Tidligere vismand: Arbejdsmarkedet bør ikke æde alle ekstra leveår

I dag er Danmark et af de lande, hvor pensionsalderen stiger mest – og hurtigst. Til efteråret vil et flertal i Folketinget med al sandsynlighed sætte pensionsalderen op med yderligere et år, så pensionsalderen fra og med 2035 vil være 69 år.

Sådan har det været siden et flertal i Folketinget tilbage i 2006 vedtog, at pensionsalderen skal stige, når levealderen stiger. I Danmark betyder det, at danskerne skal arbejde et år ekstra, når levealderen stiger med et år.

Nu opfordrer to af landets topøkonomer og tidligere overvismænd Folketinget til at hente inspiration til diskussionen af den stigende pensionsalder fra Sverige og Finland. Her sættes pensionsalderen også op, når levealderen stiger, men tempoet er lidt langsommere end i Danmark.

”I Danmark sætter vi pensionsalderen op med et år for hvert år, vi lever længere. Det kunne give god mening i stedet at lade sig inspirere af den svenske og finske model, hvor man lidt enkelt sagt sætter pensionsalderen op med otte måneder for hver gang levealderen stiger med et år eller tolv måneder,” siger professor i nationaløkonomi ved Aarhus Universitet Torben M. Andersen.

Hans kollega Michael Svarer, professor i nationaløkonomi, siger:

”Man kan godt diskutere, hvordan man skal fordele et års ekstra levetid mellem arbejdsliv og fritidsliv. I dag har vi en ret hård model, hvor den fordeling falder 100 procent ud til fordel for arbejdslivet. Hvis en dansker lever et år ekstra, så skal man også arbejde et år ekstra. Holland har netop genforhandlet den model og har blødt op på den hårde fordeling.”

Tankegangen hos de to topøkonomer er opsigtsvækkende al den stund, at de begge i deres tidligere funktion som formænd for Det Økonomiske Råd om nogen har stået vagt om, at pensionsalderen skal stige i takt med den stigende levealder.

Som formand for Velfærdskommissionen - og senere Pensionskommissionen - har Torben M. Andersen også været med til at støbe kuglerne til flere af de reformer, som har gjort de danske offentlige finanser til nogle af verdens sundeste.

”Vi har i Danmark skullet hæve pensionsalderen i et hurtigt tempo, fordi vi startede med en pensionsalder på kun 65 år og muligheden for at gå på efterløn som 60-årig. Danmark har så at sige skullet indhente det forsømte for overhovedet at kunne få de offentlige finanser til at hænge sammen,” siger Torben M. Andersen.

Længere levetid som pensionist

Med forslaget om at lade danskerne beholde lidt af den ekstra levetid som fritid og ikke lade arbejdslivet sluge hele gevinsten, tilfører de to topøkonomer et – i en dansk sammenhæng – helt nyt perspektiv på debatten om pensionsalderen.

Som en del af Velfærdsforliget i 2006 vedtog Folketinget, at danskerne i gennemsnit skal kunne leve 14,5 år som pensionister. Stiger levealderen, sættes pensionsalderen tilsvarende op, så levetiden som pensionist hele tiden er på de fastsatte 14,5 år.

I Sverige og Finland kan den enkelte borger beholde nogle af de ekstra måneder i den stigende levealder til sig selv. Forklaringen er, at den andel af livet, hvor svenskere og finner lever som pensionister, skal være konstant.

”I Sverige og Finland kan borgerne regne med, at tilværelsen som pensionist udgør en stabil andel af livet, også når levetiden stiger. Sådan er det ikke i Danmark, her falder andelen ganske langsomt efterhånden som pensionsalderen stiger. Jeg tror, borgerne har mere forståelse for en model som i Sverige eller Finland,” siger Torben M. Andersen.

Han tilføjer, at pensionsudbetalingerne i de to lande er afhængige af, hvor mange år borgerne skal have pension.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard diskuterer gerne den problemstilling, de to topøkonomer sætter fokus på, og som i fagtermer kaldes “levetidsindeksering”. 

"Det er en relevant diskussion, og derfor er levetidsindekseringen en del af det, som pensionskommissionen skal kigge nærmere på. Men det er vigtigt for regeringen, at vi har en økonomisk ansvarlig politik, så der er råd til vores velfærdssamfund, og derfor bakker vi også op om velfærdsforliget fra 2006. Jeg vil afvente kommissionens arbejde, som jeg selvfølgelig vil følge med stor interesse, og så må vi drøfte resultaterne, når de foreligger,” siger han.

