Ministerløfte: Flere penge til at renovere almene boliger

Boligminister Kaare Dybvad Bek (S) har et løfte til beboerne i landets knap 580.000 almene boliger.

Han lover at bruge flere penge på nødvendige renoveringer rundtomkring i landets mange almene boligselskaber end de 2,3 milliarder kroner årligt, som for øjeblikket er afsat i Landsbyggefonden.

”Alene for at udbedre de helt basale ting skal vi have en større renoveringsramme end de 2,3 milliarder kroner om året, som vi har nu. Så kan vi bagefter diskutere, hvor meget vi skal bruge på klimainitiativer, tilgængelighedsboliger og andre politiske hensyn,” siger Kaare Dybvad Bek i et interview med Mandag Morgen.

Dermed imødekommer han et udtalt behov hos boligselskaber og beboere. De er bekymrede for, at ghettopakken og de 10 milliarder kroner, som er afsat til de 15 hårde ghettoer de kommende år, sluger så mange penge, at Landsbyggefonden ikke har råd til at renovere andre boliger. Den seneste opgørelse fra Landsbyggefonden viser, at ansøgningsbunken omfatter sager for tilsammen 17 milliarder kroner og berører 60.000 boliger over hele landet.

”At vi har lavet parallelsamfundspakken og afsat 10 milliarder kroner, forhindrer ikke, at vi får en højere renoveringsramme,” siger boligministeren.

Han skal i begyndelsen af næste år forhandle en ny boligaftale på plads med de andre partier i Folketinget og vil derfor ikke sætte et konkret beløb på. Men han er klar til at hæve beløbet.

Samtidig lægger han dog op til at stramme kriterierne for de renoveringsopgaver, som kan få støtte. Det kan for eksempel være støtten til at sammenlægge små etværelseslejligheder til større og dyrere boliger. Se artikel Ghettopakken bremser byggeprojekter for milliarder side 14.

Kaare Dybvad Bek lægger ikke skjul på, at ghettopakken er et drastisk indgreb i mange menneskers liv i de 15 berørte boligområder. Men han ser det som en nødvendighed for at få bugt med de enorme problemer, som det ikke er lykkedes at knække på trods af talrige planer gennem årene.

Minister ønsker blandede boligområder

Alle 15 boligområder har udarbejdet udviklingsplaner for blandt andet at nedbringe andelen af almennyttige familieboliger til 40 procent af den samlede boligmasse. Udviklingsplanerne er godkendt af Kaare Dybvad Bek og hans ministerium.

Der er noget one-size-fits-all-tilgang over ghettoplanen. Kan det, der er berettiget over for nogle af de hårdeste ghettoer, ikke være meget hårdhændet over for resten?

”Under forhandlingerne om planen kæmpede jeg for to dispensationsordninger, som omfatter fem af de 15 områder. Det er jeg stolt af. Det sikrer, at alle ikke skal gøre det samme. I en by som Vejle skal de slet ikke rive noget ned. Det er jeg glad for,” siger Kaare Dybvad Bek.

Han anerkender forskellene mellem de 15 boligområder og deres problemer. Men for ham er der også et meget vigtigt fælles træk. I 12 af de 15 boligområder står mere end 40 procent af beboerne uden for arbejdsmarkedet. I den statistik topper Sundparken i Horsens, hvor 52,7 procent af beboerne ikke har en tilknytning til arbejdsmarkedet.

Når Kaare Dybvad Bek fortsætter sit svar, henviser han netop til Sundparken.

”Det er ikke godt, at 52,7 procent i et boligområde står uden for arbejdsmarkedet. Hvis vi ser på, hvor mange børn der vokser op med en mor eller en far, der går ud ad en dør om morgenen, og som har noget at fortælle, når de kommer hjem om eftermiddagen, så er det jo et mindretal i Sundparken, der oplever det. Det er ikke holdbart.”

Derfor skal der bygges nyt i et boligområde som Sundparken, og derfor skal familieboliger omdannes til ungdoms- eller ældreboliger. De krav er nagelfaste.

Hvad med de andre boligområder, der kan ende på den hårde ghettoliste næste år?

”I de fleste områder flytter mindst otte procent af beboerne hvert eneste år. Derfor kan sammensætningen af beboerne relativt hurtigt påvirkes. Hvis andelen af beboere uden for arbejdsmarkedet var på 45 procent, da vi aftalte pakken i maj 2018, kan den andel relativt hurtigt bringes ned under de 40 procent, som er kriteriet for at ryge ud af ghettolisten på det område,” siger han.

Siger du, at du vil holde fast i lovgivningens bestemmelser, som de er nu?

”Ja, det er det, vi gør. Vi bliver nødt til at have en stabilitet, så folk ved, at de her planer bliver til noget, og at boligområderne bliver anderledes end i dag. Det skylder vi dem, der flytter til et af områderne, og dem, der investerer i et område. Det er ikke godt, hvis vi hvert år skal diskutere, om ghettolisten og dens kriterier skal laves om.”

Ghettoplan for børnenes skyld

I løbet af interviewet vender Kaare Dybvad Bek gang på gang tilbage til sin vision om blandende boligområder.

Når han skal give et eksempel på, hvorfor det er så vigtigt, giver han et eksempel fra en meget omtalt DR Dokumentar fra 2014, ’Blok på bistand’. Den handlede om livet i Agervang, der er et af boligområderne på den hårde ghettoliste og – ikke mindst – et boligområde i Kaare Dybvad Beks egen kreds, Holbæk.

Dokumentaren portrætterer blandt andet Jimmy på 29 år. Han modtager kontanthjælp og har mere end svært ved at komme i arbejde. Hvad værre er: Da han så kommer i arbejde, får han ingen støtte hjemmefra. Tværtimod.

”Dokumentarens billeder af Jimmy sidder stadig i hovedet på mig. Det var billedet på en ny generation, som gerne vil være en del af fællesskabet og have et arbejde. Men han bliver trukket ned af en mor, der måske hellere ville have ham til at sidde hjemme i sofaen og se tv sammen med hende,” siger Kaare Dybvad Bek.

Hvis du ser frem til 2030, hvad har vi så fået ud af ghettoplanen?

”At de børn, som vokser op i Vollsmose, Gellerup og de andre boligområder, får de samme chancer som de børn, der vokser op i resten af Odense, Aarhus og alle andre steder,” siger han og tilføjer:

”Det forudsætter, at der er et blandet boligområde, hvor det normale er, at de voksne går ud ad døren klokken 07.00 om morgenen og kommer hjem fra arbejde senere med noget at fortælle. At folk i disse områder har en naturlig tilknytning til samfundet og foreningslivet. Det er nødvendigt for, at de børn, som vokser op i disse områder, får reelle chancer og ikke begynder livet bag ved startblokken i forhold til alle andre børn i deres generation,” siger Kaare Dybvad Bek.