Jagten på en topchef så ren som nyfalden sne

De to ord ”fit & proper” har pludselig fået en ny vægt i dansk erhvervsliv. Formelt set har intet ændret sig: Kravene om, at topchefer i den finansielle sektor skal have moralen i orden, er helt de samme som før.

Og alligevel er intet det samme.

Efter at hvidvaskskandalen i Danske Bank væltede bankens øverste chef, og sagen om svindel med udbytteskat væltede topchefen for pensionskæmpen ATP, står to af landets allertungeste topposter i den finansielle verden kun åben for kandidater, der har mere end almindeligt rene hænder. 

Og det er her begrebet ”fit & proper” kommer ind i billeder. Det er det regelsæt, som Finanstilsynet arbejder efter, når de skal vurdere, om en kandidat til en topstilling i finanssektoren opfylder en række krav til egnethed og hæderlighed. (Se boks). Og netop kombinationen af de to krav – erfaring og moralsk uangribelighed – kan gøre det særligt vanskeligt at finde den helt rigtige kandidat. For kan man have stor erfaring med topledelse i finansverdenen og samtidig være helt fri for ansvar for tidligere tiders mindre moralske valg, hvad angår skattely, uetiske investeringer, og hvad der ellers måtte ligge og lure i bagagen?

Er det muligt at finde en kandidat, der er hvid som sne og har jord under neglene på samme tid?

Danske Bank forsøgte sig med en yngre model, Jacob Aarup-Andersen. Men han havde ifølge Finanstilsynet ikke tyngden til at være administrerende direktør i landets største og systemisk vigtige bank. Han manglede erfaring på vigtige forretningsområder, vurderede tilsynet.

Tilsvarende vanskeligt kan det blive at erstatte Christian Hyldahl i ATP, efter at han for et par uger siden forlod stillingen som topdirektør i ATP på grund af sin forhistorie om skattetænkning i sit tidligere job som chef i Nordea. For det er samme hav, de to kandidater skal fiskes i.

Hvornår er man "fit & proper"?

Finanstilsynet har i mange årtier haft et ”fit & proper”-regelsæt. Regelsættet blev efter finanskrisen strammet gevaldigt op, fordi samfundet med al tydelighed havde og har brug for en veldrevet finanssektor med en vis moralsk habitus.

Det nuværende ”fit & proper”-regelsæt ligger tæt op ad reglerne i EU’s bankunion og den europæiske banktilsynsmyndighed EBA’s retningslinjer på området. Og det senere år har det kun i meget begrænset omfang givet anledning til, at kandidater til topposter er blevet dumpet, inden de fik jobbet.

De seneste måneders skandalerne i den danske finanssektor har – ud over de nævnte topjobs hos ATP og Danske Bank – også skabt et tredje ledigt topjob, som skal besættes i de kommende måneder. Nemlig stillingen som administrerende direktør i Danmarks største erhvervsorganisation, Dansk Industri. Tidligere DI-direktør Karsten Dybvad er nemlig blevet hentet ind som bestyrelsesformand for Danske Bank i stedet for Ole Andersen, der også måtte gå efter hvidvaskskandalen i banken.

Mandag Morgen har bedt en række eksperter og headhuntere om deres bud på de kommende topchefer, der lige nu må formodes at blive vejet på en særligt fintfølende vægt, hvad deres værdier og moralske habitus angår.

Tre sikre bud til Danske Bank 

Tre mennesker går igen i eksperternes vurdering: Michael Rasmussen, Annika Falkengren og Jesper Nielsen

Lad os starte med Nykredits topchef, Michael Rasmussen. Han er 54 år med en solid opvækst i den finansielle branche hos Nordea og Nykredit og som formand for brancheorganisationen Finans Danmark. Trods sin fortid hos en af de banker, der har dyppet tæerne i både skattely og udbyttesag, så går han blandt Mandag Morgens kilder for at være ”fit & proper”. Hæderlighed, ordentlighed og god etik og moral er et must for Danske Bank fremover, har bankens ejere i Mærsk signaleret meget tydeligt. Det er i den kontekst, man skal se Mærsks valg af Karsten Dybvad som bestyrelsesformand. Men det gør ikke feltet af kvalificerede direktørkandidater større, for som en headhunter siger til Mandag Morgen: ”Alle har jo lidt snavs på fingrene fra gamle dage.” Michael Rasmussen kan imidlertid leve op til kravene både om dyb finansiel faglighed og et ry for hæderlighed. Hans udfordring er, at han ikke er nogen udpræget god kommunikator. Og det kan der være brug for i de kommende år, hvor bankens omdømme skal forbedres.

