Magten plejer at slide på statsministerens parti - men intet er som det plejer

Statsminister Mette Frederiksen kan på trods af coronapandemien gå på juleferie med vished om, at hun har et solidt greb om magten i Danmark. 

Med en opbakning markant over valgresultatet har hun og Socialdemokratiet præsteret det nærmest umulige: at tiltrække store vælgergrupper efter en valgsejr.

Hvis der var valg i morgen, ville hun ifølge meningsmålingerne få seks ekstra mandater. 

Normalt har statsministre og deres partier svært ved at holde på vælgernes opbakning. Vi skal helt tilbage de konservatives Poul Schlüter i 1982 for at finde en statsminister med en tilsvarende stærk fremgang.

”I dansk politik er det nærmest en naturlov, at det regerende parti taber et til to mandater om året. Den udvikling begynder næsten altid, lige efter at de har overtaget regeringsmagten. Denne politiske naturlov har Mette Frederiksen brudt,” siger Kasper Møller Hansen, der er professor i statskundskab ved Københavns Universitet og en af landets førende valgforskere. 

Han har selv undersøgt meningsmålingsinstituttet Gallups dom over siddende statsministre og herunder de konservatives Poul Schlüter i 1980’erne. I den efterfølgende periode frem til i dag har Mandag Morgen og Altinget trukket på data fra det såkaldte Risbjerg-snit, en sammenvejning af tal fra forskellige målings-institutter.

Kasper Møller Hansen forudser dog, at Socialdemokratiets ekstraordinære opbakning kan forsvinde igen, hvis regeringen ikke håndterer epidemien på betryggende vis.

”Under en krise bakker vælgerne gerne op om den siddende statsminister, der så kan få nogle vælgere til låns. De ekstra vælgere, der lige nu støtter Socialdemokratiet og Mette Frederiksen, er altså ikke nødvendigvis blevet socialdemokrater, men støtter hende og Socialdemokratiets håndtering af coronaepidemien,” siger han.

Den afgørende test af regeringens fortsatte store opbakning kan komme allerede i midten af januar. Den test vender vi tilbage til.

Stærke statsministre 

Gennem de seneste 40 års politiske danmarkshistorie er der kun en enkelt statsminister, den konservative Poul Schlüter, der 18 måneder efter sin første valgsejr kunne mønstre en tilsvarende stærk opbakning fra vælgerne.

Selv om Poul Schlüter og Mette Frederiksen kommer fra hver sin politiske blok, giver det mening at sammenligne netop de to statsministre med hinanden.

”Poul Schlüter overbeviste vælgerne om, at han kunne håndtere landets daværende økonomiske krise. Mange vælgere var ikke enige i hans politik, men støttede ham, fordi de oplevede, at han gjorde noget ved krisen. Det ligner situationen i dag, hvor Mette Frederiksen i foråret overbeviste vælgerne om, at hun gjorde det rigtige ved at lukke store dele af samfundet ned. Det accepterede vælgerne, selv om det kostede arbejdspladser,” siger Jørgen Goul Andersen, der er professor i statskundskab ved Aalborg Universitet.

Svag opposition

Det handler dog ikke kun om, hvorvidt vælgerne belønner statsministre og regeringspartier, der kan håndtere en erkendt krise. Det handler også om oppositionens modspil. 

Under coronakrisen er det ifølge Jørgen Goul Andersen værd at notere de borgerlige partiers skiftende politik. 

Han siger, at de borgerlige partier forholdt de sig mindre til coronakrisen og stedet markerede sig med gentagne opfordringer til hurtigere lempelse af restriktioner med henvisning til virksomhedernes behov. I forbindelse med de seneste restriktioner har de sadlet om og omvendt kritiseret statsminister Mette Frederiksen og hendes regering for ikke at handle hurtigt og kontant.

”Da de konservatives Per Larsen og Dansk Folkepartis Liselotte Blixt kritiserede regeringen for ikke at gribe hurtigt nok ind, var det et regulært skifte i de blå partiers politik. De har tilsyneladende lyttet til de økonomiske vismænd, der igen og igen har sagt, at en god økonomi er afhængig af lave smittetal,” siger Jørgen Goul Andersen.

Den afgørende test

Ganske vist blev Mette Frederiksen og Socialdemokratiet belønnet af vælgerne for deres tidligere indgreb og krisehåndtering af pandemien i marts, april og maj. Det gav en tilslutning på op imod 34 procent i april og juni – svarende til 16 ekstra mandater i forhold til valgresultatet.

Det var lykkedes at bringe Danmark gennem den første bølge af pandemien med færre døde og med langt mindre hårde konsekvenser for økonomien end i mange andre europæiske lande. 

I de første uger af juli var der under 20 nye bekræftede tilfælde om dagen. Nu er der mere end 3.000. Det er selvfølgelig derfor, Mette Frederiksen og regeringen griber ind med lukninger i 69 kommuner. 

Det gode spørgsmål er, om indgrebene kan nå at bringe smitten så meget ned, at de mange julearrangementer omkring den 24. december ikke sætter gang i en ny, voldsom stigning i smitten, sådan som det skete i både USA og Canada efter Thanksgiving.

