%20translate(1319%20275)%20translate(42%201)'/%3e%3c/g%3e%3c/g%3e%3c/g%3e%3c/g%3e%3c/svg%3e)
Rapport om indvandreres ægteskaber kløjes i svar på, hvordan det går med integrationen
Indvandrere gifter sig oftere med etniske danskere, end efterkommere gør. Og den sociale integration er dermed på gal kurs, konkluderer ny rapport. Men rapporten laver så mange metodiske fejl, at konklusionen ikke holder vand.
Rasmus Kerrn-Jespersen
Journalist
Andreas Oved Askjær Rasmussen
JournalistMalthe Sommerand
JournalistOpdateret 22. august 2019 14:13: Artiklen er opdateret med Ulla Nørtoft Thomsens svar på Brian Arly Jacobsens metodiske kritik af Unitos' rapport.
Udviklingen i, hvor mange der gifter sig med etniske danskere, går tilbage fra første generation til anden generation af indvandrere fra ti mellemøstlige og afrikanske lande.
Kilde: Konklusionen på rapport fra tænketanken Unitos
Rapporten har samlet data for indvandrere og efterkommeres ægteskaber for de seneste 20 år. Men rapporten kigger slet ikke på, om der er flere eller færre indvandrere eller efterkommere, der gifter sig med etniske danskere nu i forhold til for 20 år siden. Rapporten er derfor slet ikke i stand til at konkludere noget om udviklingen i, hvem indvandrere og efterkommere gifter sig med.
Flere indvandrere end efterkommere – sidstnævnte er født i Danmark – har i løbet af de seneste 20 år giftet sig med en etnisk dansker. Og den udvikling vidner om, at det går tilbage for integrationen i Danmark.
Sådan lyder konklusionen i en rapport lavet for tænketanken Unitos, hvis formål er at bidrage til “oplysning om indvandringen til Danmark”.
Rapporten, der har fundet vej til flere danske nyhedsmedier, bygger på tal fra Danmarks Statistik over samtlige vielser for indvandrere og efterkommere fra ti forskellige lande, som Unitos kalder "islamiske". Og ved at dykke ned i de tal, når rapporten frem til, at integrationen er i tilbagegang. For efterkommere burde i højere grad end indvandrere gifte sig med etniske danskere, lader rapporten forstå.
“Mest overraskende er måske, at udviklingen går tilbage fra første til anden generation,” står der i den pressemeddelelse, der præsenterer rapportens hovedkonklusioner.
Og samme budskab lyder fra rapportens forfatter Ulla Nørtoft Thomsen, cand. mag. i dansk og filosofi og lektor ved pædagoguddannelsen (VIA UC) i Holstebro, i Jyllands-Postens spalter.
“Hvis man forestiller sig, at social integration er noget, som nok skal komme gradvist, viser tallene, at det er ikke tilfældet,” siger hun til avisen.
Men rapporten er faktisk slet ikke i stand til at sige, at den sociale integration udvikler sig i den ene eller anden retning. Metodiske fejl gør nemlig, at rapporten fortegner udviklingen, når det kommer til, hvem indvandrere og efterkommere gifter sig med, understreger forskere til TjekDet.
Forsker: Konklusion er fejlagtig
Unitos' rapport har på baggrund af tal fra Danmarks Statistik lagt alle vielser af indvandrere fra ti forskellige lande i Mellemøsten og Afrika over de seneste 20 år sammen. Det samme er gjort med efterkommere fra de samme lande. Og ved at sammenligne de to grupper af vielser når rapporten frem til, at flere indvandrere, 12,3 procent, end efterkommere, 9,9 procent, gifter sig med mænd eller kvinder af dansk oprindelse.
Ifølge rapporten er det udtryk for, at anden generation af indvandrerne – de såkaldte efterkommere – på dette punkt ikke er lige så godt integrerede som første generation.
Lektor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet.
Og det kunne lyde, som om rapporten på den måde har fundet en udviklingen over tid i, hvem indvandrere og efterkommere gifter sig med. Men det har rapporten slet ikke, siger Brian Arly Jacobsen, lektor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet.
I stedet har rapporten fundet frem til to tal, der ikke kan sammenlignes, og som ikke kan fortælle noget om en udvikling.
"Rapporten konkluderer, at integrationen står stille, når det handler om ægteskaber på tværs af etnicitet. Men analyserne er fejlagtige, og dermed er konklusionen det også,” siger han.
