Kan Blackrock glemme de fossile interesser når de rådgiver EU om bæredygtig finans?

Blackrock er klodens største kapitalforvalter med aktiver for tocifrede billionbeløb.

De er også blandt de mest kendte og kontroversielle investeringsselskaber, som siden begyndelsen i 1980’erne har været under hård kritik som en af forretningsverdenens store klimasyndere.

Kritikerne ser i Blackrock billedet på den rå og nådesløse kapitalisme, der har profiteret på en udmagring af klodens ressourcer. De mere pragmatisk anlagte ser en uundværlig partner i den grønne omstilling. 

Men nu har Blackrock vundet sit første EU-udbud og skal rådgive Kommissionen om, hvordan europæiske banker bliver mere bæredygtige, samfundsbevidste og ansvarlige. 

Kommissionens beslutning om at udpege Blackrock som vinder af udbuddet vækker kritik fra både Europa-Parlamentets højre- og venstrefløje. At en aktør med Blackrocks cv skal foretage et studie om, hvordan man integrerer grønne, sociale og selskabsledelses-kriterier, de såkaldte ESG-faktorer, ind i den europæiske banksektor, har mødt modstand, blandt andet fra en alliance på 52 europaparlamentsmedlemmer fra den liberale Renew Europe-gruppe, de rød-grønne samt et enkelt medlem af det tyske Familieparti, der hører til i den euroskeptiske gruppe af konservative og reformister (ECR-gruppen).  

I et fælles spørgsmål til Kommissionen advarer de mod Blackrock og opfordrer Kommissionen til at omstøde afgørelsen, som ifølge parlamentarikerne udgør en decideret trussel mod Den europæiske grønne pagt. 

Også flere danske europaparlamentsmedlemmer er gået ind i sagen, og blandt dem er Socialdemokratiets Niels Fuglsang. 

”Jeg synes, det er noget skidt. Jeg kan ikke forstå, at man har valgt en aktør som Blackrock,” siger han. 

“Man skal ikke vælge en kapitalforvalter, som er en af verdens største investorer i fossil energi. Det synes jeg er langt ude.”  

Enhedslistens europaparlamentsmedlem, Nikolaj Villumsen, tilslutter sig kritikerne. ”Jeg synes, det er fuldstændig grotesk, at Kommissionen har valgt at betale Blackrock for at rådgive dem om klimahandling. Det er indlysende, at Blackrock er inhabil,” siger han.  

Blackrock selv mener ikke, der er nogen habilitetsproblemer, fordi det er koncernens konsulentgren – Blackrock Financial Markets Advisory (FMA) – der skal løse opgaven for Kommissionen, mens indtjeningen på de fossile investeringer ligger andre steder i den store koncern.   

“Blackrock FMA er en særskilt forretning i Blackrock med etablerede politikker og procedurer, som skal beskytte vores klienters følsomme oplysninger, og som opererer bag en stringent informationsbarriere,” har Blackrock forklaret i internationale medier. 

Det beroliger dog ikke Nikolaj Villumsen. ”Kommissionen har jokket i spinaten, og det er på tide, de indser det og sadler om. Hvis vi vil i mål med den grønne omstilling, skal vi ikke hyre et firma, hvis ene afdeling sidder og rådgiver om investeringer i kulsorte fossile brændstoffer, samtidig med at en anden afdeling rådgiver Kommissionen om, hvordan man gør investeringer mere grønne. Det hænger ganske enkelt ikke sammen,” siger han. 

Kommissionen udbød opgaven til en pris på 550.000 euro, men Blackrock tilbød at løse opgaven for omtrent det halve, 280.000 euro. Det kan på overfladen ligne et underbud designet til at sikre Blackrock en opgave, som måske giver økonomisk underskud, men kan sikre kapitalforvalteren en betydelig mængde politisk kapital.  

