Set

Jeg husker, at jeg engang, da jeg sad i TV 2’s bestyrelse, fortalte, at jeg timede og optog næsten alle udsendelser på en harddiskoptager, fordi flow-tv var uforeneligt med børn og travlhed. De rystede lidt på hovedet ad mig. I dag vil alle tilsyneladende se alting efter eget valg, og min harddiskoptager er for længst afløst af streaming. Det er egentligt trist. Overraskelserne udebliver. Og jeg ser sjældent serier, selv om jeg anerkender, at der er mange gode. Selv foretrækker jeg livesport og kan finde på at se en hel cykeletape dagen derpå, selv om jeg kender resultatet. Jeg er fascineret af cykling som holdsport, hvor loyalitet og selvopofrelse overgår alle andre sportsgrene. Jeg kan næsten smage blodet i mundet, når rytterne overgår fysiske grænser og besejrer endnu en tinde. Derfor er en af mine favoritter Brian Holm og alle hans venner på Discovery Plus eller i Radio Goodefrot. Sådan må det være.

Hørt

Jeg er et Apple-menneske og har overgivet mig til algoritmen i Apple Musics radio, der ofte tager over, når min egen playliste er afsluttet. På den måde ender jeg tit med at lytte til både nyt og gammelt, som jeg enten aldrig har hørt eller ikke har hørt i årevis. Sådan opdagede jeg The Zombies, og nu kører ’This Will Be Our Year’ fra 1968 som fast indslag på min nyeste playliste sammen med The Beatles, naturligvis, som er mit livs faste lydspor og til stadighed overrasker mig med geniale detaljer. Derfor overgav jeg mig også straks til Peter Jacksons fremragende dokumentar ’Eight Days A Week’, ligesom jeg ser frem til Sam Mendes’ fire film om de fire fabelagtige. Med The Zombies føler jeg, at jeg overværer britpoppens fødsel, årtier før nogen havde tænkt på Oasis, Suede eller Blur.

Læst

Hvis man skal forstå livets mere komplekse sider, vil jeg til enhver tid foreslå en god roman. Her er jeg meget til det melodiøse og poetiske, og jeg kan slet ikke begribe, hvordan Annette Bjergfeldt har kunnet holde sit talent nede i så mange år, før hun berigede min verden med ’Højsangen fra Palermovej’. Det er ikke alene noget af det mest underfundige og morsomme, jeg har læst af en dansk forfatter. Det er også så usigeligt smukt, at ord, sætninger og sprogbilleder flyver rundt i hovedet på mig som små flaksende sommerfugle, der insisterer på at skubbe dagligdagens trivialiteter væk. Når man som jeg har fulgt sine børns trængsler i folkeskolens oplevelsesfattige danskundervisning, hvor det vigtigste er fortolkningen af en fortænkt dansk forfatters socialrealistiske beskrivelser af en opvækst i den københavnske beton, vil jeg foreslå, at Anette Bjergfeldt som modstykke til det kedelige og fantasiforladte kommer på pensum. Vores børn skal lære at skrue op for nysgerrigheden og gå på opdagelse i det uforståelige og eventyrlige uden anden bundlinje end selve oplevelsen.