Nu kommer den mægtige vind fra øst

”Verden er farligst i de perioder, hvor en magt trækker sig tilbage, og hvor en ny magt vinder frem i det efterladte rum. Det er det, der sker nu med USA og Kina.”

Sådan formulerede en af Danmarks højst placerede diplomater sig forleden i en privat sammenhæng, hvor verdenssituationen blev udsat for en sober realpolitisk analyse.

Verden er kort sagt i uorden. Tvivlen om USA's globale lederskab skaber uro i Europa, tonen mellem Vesten og Rusland er ualmindelig hård, Mellemøsten er i brand, og i Afrika tikker befolkningsbomben ubønhørligt.

Læg hertil, at EU er præget af indre splittelse, og at Kina bliver stadig mere autoritært og ambitiøst i forhold til, hvad der sker uden for det store riges egne grænser. Kina er begyndt at manifestere sig, og det står efterhånden klart, at Kina ikke kun økonomisk men også militært er ved at gøre sig klar til at fylde det magttomrum, der opstår, når USA trækker sig tilbage.

Det er den verden, vi i Danmark lever i. Danmark skal sammen med resten af Europa lære at leve med et stærkere Kina og et svagere USA. Det forudsætter, at vi kender Kina, og det både for det gode og for det mindre gode.

Et godt sted at begynde er de fascinerende historier fra Kina, som Mandag Morgens techredaktør, Peter Hesseldahl, byder på i denne uge. Han har besøgt førende kinesiske virksomheder som NIO, Hema og Xiaomi.

Det er virksomhedsnavne, der i en dansk sammenhæng er lige så ukendte, som Facebook var det for ti år siden, men som med garanti ikke er det om bare fem år. El-biler fra NIO, detailhandelsteknologi fra Hema og alverdens produkter fra Xiaomi, der er en krydsning mellem IKEA og Apple, er bare et lille udpluk af, hvad corporate China i dag har at tilbyde.

Tiden, hvor Kina var verdens beskidte fabrikshal, er for længst forbi. Kina er i dag en kapitalstærk og teknokratisk dygtigt ledet global aktør, der befinder sig helt fremme i kapløbet om at udvikle de teknologier og processer, der kommer til at forme fremtidens vindende virksomheder og nationer. Og Kina er ikke mindst i kampen mod den globale opvarmning blevet en vigtig partner for Danmark og Europa med sin stærke satsning på CO₂-redukltion gennem energirenovering, vedvarende energi og el-biler.

SAMTIDIG ER KINA ET NÆRMEST PARANOIDT KONTROLLERENDE totalitært samfund. Her er Facebook, Google og Twitter bandlyst, og det enerådende kommunistpartis ledelse er netop nu ved at indføre et meget ambitiøst såkaldt socialt kreditsystem.

I fremtiden vil hver eneste kinesers sociale kreditværdighed blive fastlagt på centralt niveau efter nøje analyser af de dataspor, som den enkelte borgers analoge og digitale færden efterlader. Det er big data i hænderne på Big Brother i et omfang, der får Facebooks lemfældige omgang med millioner af brugeres data til at ligne en uskyldig drengestreg. Hvad det i øvrigt ikke er.

Kinas præsident, Xi Jinping, benyttede ikke alene kommunistpartiets såkaldte folkekongres i sidste måned til at sikre sig, at han kan blive siddende som Kinas politiske leder på livstid, han holdt samtidig en stærkt nationalpopulistisk tale, hvor han ikke færre end 85 gange brugte ordet folket, og hvor han gjorde det klart, at Kina i dag har globale ambitioner.

”Kina vil ride på den mægtige vind fra øst,” sagde Xi Jinping i sin tale, hvor han understregede, at Kina står foran en renæssance på den globale scene. ”Enhver handling, der forsøger at splitte Kina, er dømt til at fejle, vil blive fordømt af folket og straffet af historien,” lød det fra den nyslåede kommunistiske kejser.

Hvis nogen skulle være i tvivl om, at Kina er en global supermagt in spe, kan man blot kaste et blik på de omfattende infrastrukturinvesteringer, som landet lægger op til i det projekt, der har som ambition at skabe en ny silkevej mellem Kina og Europa via Centralasien, Mellemøsten og Afrika. Hertil kan man lægge Kinas opførsel i Det Sydkinesiske Hav, dets stræben efter indflydelse i Arktis og dets selvsikre modsvar på den handelskrig, som USA’s præsident, Donald Trump, lægger op til.

Det store spørgsmål om det nye Kina er, hvor rationelt regimet i Beijing er, når det kommer til stykket? Man skal ikke glemme, at det store land er styret af en meget snæver politisk elite på samme måde som i Rusland. Og man skal huske, at den kinesiske topledelse er præget af de samme kleptokratiske tendenser, som man ser blandt Vladimir Putins venner i Kreml.

Førende amerikanske medier som Financial Times og New York Times har publiceret veldokumenterede historier om, hvor store personlige formuer Xi Jinping og andre af landets politiske ledere har skabt for sig selv og deres nære familiemedlemmer.

Sådanne tilstande tilsiger, at Kinas siddende ledere vil gå endog meget langt for at slå ned på udviklingstendenser, der peger i retning af det demokrati og den retsstat, vi kender som centrale vestlige værdier.

Forestillingen om, at Kina i kraft af landets velstandsudvikling og voksende middelklasse gradvist ville udvikle sig til en demokratisk retsstat, har vist sig at være en illusion.

Sandheden er, at den kulde, der i disse tider strømmer ind over Europa fra Putins Rusland, meget vel kan vise sig som en mild sommerbrise sammenlignet med den mægtige vind, der i de kommende år vil komme blæsende endnu længere østfra.