Det mener i hvert fald SF-parlamentarikeren Kira Marie Peter-Hansen, der sammen med flere kolleger fra den grønne gruppe i Europa-Parlamentet har skrevet to breve: et til kommissionsformand Ursula von der Leyen og kommissær Valdis Dombrovskis med ansvar for Unionens finansielle anliggender og et til EU’s ombudsmand, Emily O’Reilly. Her stiller de spørgsmål til udnævnelsen af Blackrock, den mistænkeligt lave pris og den mulige interessekonflikt. 

Til Mandag Morgen stiller Kira Marie Peter-Hansen sig principielt åben over for, at Blackrock kan have tilbudt det bedste produkt, men kalder det alligevel “suspekt”, at prisen er så lav. 

”Når de samtidig har nogle klare interesser i, at reglerne ikke bliver særlig stramme, fordi de har store interesser i olie- og gassektoren og i Europas kernebanker, så vil vi gerne have vished om, hvad der er sket. Både om udbuddets regler er fulgt, og om man har kigget på bekymringerne om interessekonflikter,” siger den danske europaparlamentariker.  

50 shades of green 

EU-Kommissionen har arbejdet hen imod en mere bæredygtig finanssektor, siden Valdis Dombrovskis i 2016 iværksatte sin handlingsplan for bæredygtig finans. 
En foreløbig milepæl i det arbejde er vedtagelsen af en såkaldt taksonomi for bæredygtige investeringer. Med den får europæerne et fælles grønt klassifikationsværktøj til økonomiske aktiviteter. Håbefulde aktører og observatører ser det som en mindre regnskabsrevolution, der giver virksomheders aktiviteter en reelt målbar og fælles grøn standard. Skeptikerne ser dog en række smuthuller og en risiko for grønvaskning af fossile aktiviteter, som Mandag Morgen fortalte i april.  

Også Blackrock har blandet sig i debatten om taksonomien, da koncernen i januar udgav et notat med titlen ”Towards a Common Language for Sustainable Investing”.  Mens EU-taksonomien af klimaforskere og ngo’er er blevet kritiseret for at inkludere fossile brændsler, så er Blackrock kritisk over for, at den ikke er inkluderende nok. Med et snævert fokus på ”de grønneste af de grønne investeringer vil den muligvis have brug for at blive udvidet eller komplementeret af yderligere taksonomier, som kan adressere overgangsinvesteringer”, lyder vurderingen. Med henvisning til Bank of Englands for nyligt afgåede chef Mark Carneys ord, efterspørger Blackrock en ”rigere taksonomi – 50 shades of green”.  

Netop det, at Blackrock har udtalt sig negativt om taksonomien, er ifølge Niels Fuglsang endnu en plet på et omdømme, han i forvejen er meget lidt imponeret af.  

”Det er ikke et særlig godt udgangspunkt, at en af de mest udtalte modstandere af EU-Kommissionens arbejde er blevet rådgiver om, hvordan man implementerer bæredygtighedsprincipper i lovgivningen,” siger han. 

Et spørgsmål om ytringsfrihed 

Konservatives danske europaparlamentsmedlem, Pernille Weiss, ser dog ingen grund til at råbe vagt i gevær. ”Det ligner et udbud, som sådan nogle normalt ser ud, hvor de formentlig bedste til prisen har vundet. Og så er der nogle reaktioner fra omgivelserne, som spekulerer i, at det ikke er de rigtige, der har vundet, men jeg synes, de overspekulerer,” siger hun.  

Ifølge Weiss ville det være i strid med udbudsreglerne, hvis man ekskluderer virksomheder fra at byde på opgaver, fordi de har ytret sig i en faglig diskussion om eksempelvis fremtidens bæredygtige finansieringer.  

Linea Søgaard-Lidell, der tidligere på foråret overtog Venstres fjerde mandat i Europa-Parlamentet efter briternes udtræden, forstår godt den kritik, som kollegerne rejser.  

”Blackrock har været kritisk over for EU’s taksonomi, og så kan jeg godt se, at det lyder mærkeligt, at de skal ind og rådgive om udmøntningen af den. Men jeg må også sige, at som det står nu, må jeg have tillid til Kommissionens måde at føre udbud på,” siger hun. 

