Handelspartnerskabet: Vi skal først og fremmest lede forbrugerne til det grønne valg

En tomat er ikke bare en tomat. Den kan være danskdyrket i et opvarmet drivhus eller transporteret fra Spanien. Den kan være pakket ind i tre lag plastik eller i en genanvendelig papbakke – eller slet ikke pakket ind. Den kan også være del af en vegetarisk ret som alternativ til oksekødslasagnen.

Og netop hvordan man får kunden til at vælge den mest klimavenlige tomat, er fokus for klimapartnerskabet for handel.

Den udledning, som klimapartnerskabet for handel ellers formelt set står for i regeringens opgørelser, er knyttet til supermarkedets, købmandens og tøjbutikkens direkte udledning fra opvarmning af butikken, lys i loftet eller køling i diskene. Udledning fra transport ligger dog i andre klimapartnerskaber.

Men her har branchen faktisk allerede sparet så meget på energien, at den kun mangler 11.000 ton CO₂ for at nå 2030-målet.

Derfor har klimapartnerskabet sat sig for at se på en meget større CO₂-byrde: udledningen fra produktionen af de varer, som butikkens kunder køber, bruger og smider ud.

Klimapartnerskabet for handel stod i 2017 samlet set for en direkte udledning på 140.000 ton CO₂, et tal, der er faldet støt de seneste årtier. Til sammenligning udleder de danske husholdninger ifølge Danmarks Statistik 8.400.000 ton CO₂ i 2017, inklusive energiforbruget hjemme i privaten.

“Hvis vi kan skubbe til forbrugerens adfærd, ud fra hvad vi frister med i butikkerne, så har det langt større indflydelse på Danmarks CO₂-udledning, end hvis vi fokuserede på strømforbruget til vores frysere,” siger formanden for partnerskabet, Michael Løve, der er direktør i Netto International under Salling Group-koncernen.

Allerstørst gevinst giver det selvfølgelig, hvis den enkelte ikke alene køber grønnere, men simpelthen forbruger mindre, for eksempel ved at købe færre varer, men af bedre kvalitet.

Concito har beregnet udledningen fra den gennemsnitlige danskers forbrug af blandt andet tøj, boligudstyr, byggematerialer og madvarer til 7,5 ton CO₂ om året. Det svarer omtrent til to flyveture til og fra Bangkok.

Klimamærke på bordet efter kritik

Klimapartnerskabet for handel er inddelt i fem spor, der arbejder med henholdsvis madspild, emballage, tekstiler, klimaansvarlige værdikæder og sourcing (indkøb) samt forbrugerinformation. Mens formand Michael Løve har styringen i det sidstnævnte spor, har han udpeget fire andre erhvervsfolk til at stå i spidsen for de resterende. Se figur 2.

Fokus på forbrugerne er gennemgående i de fleste spor. Det gælder for eksempel i gruppen for madspild, hvor diskussionerne blandet andet drejer sig om, hvordan supermarkederne gennem emballage og pakningsstørrelse kan påvirke, hvor meget mad der smides ud. I tekstilsporet taler man blandt andet om, hvordan forbrugerne skal oplyses om at passe godt på tøjet for på den måde at øge holdbarheden og mindske forbruget af nyt tøj.

Det kan virke som en gratis omgang for butikkerne, men hvis det virker – og folk faktisk køber mindre nyt tøj – skal der tænkes kreativt for at holde omsætningen oppe. Det kan for eksempel være at lease tøjet ud og sætte mere fart under markedet for genbrugt tøj.

Dansk Industri deltager i sporene for klimaansvarlige værdikæder og sourcing, emballage og forbrugerinformation, og også her mener branchedirektør for handel i Dansk Industri, Sidsel Dyrholm Holst, at handelsvirksomhederne har et særligt ansvar, fordi de har så stor indflydelse på forbrugerne købsvaner:

“Hvad butikkerne sælger, hvor varerne står henne, og hvad der kommer i tilbudsaviserne, har indflydelse på, hvad folk køber. Også på hjemmesider kan der være gode muligheder for at guide kunderne til at vælge grønne alternativer. Så virksomhederne har et ansvar for at hjælpe med at anvise det grønne valg inden for deres egne rammer,” siger hun.

Regeringens kommissorium lægger op til, at partnerskabet ser på mulighederne for at påvirke hele værdikædens klimabelastning – fra leverandør til forbruger. Her lægges blandt andet vægt på madspild, emballage, produkternes levetid, varetransport og grøn e-handel.

Det åbner for en anden, vigtig diskussion: Hvordan dokumenterer man et produkts CO₂-udledning fra vugge til grav?

