fra foråret 2011 gjort det klart, at man stræber efter en lidt lavere økonomisk vækst og ønsker en stigning i det indenlandske forbrug.

Og det er et nødvendigt skridt i udviklingen af det kinesiske samfund, mener Shahin Vallée, der er fellow ved den europæiske tænketank Bruegel i Bruxelles og medforfatter på rapporten “China and the World Economy: A European Perspective”.

“Kina er ved at opbygge en nationalt drevet økonomi, og spørgsmålet er, om de kan udvikle en national vækstmodel. Det handler om udviklingen af en middelklasse, om at få skabt et socialt sikkerhedsnet med et sundheds- og pensionssystem og – meget vigtigt – at få skabt en økonomi, der stimulerer det private forbrug, så væksten ikke kun handler om eksportvirksomheder,” siger Shahin Vallée til Mandag Morgen.

Det nationale forbrug er i forvejen en styrke for EU i kraft af det store og veludviklede indre marked. Netop det indre marked bør ifølge Danmarks statsminister Helle Thorning-Schmidt forfines yderligere, således at det i sig selv kan generere det, hun kalder “hjemmelavet økonomisk vækst”.

For USA er det nationale forbrug også en vigtig komponent, der tegner sig for 70 pct. af BNP. Men de amerikanske forbrugere er tynget af stor privat gæld, som betyder, at det private forbrug ikke bliver det, der får den amerikanske økonomi på ret fod, vurderer Jørgen Ørstrøm Møller.

“Det er nærmest utænkeligt, at det kan stige. Derfor er det svært at se, hvad der kan være trækkraften,” siger han og påpeger samtidig, at USA har store problemer med at omstille sin økonomi fra indenlandsk forbrug til eksport.

“Når man kigger på de amerikanske eksporttal, så skyldes stigningen i høj grad landbrugsvarer og mineraler. Det er ikke forarbejdede varer. Nu er der ikke i sig selv noget galt i at eksportere flere sojabønner og jordnødder og den slags. Men det er ikke billedet af et dynamisk samfund,” siger Ørstrøm Møller, der samtidig påpeger, at væksten pr. indbygger i Europa og USA har været stort set den samme de sidste 15 år, hvis man holder sig for øje, at den amerikanske befolkning er vokset mere end den europæiske.

Det er derfor afgørende, at USA kan opretholde den høje grad af innovation, der har fostret virksomheder som Apple, Google og Facebook. En af amerikanernes største styrker er deres opfindsomhed, hvilket afspejles i handelsbalancen for immaterielle rettigheder som royalties og licenser. Se figur 4.

Under alle omstændigheder kommer USA til at leve med lav vækst i adskillige år, og det samme er tilfældet i Europa. Men det vil Europa have lettere ved at leve med, fordi man er begyndt at stabilisere og nedbringe gælden, og fordi EU-landene allerede har et højt statsligt serviceniveau, både når det gælder social beskyttelse og uddannelse.

“Hvis man kigger på Danmark, Tyskland og Frankrig – hvilke behov er der så for at udbygge de samfund? Der er ikke samme store behov som i Kina. Så det forhold, at man ikke har den dynamiske vækst, er til at leve med, når man er på det stadium, man befinder sig på,” siger Jørgen Ørstrøm Møller.

Arvind Subramanian er enig i, at den amerikanske gæld og skæve handelsbalance udgør store faremomenter for den amerikanske samfundsøkonomi. Stigende udgifter til uddannelse begrænser samtidig middelklassens adgang til uddannelse, og det betyder, at grundlaget for den amerikanske innovation langsomt smuldrer.

“USA har tre problemer i det mellemlange perspektiv. De har et vækstproblem og skal prøve at blive en dynamisk økonomi igen. De har også et problem med de offentlige finanser. Men allervigtigst er, at de har et strukturelt middelklasseproblem. Over de sidste 20-25 år har middelklassen ikke klaret sig godt. Middellønningerne er stagneret, uligheden er øget, mobiliteten er faldet, og det er svært at se, hvordan det skal ændre sig,” siger Subramanian.

Kinas udfordring

Hvor USA og Europa er hæmmet af gæld og svag konkurrenceevne, står Kinas kommunistiske ledelse over for andre, men lige så alvorlige udfordringer. Over de kommende årtier vil Kinas såkaldte “demografiske dividende” – en befolkning, der bl.a. på grund af etbarns-politikken har haft en relativt lav gennemsnitsalder – slå om i et aldringsproblem. Ligesom i Europa vil det medføre større offentlige udgifter.

