Konkurrencestatens fire ansigter

Allerede tilbage i 1980 demonstrerede professor Michael Porter fra Harvard Business School, at en virksomhed kan blive konkurrencedygtig via flere forskellige strategier. Han forklarede, at virksomheder enten kunne forfølge en prisstrategi og tilbyde sine produkter til en lavere pris end konkurrenterne, eller en differentieringsstrategi, hvor virksomheden satsede på at innovere nye produkter, som markedet vil betale mere for.

Det er også velkendt, at konkurrencestatens forløber – velfærdsstaten – kunne fås i flere forskellige varianter. Det beskrev politologen Gösta Esping-Andersen allerede i 1990, hvor han skelnede imellem tre typer af velfærdsstater: en universel skandinavisk velfærdsstat, hvor de 90 pct. rigeste over skattebilletten betaler for de 90 pct. fattigste, en selektiv kontinental velfærdsstat baseret på obligatorisk social- og arbejdsløshedsforsikring for alle i beskæftigelse, og en angloamerikansk velfærdsstat, der kun stiller minimale sociale ydelser til rådighed for de mest udsatte.

På samme måde kommer konkurrencestaten også i flere varianter, for der findes mange forskellige forståelser af national konkurrenceevne. Selvom ideerne ligner hinanden til forveksling, adskiller de sig alligevel i praksis fra hinanden på vigtige områder. Størst forskel er der i opfattelserne af, hvordan konkurrenceevne skabes, hvordan den måles, og hvilken rolle den offentlige sektor spiller. Derved tegner der sig også konturerne af fire forskellige typer konkurrencestater: en eksportstat, en vækststat, en social investeringsstat og en grøn investeringsstat. Se figur 1.

Et andet eksempel på den samme tendens til at give markedet mere spillerum er de senere års mange arbejdsmarkedsreformer som f.eks. efterlønsreformen og tilbagetrækningsreformen, der alle har haft til hensigt at opbløde det danske arbejdsmarkeds strukturer for at styrke Danmarks lønkonkurrenceevne.

Det bedste eksempel på en eksportstat er Tyskland. Det europæiske “wirtschaftswunder” har både før, under og efter krisen været Europas ubestridte eksportlokomotiv og løbende genereret meget store overskud på handelsbalancen. Tysklands eksportstyrke kan forklares med flere forskellige forhold. For det første har landet udviklet meget solide styrkepositioner inden for kapital- og videnstung produktion som f.eks. bilproduktion og petrokemisk industri. For det andet understøtter det særlige tosporede tyske uddannelsessystem, at tyske arbejdere har et kompetence- og produktivitetsniveau, der matcher de høje krav til kvalitet, som en sådan erhvervsstruktur fordrer. Og endelig har de meget omtalte Hartz-reformer, der forkortede ledige tyskeres understøttelsesperiode, skærpede de arbejdsløses pligter samt i højere grad åbnede for mere fleksible arbejdsformer såsom deltid og minijobs, styrket Tysklands lønkonkurrenceevne betydeligt, fordi de gjorde det tyske arbejdsmarked mere fleksibelt.

Konkurrencestaten som vækststat

Konkurrenceevne forstås anderledes i vækststaten. Her måles konkurrenceevne primært på den relative levestandard og befolkningens velstandsniveau. Som oftest måles vækst ved hjælp af bruttonationalproduktet, BNP, der beskriver værdien af et lands produktion pr. indbygger. Men flere økonomer og organisationer som f.eks. OECD er også begyndt at måle velstand ved at betragte befolkningens bruttonationalindkomst, BNI, som er den indkomst,  den enkelte indbygger har til rådighed inklusive indkomst fra renter og formue.

Men vækst kan også stamme fra større beskæftigelse, højere arbejdstid og højere produktivitet, dvs. være resultatet af, at den enkelte medarbejder producerer mere værdi pr. arbejdstime. F.eks. var det en central målsætning for det fælles S-SF-udspil Fair Løsning, at danske arbejdstagere skulle øge deres ugentlige arbejdstid med en time – eller de sidenhen så berømte 12 minutter om dagen.

Da de to partier siden kom i regering, flyttede de fokus over på at skabe vækst gennem at øge Danmarks produktivitet. Danmarks produktivitet er ifølge OECD blandt de højeste i verden, men siden 1995 er vores produktivitetsvækst faldet markant. Se figur 4. F.eks. viser Finansministeriets finansredegørelse fra 2014, at Danmark hører til blandt de internationale bundpropper, når det gælder produktivitetsvækst – sammen med lande som Italien, Spanien, Belgien og Mexico. Se figur 5.