Den anden topkandidat er Annika Falkengren. Hun er tidligere topchef i den svenske storbank SEB og har i mange år rangeret som en af Nordens og Europas mest magtfulde erhvervskvinder med sæde i blandt andet Volkswagens bestyrelse. Hun er fagligt velfunderet. Hun bliver af kilderne i Mandag Morgens rundringning beskrevet som uplettet på . Og så er hun en fremragende kommunikator. Spørgsmålet er så, om hun har lyst til at blive bankdirektør i København i stedet for at passe sit job i Genève, hvor hun er partner i den schweiziske bank Lombard Odier. Og om der skulle ligge helt ukendte lig i skabet fra hendes tid der?

Som tredje topkandidat nævner flere kilder den nuværende konstituerede topchef i Danske Bank, Jesper Nielsen. Han er samtidig med den midlertidige topstilling chef for den danske del af Danske Bank, og han har gjort en god offentlig figur de seneste uger. Han har mere ledererfaring end den bragede Jacob Aarup-Andersen, er – så vidt vides – uplettet og vil ifølge Mandag Morgens kilder formentlig kunne blive godkendt af Finanstilsynet. Spørgsmålet er kun, om han også af bestyrelsen betragtes som tilstrækkelig tung til at kunne bestride den vigtige direktørpost på længere sigt. 

Spændende boblere 

Og så kommer boblerne. Det er her, overraskelserne gemmer sig. Lad os tage dem fra en ende af. Der er først og fremmest Birgitte Bonnesen. Hun er i dag Danmarks højst placerede kvindelige bankdirektør som koncernchef hos den svenske storbank Swedbank. Hun er nærmest det perfekte match for Danske Bank, men ingen tror på, at hun kan lokkes til København, fordi hun er meget højt lønnet i Stockholm, og fordi hun trives vældig godt med sit job i Swedbank. Hendes hæderlighed er der ingen i vores rundringning, der sætter spørgsmålstegn ved. Men hvem ved, hvad Swedbank gemmer i sine skabe?

Så er der tre direktionsmedlemmer i Nykredit, som kunne være emner for Danske Bank. Det handler om Kim Duus, Anders Jensen og David Hellemann. De har erfaring og faglige kvalifikationer til at kunne bestride topposten, men betragtes formentlig af bestyrelsen som værende for lette til chefstolen. Endelig nævnes nationalbankdirektør Lars Rohde som ny Danske Bank-direktør. Han er et stort navn og kan kommunikere med autoritet. Men han har alderen, 64 år, og sin faglighed imod sig, især når det gælder kreditvurdering. Der gættes på, at Rohde hellere vil hellige sig bestyrelsesarbejde, når han forlader Nationalbanken. Samtidig står han ikke helt uplettet tilbage, efter at det er kommet frem, at han i sin tid i ATP medvirkede til at låne store portioner af pensionssparernes aktier ud gennem et selskab i Luxembourg – uden nogen sikkerhed for, om aktierne fx blev misbrugt til spekulation med udbytteskat.

Tidligere ATP-chef er favorit

Hos ATP er der kun en enkelt person, der nævnes af de fleste eksperter som kommende topchef efter Christian Hyldahl. Det er den tidligere ATP-direktør Bjarne Graven Larsen, der netop er vendt hjem til Danmark efter to år som investeringsdirektør hos det store canadiske pensionsselskab Ontario Teachers’ Pension Plan, OTPP, der forvalter aktiver for 900 mia. kroner eller næsten dobbelt så meget som ATP. OTPP er kendt for deres ejerskab af Københavns Lufthavne og ISS. Når Bjarne Graven Larsen nævnes af de fleste, er det, fordi han tidligere har været fondsdirektør i ATP og netop nu er ledig på markedet. Han anses som ubetinget fagligt dygtig. Men også ATP er efter afskeden med Christian Hyldahl nødt til at finde et menneske, der er aldeles hvid som sne, når det gælder moral og etik og ordentlig forretningsførelse. Og der har Bjarne Graven Nielsen en udfordring i hans tidligere virke som direktør for FIH Erhvervsbank, som lukkede og slukkede for nogle år siden efter at have solgt sine kunder til Spar Nord. Bjarne Graven Larsen var direktør i FIH, da banken lukkede, og der kan gemme sig etiske og moralske ubehageligheder i murbrokkerne efter den gamle bank.  