Samtidig har Kina for alvor opdaget, at landets aktuelle vækstmodel, der i høj grad også er baseret på lave energipriser og høje miljøomkostninger, giver bagslag i form af mangel på vand og stigende råvarepriser. Minxin Pei, kinesisk professor ved Claremont Mckenna College i USA, anfører, at luft- og vandforurening i dag dræber 750.000 mennesker om året i Kina, og at de samlede miljøomkostninger ved den aktuelle vækstmodel udgør ikke mindre end 8 pct. af Kinas BNP. Ifølge professoren anslår de kinesiske myndigheder selv, at man bliver nødt til at investere 1,5 pct. af BNP om året i miljøforanstaltninger.

Og endelig har Kinas politiske ledelse holdt renten kunstigt nede, hvilket har ført til, at almindelige kinesere har investeret massivt i lejligheder og ejendomme. Førende eksperter har påpeget, at Kina reelt sidder på en ejendomsboble, der vil påføre økonomien stor skade, når den brister.

Det potentielt alvorligste risikomoment, ifølge både Minxin Pei og andre eksperter, er dog, i hvilket omfang det politiske etpartisystem er bæredygtigt på længere sigt. Både den nye middelklasse og diverse etniske grupper i Kina udfordrer i stadig højere grad centralmagten, og forandringer i det politiske regime kan få endog meget alvorlige økonomiske konsekvenser.

Arvind Subramanian fra Peterson Institute mener, at det vil være nødvendigt at indføre en væsentlig mere åben politisk ledelse.

“Spørgsmålet er, om kommende politiske ledere vil have viljen til at indføre disse reformer, og om de vil kunne overvinde den modstand, der vil være mod det,” siger Subramanian.

Kinas premierminister, Wen Jiabao, der forlader sin post i år, gjorde det i forbindelse med kommunistpartiets folkekongres i sidste måned klart, at succesrige politiske reformer er en forudsætning for at gennemføre de økonomiske reformer. Ellers kan det hurtigt gå galt.

“Vi risikerer, at historiske tragedier som Kulturrevolutionen gentager sig,” sagde Wen Jiabao.

Tre udgaver af kapitalismen

Europa, USA og Kina står over for meget forskellige udfordringer i de kommende to årtier.

Kina skal tilgodese den voksende middelklasses stadig mere intense forventninger om personlig frihed og samtidig bruge anseelige økonomiske kræfter på at hive de flere hundrede millioner af fattige bønder med ind i den aktuelle moderniseringsproces.

USA skal genskabe den fastfrosne sociale og geografiske mobilitet i den brede middelklasse, som i mere end et årti har levet over evne med voksende privat gældsætning trods en faldende realløn. Middelklassen er den afgørende vækstmotor i det amerikanske samfund, og denne motor vil kun langsomt komme op i fart over de kommende år, fordi både privat og offentlig gældsafvikling vil lægge dæmpere på det private forbrug. Gældsafviklingen hindres samtidig af det populistiske højre i både det republikanske parti og i Tea Party-bevægelsen, hvor man kun har ét mål: mindst mulig stat. Det er også ensbetydende med mindst mulige skatteindtægter, og de er helt nødvendige for at sikre både gældsafvikling og offentlige investeringer i fremtidig vækst og social sikkerhed.

I Europa står man over for store udfordringer, når det gælder reformering af velfærdsstaterne og skabelse af ny vækst. Men Europa har den helt afgørende fordel, at der blandt regeringsbærende partier i hele EU-kredsen er bred politisk konsensus om, at genopretning af de offentlige finanser – både gennem besparelser og øgede skatter på boliger og ressourcer – må gå hånd i hånd med langsigtede investeringer i forskning og udvikling, der kan danne grundlaget for ny vækst. Centrumhøjre og centrumvenstre deler den opfattelse af, at en veltrimmet, moderniseret social markedsøkonomi med stor eksport tjener Europa og dets borgere bedst i den globale konkurrence. Denne erkendelse har endnu ikke indfundet sig i Washington eller Beijing.

Referencer:

• Daniel Hamilton & Joseph P. Quinlan (EDS): The Transatlantic Economy 2012. Center for Transatlantic Relations, John Hopkins University.


• Jean Pisani-Ferry: China and The World Economy: A European Perspective. Bruegel 2010.


• Reinventing America, Harvard Business Review, marts 2012.


• Europe 2020 – Europe’s growth strategy.


• Global Shift: How the West Should Respond to the Rise of China. Transatlantic Academy, juni 2011.


• Resilient People, Resilient Planet. FN, januar 2012.