Ove K. Pedersen er velfærdsstatens arkæolog

Som 17-årig gik Ove K. Pedersen ud af realskolen i den lille østjyske landsby Glesborg, med hvad han selv betegner som en ”rædselsfuld dårlig eksamen”. Det gjorde det klart, at han ikke kunne fortsætte til gymnasiet. I stedet blev han journalistelev på Aarhus Stiftstidende i Grenå og derefter filmanmelder i Paris.

Det er den lidt besynderlige start på den nu 66-årige professors karriere – en karriere, som ifølge hans 72 sider lange cv tæller både udgivelser i en lang række anerkendte forskningspublikationer, ansættelser på de største danske universiteter samt ophold på amerikanske eliteuniversiteter som Harvard, Stanford og Dartmouth. Det har gjort Ove K. Pedersen til en samfundsvidenskabelig sværvægter.

I dag er han i fuld gang med at udgive sit akademiske livsværk, der samler hovedlinjerne fra hans spraglede akademiske karriere i et trebindsværk om den danske velfærdsstat. Første bog var den meget omtalte ”Konkurrencestaten”, der sidste år satte gang i skænderier blandt socialdemokrater, da finansminister Bjarne Corydon erklærede sin tro på begrebet. Næste værk udkommer om to uger under titlen ”Markedsstaten”, og her graver Ove K. Pedersen som en samfundsvidenskabelig arkæolog endnu dybere i velfærdsstatens historie – inspireret af sine studieår i 1970’ernes Paris. Læs også ”Enevælden kan hjælpe Socialdemokraterne ud af vælgerkrisen". 

Det var kærlighed til franske film, fortovscafeer og ikke mindst ungdomskæresten Anne fra Djursland, der fik Ove K. Pedersen til at bosætte sig i Paris som nyuddannet journalist i 1970.

”Jeg kunne jo ikke komme ind på et dansk universitet, fordi jeg ikke havde en studentereksamen. Anne læste kunsthistorie og var på studierejse i Paris, og jeg var meget begejstret for franske film. Så vi mødtes i Paris og tumlede rundt i 14 dage. Og et eller andet sted i løbet af de 14 dage besluttede vi os for at flytte til Paris. Her var der billig mad og gode film, og i øvrigt kunne vi komme på universitetet der,” siger Ove K. Pedersen.

I lære hos Barthes og Foucault

Den franske præsident Charles de Gaulle havde som reaktion på studenteroprøret i 1968 indvilliget i at etablere universiteter, hvor elever uden den traditionelle studenterbaggrund kunne optages.

Det åbnede universitetsverdenen for både franske arbejderbørn, afrikanske indvandrere og altså også en ung dansk freelancejournalist.

”Der åbnede sig en verden, som jeg aldrig havde haft adgang til: Filosofi, historie, samfundsvidenskab. Og dermed også til en mere systematisk tænkning,” siger Ove K. Pedersen begejstret.

Ved siden af anmeldelserne af de seneste mesterværker af franske filminstruktører som Godard og Truffaut, fulgte han en bred vifte af akademiske forelæsninger over sit fire år lange ophold. Og det har påvirket ham dybt.

”Det var der, alle de i dag så kendte filosoffer og socialvidenskabsfolk startede med at undervise,” siger Ove K. Pedersen.

Han fremhæver særligt de to franske poststrukturalister Michel Foucault og Roland Barthes, der har haft en enorm indflydelse på moderne samfundsvidenskab, sprogteori og filosofi. Men også på Ove K. Pedersens egen tænkning. Han husker stadig flere af forelæsningerne.

”Foucault var ligesom Roland Barthes utrolig striks i sin præsentation og meget transparent omkring sine refleksioner og argumenter. De var hele tiden refleksivt prøvende og stillede hele tiden spørgsmål til det, de tidligere selv havde sagt,” siger Ove K. Pedersen.

10 afgørende A4-sider

Indflydelsen fra de franske intellektuelle gik op for den unge akademiker, da han direkte efter sit ophold i Frankrig rejste til USA og blev undervisningsassistent på et universitet i Philadelphia. Her mødte han en helt anden akademisk tradition, som var langt mere fokuseret på statistiske dataanalyser og empiriske argumenter.

”Den store forskel gik op for mig relativt hurtigt, og det gav mig anledning til at skrive ned, hvad det egentlig var, jeg gerne ville med min forskning. Det blev rammerne for mit livsprojekt, selv om jeg ikke var bevidst om det dengang. Jeg skrev det ned på 10-15 gule A4-sider på min skrivemaskine, og når jeg læser dem i dag, er de genkendelige for alt, hvad jeg har foretaget mig akademisk siden,” siger han.

De gulnede ark indleder med beskrivelsen af en oplevelse i 1970’ernes Paris, hvor Ove K. Pedersen står på taget af Pompidou-centret i midten af byen og kigger ud over menneskemylderet.

”Jeg stod der en formiddag, hvor alle var på vej til arbejde, og tænkte, at selv om der går hundredtusindvis af mennesker forbi nede på den plads, så er der nogle tydelige mønstre i den måde, de bevæger sig på,” siger han.

De jakkesætsklædte bankfolk bevægede sig i slanger i den ene retning, mens grupper af arbejdere traskede i en anden, og unge studerende slentrede i en helt tredje.

”Der gik noget op for mig på det tag: Strukturen skaber adfærdsmønstre, som bevæger den enkelte til at gøre noget, som tilsammen er kollektivt,” siger han.

Socialdemokraternes chefideolog?

Det er blevet erkendelsen bag Ove K. Pedersens senere skriverier om den danske velfærdsstat, som på den måde er flettet ind i hans egne oplevelser som ung i Paris.

”Det har været afgørende for den måde, jeg tænker på, og den måde, jeg skriver på. Det er der ingen tvivl om,” siger han.

Ove K. Pedersen fremhæver Michel Foucaults særlige arkæologiske metode, som han har brugt i arbejdet med ”Markedsstaten”. Gennem et omfattende historisk analysearbejde graver han sig frem til ophavet for det danske arbejdsmarked og den danske velfærdsmodel.

”De præmisser, der ligger til grund for diagnosen i ”Konkurrencestaten”, har jeg forsøgt at udfolde i ”Markedsstaten" gennem den arkæologiske metode. Min ambition har været at vise, at den diagnostik, man forsøger at foretage i nutiden, er præget af historien og strukturerne,” siger Ove K. Pedersen med henvisning til sine konklusioner om, at Socialdemokraterne i dag er havnet i vælgerkrise, fordi de ikke forstår at trække på deres eget ideologiske arvegods.

Ove K. Pedersen har ikke selv noget partipolitisk tilhørsforhold. Nogle har beskyldt ham for at være socialdemokraternes nye chefideolog, andre for at være borgerlig.

”Jeg er ikke nogen ideolog. Jeg er analytiker, og jeg forsøger at analysere mig frem til, hvilke udfordringer samfundet står overfor, og hvordan det er bestemt af strukturerne op gennem historien. Jeg holder mig derfor også ude af partipolitik,” lyder hans svar.

Men én ting skinner alligevel igennem de nøgterne analyser. Han har ikke meget tiltro til fløjpartierne, der prædiker en tilbagevending til tidligere tiders velfærdsstat uden at tage ansvar for, hvor finansieringen skal komme fra.