Den tillid er EU-Kommissionen meget opmærksom på at leve op til, fortæller Daniel Ferrie, Kommissionens talsperson på finansområdet. Til Mandag Morgen forklarer han, at EU-Kommissionen har en række detaljerede og transparente regler for, hvordan et udbud af denne karakter er skruet sammen.  

“Den procedure, som har ført til tildelingen af denne kontrakt, er sket i fuld overensstemmelse med vores EU-udbudsregler. Vi vurderer både ansøgerens kvalifikationer og sikrer, at der ikke er nogen interessekonflikt. I sidste ende gav Blackrock det bedste tilbud blandt alle ansøgerne, både teknisk og økonomisk.” 

Blackrocks tilbud på 280.000 euro er markant lavere end Kommissionens eget estimat. Har de vundet udbuddet ved at underbyde konkurrenterne? 

“Det spørgsmål kan jeg give et kort svar på. Når du ser på EU-udbudsreglerne, er der ikke et afsnit, hvor der står, at vi skal gå efter det billigste tilbud. Sådan fungerer det ikke. Vi har regler, som forhindrer os i at acceptere kunstigt lave tilbud. Disse regler er der for at sikre, at vi ikke bliver underbudt,” understreger Daniel Ferrie.   

Ikke forbudt at have en fordel 

På Kommissionens udbudsportal kan man finde skabelonen for den kontrakt, udbudsvinderen skal arbejde under, herunder den definition på interessekonflikt, som byderen skriver under på ikke at have. Og det er ifølge lektor i udbudsret ved Københavns Universitet Carina Risvig Hamer en meget genkendelig definition, som indeholder de betingelser, man normalt ville forvente. 

Når Kommissionen udbyder studier af denne karakter, er det ifølge lektoren normalt, at private virksomheder eller konsulenthuse afgiver tilbud. Her er det ikke nødvendigvis diskvalificerende, at en byder har en interesse i et emne.  

”Spørgsmålet er, om en byder både har interesse i, at udfaldet bliver på en bestemt måde, og har en reel mulighed for at påvirke det,” forklarer hun. Derfor skal interessekonflikten blandt andet også vejes op mod, hvilken metode tilbudsgiveren vælger at følge.  

Både kritikerne og Kommissionen kan i princippet have konkluderet, at Blackrock har interesser i Europas banker og den fossile industri. Men ofte går interesse hånd i hånd med ekspertise. Som Carina Risvig Hamer forklarer, er det svært at forestille sig en privat virksomhed med specialiseret viden på et område, som de ikke selv er aktører i.

Derfor handler det om at håndtere potentielle interessekonflikter på forhånd og indhegne opgaven, så Blackrock ikke har mulighed for at styre studiets resultater i en bestemt retning, og det bør Kommissionens embedsværk have rigelig træning i. 

“Når man tænker på, hvor mange penge Kommissionen bruger på konsulentopgaver årligt, så er den her situation ikke uvant for dem.” 

Carina Risvig Hamer vil ikke vurdere den konkrete sag ud fra de sparsomme informationer, der indtil videre ligger offentligt tilgængelige. For at afgøre om der er problematiske interessekonflikter, kan man kontakte enten EU’s Ombudsmand, som Europa-Parlamentets grønne gruppe har gjort, eller i sidste ende rette henvendelse til EU-domstolene.  

En kontinentaleuropæisk charmeoffensiv 

Internationale medier har tidligere beskrevet, hvordan Blackrock i en generel forstand har øget interessevaretagelsen i Bruxelles. Ifølge et memo, som mediet Reuters kom i besiddelse af i februar, udpegede Blackrock dengang franske Stephanie Lapiquonne og danske Christian Hyldahl som selskabets europæiske spydspidser. Her skal de udvide selskabets platform og etablere den vækststrategi, som skal drive Blackrocks øgede engagement på kontinentet. 

