Russisk statspropaganda elsker Dansk Folkeparti
Caroline Damsgaard Christensen
Det russiske statsfinansierede medie RT er glad for at skrive om Dansk Folkeparti. RT skriver om partiet i dobbelt så mange tilfælde, som de skriver om f.eks. Venstre eller Socialdemokraterne.
RT, tidligere kendt som Russia Today, er et tv-netværk, der også udsender nyheder på internettet, bl.a. på engelsk og tre andre sprog. Stationen har et estimeret budget på 300 millioner dollar årligt og et anslået publikum på 430 millioner brugere i over 100 lande.
Mandag Morgens gennemgang af de historier, RT.com har publiceret om danske partier siden 2008, viser, at Dansk Folkeparti omtales langt mere end andre danske politiske partier. Dansk Folkeparti indgår i historier 36 gange, efterfulgt af Venstre, som optræder under halvt så mange gange, nemlig 14 gange, og Socialdemokraterne med 13 gange. Se figur 1.
Russisk interesse for Dansk Folkeparti
Kilde: Mandag Morgens optælling på RT.com, foretaget i august 2016.
Det kan skyldes Dansk Folkepartis velvilje over for Rusland, mener udenlandsk forsker, der har skrevet en bog om den uofficielle alliance mellem Putins Rusland og europæiske yderfløjspartier. Antonis Klapsis, lektor i historie på Hellenic Open University og Neapolis University Pafos, ser en klar ideologisk forbindelse mellem Rusland og Dansk Folkeparti, og det forklarer efter hans mening det faktum, at RT omtaler Dansk Folkeparti så ofte.
”Det giver mening, at Dansk Folkeparti optræder så meget i RT. Hvis du tæller, hvor mange gange Nigel Farage eller Marine Le Pen har optrådt i RT, er det mere end f.eks. Angela Merkel. Det viser en form for opbakning fra Putin og Rusland,” siger han.
Det afvises dog af Dansk Folkepartis udenrigsordfører og næstformand, Søren Espersen. Han forklarer den hyppige optræden med, at DF generelt vækker interesse:
”Det er fordi, vi er sådan et interessant parti. Jeg tror, du vil finde det samme, hvis du gik til f.eks. de tyske eller franske medier. Tag ud i Europa og spørg, om nogen kender partiet Venstre eller Det Konservative Folkeparti. Det er der ingen, der gør. Men spørg dem om Dansk Folkeparti, så ved de, hvem det er,” siger han.
Dansk Folkeparti har gennem de senere år flere gange udtalt sig om Rusland i mere eller mindre positive vendinger. Senest har Marie Krarups udtalelser til Mandag Morgen om, at EU er en større trussel end Putin, vakt opsigt i både Danmark og udlandet. Det synspunkt får hun i dag opbakning til fra partiets næstformand: ”Den trussel, EU udgør i forhold til Danmarks selvstændighed og frihed, er langt større end truslen fra Rusland,” siger Søren Espersen.
Marie Krarup sagde også, at Dansk Folkeparti helst ser det EU, vi kender i dag, lagt i graven – og at det er fint for hende, hvis Vladimir Putin og den franske nationalleder Marine Le Pen kan hjælpe partiet med det.
Et andet udtryk for Dansk Folkepartis velvilje over for Putins regime kunne ses i Europa-Parlamentet i 2014. Her afstod de dengang fire DF-medlemmer fra at stemme for EU’s associeringsaftale med Ukraine, som faldt efter Ruslands annektering af Krim. De var de eneste danske medlemmer til stede i salen, som undlod at stemme. Anders Vistisen, medlem af Europa-Parlamentet for DF, forklarer afstemningen som en balancegang:
”Grundlæggende havde vi den holdning allerede inden konflikten, at vi ikke ønskede at lede flere fattige central- og østlande ind på en vej mod EU. Vi synes ikke, at erfaringerne fra tidligere udvidelser var gode. Men det var også en følelsesladet affære, og vi synes heller ikke, det var et godt signal at sende, at det var okay, det Rusland havde gjort,” siger Anders Vistisen.
Forbindelsen mellem europæiske højrefløjspartier og Rusland er genstand for en del forskning. Studierne ”Russia and its supporters in Europe: trans-ideology à la carte?” af Stefano Braghiroli og Andrey Makarychev, ”Perception and Exploitation: Russia’s Non-Military Influence in Europe” af Stefan Meister og Jana Puglierin og Antonis Klapsis’ ”An Unholy Alliance – European Far Right and Putin’s Russia” illustrerer alle en forbindelse mellem europæiske yderfløjspartier og Rusland. Samtidig er det et område, både NATO, EU og amerikansk efterretningstjeneste beskæftiger sig med.
LÆS OGSÅ: Rusland fører informationskrig mod Vesten
Selv om Dansk Folkepartis udenrigsordfører og næstformand, Søren Espersen, afviser, at der skulle eksistere en alliance mellem hans parti og Rusland, er han langt mere positiv over for Putin end de fleste andre i dansk politik. Ligesom partifællen Marie Krarup betragter Søren Espersen EU som en større trussel mod Danmark end Rusland. Han argumenterer for mere samarbejde med Rusland og vil have fjernet EU’s sanktioner mod landet, fordi de kun gavner producenterne i de lande, som nu leverer fødevarer til russerne:
”Dansk erhvervsliv har mistet 3-4 milliarder kr., og russerne har skaffet deres fødevarer andre steder, så det fik vi ikke noget ud af,” siger Søren Espersen. ”Det er let for Folketinget og EU at sidde i al sin ophøjethed og boykotte Rusland, når det ikke koster dem en øre.”
I vil ikke bare ophæve sanktionerne, I vil også have mere samarbejde med Rusland?
”Ja, det vil vi. Der er efter vores opfattelse en elendig stemning, som er skabt af en utrolig dårlig kemi mellem Putin og Barack Obama. Vejen frem med Rusland er dialog, og jeg synes, det er godt, at diverse udenrigsministre stadig holder linjerne åbne til Moskva.”
Er du enig med Marie Krarup i, at EU er en større trussel mod Danmark end Putin?
”I forhold til Danmarks selvstændighed og frihed – ja, selvfølgelig. Marie Krarup henviser til, hvilken indflydelse EU har på dansk selvstændighed og frihed. Den trussel, EU udgør i forhold til Danmarks selvstændighed og frihed, er langt større end truslen fra Rusland.”
Vil det så ikke være det bedste, at vi forlader EU?
”Det kommer an på, hvad EU er på vej til at blive. På grund af Brexit er der masser af kræfter i EU-systemet, som vil stramme grebet, og som siger, at vi alle må tilslutte os, få fælles økonomi osv. Men så skal jeg i hvert fald ikke have noget af at være der. Nu har vi jo ikke engang lov til at bevogte vores egne grænser, som vi har gjort i tusinder af år,” siger Søren Espersen.