Træd varsomt når I piller ved velfærdsaftalen

Hvis man saver en bærende bjælke over i et hus, så ved enhver, at det kan gå helt galt. Huset kan enten brase sammen eller blive efterladt med uoprettelige skader.

Det nytilkomne valgtema om differentieret tilbagetrækningsalder er sådan et potentielt angreb på den langsigtede og politisk brede ”velfærdsaftale”, der siden 2006 har været en bærende bjælke i dansk økonomi.

En aftale, der fastlægger et mål om, at danskerne gennemsnitligt skal have 14,5 år på pension i forhold til den gennemsnitlige levealder. Det vil sige, at pensionsalderen hæves, i takt med at levealderen stiger.

Det er alt, alt for stort og kompliceret et emne til sådan lige at smide op i luften til forhandling og løsning i løbet af et par måneder inden et valg.

I øvrigt uden at hverken Socialdemokratiet selv, der startede angrebet, eller nu Dansk Folkeparti, der sætter trumf på og forlanger en forhandling og en løsning inden det kommende valg, har nogen konkrete og gennemregnede modeller for, hvordan en differentieret pensionsalder overhovedet kan gennemføres, og hvad den vil koste. For slet ikke at tale om, hvad det vil betyde for udbuddet af den arbejdskraft, som virksomhederne og det offentlige skriger på.

Det startede med at skulle være en løsning for de  nedslidte med rigtigt mange og fysisk hårde år på arbejdsmarkedet. Nu kræver alle faglige ledere selvfølgelig samme ret for deres medlemsgrupper, for en læge eller en skolelærer er måske ikke fysisk men så psykisk nedslidt selv med færre år på arbejdsmarkedet.   

At ændre ved pensionsalderen og droppe den universelle ret til folkepensions grundydelse, som har været dansk lov siden 1956, rører både noget helt principielt og noget rigtigt dyrt. Folkepensionen er Danmarks første og store, universelle velfærdsydelse, der giver alle borgere over en vis alder en lige og ensartet rettighed.

Uanset tidligere job, indtægtsforhold, antal år på arbejdsmarkedet eller helbredstilstand modtager alle samme grundbeløb. Det er en bærende bjælke i hele vores pensionssystem.

En ændring af tilbagetrækningsvilkårene og de initiativer, der skal til, for at det ikke bliver et voldsomt indhug i arbejdsstyrken eller en torpedo ind i dansk økonomi, burde forberedes systematisk og grundigt. Modellen for en tilbagetrækningsreform kan ikke bare skrives på bagsiden af en serviet. Det bør ske i en trepartsløsning med arbejdsmarkedets parter og ikke som en taktisk overbudsspil forud for et valg.

Sagt på en anden måde: Efterlønnen var i mange år det store spøgelse i dansk politik, indtil den nuværende statsminister, Lars Løkke Rasmussen, i 2011 bebudede dens afskaffelse i en nytårstale. En ny seniorydelse med bredere tildelingskriterier skabt i huj og hast forud for et valg vil kunne blive et nyt politisk spøgelse mange år frem. Det bliver lige som efterlønnen ikke noget, der bare lige kan laves om igen, hvis danskerne ikke skal miste al tillid til politikernes løfter på så vigtigt et område.   

Ingen tvivl om at der er problemer med den senere tilbagetrækningsalder for visse grupper på arbejdsmarkedet. Men skal muligheden for tidligere tilbagetrækning baseres på objektive kriterier eller individuel bedømmelse?

Det er vedtaget politisk i ”velfærdsaftalen”, at fordi vi lever længere, så skal vi også arbejde længere, men vi ved faktisk ikke, om vi alle sammen nu lige kan det. Uanset om vi er 3F’ere eller akademikere, og uanset hvor mange år vi har haft et aktivt arbejdsliv. Det er bare ikke sikkert, at en differentieret tilbagetrækningsalder er svaret.

Det er måske de anbefalinger til et forbedret arbejdsmiljø, som et ekspertudvalg for nylig har fremlagt, og som nu forhandles i Folketinget. Og det er i det hele taget flere investeringer i et arbejdsmiljø, der helt fra starten ikke slider folk ned. Det er, at arbejdsmarkedet får nogle flere tilbud til seniorerne om flextid, nedsat tid eller omskoling i tide til en ændret arbejdsfunktion.

Den seniorførtidspension, som var tiltænkt gruppen af borgere med behov for tidlig pension, er tilsyneladende ikke det relevante tilbud, som den burde være. Nedslidning tæller ikke tilstrækkeligt som kriterie for tildelingen, og her er der helt klart brug for en justering, hvis man ser på, hvor få der har fået den tildelt.

Hvis partierne inklusive regeringen var i stand til at fremlægge forskellige modeller til en differentieret pensionsalder, og konsekvenserne af sådanne forslag var gennemarbejdede, og tildelingskriterierne enkle og klare, så kunne vælgerne reelt have noget at tage stilling til ved et kommende valg, og så er det lige så fuldgyldigt et valgtema som en sundhedsreform eller udlændingepolitikken. Men hidtil har ingen fremvist den gennemarbejdede og holdbare løsning.  

I stedet er konsekvensen, at der nu er skabt maksimal usikkerhed om fremtiden på et meget centralt område i mange menneskers liv og om den fremtidige finansiering af velfærden