Med en flerårig satsning og en portefølje på over 9.000 milliarder danske kroner er Blackrock blevet Europas største uafhængige kapitalforvalter.  

Både i Frankrig, Italien, Tyskland og Schweiz har investeringsselskabet ekspanderet betydeligt i de seneste år til et niveau, hvor de med undtagelse af Frankrig konkurrerer på højde med landenes største kapitalforvaltere. Ifølge Rachel Lord, der leder Blackrocks afdelinger over hele Europa og Mellemøsten, er “lokalisering” nøgleordet. “Man kan ikke bare flyve folk ind fra New York eller London. Vi har rekrutteret landeledere for at være sikre på, at vi har folk, som er integrerede i de lokale markeder,” sagde hun til Financial Times i 2018. 

Blackrock har foruden satsninger i de store EU-lande oprettet et innovations- og teknologicenter i Budapest, som huser 450 ansatte og dermed bliver investeringsgigantens næststørste kontor på kontinentet. Seneste eksempel på den europæiske offensiv kommer fra Sverige, hvor Riksbanken har hyret Blackrock til at rådgive om politisk kontroversielle indkøb af erhvervsobligationer.  

I skrivende stund har Blackrock godt 3.000 ansatte, der arbejder med base i Storbritannien, og 2000 i resten af Europa. Alt tyder dog på, at de udvider aktiviteterne til kontinentet i de kommende år. 

Ifølge den britiske tænketank New Financial har 291 store finansselskaber rykket både aktiviteter og folk over til nogle af de 27 tilbageværende EU-lande i løbet af de seneste år. Det giver mening for en aktør som Blackrock at opruste strategisk i EU’s hovedstad, og deres undersøgelse af grønne finanser for Kommissionen kan derfor vise sig at være en god investering. 

Blackrock vil givetvis også blive hilst velkommen i finanscentre som Paris, Frankfurt og Dublin. Men der er en selvstændig pointe i at satse på Bruxelles og rykke tættere på Unionens udøvende politikere, og det har Blackrock længe kunnet se. 

Siden 2010 har selskabet været placeret centralt i den belgiske hovedstad, tæt ved politiske beslutningstagere og embedsapparat. I den periode er der også skruet kraftigt op for charmen: EU’s Transparency Register viser en tidobling af Blackrocks lobbybudgetter siden dengang – fra 1 million i 2011 til cirka 10 millioner kroner i 2019. Af samme register fremgår det, at Blackrock aldrig tidligere har vundet et EU-udbud om at løse en opgave for Kommissionen.  

En krise uden fortilfælde 

Verdens største kapitalforvalter har med andre ord øget engagementet på det europæiske kontinent betydeligt. Og ser på man på den konkrete opgave, Blackrock nu har involveret sig i, så er det langtfra noget tilfældigt valg: Den grønne omstilling har ramt finanssektoren, og Blackrock har ikke råd til at blive sat af. 

Knap to uger inde i det nye år skrev koncernens grundlægger og direktør Larry Fink sit årlige brev om god selskabsledelse. Allerede i de indledende gloser står budskabet klart. Igennem sin 40-årige karriere, skriver Fink, har han været vidne til en række finanskriser, men “klimaforandringerne er anderledes”. Den vil medføre en “større, strukturel og langvarig krise”, og derfor er både regeringer, virksomheder og investorer nødt til at dreje pengene i en ny, grønnere retning. Blackrock bekendtgjorde dengang, at de vil betragte klimamæssige, sociale og selskabsledelsesmæssige kriterier på linje med traditionelle kredit- og likviditetsrisikovurderinger.  

Ugen før Finks brev meldte Blackrock sig ind i Climate Action100+, en global sammenslutning af investorer, der tilsammen forvalter 273.000 milliarder danske kroner og arbejder for at presse virksomheder til at handle på klimaforandringerne. Blackrock har også besluttet at trække sine investeringer fra kul og vil i løbet af 2020 afinvestere i ethvert firma, som genererer mere end 25 procent af deres omsætning fra denne energikilde.  

