Finanskrisens lange hale

Der er udsigt til langvarig stagnation og lavvækst i flere år. Det store gældsbjerg vil virke som en bremse på væksten. De finansielle markeder er stadig præget af ekstrem volatilitet, og politikerne mangler at gennemføre en række afgørende reformer, der begrænser systemkrisen. Der er meget stor risiko for, at finanskrisen forværrer klima- og fattigdomskrisen.

Intet tyder foreløbig på, at 2013 vil blive lettere at navigere i end 2012. Som grundlæggeren af World Economic Forum, Klaus Schwab, formulerer det: ”Lederskabet udfordres af jordskælv, der finder sted på mange forskellige områder: i økonomien, geopolitikken, samfundet, miljøet, teknologien og så videre. Ingen kan benægte, at verden er i en flydende tilstand, og de afledte radikale forandringer er særligt krævende for beslutningstagerne.”

Finanskrisen er én af syv forbundne megakriser, som kommer til at præge 2013. Læs analyser af de øvrige kriser her.

Finanskrisen er ikke overstået. Den er allerede forvandlet til en dyb gældskrise, der kan blive en langvarig vækstdæmper. Og risikoen for langvarig stagnation og lavvækst er betydelig. Ifølge centralbankernes sammenslutning, BIS, er de vestlige landes samlede gæld steget til 314 pct. af BNP – en fordobling siden 1980. I lande som Japan og Storbritannien er den langt højere, og det er tydeligt, at nedgearingen fra flere årtiers gældskultur knap nok er begyndt. Se figur 1. Det kan tage flere år at arbejde denne gældspukkel af. ”De, der håber på et quick fix, vil fortsat blive skuffede – for der er ingen. Og centralbankerne – der allerede er overbebyrdede – kan ikke reparere svaghederne,” lyder den klare besked fra BIS.

Gældsafviklingen er først lige begyndt" caption="Figur 1  

Figur 2  " align="left" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/02/043e2-bjm_fig3_megabankernes_aera_0.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/e1f29-bjm_fig3_megabankernes_aera_0.png | Forstør   Luk

Siden 1970’erne er der sket en voldsom koncentration af store systemiske megabanker. Det viser en omfattende undersøgelse af bankernes aktiver ift. bruttonationalproduktet i 14 store vestlige økonomier. Især i de sidste tyve år er udviklingen accelereret.

Note: 1 Tal for gælden inkluderer alle lån til husholdninger, selskaber, finansielle institutioner og regeringer., Kilde: Haver Analytics, national central banks og McKinsey Global Institute. [/graph]

Investeringerne oplever et historisk dyk, viser en nylig rapport fra konsulenthuset McKinsey. For at nedbringe deres store underskud skærer staterne i de offentlige budgetter, hvilket igen kan forstærke den negative krisespiral.

USA danser stadig på kanten af den finansielle afgrund, selv om præsident Barack Obama i sidste uge fik overtalt Kongressen til at lave en budgetaftale, der hæver skatterne en smule og udskyder planlagte offentlige besparelser. Det beroligede umiddelbart finansmarkederne, der håber, at USA dermed undgår et vækstfald på flere procent. Men realiteten er, at budgetaftalen ikke løser USA’s fundamentale økonomiske problemer med voksende budgetunderskud og gældsætning. For bare fire år siden var USA’s samlede offentlige gæld 12.000 milliarder dollar, og i dag er den 16.500 milliarder dollar. Den seneste budgetaftale betyder i praksis, at USA vil øge gældsætningen i de næste ti år med over 7.000 milliarder dollar. USA skubber et voksende gældsbjerg foran sig. Og det kan skære flere procent af den økonomiske vækst i USA, hvis politikerne laver en mere aggressiv gældsafviklingsplan. Og gør de det ikke, vokser risikoen for en kraftig stigning i inflationen.

Japan er atter røget ind i en recession, og det er ikke usandsynligt, at den samme skæbne snart overgår både USA og Europa. Et nyt tilbagefald i 2013 vil atter en gang overraske mainstream-økonomerne.

I Europa er den græske tragedie og statsgældskrisen slet ikke et overstået kapitel. Grækenland risikerer stadig en statsbankerot, der i værste fald kan trække flere lande og euroen med ned. Et græsk farvel til euroen vil få en negativ systemeffekt, der er mange gange større end Lehman Brothers’ krak, og de europæiske politikere kæmper for at undgå det.

EU’s stats- og regeringschefer tog på topmødet i december et historisk skridt i retning af en overnational bankunion med et nyt finanstilsyn under Den Europæiske Centralbank. Beslutningen kan isoleret set øge markedets tillid til euroområdet, men der er stadig mange faretruende risici under overfladen, som man ikke har løst.

Store eurolande som Italien og Spanien har en meget skrøbelig økonomi, og begge betaler høje strafrenter. I Spanien er den institutionelle usikkerhed tårnhøj og forværres af, at den catalanske selvstyreregering i 2013 vil arbejde på at løsrive sig fra den spanske stat.