Boblere til pensions-boss-jobbet

Boblerne til ATP’s direktørstilling er ligesom hos Danske Bank ganske spændende. Vi tager dem fra en ende af. 

Det kunne være Anne Broeng, tidligere koncerndirektør i PFA Pension. Hun er 61 år og beskæftiger sig i øjeblikket med professionelt bestyrelsesarbejde, hvor hun er formand for Nordea Liv & Pension og medlem hos NNIT, Velux, Danske Commodities, ATP og flere andre. Anne Broeng har ubestridt de faglige kvalifikationer, og hendes ry og omdømme er – igen ifølge Mandag Morgens kilder – uplettet. Spørgsmålet er, om hun vil slippe sin bestyrelsesgerning for at blive topchef i ATP. 

Torben Möger Pedersen er et andet navn højt på listen. Han er i øjeblikket direktør for Pensiondanmark og er vellidt i fagbevægelsen, som dominerer i ATP’s bestyrelse. Han er fagligt velkvalificeret og så vidt vides uplettet, hvad angår etik og moral, men han er en moden herre på 63 år. Måske ATP-bestyrelsen ser efter en lidt yngre profil. 

På en delt tredjeplads ligger Jeppe Christiansen, direktør hos den danske kapitalforvalter Maj Invest, og Peter Beske Nielsen, direktør hos finanskæmpen BlackRock i New York, der er verdens største kapitalforvalter. Hvilke historier pressen kunne finde frem om hans tid der, vides ikke.

Begge er velkvalificerede og uden kendte lig i lasten, men eksperterne har dog kun lille tro på, at disse to har lyst til at være topchef i ATP. Peter Beske Nielsen vil – formentlig – ikke hjem fra et højt betalt topjob i New York, og Jeppe Christiansen vil – formentlig – hellige sig bestyrelsesarbejde i de kommende år. 

Endelig kunne det være en toppolitiker, der får topposten i ATP. Det er tidligere set med Palle Simonsen i direktørstolen fra 1989 til 1998. Her er dog ingen oplagte bud fra eksperterne. 

Topchef fra statsadministrationen 

Topposten i Dansk Industri, DI, er ganske attraktiv i erhvervslivet. Lønmæssigt kan den ikke bære det samme som i de store virksomheder, men stillingen giver magt og indflydelse, hvilket ikke er helt uinteressant for moderne erhvervsledere. 

Her er der igen tre samstemmende bud på en ny topchef: Christian Kettel Thomsen, Ulrik Vestergaard Knudsen og Mads Lebech.

Som den første nævnes departementschef i Statsministeriet, Christian Kettel Thomsen. Den tidligere DI-direktør Karsten Dybvad kom også fra Statsministeriet og blev opfattet som en succes. Der er formentlig i DI fortsat et ønske om at hente en person, der kan agere konstruktivt i det politiske system. Det ønske kunne honoreres ved at gøre som søsterorganisationen Dansk Erhverv og ansætte en tidligere minister, Brian Mikkelsen, som topchef. Men kilder tæt på DI-ledelsen antyder, at det hverken bliver en politiker eller en intern kandidat, der får topposten. Derfor er Christian Kettel Thomsen det varmeste bud på DI’s nye direktør.  

Det kunne også være den tidligere departementschef i udenrigsministeriet Ulrik Vestergaard Knudsen, der netop er flyttet til Paris for at være vicegeneralsekretær i OECD. Udfordringen her ligger i, at Ulrik Vestergaard Knudsen muligvis har internationale ambitioner og derfor ikke ser mod Danmark i disse år. Muligheden ligger i, at han pendler hver uge mellem familien i Danmark og lejligheden i Paris – måske han af familiemæssige årsager kunne tiltrækkes af et job som topchef i Dansk Industri, selv om lønnen formentlig er noget lavere end i OECD. 

