Socialøkonomisk totalforvirring i beskæftigelsesindsatsen

Af
Mikkel Jes Hansen, socialfaglig chef, Den Erhvervsdrivende Fond Væksthuset
Tanja Höper, direktør, Fonden Grantoftegaard
Camilla Schwalbe, direktør, SIVIL – Socialøkonomisk Kommunikationsbureau
Ulrik Boe Kjeldsen, konsulent, Kooperationen

Hvordan kan socialøkonomiske virksomheder være med til at løfte indsatsen for udsatte på arbejdsmarkedet? Dette spørgsmål afsatte Folketinget i 2016 intet mindre end fem millioner kroner til at få afdækket.

Svaret har ladet vente på sig, men i starten af april landede der så endelig en rapport udarbejdet af Deloitte for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR).

Med titlen 'Brug af registrerede socialøkonomiske virksomheder i beskæftigelsesindsatsen' udmærker rapporten sig desværre ved kun at levere begrænset ny indsigt i forhold til sit opdrag. Til gengæld formår den med faktuelle fejl og en misvisende fremstilling at bidrage yderligere til den allerede herskende forvirring om, hvad en socialøkonomisk virksomhed i grunden er.

Forkerte tal og forkert præmis

Lad os tage fejlene først. I rapporten oplistes de registrerede socialøkonomiske virksomheder efter, hvor stor en andel borgere de har i opkvalificerings- og vejledningsforløb. For nogle af virksomhederne drejer dette sig om flere hundrede borgere, hvilket ser voldsomt ud sammenlignet med antallet af ansatte.

Problemet er, at der her er tale om virksomheder, der på vegne af kommunen matcher borgere til forløb eller praktik i andre virksomheder. Borgerne er altså ikke tilknyttet disse virksomheder, men andre virksomheder. De tal, der fylder mest i tabellen, er forkerte.

Det mest bekymrende ved disse fejl er måske, at de ikke er blevet spottet af en vågen STAR-medarbejder med indsigt i det socialøkonomiske felt. Og dette knytter sig til en større problematik i rapporten: en tilsyneladende manglende forståelse for det felt, den undersøger.

Rapporten baserer sig på tre mindre undersøgelser, med tre forskellige metoder og tre forskellige stikprøver. Det hele er præsenteret samlet på den præmis, at socialøkonomiske virksomheder i et beskæftigelsesperspektiv kan betragtes som én samlet ensartet gruppe.

Undersøgelsen har således forsømt at forholde sig til to helt grundlæggende spørgsmål: Hvad er det socialøkonomiske virksomheder har til fælles? Og har det, de har tilfælles, noget som helst med beskæftigelse at gøre?

Lad os forklare, hvorfor dette er et problem.  

Hvad er det, socialøkonomiske virksomheder har tilfælles?

Socialøkonomisk virksomhed er en måde at drive virksomhed på, hvor ejerne primært er optaget af at gøre noget for fællesskabet. Handler du med en Registreret Socialøkonomisk Virksomhed, kan du (med officiel statslig mærkning) vide dig sikker på, at virksomheden har et samfundsgavnligt formål. Og at den er not-for-profit: Den geninvesterer sit overskud i formålet, som kan være at inkludere udsatte målgrupper på arbejdsmarkedet. Men det kan også for eksempel være at drive den lokale landsbykøbmand som fælleseje for at sikre en landsbys overlevelse. 

Betegnelsen giver dig altså vished om, at du samarbejder med en virksomhed, der drives med et altruistisk, frem for profitdrevet, sigte. Derimod siger den ikke noget om, hvilke varer, tjeneste- eller velfærdsydelser der er på hylden, ej heller om deres kvalitet.

Har det, de socialøkonomiske virksomheder har tilfælles, noget med beskæftigelse at gøre?

Med ovenstående in mente kunne man også spørge: Gør det, at en virksomhed har et samfundsnyttigt formål og geninvesterer sit overskud, at virksomheden a) gør en større indsats, for eksempel ved at tage imod flere borgere i praktik, eller b) leverer en bedre effekt, for eksempel ved at flere borgere kommer i beskæftigelse efter et forløb? Det kan vi sagtens forestille os er tilfældet, og det vil være en spændende undersøgelse at lave. 

Men noget siger os, at det ikke er dette, vores folkevalgte har afsat fem millioner kroner til at undersøge. De har hørt alle historierne om borgere, der mod alle odds har fundet en plads i et arbejdsfællesskab med hjælp fra en socialøkonomisk virksomhed. Og det vil de have mere af.

Hvad er det, (nogle) socialøkonomiske virksomheder kan?

Nogle socialøkonomiske virksomheder kan nemlig noget helt særligt ift. at løfte indsatsen for udsatte på arbejdsmarkedet. Det har mange kommuner opdaget. Og det bekræftes også af STAR-rapporten i den del af undersøgelsen, der fokuserer på virksomme mekanismer.

Men de socialøkonomiske virksomheder er meget forskellige. Nogle arbejder slet ikke med beskæftigelse (!). Og de, der arbejder beskæftigelsesrettet, gør dette med forskellige udgangspunkter, forskellige metoder og for forskellige målgrupper af borgere.

