Regeringens svære dilemma

Statsminister Helle Thorning-Schmidt og resten af regeringen har ingen grund til at fejre resultatet af den såkaldte kickstart eller efterårets akutjobpakke. Ingen af delene har virket overbevisende.

Beskæftigelsen er faldet med hele 22.000 i det forløbne år, viser tal, som Danmarks Statistik offentliggjorde i den forløbne uge. Og intet tyder på, at 2013 bliver året, hvor regeringen oplever det internationale økonomiske opsving, der skal redde Danmark ud af jobkrisen.

Tyskland, Frankrig og flere europæiske lande oplevede ligesom Danmark negativ økonomisk vækst i det sidste kvartal, og Japan er igen i recession.

Selv om regeringen håber på det bedste, er det stadig mere sandsynligt, at 2013 vil blive det kroniske kriseår, som Mandag Morgen allerede skrev i januar. De seneste prognoser for eurolandene er mere negative, end mange af mainstreamøkonomerne havde forudset. Selv om erhvervslivet er ved at få mere selvtillid, er forbrugertilliden i euroområdet faldende.

Der foregår naturligvis løbende en kamp om at definere tallene på alle niveauer, men det virker f.eks. ikke videre troværdigt, når Finansministeriet forsøger at sjusse sig frem til, at kickstarten har skabt 15.000 job. Det virker som en ren molbohistorie. For selv om der – takket være regeringens indsats – angiveligt er skabt et antal job, viser de officielle ledighedstal, at den samlede beskæftigelse er faldet mere.

Alene i den offentlige sektor er der forsvundet 11.000 job, siden regeringen trådte til, og i industrien – der for tiden klager over den nedslidte konkurrenceevne – er der forsvundet op imod 5.000 job siden S-R-SF-regeringen trådte til. Så hvad har al den politiske ståhej egentlig nyttet? Laver man små kickstartinitiativer og nødpakker med den ene hånd, mens man med den anden skærer endnu hårdere i den offentlige sektor, bliver jobeffekten altså negativ. Det viser tallene.

[quote align="right" author=""]Selv om der – takket være regeringens indsats – angiveligt er skabt et antal job, viser de officielle ledighedstal, at den samlede beskæftigelse er faldet mere.[/quote]

Dette er ikke en kritik af regeringens forsøg på at styre de offentlige udgifter. Der er mange gode grunde til at accelerere omstillingen af den danske velfærdsmodel, så det bliver muligt at levere mere og bedre velfærd for færre penge. Se det seneste nummer af Mandag Morgens månedsmagasin, Navigation.

Mislykkede bestræbelser

Når over 2,2 millioner danskere modtager forskellige offentlige overførsler, er der uden tvivl et stort råderum til at lave reformer, som frigør midler til f.eks. at udbygge de offentlige investeringer i ny infrastruktur, der kan forbedre produktiviteten i det danske samfund – eller til at finde midler, der kan styrke erhvervslivets konkurrenceevne.

Men som det aktuelle slag om den forestående SU-reform vidner om, rummer enhver reform en risiko for at støde kernevælgere væk. Derfor kræver det et betydeligt politisk mod og masser af lederskab at omstille den danske model. At lade være med at handle rummer dog en langt større risiko for regeringen. Ledighedstallene kan Thorning & Co. ikke løbe fra, og ambitionerne på job- og vækstsiden er for længst kommunikeret ud vidt og bredt.

Regeringens hidtidige bestræbelser på at give økonomien en kickstart og at skabe flere job i det danske samfund er foreløbig mislykket. Og det er et kæmpe politisk problem for regeringen, for deres egne kernevælgere føler sig snydt eller truet, fordi der forsvinder flere arbejdspladser, end der skabes. Regeringen har hårdt brug for, at den kommende konkurrenceevne- og jobpakke fremstår som et ambitiøst og effektivt svar på denne udfordring. Indtil nu har regeringens økonomiske politik kun været i stand til at opnå respekt for at leve op til EU´s budgetdisciplin, men den har ikke leveret resultaterne på beskæftigelsessiden.

Regnemodellerne svigter

Bedre bliver det ikke af, at Finansministeriet i flere omgange har bevist, at de har meget svært ved at regne rigtigt. Det svækker autoriteten og tilliden til, at regeringen kan levere varen, når det gælder job. Et sigende eksempel er den nylige opjustering i skønnet over, hvor mange der ventes at opbruge retten til dagpenge i år.
I det stærkt politiserede efterår, hvor regeringen kæmpede for at flikke akutjobpakken sammen, var ministeriets skøn, at der allerhøjst ville være 9.000-16.000, som ville ryge ud af dagpengesystemet – heraf 7.000-12.000 i første halvår. Forleden måtte ministeriet dog krybe til korset og fortælle, at antallet – med betydelig usikkerhed naturligvis – allerede i første halvår risikerer at blive næsten det dobbelt af det antal, som man oprindelig forventede for hele 2013.

Så meget burde det ikke være muligt at regne galt på så kort tid. En sandsynlig forklaring er, at det var et meget politisk regnestykke, eller også er der noget galt med modellerne? Ministeriets ”egne beregninger” har i hvert fald i praksis vist sig ikke at holde. En vigtig forklaring kan være, at den underliggende økonomiske teori er yderst mangelfuld, og at der er en noget mere uklar sammenhæng mellem det langsigtede arbejdsudbud og beskæftigelsen, end ministeriet og ADAM-modellen skønner.