Støtte til klimamærke trods tidligere kritik

Det oplagte svar er at udvikle et klimamærke, og derfor har det også været genstand for lange drøftelser i klimapartnerskabet, særlig i sporet for forbrugerinformation.

Ni af ti danskere ved, hvad Svanemærket, Ø-mærket og Nøglehulsmærket er, og samtidig er der et stigende antal, som ser efter mærkerne, når de handler ind, viser rundspørger fra YouGov. Spørgsmålet er, om man kan overføre den succes til et særligt klimamærke.

Den tidligere regering gjorde faktisk et behjertet forsøg. Klimamærket var en del af regeringens klima- og luftudspil i oktober 2018. Men efter et møde med detailhandlens aktører i marts sidste år, blev planerne skrottet, som vi tidligere har beskrevet her i Mandag Morgen.

Salling Group, Coop og Dagrofa var med til at lægge klimamærkeplanerne i graven sidste forår. Argumentet lød dengang, at det var for komplekst at lave et klimamærke på produktniveau. Men siden har Salling Group skiftet mening, og i november inviterede koncernen resten af detailbranchen til at samarbejde om en klimamærkeordning.

Salling Group Fondene donerede i december 1,7 millioner kroner til et projekt under den grønne tænketank Concito, der vil oprette en klimadatabase for fødevarer: et første skridt, der kan vise, om det overhovedet kan lade sig gøre at blive enige om en metodik, der både er håndterbar for butikker og forbrugere og samtidig giver et troværdigt og retvisende billede af den faktiske udledning fra en given vare. Planen er, at databasen skal være klar allerede inden årets udgang.

Dansk Industri, der også tidligere har været kritisk over for klimamærket, mener, at et selvstændigt klimamærke kan tage lang tid at få på plads. Samtidig er de skeptiske over for rent danske løsninger, forklarer Sidsel Dyrholm Holst fra DI:

“Hvis der skal laves et klimamærke, så er det rigtig vigtigt, at det bliver et internationalt mærke, for vores virksomheder er jo i international konkurrence. Så noget, der er udelukkende dansk fokuseret, det er ofte ikke så optimalt,” mener hun.

I EU er man i gang med at udvikle en metode til at bedømme varernes miljø- og klimabelastning blandt andet til klimamærker. En af metoderne kaldes product environmental footprint (PEF) og bygger på livscyklusanalyser. For eksempel måles en T-shirts klimaftryk på, hvor meget CO₂ der udledes fra dyrkelse af bomuld, produktion af tekstilet, syning af tøjet, emballage, transport, vask og strygning og til sidst udsmidning.

Det er ikke nyt for EU at beskæftige sig med miljømærkning. Knap halvdelen af de danske forbrugere kender for eksempel EU-blomsten, der signalerer miljøvenlighed og færre kemikalier i varen. Men det er en tidskrævende vej at gå, hvis den danske regering ønsker hurtig handling, der kan gøre Danmark til frontløbernation og hjælpe til opfyldelsen af 70-procentsmålet her og nu.

Mere klima i miljømærker

Hos De Samvirkende Købmænd har tidligere erfaringer med klimamærker skabt en bekymring for at kaste sig ud i et produktbaseret klimamærke. Administrerende direktør John Wagner fremhæver for eksempel den britiske supermarkedskæde Tesco, som i 2008 forsøgte sig med et klimamærke, men måtte droppe det, da det viste sig at være administrativt dyrt, blandt andet fordi CO₂-belastningen for produkterne svingede hele tiden.

Alligevel er John Wagner åben for idéen. Han mener dog, at man bør se på, om man kan indbygge stærke klimaparametre i de allerede eksisterende miljømærker, herunder svanen, blomsten og nøglehullet.

“Vi har jo en lang række mærker i forvejen, som brugerne allerede er bekendt med. Og så bør der være nogle officielle opgørelsesmetoder og standarder, som myndighederne lægger navn til,” siger han og fremhæver ligesom Dansk Industri et internationalt perspektiv.

DI’s Sidsel Dyrholm Holst er med på at se på de allerede eksisterende mærkers klimadimension.

“Det vil tage noget tid, før det europæiske arbejde kan udbredes. Derfor giver det mening, at vi også ser på de muligheder, vi har med de eksisterende klimamærker,” fortæller hun.

Michael Løve fra Netto International er klar over, at et klimamærke ikke er noget, der kan løse udfordringerne på den korte bane, selv om udviklingsarbejdet nu er sat i gang.  

