Snart kan du swipe dig til en bæredygtig pension

Den danske startup Matter Pension vil gøre det let for den enkelte at bruge pensionen til at påvirke verden i en mere bæredygtig retning. “Man skal kunne se på sin pension, hvor meget grøn energi, man har været med til at producere,” siger den unge stifter, Niels Fibæk Jensen.

MM Special: Sorte investeringer af grønne firmaers pensionsmilliarder

  • Selv ikke de mest bæredygtige virksomheder stiller kontante kli­makrav til deres egne firmapensioner
  • PFA foretrækkes af mange bæredygtige virksomheder, men også her investeres der i olie
  • Også Exxon, der er kendt for sin lobbyvirksomhed mod Parisafta­len, er på positivlisten i de danske firmapensioner
  • Hansen – der er kåret til verdens mest bæredygtige virksom­hed – vil nu overveje at tilbyde de ansatte en grøn pensionsløsning
  • Nystartede Matter har opfundet en ordning, der motiverer ansatte til at investere pensionen bæredygtigt.

Bæredygtige virksomheder har sorte pensionsordninger

Der skal også bruges olie i en klimavenlig verden

Kan man arbejde i verdens mest bæredygtige virksomhed og samtidig investere sine egne penge i olieindustrien?

Snart kan du swipe dig til en bæredygtig pension

Det er næsten umuligt for danskere at undgå at støtte olie-, kul- og gasindustrien via deres pensionsopsparinger. Men det skal være slut nu, håber Niels Fibæk-Jensen, stifter af det nye Matter Pension, der med en ny bæredygtig pensionsordning vil gøre det lettere og mere gennemskueligt at fravælge selskaber, som ødelægger klimaet, producerer våben eller overtræder menneskerettigheder.

"Den gennemsnitlige dansker har cirka 600.000 kroner stående i sin pensionsopsparing og er aktionær i rigtig mange selskaber. Selvom din investering i olie, kul og gasselskaber er mikroskopisk lille, så sidder disse selskaber på enorme reserver af fossile brændstoffer. Derfor svarer din andel til 37 tons CO2 i fossile brændstofreserver. Det er det samme som udledningen fra 25 biler på gaderne i København i et helt år. Så du kan virkelig gøre en forskel med din pension," siger Niels Fibæk-Jensen.

Niels Fibæk-Jensen, der har en baggrund som finansjournalist og udsendt ved Danmarks FN-mission i New York, stiftede i 2017 Matter Pension sammen med sin kollega, Emil Stigsgaard Fuglsang, tidligere managementkonsulent ved Red Associates.

"Langt de fleste danske pensionskasser investerer i dag i olie, kul og gas, og som kunde har du kun mulighed for at vælge din risikoprofil. Medmindre du er professionel investor og har tid og lyst til selv at følge markedet, men det har de færreste. I dag er det under fem procent, der selv vælger deres investeringer. Derfor synes vi, der manglede et bæredygtigt alternativ for mennesker, der ikke nødvendigvis har en professionel tilgang," siger Niels Fibæk-Jensen.

Matter Pension henvender sig til den voksende gruppe af klimabevidste danskere, der ansporet af klimaforandringer, mediernes dækning og ngo’ernes kampagner vil have kontrol over egne pensionsinvesteringer. Målet for den lille startup er 3.000 pensionskunder inden for de næste to år, fortæller direktøren for det nystartede selskab, der i dag har 11 ansatte:

"Da vi stiftede Matter, interviewede vi flere end 140 mennesker, der kunne være potentielle kunder hos os. Danskerne gør jo rigtig meget for at være ansvarlige i dagligdagen: De sorterer deres skrald, de cykler gennem vinteren, spiser mindre kød og flyver ikke så ofte. Hvis du vil hjælpe klimaet, er din pension et rigtig godt sted at starte," siger Niels Fibæk-Jensen.

Matter selv står for screeningen, men selskabets investeringer forvaltes af Skandia, der i 2018 blev opkøbt af AP Pension. Målet er ikke blot at tilbyde bæredygtige pensioner; det skal også være gennemskueligt for kunderne at se, hvordan deres penge blive investeret:

"Kunderne kan se alle de klassiske ting: Hvor meget man har sparet op, og hvilke forsikringer de har. Men man kan for eksempel også se, hvor meget CO2, man undgår i forhold til en normal portefølje, og hvor meget grøn energi, man har været med til at producere," siger Niels Fibæk-Jensen.

Skandia og AP Pension investerer jo også i olie, kul og gas. Kan jeres kunder, hvis penge jo forvaltes af Skandia, sige sig helt fri fra at støtte den fossile industri?

"Vores kunder er selvfølgelig med til at dække Skandias omkostninger, men de investerer ikke i de samme virksomheder og obligationer som resten af Skandias kunder," siger Niels Fibæk-Jensen og fortsætter:

"Uanset om du er kunde hos Danica, PFA eller et af de andre store selskaber, har du ikke haft mulighed for at vælge en bæredygtig portefølje. Der har ikke været noget sted at gå hen som kunde," siger han.

Sammenligner man de danske pensionsselskabers aktielister, ser de påfaldende ens ud: Verdens største olieselskaber som Exxon, Shell, Total og BP optræder på de fleste af dem, også selv om pensionsselskaberne gør meget ud af at fortælle, at de gør en stor indsats for klimaet.

Et af argumenterne er, at man får mindre ud af investeringerne, hvis ikke man spreder risikoen bredt på mange aktier:

"Det er en teori, der blev udgivet i 1959, men som stadig er dominerende i dag. Det er formentlig en af forklaringer på, at man endnu ikke har taget et opgør med olie-, kul- og gas-aktiver, selv om man ved, at det gør stor skade på planeten, og selv, hvis man lever op til de mål, man har sat sig via diverse klimaaftaler, så bliver de aktiver meget hurtigt devaluerede," siger Niels Fibæk.

Et andet argument er, at man ved hjælp af aktivt ejerskab ved at bruge sin indflydelse som medejer kan påvirke olie-, kul- og gasselskaber til at ændre deres forretning i en positiv retning. Det argument giver Niels Firbæk heller ikke meget for:

"Vi har meget, meget svært ved at se, at det virker. Faktisk undersøgte vi sidste år, om der overhovedet er nogle studier, research eller empirisk evidens for, at det skulle virke. Det drejer sig jo om deres kerneforretning. Olieselskaber har jo kendt til klimaforandringer i 30 eller 40 år og har på ingen måde formået at omlægge deres forretning, så de bare er i nærheden af de mål, der er sat i forbindelse med klimaaftalerne," siger Niels Fibæk.

"Man kunne let have den mistanke, at aktivt ejerskab bliver brugt som en syltekrukke for at holde nogle investeringer i porteføljen, som man inderst inde godt ved, at man burde have solgt fra," siger Niels Fibæk.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Mandag Morgen logo

Læs mindre - forstå mere

  • ChefredaktørAndreas Baumann
  • Adm DirektørAnne Marie Kindberg
  • CFOAnders Jørning
  • Ansv. ChefredaktørJakob Nielsen
  • Kommerciel direktørMichael Thomsen
  • Formand og udgiverRasmus Nielsen
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 93 93 23[email protected]CVR nr.: 38253395

Mandag Morgen leveres af Mandag Morgen ApS, der ejes af Alrow Media ApS.

Copyright © Mandag Morgen, 2024