En vækststat lægger mere vægt på virksomhedernes evne til at producere højere værdi og kvalitet end på deres evne til at konkurrere på pris. Virksomhedernes evne til at udvikle og afsætte højkvalitetsprodukter og -tjenester ved at integrere ny teknologi, viden og kompetencer, som de internationale markeder er villige til at betale mere for, bestemmer, om et lands produktion kan bære en højere løn og dermed levestandard. Her er virksomhedernes løbende evne til at integrere ny teknologi og viden i produktionsprocesserne og produkterne central, og mange bruger da også betegnelsen vidensøkonomi om vækststaten.   

[graph title="Danmark som produktivitetsefternøler" caption="Figur 5  " align="left" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/02/b1c43-mmr_fig05_danmark-som-produktivitetsefternoeler.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/636f9-mmr_fig05_danmark-som-produktivitetsefternoeler.png" text="Det er blevet et fast tema i den hjemlige økonomiske debat, at Danmarks produktivitet ikke vokser hurtigere end i de landes, vi normalt sammenligner os med. Men blandt disse lande er det kun USA, der både har højere produktivitet og højere produktivitetsvækst end Danmark."]Kilde: Finansministeriet. [/graph]

Ligesom i eksportstaten har valutakursen og virksomhedernes omkostningsniveau betydning for konkurrenceevnen. Men derudover er et lands uddannelsesniveau og kvaliteten af dets uddannelsesinstitutioner, fleksibiliteten på dets arbejdsmarked, dets fysiske og digitale infrastruktur, forsknings- og udviklingsaktiviteter, rammerne for iværksættere og innovation også centrale for evnen til at skabe vækst via højere produktivitet.

Det betyder samtidig en anden og udvidet rolle for staten. Hvor den offentlige sektor i en eksportstat primært skal give plads til markedet, har den i vækststaten en mere aktiv rolle som den aktør, der korrigerer markedets fejl. Selvom markedet forstås som grundlæggende effektivt, er der i vækststaten en idé om, at markedet begår fejl, som det ikke selv kan rette op på. En række samfundsværdier som f.eks. arbejdskraftens kompetenceniveau, grundforskning og infrastruktur udgør ressourcer, som den enkelte virksomhed har brug for, men ikke fuldt ud kan udnytte til egen fordel. I et frit marked medfører det, at virksomhederne investerer mindre i disse goder, end godt er for økonomien som helhed. Og så hviler ansvaret på staten, som bliver ene om at investere i uddannelse, infrastruktur, forskning og andet, som markedet ikke ellers ville frembringe.

Det var netop denne rollefordeling, som den amerikanske præsident Barack Obama i 2012 spillede på, da han skabte politisk røre på den politiske højrefløj med sit udsagn: ”You didn’t build that.” Her henviste han netop til, at enhver virksomheds værdiskabelse hviler på og drager fordel af en række samfundsmæssige ressourcer, som staten og ikke virksomhederne har skabt.

USA har i mange år fremstået som mønstereksemplet på en vækststat. I både den internationale og hjemlige debat fremhæves det ofte, hvordan USA de seneste årtier har skabt verdens højeste velstandsniveau i kraft af sin høje produktivitetsvækst, som med international målestok er meget høj.  Og USA udgør ofte det benchmark, som andre lande måler sig selv i forhold til.  I kraft af bl.a. universiteter i verdensklasse, større kompetence blandt private erhvervsledere, verdensledende finansmarkeder og gode iværksætterforhold har USA løftet sin produktivitet til uanede højder og dermed opnået en imponerende høj vækst. Ifølge OECD producerede den gennemsnitlige amerikanske arbejdstager værdi for 66 dollar pr. time i 2013. I Danmark var det tilsvarende tal 61,6 dollar, i Tyskland 60,4 og Sverige 56,0. Målt på produktivitet overgås USA kun af Norge og Luxembourg.

Konkurrencestaten som social investeringsstat

Konkurrenceevne forstås igen anderledes i den tredje konkurrencestat – den sociale investeringsstat. Ligesom i vækststaten måles konkurrenceevne via et mål for befolkningens velstand, men den sociale investeringsstat supplerer typisk med yderligere mål for f.eks. samfundets sociale sammenhængskraft, borgernes oplevede livskvalitet, lykkeniveau eller velvære. For at understøtte regeringer med netop det arbejde har OECD siden 2011 udgivet et “Better Life Index”.