”Den afgørende test bliver smittetallene lige efter nytår og antallet af indlæggelser i midten af januar. Hvis det går galt, vil vælgerne huske Mette Frederiksen og Socialdemokratiet for ikke at have grebet tidligt nok ind. De konservative og Dansk Folkeparti vil minde vælgerne om, at de havde opfordret til hurtigere og hårdere restriktioner,” siger Jørgen Goul Andersen.

Sammenhold i rød blok 

Når Mette Frederiksen går på juleferie, kan hun dog se tilbage på nogle uger, hvor hun og regeringen har sprøjtet aftaler ud på samlebånd. 

Dermed kan hun ikke bare sætte flueben ud for endnu flere af de mange løfter, hun stillede vælgerne i udsigt før valget. Hun har også, sammen med finansmininister Nicolai Wammen (S), genskabt et tillidsfuldt og konstruktivt forhandlingsklima mellem partilederne i rød blok, som står i skarp kontrast til den manglende familieidyl i blå blok. 

De mange aftaler omfatter blandt andet en velfærdsaftale, der giver flere penge til ældreplejen, minimumsnormeringer i institutioner og nye investeringer i ungdomsuddannelserne.

En grøn skattereform skal reducere Danmarks CO2-udledning og øge beskæftigelsen med op mod 5.000 personer. En stimuluspakke på over 25 milliarder kroner skal beskytte dansk økonomi og danske arbejdspladser. Og en grøn omstilling af vejtransporten i Danmark skal sikre 775.000 grønne biler på vejene i 2030.

Nogle af aftalerne er en del af finanslovsaftalen, som regeringen landede med sine støttepartier som en af de mest udramatiske i mange år, og som både blev rost af både Enhedslisten og Dansk Erhverv.  
Det eneste minus i karakterbogen er, at flere af aftalerne har et spinkelt flertal og derfor hurtigt kan laves om efter et valg, hvis regeringsmagten skifter til blå blok.

Udfordringer til vælgerne

Selvfølgelig bliver coronapandemien den største udfordring for regeringen i det nye år. Men ser man på listen over emner, som regeringen enten har udskudt på grund af coronapandemien eller endnu ikke har taget fat på, er den forbløffende lang. Den kan også indebære politiske opgør, der vil slide på opbakningen til Mette Frederiksen og Socialdemokratiet.

Lad os bare fremhæve fire af de største:

#1: Ydelser til indvandrere

Regeringen har endnu en gang udskudt det ømtålelige emne om højere ydelser til flygtninge og indvandrere. Det bliver med garanti en sprængfarlig cocktail til foråret. De andre partier i rød blok kræver højere ydelser. Specielt SF og Enhedslisten har skruet op for retorikken. Men hvis regeringen giver sig, vil blå blok anklage den for at løbe fra alle sine valgløfter om at fastholde en stram udlændingepolitik. Meget taler for, at vælgerne vil straffe Socialdemokratiet, hvis de for alvor lemper politikken her.

#2: Børnenes statsminister

Mette Frederiksen vil være børnenes statsminister og måles på, om de kommende generationer af børn og unge klarer sig bedre i samfundet. Det forpligter.

Hendes tanker om, at flere børn skal anbringes tidligere, er dog mildest talt ikke faldet i god jord hos hverken de øvrige partier, de anbragte børn selv eller de mange fagfolk, som er tæt inde på de udsatte børn. Lykkes det hende ikke at få en omfattende reform på plads, får hun svært ved at kalde sig børnenes statsminister og risikerer at blive beskyldt for løftebrud på et af de områder inden for velfærden, hun selv har prioriteret højest.

Nu bliver politikere som bekendt også mange gange målt på, hvordan vælgerne opfatter et konkret løfte. Mange af hendes potentielle vælgere vil formentlig måle hende på, om for eksempel børn får mærkbart flere voksne i daginstitutioner, eller om færre unge får angst, stress eller andre psykiske lidelser. Derfor kan løftet meget let ende med at blive en tabersag.

#3: Nye typer af arbejdsudbudsreformer

Regeringen har sat sig et ambitiøst mål. Den vil sætte en ny reformkurs for at løse komplekse udfordringer, som tidligere reformer ikke har formået at løse gennem flere årtier. Målet er blandt andet at få flere unge til at tage en uddannelse, få flere ikke-vestlige indvandrere i job og opkvalificere flere ufaglærte.

Det siger sig selv, at det bliver en kæmpemæssig udfordring.

Reformer kan ende med at udfordre regeringens traditionelle alliancepartnere i fagbevægelsen, men om det smitter af på vælgernes opbakning, er mere tvivlsomt. Her kan præsentationen blive afgørende. Bliver reformerne opfattet som et indgreb i velerhvervede rettigheder, kan det gøre ondt på netop Socialdemokratiets vælgere. 

#4: Nærhedsreform  

Mange af de over 700.000 ansatte i den offentlige sektor har skruet forventningerne til regeringens nærhedsreform op. De håber at få mere frihed til at løse opgaverne og få ryddet godt og grundigt op i de mange krav om dokumentation.

Men reformen lader vente på sig.

Lykkes det ikke Mette Frederiksen at indfri forventningerne, kan det give bagslag ved kommunalvalget til næste år og dermed blive en skidt generalprøve på næste folketingsvalg. 

Intet er derfor givet på forhånd.

Mette Frederiksen kan hurtigt sætte sin ekstraordinære opbakning blandt vælgerne over styr. Og dermed skrive sig ind på listen af statsministre, der ikke vinder, men taber opbakning i løbet af en valgperiode.