Macron træder frem som Europas politiske leder

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, lancerer sig selv som EU’s reelle politiske leder, og han gør det med en europapolitisk dagsorden, der har stærk appel til den liberale midte i europæisk politik. I Danmark er Radikale og Venstre mest positive over for udspillet.

Det er aldrig sket tidligere, at en fransk præsident henvender sig til samtlige 500 millioner borgere i EU-landene, sådan som Macron gjorde det i sidste uge. På 22 forskellige sprog og med hjælp fra førende aviser i EU-landene – i Danmark var det Berlingske – udlagde Macron sin vision for 'en europæisk renæssance'.

Teksten indeholder en lang række forskellige forslag, men i essensen er teksten mest af alt en slags grænseoverskridende valgoplæg til valget til Europa-Parlamentet 26. maj.

Et valg, der får en helt anderledes afgørende betydning end det tidligere valg, fordi valget kommer til at afgøre sammensætningen af hele EU’s politiske ledelse i perioden 2019-2024 – det vil sige formandsposterne i EU-Kommissionen, i Det Europæiske Råd og flere andre poster – på et tidspunkt, hvor EU er under hårdt angreb fra både skeptikere internt i Europa-Parlamentet og fra eksterne kræfter som Vladimir Putins Rusland, der åbenlyst modarbejder EU.

I øjeblikket hersker der et magttomrum i det mellemstatslige politiske samarbejde, som EU fortsat er.

Macron har set, at EU – med Storbritannien på vej ud af EU og den magtfulde tyske kansler, Angela Merkel, på vej på pension – har brug for en politisk lederskikkelse.

Det, Macron gør med sin tekst, er reelt, at han byder sig til som den politiske leder af alle de midtsøgende kræfter i Europa, der insisterer på, at EU-samarbejdet er nøglen til løsningen på Europas centrale grænseoverskridende politiske udfordringer, Europas kollektive sikkerhed og det stærke og stigende migrationspres fra syd og sydøst. Og Macron gør del vel vidende, at der rundtomkring i EU-landene hersker stor nervøsitet i regeringspartierne fra centrum-højre og centrum-venstre, som alle mærker presset fra populistiske fløjpartier.

Macrons projekt er et udtryk for en slags europæisk nationalisme og protektionisme, der ikke er så voldsomt forskellig fra de tendenser, man ser i USA, Kina og Indien. Macron vil ikke bygge en mur mod syd, sådan som Donald Trump vil det i USA. Men ikke desto mindre insisterer Macron på, at EU skal have lukkede grænser.

”Intet samfund er i stand til at skabe en følelse af tilhørsforhold, hvis det ikke har grænser, det skal beskytte. En grænse, det er frihed i sikkerhed,” lyder det filosofisk fra Macron, som i teksten understreger et centralt punkt i sin europapolitik lige siden valgkampen i 2017:

”Jeg tror på et Europa, der i lyset af migration beskytter sine værdier og sine grænser.”

En sådan formulering har klar adresse til de vælgere, som i de senere år har stemt på højrenationale partier, som længe har ønsket sig det ”Fort Europa”, der har været et skældsord på midten i europæisk politik, men som nu bredt anses for at være indlysende nødvendigt.

Udstrakt hånd til alle mange grupper

Macrons appel til europæerne er en politisk cocktail, der rækker ud til både globaliseringsangste, til indvandringsbekymrede og til klimaengagerede europæere. På samme tid gør Macron sig også til fortaler for en social europæisk markedsøkonomi med beskyttelse af lønmodtagere og med stærkere protektionistiske træk, end det har været tilfældet i de seneste årtier, hvor frihandel og liberalisering har været i højsædet.

Macrons embedsmænd understregede i sidste uge, at regeringerne i samtlige EU-lande var blevet orienteret om præsidentens initiativ. Det var man altså også i Statsministeriet i København, hvor Lars Løkke Rasmussen i de seneste uger har slået en væsentligt mere EU-engageret tone an end den, der ellers har præget hans aktuelle regeringsperiode siden 2015.

Statsministeren har ikke personligt kommenteret den franske præsidents udspil, men det har Venstres EU-spidskandidat, Morten Løkkegaard, der kalder Macrons idéer "sympatiske" og understreger, at EU har mange grænseoverskridende udfordringer, som "vi er nødt til at løse i fællesskab".

Macron er afhængig af EU

Macrons offensive udmelding på den europæiske scene kan synes paradoksal i betragtning af de store udfordringer, han i de seneste måneder har oplevet hjemme i Frankrig. Men De Gules Vestes protester synes at være ved at klinge ud, mens Macrons popularitet er på vej op igen.

Under alle omstændigheder er bundlinjen, at Emmanuel Macron – hvis han skal lykkes med de historiske og smertefulde reformer, han har iværksat i Frankrig – er dybt afhængig af at have et EU, der forfægter de samme værdier, som han selv repræsenterer.

Det mest bemærkelsesværdige er faktisk, at Macrons udspil i al dets napoleonske grandiositet på Europas vegne ikke er blevet skudt ned i flammer. Tværtimod har det fået en ganske varm modtagelse af ledende liberale politikere i Nordeuropa som Finlands statsminister Juha Sipilä og Belgiens Charles Michel og to tyske topsocialdemokrater, finansminister Olaf Scholz og spidskandidaten ved europaparlamentsvalget, justitsminister Katarina Barley.

I Danmark vil Macrons idéer – statsministerens nye EU-linje taget i betragtning – også blive et centralt referencepunkt, når vælgerne efter alt at dømme skal udpege både folketingsmedlemmer og medlemmer af Europa-Parlamentet søndag 26. maj.