Ønsker man at forstå, hvad det er, nogle socialøkonomiske virksomheder kan, som er helt særligt, bliver man nødt til at forstå og forholde sig til disse forskelle.

Socialøkonomi i et beskæftigelsesperspektiv

Set fra et beskæftigelsesperspektiv kan vi opdele socialøkonomiske virksomheder i tre grove kategorier. Disse er ikke gensidigt udelukkende, men synliggør forskelligheden i virksomhedernes berøring med og rolle i beskæftigelsesindsatsen.

1. Den socialøkonomiske andenaktør

Her finder vi den gruppe af virksomheder, der er fremstillet med forkerte tal i STAR-undersøgelsen. De betegnes ofte som andenaktører, fordi de på vegne af kommunen afklarer ledige borgere og hjælper disse med at komme i virksomhedsrettede forløb. Disse virksomheder har altså ikke nødvendigvis selv udsatte borgere ansat. Men de har en særlig faglig ekspertise på området og leverer på den baggrund en professionel velfærdsydelse. Dette er der et konkurrencepræget marked for, hvorpå man også finder mange profitdrevne konkurrenter.

Et eksempel er Den Erhvervsdrivende Fond Væksthuset, der anvender sit overskud til at støtte forskning og udvikling til gavn for beskæftigelsesindsatsen og de udsatte ledige i Danmark.

2. Den hybride beskæftigelsesaktør

Denne betegnelse dækker over de socialøkonomiske virksomheder, hvis forretning både baserer sig på at sælge et produkt eller en service på ’det private marked’, samtidig med at de også tilbyder sociale, uddannelses- eller beskæftigelsesmæssige ydelser rettet mod konkrete målgrupper.

Disse virksomheder tager oftest udgangspunkt i et eksplicit formål om at hjælpe borgere – med eksempelvis kognitive udfordringer, psykisk sårbarhed, social udsathed eller fysiske handikap – til et bedre liv. Derfor giver det mening både at kunne tilbyde uddannelse, beskæftigelsesforløb, praktikker samt ’rigtige’ job. De to forretningsben supplerer hinanden: Socialfaglig ekspertise giver mulighed for at skabe rummelige og inklusive arbejdsforhold. Produktionsbenet giver mulighed for at tilbyde ’rigtige’ og meningsfulde arbejdsopgaver.

Et eksempel er Grantoftegaard, der driver et 1200 hektars professionelt økologisk landbrug. Samtidig tilbyder de træning og uddannelse til unge og voksne med særlige udfordringer.

3. Den særligt samfundsansvarlige virksomhed

Her er der tale om virksomheder, der sælger ydelser eller produkter på det almindelige private (eller offentlige) marked og genererer hele deres indtægt herfra. For det utrænede øje altså helt almindelige virksomheder inden for brancher som for eksempel catering, restaurant, byggeri eller kommunikation.  

En delmængde af disse virksomheder har et beskæftigelsesmæssigt formål og tager løsningen af en kæmpe samfundsudfordring på deres skuldre ved i videst mulig udstrækning at ansætte borgere fra kanten af arbejdsmarkedet. Den anden del har andre samfundsnyttige formål end beskæftigelse. Eksempelvis at skabe bæredygtig udvikling i et lokalsamfund, grøn omstilling eller at bekæmpe madspild.

Har vi gjort vores arbejde ordentligt, vil det fremstå for læseren, at de tre typer virksomheder ovenfor varetager forskellige roller i beskæftigelsesindsatsen. Derfor mener vi, at det er problematisk at behandle dem under ét.

Åbn den sorte socialøkonomiske boks

Skal man undersøge, hvad det er, socialøkonomiske virksomheder særligt kan ift. at løfte indsatsen for udsatte på arbejdsmarkedet (hvilket var det politiske opdrag), bør første skridt være at opstille nogle hypoteser herom, som kan testes. Det forsømmer STAR-undersøgelsen, og det finder vi kritisabelt.

Vi sætter dog vores lid til, at undersøgelsen ikke har kostet STAR de fulde fem millioner kroner. Og at der derfor stadig er penge på kontoen, der kan bruges til at nuancere resultaterne. Må vi her foreslå, at fremtidige analyser forsøger at åbne den ’sorte socialøkonomiske boks’ for at se nærmere på de af tandhjulene, der er relevante i en beskæftigelsesmæssig kontekst.

Eksempelvis ved at undersøge disse hypoteser, der indtil da må stå for vores egen regning:

• Kombinationen af forretning og uddannelses- eller beskæftigelsesfaglige tilbud gør nogle socialøkonomiske virksomheder (de hybride beskæftigelsesaktører) i stand til at skabe både særligt virkningsfulde forløb og særligt inklusive arbejdspladser.
• Socialøkonomiske virksomheder med et beskæftigelsesmæssigt formål skaber arbejdspladser for borgere med særlige behov og udfordringer, der sandsynligvis ikke ville komme i beskæftigelse igennem ordinære virksomhedsrettede tilbud.
• Der er positive afledte og langsigtede gevinster ved at indkøbe velfærdsydelser fra formålsdrevne leverandører, der ikke spekulerer i kortsigtet profit.

---

Indlægget er alene udtryk for skribenternes egen holdning.