Kommunerne råder over 3.500 sengepladser til syge

Landets kommuner har gennem årene opbygget deres eget lille sygehusvæsen.

Tilsammen råder kommunerne over mindst 3.500 sengepladser til folk, som typisk er for svage til at bo derhjemme og derfor har brug for en midlertidig døgnplads, hvor de kan få pleje, hjælp og genoptræning i en periode. Og 16.000 sygeplejersker arbejder for en kommune.

Vidt forskellige patienter befolker de kommunale sygesenge. De bruges blandt andet til ældre medicinske patienter, som lige er udskrevet fra hospitalet, men som har nogle komplekse plejebehov. Det kan være svært hjerneskadede med behov for genoptræning efter en trafikulykke, eller demente, som har brug for en aflastningsplads, mens ægtefællen er på charterferie en uge i Tyrkiet.

Tilsammen er der nu så mange midlertidige døgnpladser i kommunerne, at kun Region Hovedstadens sygehuse med 5.100 senge i dag råder over flere pladser end kommunerne. Se figur 1.

Det viser en overraskende opgørelse, som projektchef Sidsel Vinge fra VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, har foretaget. Hun mener, at de mange midlertidige pladser er en slags sundhedsvæsenets black box.

”Det er simpelthen bare ikke i orden, at vi ikke har mere viden om disse midlertidige pladser. Vi ved reelt ikke præcist hvor mange pladser, der er i dag. Vi ved ikke, hvad det er for nogle pladser. Vi ved ikke, hvad de bruges til. Vi ved ikke hvordan, de er bemandet. Det skal ikke opfattes som en kritik af kommunerne og personalet på de kommunale sengepladser. Jeg har stor respekt for deres arbejde. Men vi har behov for at få langt mere styr på det her område,” siger Sidsel Vinge. 

Ikke underlagt skarpe kvalitetskrav

Det er ikke helt ligegyldigt for patienterne, om de henvises til en kommunal sengeplads eller kommer ind på det regionale sygehus. De kommunale pladser ligger i snitfladen mellem social- og sundhedsvæsenet. Det betyder, at de typisk reguleres efter serviceloven. Derfor bliver der generelt ikke stillet de samme krav om kvalitet til dem som til behandlinger i det sygehusvæsen, der hører under sundhedsloven.

Der findes kommunale pladser, der reguleres efter de høje krav, som Sundhedsstyrelsen stiller i sine såkaldte kvalitetsstandarder. Men det er et fåtal, forklarer professor i sundhedsøkonomi- og politik fra Syddansk Universitet Kjeld Møller Pedersen:

”De kommunale akutpladser, som den praktiserende læge kan indlægge folk på frem for at sende dem på sygehuset, er under sundhedsloven og omfattet af Sundhedsstyrelsens kvalitetsstandarder. Men de udgør kun en brøkdel af de mange midlertidige kommunale pladser. Vel kun omkring 300- 400 egentlige akutpladser. De andre er ikke omfattet af de samme kvalitetskrav. Det flyder. Og den kommunale statistik på sundhedsområdet er, for nu at sige det meget diplomatisk, meget ufuldstændig,” konkluderer Kjeld Møller Pedersen.

Hver anden kommune kræver brugerbetaling

Borgmestrene udnytter, at pladserne hører under serviceloven – og ikke under sundhedsloven – for på den måde at få nogle ekstra penge i kommunekassen. I over halvdelen af landets kommuner bliver syge borgere mødt med en opkrævning for kost, rengøring og sengelinned, når de bliver flyttet til en kommunal sengeplads. Brugerbetalingen ligger i snit på 160 kr. i døgnet.

Det fremgår af et svar fra sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) til Sundheds- og Ældreudvalget i Folketinget, som bygger på en opgørelse foretaget af Kommunernes Landsforening. 86 kommuner har bidraget til besvarelsen. Af dem opkræver 52 egenbetaling, hvilket svarer til 60 procent.

Den udvikling bryder sundhedsminister Ellen Trane Nørby sig ikke om.

”Det har aldrig været den politiske intention, at de ydelser og indsatser, som sker i hjemmesygeplejen, skulle være forbundet med betaling for de borgere, der, hjemme eller på et plejecenter, modtager indsatser fra hjemmesygeplejen. Heller ikke for borgere, der har komplekse behandlingsbehov, som kræver særlige sygeplejefaglige kompetencer, og derfor henvises til en kommunal akutfunktion,” understreger ministeren i et svar til Sundheds- og Ældreudvalget.

Hvor langt ministeren vil gå for at standse kommunernes opkrævninger for sundhedsydelser, vil snart blive testet i folketingssalen. Enhedslisten har nemlig fremsat et beslutningsforslag, der skal sætte en stopper for, at folk kan opkræves brugerbetaling, når de har ophold på kommunale akutpladser i stedet for på et sygehus.

”Brugerbetaling for den samme behandling, der varierer, alt efter hvilken kommune man bor i, eller om man er indlagt på et sygehus eller en aflastningsplads, strider efter forslagsstillernes vurdering mod sundhedslovens § 2 om lige behandling i sundhedsvæsenet,” hedder det i beslutningsforslaget.

Derfor kommer der flere midlertidige døgnpladser

Der er vidt forskellige grunde til at pleje- eller behandlingskrævende syge ligger på en kommunal sengeplads.