Ifølge Brian Arly Jacobsen begår rapporten op til flere metodiske brølere. Dem uddyber vi nederst i artiklen.
Jens Peter Frølund Thomsen, lektor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, vurderer også, at rapporten ikke lykkes med at give et kvalificeret svar på, om det går frem eller tilbage for den sociale integration af indvandrere og efterkommere.
“Bliver det værre eller bedre med integrationen over tid? Det er ret beset det, rapporten er ude efter at give et svar på. Men den kan ikke sige noget om udviklingen over tid, og det havde ellers været relevant, når rapporten nu handler om netop udvikling i integration,“ siger han efter at have dykket ned i rapporten.
Samme tal fortæller anden historie
Hvis Danmarks Statistik med afsæt i vielser skulle undersøge, hvordan integrationen udvikler sig, ville de dele de 20 år op i mindre perioder i stedet for bare at slå alle 20 år sammen til ét tal.
“De ikke-vestlige efterkommere er væsentligt yngre og det skal man være opmærksom på, når man sammenligner med andre grupper. Så vi vil normalt analysere indvandrerne og efterkommerne hver for sig. Og hvis vi ville undersøge udviklingen, ville vi gøre det over tid,” siger Annemette Lindhardt Olsen, der er specialkonsulent hos Danmarks Statistik og sidder med de tal, Unitos’ rapport bygger på.
TjekDet har derfor fået Danmarks Statistik til at lave et udtræk af de samme tal, som ligger til grund for Unitos’ rapport. Men i stedet for at lægge alle årene sammen, har Danmarks Statistik fordelt tallene på kortere perioder, så det er muligt at aflæse den udvikling, som forskerne efterspørger.
Og de tal, som Unitos’ rapport altså ikke har ofret tid eller spalteplads på, peger på, at det i løbet af de sidste tyve år er gået fremad med integrationen.
"Tallene dementerer rapportens pointe om, at det går tilbage med den sociale integration, hvis man tager udgangspunkt i spørgsmålet om vielser. Hvis inter-etniske ægteskaber er en indikator for social integration, så viser tallene, at det går klart frem over de tyve år for mandlige og kvindelige efterkommere og for indvandrerkvinder,” siger Brian Arly Jacobsen.
For omkring 20 år siden var det nemlig syv procent af de mandlige efterkommere, der blev gift med en person af dansk oprindelse. Det tal er i de seneste år steget til 14 procent. Også for kvindelige efterkommere er det blevet mere almindeligt at gifte sig med etniske danskere. Andelen af de vielser er nemlig steget fra 4 til 12 procent i den 20-årige periode.
Også Jens Peter Frølund Thomsen mener, at tallene, som Danmarks Statistik har trukket ud for TjekDet, nuancerer Unitos’ rapport.
Lektor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet.
“Når man kigger på tallene, så er der en tendens til, at efterkommerne faktisk integrerer sig lidt mere end indvandrerne. Så hvis man siger, at der ikke sker en bevægelse i retning af mere integration, så er det helt klart forkert,” siger han, men tilføjer:
"Stigningen er beskeden. Det er over tyve år, og det er trods alt lang tid. Indvandrerne og efterkommere søger i store træk mod egen gruppe, når de vælger ægtefæller.”
Forfatteren til rapporten, Ulla Nørtoft Thomsen, har ikke ønsket at stille op til et interview om rapportens svagheder. I stedet har hun sendt TjekDet en mail, hvor hun gentager den sammenligning af indvandrere og efterkommere, som forskerne kritiserer:
"Unitos' ægteskabsrapport går ikke ind i spørgsmålet om, hvordan ægteskabsmønstrene udvikler sig over tid. Den ser tilbage på en tyve års periode og gør rede for, hvordan mønstret ser ud for hele perioden samlet set. I stedet for at lede efter tendenser, så ser rapporten på, hvad det så at sige er blevet til over de tyve år.
Dertil kommer, at efterkommerne samlet set ikke har foretaget et spring opad i andel af danske ægteskaber i forhold til indvandrerne, men sågar ligger lidt lavere. Men heller ikke i den sammenhæng ser rapporten på udviklingen fra år til år," skriver hun i en mail.