En anden usikkerhedsfaktor er givetvis, at det er særdeles svært at forudsige folks adfærdsændringer med dertil hørende afledte dynamiske effekter. I en krisetid, hvor forventningerne til fremtiden er pessimistiske, er sandsynligheden for, at policy-ændringer vil få folk til at ændre adfærd, langt mindre end i opgangstider.

Ingen skal bilde sig ind, at det er let at være regering i den nuværende periode. Der er ikke flere billige badebilletter tilbage fra Lykketofts store konverteringsfest eller fra Fogh-årenes lånefinansierede forbrugsorgie. De internationale konjunkturer er nedfrosset og rammes stadig af negativ turbulens, når finanskrisens lange hale ruller gennem systemerne fra banker til stater til husholdninger til virksomheder. 2013 bliver et meget svært år. Også for regeringen.

Det næste løftebrud?

Hverken Helle Thorning-Schmidt eller SF´s formand, Annette Vilhelmsen, vil blive styrket, hvis ikke den kommende pakkeløsning virkelig formår at sætte gang i beskæftigelsen. De har nemlig på forhånd skabt langt højere forventninger hos vælgerne, end de formodentlig vil være i stand til at indfri.

De radikales leder, Margrethe Vestager, har aldrig foregivet, at der var lette løsninger på den økonomiske krise, så hun har fra første færd løbet en langt mindre politisk risiko på dette punkt. Men regeringsledelsens beslutning om at bringe SU-reformen med ind i finansieringskabalen gør også ondt i det radikale bagland, fordi det vil være åbenbart for enhver, at de radikale er på vej til at lave et af de højt berømmede løftebrud.

Der kan være mange gode politiske grunde til, at man også bør fjerne nogle af de mere generøse dele af Statens Uddannelsesstøtte. Det gælder f.eks. støtten til hjemmeboende under ungdomsuddannelse, der mere ligner cafépenge og unødigt underhold end et effektivt bidrag til at skaffe en større og bredere talentmasse i det danske uddannelsessystem. Ligeledes kan man kigge på det ekstra såkaldte fjumreår.

Den radikale uddannelsesminister Morten Østergaard har indtil nu ikke været helt overbevisende og klar i sine meldinger. Det bliver der muligvis rådet bod på i denne uge, hvor han holder stormøder med de studerende. Der er dog næppe tvivl om, at regeringen løber en stor risiko for at støde endnu flere kernevælgere fra sig.

[quote align="left" author=""]Bruges hele provenu-gevinsten ved en SU-reform til at finansiere afgiftslettelser for erhvervslivet, bliver regeringen måske nok lidt mere populær hos erhvervsorganisationerne, men det vil næppe være en vindersag i befolkningen.[/quote]

Den bedste tilbagefaldsmulighed er at bruge det ekstra provenu, der opnås ved reformen, til at finansiere en styrkelse af uddannelserne, hvilket de studerende faktisk selv har efterlyst. Ligeledes kunne der gøres meget mere for at sikre, at langt flere studerende kommer videre ud på arbejdsmarkedet efter endt uddannelse.

Bruges hele provenu-gevinsten ved en SU-reform til at finansiere afgiftslettelser for erhvervslivet, bliver regeringen måske nok lidt mere populær hos erhvervsorganisationerne, men det vil næppe være en vindersag i befolkningen.

Behov for en ny samfundskontrakt

Spillet om SU-reformen er en god illustration af de yderst vanskelige dilemmaer, som regeringen konstant befinder sig i. For evnen til at gennemføre nye ambitiøse velfærdsreformer afgør størrelsen af regeringens økonomiske råderum til at lave en stor konkurrencepakke, der kan hjælpe erhvervslivet med at hjælpe regeringen til at løse jobkrisen.

Ingen af delelementerne giver en sikker garanti for, at regeringen når sit politiske mål. Eller som topchefen for Grundfos, Carsten Bjerg, i forrige uge meget ærligt sagde til Politiken: ”Jeg er ikke sikker på, at den klogeste måde at skabe job på bare er at kanalisere nogle flere penge tilbage til virksomhederne, for det kan være, at pengene bliver brugt til at skabe job i Danmark, men det kan jo også være, at de bliver brugt til alt muligt andet.”

Danmark er en lille, åben økonomi på et globalt marked, og virksomhederne har – hvis de tør investere – stadig et stort incitament til at investere på markeder, hvor de kommer tættere på kunderne. Det hjælper selvsagt ikke regeringen, der har et jobproblem, som skal løses.

Der findes bare ingen hurtige og enkle løsninger på de fundamentale udfordringer, som det danske samfund står over for. Danmark har ikke brug for en ny kickstart og et hurtigt fix på Borgen, men en langsigtet samfundskontrakt, hvor alle parter bidrager til at omstille den danske model og gøre den mere bæredygtig. Vi har brug for at finde ud af, hvad Danmark egentlig skal leve af. Også efter den næste økonomiske krise.