Et tredje bud på en kommende DI-chef er den 51-årige tidligere konservative borgmester på Frederiksberg Mads Lebech, der i en række år har været direktør for Industriens Fond. Lebech kender det politiske landskab ud og ind, og han kender industrivirksomhedernes dagsorden gennem sit virke i Industriens Fond. Han er en god kommunikator og vil gerne stå i spidsen for kampagner og forhandlinger, når det er nødvendigt. Udfordringen ligger i, at Lebech netop har sagt ja til et job som direktør i Tryghedsgruppen, der står bag forsikringsselskabet Tryg. Han starter dog først i sin nye stilling i begyndelsen af næste år, så der kan jo laves om på disse planer, hvis DI’s bestyrelse skulle finde på at kontakte ham.

DI er ikke omfattet af fit & proper-reglerne, som kun gælder finansielle topposter. Men kravene om en større samfundsansvarlighed gælder også resten af erhvervslivet, og derfor er et godt omdømme også relevant for kandidaterne til denne toppost.

Boblerne: Tre stærke kvinder 

I afdelingen for boblere kommer tre stærke kvinder. Dansk Industri kan brande sig progressivt ved i en mandsdomineret verden at ansætte en kvindelig topchef, ikke mindst set i lyset af, at søsterorganisationen Dansk Erhverv netop har ansat tidligere erhvervs-, kultur og justitsminister Brian Mikkelsen som ny topchef. 

Som den første nævnes Danmarks nuværende konkurrencekommissær i EU, Margrethe Vestager. Hun vil være et hit for enhver dansk organisation på grund af hendes store troværdighed, hendes store faglighed og hendes enorme kendskab til dansk og europæisk politik. Vestagers armlægning med de multinationale tech-giganter vil passe perfekt ind i Dansk Industris dagsorden, hvor ny teknologi er en vigtig del af de danske industrivirksomheders agenda de kommende årtier. Men chancerne for at lokke Vestager tilbage til København er minimale. Alt tyder på, at hun går efter et europæisk topjob, når hendes embedsperiode som konkurrencekommissær udløber til november næste år. 

Som en anden mulighed nævnes den tidlige danske miljøkommissær og minister Connie Hedegaard. Hun har lige som Vestager stor troværdighed, stor faglighed og et stærkt netværk på Christiansborg og i det europæiske system. Connie Hedegaards agenda på det miljøpolitiske område kan sagtens være attraktiv for de danske industrivirksomheder, der over en bred kam satser på miljørigtige løsninger især på eksportområdet. Hedegaard beskæftiger sig i dag med bestyrelsesarbejde, blandt andet som formand for Berlingske Media, og spørgsmålet er, om hun har lyst til at forlade bestyrelsesarbejdet til fordel for et direktørjob i DI. 

I den mere spekulative ende nævnes tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt som en mulig kandidat. Her er det ikke så meget det industrifaglige, der er tiltrækkende for DI. Det er Thornings enorme danske og europæiske netværk, der kunne være interessant for organisationen på Rådhuspladsen. På alle de fagfaglige områder kan DI’s nuværende underdirektør Kim Graugaard og DI’s øvrige branchedirektører sekundere Thorning som formand, mens Thorning kan tale DI’s dagsorden omkring arbejdskraft og rammevilkår i den danske velfærdsmodel. Thorning-Schmidt er i dag topchef i den internationale afdeling af Red Barnet med udgangspunkt i London. Og spørgsmålet er, om hun har lyst til at vende tilbage til København frem for at fortsætte en karriere i udlandet. 

Endelig nævnes tidligere topchef i TDC Pernille Erenbjerg og tidligere topchef i NKT og Danisco Tom Knutzen som mulige outsidere til topposten i DI. Erenbjerg er ledig på markedet, mens Knutzen i dag sidder i Schweitz som direktør i Jungbunzlauer, og måske har han lyst til at vende hjem til Danmark. 

Vigtigt med samfundsansvar 

De kommende måneder vil vise, hvem der fremadrettet skal varetage tre af de allervigtigste topposter i dansk erhvervsliv og den finansielle sektor. Feltet er ikke enormt, men formentlig betydeligt større end angivet ovenfor. Og der kan sagtens komme overraskelser på de mange topposter. Vigtigst for erhvervslivet og samfundet er, at topposterne besættes af folk, der reelt har ambition om at gøre samfundsnytte og være medspillere i udvikling af den danske samfundsmodel. Det gøres kun via åbenhed og samarbejde på tværs af sektorerne og en villighed til at bidrage konstruktivt til fælles løsninger på fælles problemer. Erhvervslivet, finanssektoren og det danske samfund har brug for hinanden set i lyset af den internationale udvikling. Det skal de nye topchefer forstå og agere efter.