Senest offentliggjorde Blackrock 18. maj en rapport med en foreløbig analyse af selskabets bæredygtige investeringer og deres modstandsdygtighed i krisetider. For det første har selskabet observeret en “accelererende” interesse for bæredygtige investeringer under coronakrisen. Et andet og potentielt endnu mere opløftende fund er, at de bæredygtige investeringer tilsyneladende overpræsterer i forhold til de såkaldte markeds-benchmarks i et omskifteligt og kaotisk marked, som vi har oplevet i første kvartal af 2020. 

En temmelig klimadefensiv aktionær 

Viljen til at hejse flaget for bæredygtige investeringer i den offentlige debat kan man næppe beskylde Blackrock for at mangle. Den grønne omvendelsesproces i Blackrock bliver dog mødt af udtalt skepsis blandt de politikere og ngo’er, der gennem årene har fulgt kapitalforvalteren og fremhævet den som et af de selskaber, der har kastet flest penge i fossile industrier.  

De investeringer kan ikke flyttes fra den ene dag til den anden uden at skabe store tab for Blackrock. Og derfor har selskabet stadig fossile brændsler i sin portefølje for 87,3 milliarder dollar, ifølge en undersøgelse foretaget af InfluenceMap.  

I august viste et andet studie offentliggjort af Institute for Energy Economics and Financial Analysis, at Blackrock kun har investeret 0,8 procent af sin portefølje i ESG-orienterede fonde. Samme undersøgelse konkluderede, at en manglende vilje til at erkende de finansielle risici ved at investere i fossile aktiviteter, har kostet Blackrocks investorer 90 milliarder dollar i løbet af de seneste ti år.  

Undersøgelser har siden tegnet et billede af en kapitalforvalter, som i praksis forholder sig temmelig defensivt til klimadagsordenen og måske ligefrem modarbejder forslag til klimaforbedrende vedtægter.  

Senest i februar viste en Morningstar-analyse af fem års stemmeadfærd blandt de største aktionærer i amerikanske virksomheder, at Blackrock kun stemte for ved tre procent af de ESG-relaterede aktionærafstemninger. Det rakte til en placering blandt de nederste i undersøgelsen, kun undergået af investeringsselskabet Dimensional Fund Advisor, der stemte for ved én procent. Til sammenligning stemte Deutsche Banks investeringsafdeling, DWS (87 procent), Allianz Global Investors (78 procent) og ejendomsgiganten Blackstone (73 procent) for i størstedelen af afstemningerne. 

I sit grønne brev fra januar fremhæver Larry Fink, at Blackrock fremover vil stemme med fødderne og holde bestyrelsesmedlemmer ansvarlige, hvis de føler, at virksomheder ikke i tilstrækkelig grad håndterer bæredygtighedsdagsordenen. Kapitalforvalterens kritikere vil dog påpege, at Blackrock måske taler om grøn erkendelse, men ikke er villig til at gøre en konkret positiv forskel for klimaet. Også SF’s Kira Marie Peter-Hansen venter med at få armene op i vejret. 

“Blackrock er en del af problemet. De er medansvarlige for, at vi står i den her situation. Jeg er glad for, at de siger, de vil tage ansvar nu, men det vil jeg se, før jeg tror det. Før det sker, og de har udskiftet deres portefølje, synes jeg ikke, man skal engagere sig med dem,” siger hun. 

Den holdning deler Kenneth Haar, rådgiver hos Corporate Europe Observatory, en lobby-kritisk ngo med base i Bruxelles. Han er blandt hovedforfatterne bag et brev sendt på vegne af en række ngo’er under paraplyorganisationen Change Finance, som opfordrer Kommissionen til at droppe kontrakten med Blackrock. Ifølge Kenneth Haar er der ingen tvivl om, at Blackrock først og fremmest kommer til at fremme egne økonomiske interesser i arbejdet. 