Nogle kommunale sengepladser bruges til at sikre, at borgere hurtigt kan vende hjem, når de bliver udskrevet fra hospitalet men endnu ikke er i stand til at klare sig i eget hjem. På den måde optager folk ikke en dyr seng på hospitalet, som kommunerne skal betale døgntakst for, hvis der ligger færdigbehandlede borgere og venter på at komme hjem. Andre pladser skal forebygge, at folk ender på hospitalet eller skal leve resten af deres liv på et plejehjem. Og nogle pladser er beregnet til at give folk en effektiv og intensiv rehabilitering.

En ting er dog fælles for disse midlertidige døgnpladser: De er et tilbud til de borgere, som kommunerne vurderer har brug for i en periode at få mere pleje, behandling og genoptræning, end de kan få i deres egen bolig.

”Der er ekstrem stor forskel på de ca. 3.500 pladser. En ting er feriepladser, som konen til demente hr. Pedersen kan booke til ham fire måneder i forvejen, når hun skal på en uges ferie med datteren til Gran Canaria, og som kan ligge i en ikke-udlejet bolig for enden af en gang på et plejehjem i Jylland. Noget helt andet er, når en svært hjerneskadet bliver udskrevet fra hospitalet og ryger ud på en kommunal rehabiliteringsplads, hvor der måske er både neuropsykolog, højt kvalificerede fysio- og ergoterapeuter og sygeplejersker. De to pladser er for mig ikke grundlæggende sammenlignelige,” siger projektchef Sidsel Vinge fra VIVE og tilføjer:

”Kommunerne har overraskende lidt data på de her pladser, i betragtning af at de er relativt dyre. De enkelte kommuner ved godt, hvor mange pladser de selv har. Men spørgsmål som hvor længe ligger borgerne der, hvor kommer de fra, hvad fejler de, og hvor går de hen bagefter, kan de fleste kommuner ikke svare specielt fyldestgørende på, er min erfaring.”

Tre typer pladser

Lad os tage tre eksempler på nogle af de mest udbredte kommunale sengepladser:

Kommunale akutpladser. De senere år har de fleste kommuner oprettet såkaldte akutteams og akutpladser. Forskellen mellem disse to typer er, at hvor udekørende akutteams typisk rykker ud i folks eget hjem for at hjælpe folk med deres skavanker, sker den sygeplejefaglige indsats på de midlertidige akutpladser på en kommunal institution. Det kan være folk med akut opstået sygdom eller akut forværring af sygdom. Det kan også være folk, der netop er udskrevet fra sygehuset, men som har nogle komplekse plejebehov og derfor ikke kan klare sig selv endnu. Her kan folk ligge i typisk to-tre uger og få hjælp fra sygeplejersker og sosu-assistenter med særlige kompetencer, inden de kan komme hjem i egen bolig.

Kommunale rehabiliteringspladser. Langt de fleste kommuner råder i dag også over døgnrehabiliteringspladser. Målgruppen er temmelig bred. Det kan f.eks. være folk, som har været udsat for en trafikulykke, og som har brug for intensiv genoptræning. Det kan også være ældre, som pga. kroppens forfald har behov for at blive rehabiliteret. Længden af opholdet varierer afhængig af folks individuelle behov. Hjælpen udføres typisk af sygeplejersker, ergo- og fysioterapeuter samt sosu-assistenter.

Kommunale aflastnings- og feriepladser. Denne type midlertidige pladser omfatter også en bred målgruppe. Det kan være demente, som for en periode får en plads, da deres pårørende har brug for at blive aflastet. Det kan også være alvorligt syge eller døende. Længden af opholdet varierer meget afhængigt af folks behov. De ansatte er typisk sygeplejersker og sosu-personale.

Usikkerhed om antallet

Samtidig med at kommunerne varetager flere komplekse sundhedsopgaver, stiger antallet af ansatte, der arbejder med en eller anden form for sundhed. Kommunerne har i dag ansat næsten 16.000 sygeplejersker og over 78.000 som plejepersonale. Se figur 2.

Præcis hvor mange midlertidige pladser kommunerne råder over i alt, er dog svært at give et helt klart svar på. Danmarks Statistiks opgørelse bygger på kommunernes egne indberetninger, og de svinger kraftigt. Tallene ”er derfor forbundet med en vis usikkerhed,” understreger Danmark Statistik i sin opgørelse.

For øjeblikket er der ifølge Danmarks Statistik ca. 3.100 pladser til midlertidigt ophold. Men f.eks. står to af landets største kommuner – København og Frederiksberg – registreret som værende i besiddelse af 0 pladser. Alene Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune råder i dag over næsten 300 midlertidige døgnpladser og drifter derudover en række pladser for Socialforvaltningen.

”De 3.100 pladser er lavt sat. Jeg vil anslå, at antallet snarere er mindst 3.500 og med stor sandsynlighed endnu højere. Men vi har desværre ikke nogen mere præcise tal,” siger Sidsel Vinge.

Intet tyder på, at antallet af kommunale sengepladser vil falde de kommende år. Snarere tværtimod. For antallet af ældre vil fortsætte med at stige de næste 30 år. Det vil betyde flere folk med kroniske sygdomme og flere ældre medicinske patienter. Samtidig vil regeringens kommende sundhedsreform lægge op til, at flere folk skal ud af sygehusene og behandles så tæt på eget hjem som muligt.