Brian Arly Jacobsen, lektor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet, peger på fire metodiske fejl i rapporten:
1) Rapporten har set på tal for perioden 1999-2018. Men i stedet for at undersøge, hvor mange indvandrere og efterkommere der i 1999 indgik ægteskab med en etniske danskere, og hvor mange der gjorde det i 2018, så har rapporten lagt alle tal sammen for de enkelte år, og de når dermed frem til to tal: 12,3 procent af indvandrere har indgået ægteskab med etnisk dansker, mens 9,9 af efterkommere har gjort det samme.
Men de to tal siger intet om, hvorvidt flere eller færre i 2018 indgår ægteskab med etniske danskere i forhold til i 1999. Alligevel taler rapporten om en udvikling i den forkerte retning.
2) Når forskellen på, hvor meget indvandrere og efterkommere gifter sig med etniske danskere, udlægges som en ‘udvikling,’ kan man få indtryk af, at efterkommerne i rapporten er børn af indvandrerne i rapporten, så rapporten besvarer spørgsmålet, om efterkommerne klarer sig bedre eller værre end deres forældre.
Men det gør rapporten ikke. For det vil nødvendigvis være utrolig få af efterkommerne, der er børn af den gruppe af indvandrere, som optræder i rapporten. Man kan derfor ikke udlægge ‘udviklingen’ som forskellen på to generationer. Kun de færreste indvandrerpar, der er blevet gift mellem 1999 og 2018, vil have fået børn, der er blevet gift så, også børnene kan tælle med som efterkommere.
Rapporten lykkes derfor ikke med at sammenligne forskellige generationer
3) Den såkaldte ‘udvikling’ som rapporten beskriver, giver ikke nødvendigvis et retvisende billede af, hvordan de to grupper, indvandrere og efterkommere, gifter sig.
Gruppen af efterkommere er gennemsnitligt langt yngre end gruppen af indvandrere, og det er et problem, fordi en større del af efterkommerne overhovedet ikke har nået en alder, hvor de kan gifte sig. Og det er endnu umuligt at vide, om de vil gifte sig med en dansker eller eksempelvis en pakistaner.
De bedst integrerede efterkommere gifter sig meget vel senere i livet – eller også gifter de sig slet ikke med deres partner, som mange danskere også undlader at gøre. Rapporten burde derfor have sammenlignet indvandrere og efterkommere på samme alder.
4) Når rapporten fokuserer på ”efterkommere”, så er der en helt anden gruppe af mennesker, som udelades, men som kan give et bedre samlet billede af udviklingen. Efterkommeres forældre har efter Danmarks Statistiks definition begge udenlandsk baggrund.
Men hvis for eksempel faren er etnisk dansker, mens moren af afghaner, så betragter Danmarks Statistik ikke deres børn som efterkommere, men derimod som ”etniske danskere”. Den gruppe efterkommere tæller altså ikke med i Unitos’ rapport på trods af. Det kan ses som en mangel, hvis man ønsker det fulde overblik over, hvem efterkommere gifter sig med.
"Rapporten forsøger ingen steder at give sig ud for at være et studie af udviklingen fra år til år. Det fremgår meget klart i rapporten, at den viser en samlet status over ægteskabsmønstret for perioden 1999 til 2018. Det er det, der er rapportens eksplicitte formål. Det fremgår lige så klart, at den udvikling, rapporten udtaler sig om, er udviklingen fra generation til generation.”
“Rapporten giver på ingen måde udtryk for, at der skulle være tale om et studium, der sammenligner børn og forældre. Det er en helt spekulativ formodning fra Brian Arly Jacobsens side, at nogen ville kunne tro noget sådant.”
“Rapporten ser kun på de immigranter, der har giftet sig, og kan selvsagt ikke tage højde for dem, der endnu ikke har giftet sig. Det er rigtigt, at alderen spiller ind for valg af ægtefælle. Det samme gør køn, oprindelsesland og formentlig også uddannelse, beskæftigelse, opholdsgrundlag, religion og så videre.
"Rapporten bliver ikke vildledende, fordi den ikke inddrager alle disse forhold, men i stedet begrænser sig til at nuancere i forhold til oprindelsesland og køn. Den graf, som TjekDet bringer, inddrager i øvrigt heller ikke alder for indgåelse af ægteskab. TjekDets data lever altså ikke selv op til de metodekrav, som danner basis for at vurdere Unitos´ rapport som vildledende.”
”Rapporten har taget udgangspunkt i Danmarks Statistiks definitioner af indvandrere, efterkommere og danskere. Den anvender dermed de definitioner, som vi har brugt i årtier, og som snart sagt al vores statistiske viden om immigranter er baseret på.”
