Kan Italien bare forlade Kinas ‘Belt and Road’-initiativ uden straf?

Ikke siden Marshallplanen lige efter Anden Verdenskrig har et gigantisk investeringsprojekt tiltrukket sig samme internationale opmærksomhed som Kinas ‘Belt and Road’-initiativ, der blev lanceret i 2013 af præsident Xi Jinping. Med referencer til den historiske Silkevej mellem Østen og Vesten har Kina sat sig for at investere massivt i infrastruktur som veje, jernbaner og havneterminaler for at minimere transportomkostningerne for verdenshandlen med det store asiatiske land. Indtil videre har mindst 155 lande sluttet sig til projektet. 

Men i september annoncerede Italiens premierminister, Giorgia Meloni, på G20-topmødet i New Delhi, at Italien som det første land nogensinde træder ud af ‘Belt and Road’-initiativet, som landet ellers tilsluttede sig tilbage i marts 2019.

Melonis afskedssalut var forholdsvis afdæmpet og imødekommende. Trods udtrædelsen skal der stadig ske en ”styrkelse” af det bilaterale samarbejde mellem de to lande og endda fortsat være et ”gensidigt fordelagtigt” partnerskab i fremtiden, lovede Meloni. Men hverken Italien eller Kina har uddybet, hvilken form sådan et samarbejde mere præcist vil få.

Italiens exit fra ‘Belt and Road’-initiativet burde dog ikke komme som en stor overraskelse, hvis man følger med i italiensk politik. Under valgkampen i 2022 kaldte Giorgia Meloni således Italiens tilslutning til det kinesiske initiativ for ”en fejl” – et synspunkt, som handelsdata også synes at understøtte. 

Italiens exit fra ‘Belt and Road’-initiativet burde dog ikke komme som en stor overraskelse, hvis man følger med i italiensk politik. 

Sammenlignet med andre EU-lande klarer Italien sig ikke godt hverken i sine handels- eller investeringsrelationer med Kina, og ‘Belt and Road’-initiativet har ikke formået at ændre på dette. Italiens eksport til Kina steg godt nok til 18,6 milliarder dollar ved udgangen af 2022 sammenlignet med 14,5 milliarder dollar i 2019, men Italiens import fra Kina steg fra 35,4 milliarder dollar til hele 65,8 milliarder dollar. Italien har derfor et endnu større handelsunderskud over for Kina – det er vokset fra 20,9 milliarder dollar i 2019 til 47,3 milliarder dollar i 2022 – på trods af at det faktisk var et af målene med Italiens tilslutning til BRI at genbalancere den helt skæve handelsbalance med Kina.

Hvad angår de kinesiske investeringer i Italien, er det ikke blevet bedre siden BRI-tilslutningen i 2019. Kinas udenlandske direkte investeringer i Italien er tværtimod faldet fra 650 millioner dollar i 2019 til blot 20 millioner dollar i 2020, hvilket er værre end den generelle nedgang i Kinas udenlandske investeringer globalt set.

Men det mest kildne politiske spørgsmål lige nu handler slet ikke om en sådan afvejning af fordele og ulemper ved BRI, men derimod om konsekvenserne af faktisk at forlade initiativet – noget, intet partnerland har gjort hidtil.

En tidligere undersekretær i Italiens økonomiudviklingsministerium, Michele Geraci, har sagt, at det ville få alvorlige økonomiske konsekvenser for Italien. Tidligere erfaringer med forværrede bilaterale forhold mellem Kina og vestlige lande er heller ikke ligefrem opmuntrende. Da et taiwanesisk repræsentationskontor åbnede i Vilnius i Litauen i november 2021, reagerede Kina prompte ved at stoppe al import fra Litauen og endda forbyde visse tyske varer med litauiske komponenter.

Litauen er selvfølgelig økonomisk meget mindre end Italien, og årsagen til gengældelsen var en langt mere åbenlys rød streg for Kina, nemlig den officielle behandling af Taiwan.

En mere passende sammenligning kunne i stedet være Australien, hvor den daværende premierminister, Scott Morrison, i begyndelsen af 2020 støttede en undersøgelse af oprindelsen af COVID-19, hvilket vakte vrede i Kinas politiske top. Derpå begyndte Kina at lægge ekstraordinært høje toldsatser på nogle australske eksportvarer. Men eksemplerne med Litauen og Australien er altså begge politisk følsomme. 

Spørgsmålet for Italien og Giorgia Meloni vil derfor være, om beslutningen om at forlade BRI bliver betragtet som en politisk handling hos de kinesiske ledere. 

Spørgsmålet for Italien og Giorgia Meloni vil derfor være, om beslutningen om at forlade BRI bliver betragtet som en politisk handling hos de kinesiske ledere. Melonis valg af arena til annonceringen i form af G20-topmødet i New Delhi er sandsynligvis ikke blevet særlig godt modtaget hos kineserne. Melonis erklæring om at forlade BRI kunne meget vel være blandt årsagerne til præsident Xi Jinpings fravær fra G20-topmødet.

Dog kan Melonis signal om at ville opbygge nye samarbejdsaftaler med Kina også have mildnet landets ansigtstab – i hvert fald har kinesiske embedsmænd indtil videre været ganske stille omkring sagen. Melonis mere afbalancerede tilgang til at forlade BRI i forhold til hendes kraftige opfordring til en hurtig BRI-udtræden under hendes valgkamp afspejler også Italiens to tilgange til Kina. Italien er en af grundlæggerne af Nato, og Meloni har været en af de mest kritiske stemmer imod Ruslands invasion af Ukraine, som Kina indirekte har støttet. Men Melonis mest magtfulde vælgergruppe er erhvervslivet, som hun har brug for at holde på sin side. Og erhvervslivet bruger tydeligvis deres lobbykraft på at opretholde et rimeligt arbejdsforhold med Kina. Mange af disse erhvervsgrupper er afhængige af Kina for at have markedsadgang. 

Så Melonis beslutning om at vælge en multilateral platform til at annoncere udtrædelsen – samtidig med at hun lover en fortsættelse af samarbejdet med Kina – kan tillade Italien at trække sig ud af BRI uden alt for voldsomme gengældelsesaktioner fra Kinas side.

Melonis håndtering af Italiens udtræden er også vigtig for resten af verden. Hun valgte en multilateral indstilling til annonceringen, men har klart undgået konfrontationen med Kina ved at lufte idéen om et fornyet bilateralt samarbejde.

Hvordan dette samarbejde udvikler sig, vil blive fulgt nøje, ikke kun i andre EU-lande, men også af andre BRI-medlemmer, der måske også er skuffede nok over udeblevne resultater til at overveje at træde helt ud.