“Lige nu er det i praksis noget nær umuligt at komme med en særlig retvisende måde at mærke varerne på. Vi har ikke tilstrækkelig indsigt på enkeltvareniveau,” siger han og fortsætter:

“Det, vi så har beskæftiget os med, er, hvilken information vi kan give forbrugeren på nuværende tidspunkt. Det er ikke på produktniveau, men nogle overordnede leveregler. Her ser vi helst, at myndighederne stiller sig bag nogle klimabud, som erhvervslivet så kan tage ansvar for at udbrede.”

Butikkerne skal selv købe klimavenligt

Men det er ikke kun forbrugeren, der træffer et valg i forhold til, hvilken tomat, køkkenrulle eller sweater de køber. Det gør butikkerne også, når de indkøber de varer, de stiller frem for kunderne.

Derfor har flere af sporene også fokus på, hvordan man kan gøre virksomhedernes indkøb grønnere.

I sporet for tekstil har der været særlig fokus på de udenlandske indkøb. I Danmark importerer vi størstedelen af forbruget af tekstiler og tøj. Mest af alt fra Kina, Indien, Bangladesh og Tyrkiet.

“Det handler egentlig om at få skabt en cirkulær tankegang. At få stillet nogle krav til producenterne, for eksempel gennem mærkningsordninger, så varerne er af god kvalitet og designet til at være mere holdbare eller til at kunne genanvendes, ud over at de også skal være produceret ansvarligt med mindst mulig negativ belastning for blandt andet miljø og klima,” siger CSR-chef i brancheorganisationen Dansk Mode & Textil, Marie Busck.

CSR-chefen fremhæver, at den største udledning netop ligger i produktionen. Ifølge et svensk studie kommer omkring 80 procent af tøjets CO₂-aftryk fra produktionen. Men genanvendelse og holdbarhed skal også ind i designfasen.

Den store udfordring bliver at undgå greenwashing, når det ene tøjbrand efter det andet lancerer nye, grønne kollektioner og ad den vej risikerer at holder tøjforbruget oppe med en falsk grøn samvittighed, sådan som klimaforskere og andre tidligere har advaret om i Mandag Morgen.  

Mindre transport, men ikke mindre import

Outsourcing af produktionen betyder, at stadigt flere varer transporteres tusindvis af kilometer, før de lander på de danske hylder. Ifølge Global Carbon Projekt er forskellen mellem Danmarks udledning inden for landegrænserne og danskernes fulde CO₂-forbrug inklusive importen på 18 millioner ton CO₂.

Alligevel ser det ikke ud til, at en begrænsning af import står højt på klimapartnerskabets løsningsliste. Det er simpelthen for dyrt for de fleste brancher at flytte produktionen hjem til de høje danske lønninger. Fokus i klimapartnerskabet er derfor i højere grad lagt på, hvordan man kan påvirke de udenlandske producenter.

Udledningerne fra den lange transport kan dog minimeres ved mere effektiv pakning af fragtcontainere, fly og lastbiler.

Den store udfordring at skabe et marked, hvor det betaler sig at tænke klimavenligt.

Blandt klimapartnerskabets aktører oplever man, at efterspørgslen på grønne varer vokser – også internationalt. Spørgsmålet er, om udviklingen får fart nok på ud fra branchens egen motivation alene. Ifølge en undersøgelse fra SMV Danmark er den største udfordring for de små og mellemstore virksomheder stadig, at kunderne efterspørger prisbilligt frem for grønt.

Cirkulær økonomi og ny teknologi kunne være en nøgle til at få genskabt en dansk tekstilproduktion, der både er mere klimavenlig i tilblivelsen og sparer transporten rundt om Jorden. Her kan vi hente inspiration fra vores nordiske nabolande, mener Dansk Mode & Textil.

“I blandt andet Sverige og Finland er man kommet længere med at udvikle teknologier til at genbruge tekstilfibre til at producere ny tekstil. Imens brænder vi herhjemme en stor del af virksomhedernes og husholdningernes tekstilaffald af. Hvis vi optimerer vores affaldssortering, så er der forretningsmuligheder at hente for danske virksomheder,” siger Marie Busck.

Men branchen kan næppe slippe afsted med kun at se på den CO₂-udledning, der finder sted uden for butikkens egne skydedøre. Det erkender man også i klimapartnerskabet, hvor blandt andet sporet for madspild har sat fokus på især dagligvarebutikkernes udsmidning af mad.

De fem spor delte hver sine anbefalinger på et partnerskabsmøde sidst i februar. I sidste uge skulle sporlederne sætte sidste punktum i deres interne proces. Og inden 16. marts skal formand Michael Løve i samarbejde med sekretariatet i Dansk Erhverv udarbejde den samlede rapport til regeringen.