De finansielle risici i euroområdet blandes på kompleks vis sammen med de politiske, og selv et af euroens kernelande som Frankrig har fået sænket den internationale kreditvurdering af sin statsgæld.

Finansmarkedets pres for at fremtvinge en hurtigere gældsnedbringelse i eurolandene forstærker de sociale og politiske spændinger, og den finanspolitiske opstramning truer samtidig med at forlænge vækstkrisen. Det øger igen turbulensen på finansmarkederne, og det er en farlig cocktail, der også i 2013 vil sætte beslutningstagerne under maksimalt pres.

I den seneste halvårsrapport om tilstanden på de finansielle markeder fastslår Den Internationale Valutafond, at finansmarkederne ”er meget volatile og svinger mellem ekstremer af skuffelse og optimisme”. De højfrekvente handler, hvor forskellen mellem succes og fiasko defineres på brøkdele af et sekund, udgør op imod 70 pct. af alle finansielle transaktioner, vurderer Bank of England.

Der er stadig betydelige risici, bl.a. fordi de finansielle institutioner under krisen er vokset, koncentrationen er blevet større, og handelen med komplekse strukturerede finansprodukter er igen voksende. Det svækker gennemsigtigheden af de underliggende risici i markedet, og der er klare lighedspunkter med udviklingen frem til finanskrisen i 2007/08. Væksten i de strukturerede produkter og derivathandelen mangedoblede det samlede systems sårbarhed, og Lehman Brothers’ fald affødte kædereaktionen af ”nærdødsoplevelser” for mange finansinstitutioner.

De nødvendige reformer

Nye finansielle reguleringer er på vej, men der er ikke skabt international enighed om at gribe ind over for de såkaldte systemiske megabanker, der er too big to fail –så store, at de reelt kan trække nationalstater med ned. Det er noget, der bekymrer direktøren i Bank of England, Andrew Haldane.

”Andelen af bankaktiver målt i forhold til bruttonationalproduktet er mere end fordoblet i de sidste 40 år, og den er steget fra 70 pct. til nu over 200 pct.,” siger Haldane. Se figur 2.

[graph title="Megabankernes æra" class="crb-wpthumb attachment-915-0 crb-graph-large" alt="" />

Kilde: Jorda, Schularick og Taylor, Financial Crises, Credit Booms, and External Imbalances: 140 Years of Lessons, IMF Economic Review, 2011. 

Det er en af de allerstørste systemiske risici i det nuværende finanssystem. Og faktisk har staternes bankpakker siden 2008 været med til at forstærke dette problem. Da den globale finanskrise brød ud, kom staterne bankerne til undsætning med gigantiske hjælpepakker for over 10.000 milliarder dollar. Haldane har bemærket, at 90 pct. af disse penge gik til de 145 store systemiske banker, som på verdensplan kontrollerer op imod 85 pct. af kapitalen i de 1.000 største banker. Og siden krisens udbrud er disse bankers relative størrelse vokset yderligere, mens flere små banker er gået ned eller er blevet lagt ind under større.

I Mandag Morgens risikorapport i 2008 lød anbefalingen, at de allerstørste banker skulle splittes op i mindre enheder, så man fik udskilt deres mere spekulative investeringsbanker i selvstændige selskaber. Det er en anbefaling, som også OECD’s finanseksperter og flere fremtrædende internationale økonomer er kommet med. USA og Storbritannien diskuterer muligheden for at gøre det, men de fleste vestlige lande har undladt at gøre noget ved dette centrale problem, som udgør en alvorlig systemisk risiko i tilfælde af nye finansielle krak.

EU’s beslutning om at etablere et fælles overnationalt finanstilsyn kan muligvis være med til at øge tilliden. Tilsynet, der kommer til at ligge under Den Europæiske Centralbank, vil have bedre ressourcer og større uafhængighed end de nationale myndigheder til at kontrollere de store systemiske banker.

Men de største banker har stadig gode muligheder for at sminke deres dårlige lån. Selv om myndighederne presser bankerne med skrappere kapitalkrav, kan de stadig selv bestemme, hvor meget de vil puste deres kernekapital op til. Ved selv at skønne, hvor risikofyldte deres aktiver er, kan bankerne få deres kernekapital til at fremstå mere solid, end den er i virkeligheden. De nye Basel III-regler gør ikke dette problem mindre, for når bankerne selv står for risikovurderingen af deres aktiver, kan det i praksis gøre de strammere kapitalkrav meningsløse.

Blandt Mandag Morgens anbefalinger i 2008 var også øget transparens og åbenhed, et opgør med kreditvurderingsinstitutterne, en strammere regulering af derivatprodukter og nye globale aftaler. Men indtil nu har det været begrænset med politiske reformer på disse områder. Sommerens såkaldte Libor-skandale om bankers bevidste manipulation af rentesatserne understreger, at der er et stærkt behov for oprydning i finanssektoren. Også i Danmark ser bankerne ud til at have presset Cibor-renten i vejret for egen vindings skyld.