På tilsvarende vis betoner den sociale investeringsstat også betydningen af at konkurrere på kvalitet og pris. Men til forskel fra vækststaten er der her en bredere forståelse af, hvilke samfundsmæssige faktorer der understøtter virksomhedernes værdiskabelse og kvalitetsproduktion. Her forstås klassiske elementer af velfærdsstaten som både mål og middel. Snarere end offentligt forbrug består statens investeringer af en række aktiviteter, der virker som langsigtede sociale investeringer og understøtter virksomhedernes muligheder for at skabe kvalitet, samtidig med at de øger befolkningens velfærd, sundhed og livskvalitet. Dermed har den sociale investeringsstat også en mere omfattende rolle end vækststaten, hvad angår frembringelsen af de goder, som markedet nyder godt af, men ikke selv frembringer.

For eksempel forstås et velfungerende sundhedsvæsen som en faktor, der bidrager til at øge arbejdsudbuddet og arbejdstiden, fordi det bidrager til at nedbringe antallet af sygedage og helbredsbetingede førtidspensioner i samfundet. Børnepasningsinstitutioner og ældrepleje er funktioner, der fritager familierne for en række omsorgsforpligtelser, frisætter de voksnes arbejdskraft og øger arbejdsudbuddet. Og et fintmasket socialt sikkerhedsnet forhindrer tab af værdifulde kompetencer og dermed produktivitet.

Det var denne tankegang, der kom til udtryk i Produktivitetskommissionens afsluttende rapport tidligere i år. Her hævdede kommissionens økonomer, at “et socialt sikkerhedsnet [kan] fremme dynamikken i samfundet ved at gøre den enkelte mere villig til at omstille sig og løbe en risiko. (...) En stor del af de offentlige udgifter kan altså gavne den økonomiske vækst. (...) Et veltilrettelagt socialt sikkerhedsnet kan som nævnt også være gavnligt for væksten.”

Konkurrencestaten som grøn investeringsstat

Den fjerde udgave af konkurrencestaten er den grønne investeringsstat. Den anlægger også et bredere syn på konkurrenceevnens mål og midler. Her er vækst også et centralt mål, men typisk vil den grønne investeringsstat supplere med et mål for miljø- og klimamæssig bæredygtighed. Og på linje med den sociale investeringsstat er tanken i den grønne pendant, at kvalitetsproduktion hviler på mere end blot human og vidensbaseret kapital. Virksomheders konkurrenceevne bestemmes altså ikke kun af lønomkostninger, men også af omkostninger til energi, fossile brændsler og øvrige knappe ressourcer. Særligt når udbuddet af disse falder.

På kort sigt kan det nok være omkostningsfuldt for virksomheder at omstille sig til mere energieffektiv teknologi. Men det er filosofien i den grønne investeringsstat, at staten med intelligent regulering midlertidigt kan gøre energitunge og forurenende produktionsformer kunstigt dyrere og derved skabe incitamenter for virksomheder til at omstille sig til mere energieffektiv og klimavenlig produktion. En investering, der på lang sigt ikke blot vindes hjem, men faktisk giver overskud, når udbudspriserne på fossile brændsler stiger.

F.eks. anslår Danmarks Nationalbank i sin kvartalsoversigt fra juni, at olieprisen de seneste ti år er firedoblet. Fordi danske virksomheder igennem årtier har udviklet og implementeret meget energieffektive produktionsteknologier og dermed bruger langt mindre energi i deres produktion, er deres lønkonkurrenceevne styrket med 9 pct. – det svarer til en lønbesparelse på 27 kr. pr. time. Med andre ord ser det ud til, at den regulering og afgiftsbelæggelse, der for 30 år siden udgjorde en omkostning for danske virksomheder, i dag giver dem en markant international konkurrencefordel. En fordel, der kun bliver større, så længe udbuddet af fossile brændsler falder på globalt plan.

Endnu findes der ikke eksempler på lande, der fuldt ud har omfavnet hverken den sociale eller den grønne investeringsstat. Men et af de måske bedste eksempler på et land, der er gået foran for at forvandle sociale og grønne investeringer til en konkurrencefordel, er faktisk Danmark. Både den sociale sikring og efteruddannelseselementet i den danske flexicurity-model sigter på at modvirke tab af produktivitet. 60’ernes indtog af kvinder på arbejdsmarkedet – skabt af forbedrede muligheder for familiepleje og børnepasning – øgede Danmarks arbejdsudbud til et af de højeste i verden. Og årtiers dansk politik til fremme af energieffektivitet giver danske virksomheder en konkurrencefordel.