Stigende pensionsalder finansierer velfærden

De to økonomer understreger helt som ministeren betydningen af, at pensionsalderen skal stige, når levealderen stiger, sådan som et flertal i Folketinget har vedtaget med Velfærdsforliget i 2006 og senere genbekræftet flere gange. Sammenhængen mellem en stigende levealder og en stigende pensionsalder går igen i en lang række af de lande, Danmark normalt sammenligner sig med.

I alle lande sker det for at sikre holdbarheden af de offentlige budgetter på lang sigt.

Som følge af netop Velfærdsforliget fra 2006 diskuterer Folketinget her til efteråret, om pensionsalderen skal sættes op til 69 år. Det vil regeringen foreslå, fordi danskernes levealder er steget.

De to tidligere overvismænds forslag om at bløde op på den nuværende model fremsættes på et tidspunkt med en stadigt mere ophidset debat om pensionsalderen.

I denne omgang er De Radikales formand, Morten Østergaard gået forrest med sit forslag om at pensionsalderen ikke skal hæves til mere end 70 år. Han støttes af Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl, mens både Enhedslisten og SF vil gå videre og allerede nu sætte en stopper for den stigende pensionsalder.

Dermed rykker de fire partier i forskellig grad ved det, både Torben M. Andersen, Michael Svarer og altså også Peter Hummelgaard opfatter som et helt centralt element for udviklingen af den sunde danske økonomi. 

”Det er selvfølgelig en politisk prioritering om pensionsalderen fortsat skal stige. Men hvis et flertal siger stop, skal de finde en anden måde at finansiere en del af velfærden på,” siger Torben M. Andersen.

Udløser kæmpe milliardregning

Skulle Enhedslisten og SF få overbevist de andre partier om at sige nej til, at folkepensionsalderen sættes op til 69 år, vil det i følge Finansministeriet allerede i årene efter 2030 svække de offentlige finanser med 59 milliarder kroner om året.

Et tilsvarende regnestykke gør sig gældende, hvis Folketinget følger Morten Østergaard og Dansk Folkepartis ønske om at stoppe ved de 70 år. Beregninger fra Cepos viser, at det vil svække de offentlige finanser med 41 milliarder kroner om året.

Det er altså en virkelig god forretning for det offentlige, når pensionsalderen sættes op. Det er også en i økonomisk forstand nødvendig forretning. De store minusser i henholdsvis Finansministeriets og Cepos’ regnestykker opstår, fordi danskerne kan gå på pension i stedet for at arbejde. Det betyder på den ene side, at de betaler mindre i skat til stat og kommuner, mens de på den anden side som ældre trækker stadigt mere på den offentlige service.

'Hvis der med andre reformer skal findes de milliardbeløb, som mangler, kommer Folketinget og de politiske partier virkelig på arbejde.

Sættes dagpengene ned med ti procent, fører det ifølge beregninger fra Cepos til offentlige besparelser på 4,2 milliarder kroner. Halveres barselsperioden fra 12 til seks måneder vil det stadig ifølge Cepos kun spare det offentlige for 3,4 milliarder kroner. Og hvis sygedagpenge nedsættes med 10 procent, vil det kun give 1,8 milliard kroner i kassen.

Uden den slags reformer eller tilsvarende besparelser på velfærden vil et stop for stigningen af pensionsalderen betyde varige underskud på de offentlige finanser. Også det kan få konsekvenser meget hurtigt.

”Når vi som økonomer regner på den langsigtede holdbarhed af dansk økonomi, og den er lige nu ganske god, så er forudsætningen, at pensionsalderen sættes op, når levealderen stiger. Jo mere styr, der er på det langsigtede, des mere rum er der til at håndtere det kortsigtede,” siger Torben M. Andersen.

Han henviser til, at de lande, der som Danmark har haft styr på de offentlige finanser og forhøjet pensionsalderen i takt med den stigende levetid, også har haft de bedste muligheder for at håndtere coronakrisen.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard forbereder netop nu kommissoriet for en kommission, der blandt andet skal undersøge mulighederne for, at pensionsalderen på et tidspunkt kan stige i et langsommere tempo end i dag.