Mange af bankerne i USA og Europa har i de sidste år brugt billige kreditter og lave renter i centralbankerne til at optage store lån for at omstrukturere deres egne gældspositioner. Bankerne har foretaget nedskrivninger for milliarder. Se figur 3.

[graph title="Den lange profitkrise" caption="Figur 3  " align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/02/9931e-bjm_fig4_den_lange_profitkrise_0.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/d97b1-bjm_fig4_den_lange_profitkrise_0.png" text="Bankerne i Europa og USA befinder sig i en langvarig profitkrise, mens de asiatiske banker er kommet nogenlunde helskindet gennem krisen."]Kilde: Bankscope og Boston Consulting Group, 2012. [/graph]

Det positive er, at mange banker har formået at nedbringe noget af den hårde gearing, der truede med at knække dem i 2008, og strammet op på deres lånepolitik. Men mange små og mellemstore virksomheder, der ikke kan optage nye obligationslån på finansmarkedet, er kommet i klemme. Det har smidt ekstra grus i vækstmaskinen. I USA fik bankerne skudt ny kapital ind fra staten og fra markedet, samtidig med at de fik fjernet de dårlige lån, men i Europa kæmper bankerne stadig for at få nedskrevet de mange dårlige lån.

”Europa er på vej i en destruktiv retning. Problemerne kan hurtigt blive langt værre, end vi hidtil har set. Alle har alt for længe været i en benægtelsesfase, og man har spildt en masse tid. Det kan hurtigt udvikle sig som bankkrisen i Japan, hvor det tog tyve år at komme på fode igen,” advarer Adrian Blundell-Wignall, der er vicedirektør i OECD’s direktorat for finans- og virksomhedsanliggender.

Modsat banksektoren i USA har de europæiske banker nedbragt deres gæld på en uhensigtsmæssig måde ved at skære i udlån frem for at opbygge kapital via større indtjening.

Denne såkaldte bad deleveraging gør, at økonomien sendes ind i en ond spiral, hvor de små og mellemstore virksomheder i stigende grad tvinges til at nedlægge job, fordi de ikke kan få adgang til lånekapital. Den europæiske bankkrise kan derfor ende med at blive lige så langtrukken som den japanske.

I stedet for at være fødselshjælpere for ny vækst i de kriseramte europæiske økonomier er bankerne forvandlet til vækststoppere. Hvis ikke de igen løsner op for kreditgivningen til virksomhederne, kan det forværre og forlænge den økonomiske lavkonjunktur, og det vil få negative konsekvenser for en række af de andre forbundne globale kriser.

Der er betydelig risiko for, at det bliver hovedforløbet. Det øger presset på politikerne for at finde nye veje til at kickstarte investeringerne i realøkonomien, herunder ny infrastruktur, der kan føre os ud af lavvækstfælden.

Innovation og produktivitetsstigninger i de europæiske velfærdsstater kan i bedste fald skaffe penge inden for de ellers stramme budgetter, så man kan øge de offentlige investeringer i ny produktivitetsfremmende infrastruktur såsom smartgrids, fiberoptiske netværk, nye veje, højhastighedstog etc. Finanskrisen kan i bedste fald udløse en historisk nytænkning af den offentlige sektor, hvis politikerne kender deres besøgelsestid. Meget af den kritiske infrastruktur i samfundet blev bygget for flere årtier siden, og uden nye investeringer vil den blive nedslidt og kræve store reparationsudgifter.

Samtidig øger bankernes kreditkrise presset for at finde alternative private finansieringskilder. Der er en stor opsparingskapital i samfundet, der i øjeblikket investeres meget passivt i lavt forrentede statsobligationer. Den kunne med fordel kanaliseres over i højere forrentede investeringer i samfundets fremtidige konkurrenceevne og langsigtede vækstmuligheder. Flere offentlig-private partnerskaber, der giver pensionskasser og andre private fonde mulighed for at foretage langsigtede investeringer i ny og bedre infrastruktur, kan blive en vigtig forudsætning for at bryde det kriseforløb, som truer med at fryse økonomien til i de europæiske lande.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Mandag Morgen logo

Læs mindre - forstå mere

  • ChefredaktørAndreas Baumann
  • Adm DirektørAnne Marie Kindberg
  • CFOAnders Jørning
  • Ansv. ChefredaktørJakob Nielsen
  • Kommerciel direktørMichael Thomsen
  • Formand og udgiverRasmus Nielsen
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 93 93 23[email protected]CVR nr.: 38253395

Mandag Morgen leveres af Mandag Morgen ApS, der ejes af Alrow Media ApS.

Copyright © Mandag Morgen, 2024