“Det er jo ikke input, som man ville få af en akademiker eller en uafhængig tænketank. Det er rådgivning, der skal ses i lyset af, at der er penge på spil. Og der har Kommissionen altid været umådelig uforsigtig,” siger han. 

Ikke EU’s nye særlige rådgiver 

Når Blackrock undersøger, hvordan ESG-faktorer kan integreres i det europæiske bankvæsen, vil de skulle bygge videre på EU-taksonomiens principper. Men i praksis kommer kapitalforvalteren også til at bidrage til en udvidelse af begrebet bæredygtighed. 

Mens taksonomien fortrinsvist fokuserer på miljø- og klimamæssig bæredygtighed, skal Blackrock udvikle værktøjer til at integrere både god selskabsledelse og samfundsmæssige faktorer, der indgår i ESG-begrebet (environmental, social and corporate governance, red.) 

Spørger man Carina Ohm, der er sustainability-chef i Ernst and Young, sker der lige nu en rivende faglig udvikling inden for dette fagområde. Samtidig er der et betydeligt informationsunderskud, og hvis hun skal gætte på, hvor Blackrock skal starte arbejdet, der på nogle måder har karakter af grundforskning, så er det der.  

”På dette område står vi lige nu og skriger på data. Hele formålet med planen er jo at rykke pengestrømme over mod mere bæredygtige investeringer. Taksonomien fastlægger, hvilke økonomiske aktiviteter som kan anses for bæredygtige, fordi de bidrager positivt til miljø og klima. Men det kræver data at kunne fastlægge, hvilke økonomiske aktiviteter og virksomheder der ligger under taksonomiens minimumskrav. Data, som i dag ikke er til rådighed.” 

Carina Ohm fortæller også, at der i vurderingen af virksomheders bæredygtighed er stor forskel på, hvilke parametre der er mest væsentlige at vurdere på. Det giver for eksempel god mening at holde en produktionsvirksomhed med en stor CO2-udledning stramt op på klima- og miljømæssige krav. Hvis man skal vurdere en frisørforretning, giver det måske bedre mening at presse på i forhold til andre bæredygtighedskriterier som for eksempel arbejdsmiljø. Og den udvidelse hilser Carina Ohm velkommen. 

”Taksonomien er et godt første skridt,” vurderer hun og forklarer, at de sociale og ledelsesmæssige standarder i EU’s taksonomi kun er med som minimumsstandarder. Taksonomien har kriterier for, at økonomiske aktiviteter ikke må overskride OECD’s arbejdstagerrettigheder eller FN’s menneskerettigheder.

”Men der er enormt meget mere. Og man må jo sige, at E’et i ESG (environment, red.) er det nemme at måle på. Hvis vi skal blive enige om indikatorer på det sociale eller governance-området, der er det virkelig svært at have sammenlignelige data, som man kan holde op mod hinanden,” siger hun. 

Selv om det kan lyde, som om Blackrock får en særdeles vigtig rolle i at videreudvikle EU-Kommissionens bæredygtighedskriterier, så skal man ikke overdrive deres betydning, understreger Kommissionens talsperson, Daniel Ferrie. Blackrock er ikke EU’s nye særlige rådgiver. De skal foretage et studie, og den opgave har de vundet på både pris og kvalitet.  

“Det studie, som Blackrock skal foretage, bliver en af mange rapporter og høringer, som vil informere Kommissionens politik på det bæredygtige finansområde. Kommissionen vil træffe politiske beslutninger uafhængigt, men baseret på udvekslinger og input fra alle relevante interessenter på området.” 

Men det lyder som en relativt specifik opgave – får de ikke en stor rolle i at forme Kommissionens politik på dette område? 

“Kommissionen træffer enhver politisk beslutning uafhængigt, men den er selvfølgelig baseret på de vurderinger og høringer, vi har med alle involverede.” 

Blackrock har ikke ønsket at udtale sig til artiklen, hverken om den konkrete udbudssag eller mere generelt om balancen mellem virksomhedens fossile og bæredygtige investeringer.