Set, læst og hørt: Morten Løkkegaard

Set for nylig

Under coronakrisen har jeg haft rig lejlighed til at få set lidt tv. Det er ellers ikke noget, jeg gør mig så meget i. Jeg vil gerne anbefale serien ’Vikings’ – særligt de første fire sæsoner. Jeg har som de fleste danskere haft vikingerne inde på livet igennem nok så mange historietimer, men deres historie har aldrig rigtig fanget mig. Men den her serie, den giver fuld skrald med sex og store følelser, så nu står den danske kongerække pludselig lysende klart for mig. Serien tager sig selvfølgelig en masse kreative friheder, men giver alligevel et indtryk af hverdagslivet i en krigerkultur. Slagsmålet mellem kristendommen og asatroen fylder meget, så der er masser af lag at tage fat på for en historienørd som mig. 

Læst for nylig

Jeg læser sindssygt meget på daglig basis. Det bliver dog sjældent til skønlitteratur. Det er historiske værker eller biografier, der trækker. Det fede ved biografier er, at man får et indblik i den samtid, de historiske personer har levet. En, der står ud, er Poul Smidts ’Viggo Kampmann: modig modstandsmand, klog finansminister, ustyrlig statsminister’. Smidt er en utrolig dygtig fortæller, som forstår at disponere sit stof. Hans beundring for Kampmann skinner tydeligt igennem, men han går aldrig på kompromis med sin journalistiske ære og tegner et nuanceret og velfunderet billede af manden, der må siges at have været den største danske velfærdsarkitekt. Kampmann har da også manglet en biografi, måske fordi hans livshistorie endte, som den gjorde. Biografien tager fat i mange af de ting, der ellers kun har eksisteret på rygteplan.

Hørt for nylig

Jeg er jo ved at være en ældre herre, og vi har det med at dvæle ved den musik, vi lyttede til som unge. Alligevel er jeg endt i fusionsjazz. Særligt vil jeg fremhæve to helt geniale musikere: den gudsbenådede guitarist Pat Metheny og Lyle Mays, den måske bedste pianist i sin generation. De samarbejdede og udgav fra 1980-1990 albums som ’First Circle’, ’Still Life’ og ’Letter from Home’. Den lyriske nerve og harmoni i deres kompositioner rammer langt bredere end blot jazzelskere. Når det handler om musik, kan jeg godt lide, at de forskellige stilarter smelter sammen. Faktisk hader jeg traditionel jazz, men de her to, de forstår at hæve musikken til et helt nyt niveau – og det er der, det bliver rigtig fedt.