Venstrefløjen er klar til klimaafgift på tøj

En af klodens største klimasyndere er stort set gået under radaren, når politikerne taler grønne afgifter og regulering. Men nu er alle Mette Frederiksens støttepartier klar til at bruge afgifter til at sætte en bremse på tøjforbruget.

Mikkel Lind SorgenfreyMarie Schønning Jensen

MM Special: Kan man bede en industri disrupte sig selv til minusvækst?
  • Tøj udleder mere end fly og shipping tilsammen
  • Øget efterspørgsel fra verdens voksende middelklasse vil få forbruget til at stige med 77 procent
  • I 2050 vil tøj derfor udgøre 26 procent af verdens CO2-udledninger
  • Tøj er som en af de eneste klimasyndere ikke belagt med grønne afgifter

Klædeskabet er en større klimasynder end flyrejsen

Venstrefløjen er klar til klimaafgift på tøj

Modens klimatopmøde anklages for greenwashing

Instagram får bunkerne i klædeskabet til at vokse

En brændende platform, der kan rykke forbrugsvaner

Grønne afgifter på elektricitet skal få os til at spare på strømmen. Forbruget af benzin og biler holdes kunstigt nede med høje afgifter, og i sidste uge gik Klimarådet ud med en anbefaling om klimaafgifter på flyrejser. Selv afgifter på bøffer er på ønskelisten hos nogle partier i jagten efter metoder, der kan flytte vores forbrug og forhindre unødig udledning af klimaskadelige gasser.

Kun én af de helt store klimasyndere er gået helt under politikernes radar: Vores tøj. Egentlig burde det stå i første række; det er en luksusvare, forbruget stiger ukontrollabelt, og det belaster klimaet mere end den internationale flytrafik og shippingindustrien tilsammen.

Alligevel er klimaafgifter fraværende i de politiske debatter. Måske fordi det holdt op med at tælle i Danmarks eget klimaregnskab, efter vi outsourcede det meste af produktionen til fjerne himmelstrøg.

Men nu kan freden for modebranchen være forbi.

For med sin udledning af 1,2 milliarder ton drivhusgasser årligt er tøjindustriens påvirkning af jordens klima og miljø ikke længere til at overse. Trækker man industriens vækstkurver lidt ud i fremtiden, kan tøjet komme til at stå for 26 procent af verdens udledning af drivhusgasser, viser internationale  fremskrivninger.  

En udvikling, der skal vendes, og gerne med en klimaafgift på tøj, mener i hvert fald venstre side af Folketinget.

"Som en af de mest forurenende industrier skal moden selvfølgelig rykke med i den grønne omstilling," siger partiets klimaordfører Rasmus Nordqvist.

"Billigt tøj er jo kun så billigt, fordi produktionen efterlader en enorm ubetalt regning for natur-, miljø- og klimabelastningen ved produktionen. Allerhelst vil vi i Alternativet have en generel prissætning på al forurening, så et ton drivhusgasser koster det, den reelle skadespris er for samfundet. Men vi skal rykke hurtigt – og sådan et system har længere udsigter – så derfor skal vi også tale klimaafgift på tøj, som vi taler om det på andre forbrugsvarer som kød, flyrejser osv.," siger Rasmus Nordqvist (ALT).

Socialdemokraterne har ikke tøjets klima-påvirkning på programmet, siger klima- og energiordfører Jens Joel: 

"Problemet med en afgift på tøj er dels, at det kan ramme socialt skævt, som forbrugsafgifter ofte gør, og dels fordi en simpel tøjafgift ikke belønner kvalitetstøj, som er produceret mere bæredygtigt eller holder længere. Vi mener i stedet, at der er mere ræson i at tænke i strukturelle tiltag i stedet for en simpel afgift, som går hårdest ud over dem med færrest midler."

Men hvis Mette Frederiksen skulle have lyst til at indføre en klimaafgift, står alle hendes støttepartier faktisk klar til at stemme for.

Det gælder også Enhedslisten, der dog også holder andre muligheder åbne for at begrænse udledningen fra modeindustrien.

"Brug-og-smid-væk-kulturen er et stort klimaproblem, også når det kommer til vores tøj. Derfor er Enhedslisten åbne for en CO2-afgift på tøj, men har ikke en konkret model. Det er dog vigtigt for os, at det ikke rammer socialt skævt, og at vi får taget fat om problemets rod, som i højere grad er tøj af dårlig kvalitet, der er produceret så billigt som muligt," siger partiets klimaordfører, Søren Egge Rasmussen.

Partiet kan forestille sig flere veje til at få tøjforbruget ned:

"Der kan højere krav til produktionen, længere garantiperiode og bedre muligheder for genbrug måske være bedre metoder til at nedbringe klima- og miljøbelastningen end en CO2-afgift, som vil være rigtig svær at administrere," siger Søren Egge Rasmussen.

Klimaafgift på EU-niveau

SF mener at tøj – lige som alt andet – bør tillægges en CO2-afgift. Partiformand Pia Olsen Dyhr foretrækker dog, at det sker i EU-regi.

"Al produktion bør have en CO2-pris, enten en kvote, en afgift eller en kombination. Den bør opkræves i produktionslandet, sådan som det sker med EU’s kvotesystem. Derfor er den bedste løsning at få lavet aftaler med flest mulige lande om et internationalt kvotesystem, som det skal være attraktivt for ulande at slutte sig til," siger Pia Olsen Dyhr (SF).

Også Radikale Venstre ser gerne, at der bliver reguleret på området. Partiets miljø- og klimaordfører, Ida Auken, vil kæmpe for klimatold på varer importeret til EU.

"For at være helt ærlig synes jeg, at mode har været svært, fordi det er så global en branche. Det er svært og uoverskueligt for dem, der regulerer. Men vi Radikale vil gerne have en klimatold i EU, hvor vi lægger en told på varer, der er importeret. Rigtig meget tøj er jo produceret i Fjernøsten. Man kunne sagtens tænke i en klima-varedeklaration på tøj også," siger Ida Auken (RV).

Det er dog ikke alle europaparlamentarikerne, der er med på den ide. Venstres spidskandidat til Europa-Parlamentsvalget, Morten Løkkegaard, vil ikke bruge sin næste valgperiode – hvis han bliver valgt ind – på at kæmpe for afgifter på tøj. Han og Venstre vil hellere satse på, at forskning løser problemet.

"Jeg mener generelt ikke, at det skal være dyrere at være dansker. En afgift vil blot komme forbrugerne til gene. Jeg mener i stedet, at vi skal afsætte midler til forskning, der kan fremme bæredygtighed. I Venstre vil vi afsætte minimum 35 procent af de europæiske forskningsmidler til forskning i klima og miljø. Det er den vej, vi skal gå," siger Morten Løkkegaard (V).

K: Vi skal i stedet oplyse forbrugerne

Løkkegaards måske kommende kollega Pernille Weiss, som også stiller op til EP-valget – som spidskandidat for Konservative – ønsker heller ikke en afgift. Hun lader dog døren stå lidt på klem.

"Generelt er vi ikke tilhængere af klimaafgifter. Når det er sagt, så har vi i Det Konservative Folkeparti foreslået en afgift – ikke på flyrejser – men på brændstoffet, som flyene flyver på. Vores holdning er nemlig, at vi skal lægge afgifter på det, der forurener. Hvis man kan gøre noget lignende på tøjindustrien, så vil vi ikke på forhånd afvise det. Men som udgangspunkt mener vi ikke, at det skal være dyrere at være dansker, og det vil det alt andet blive, hvis vi pålægger erhvervslivet afgifter," siger Pernille Weiss (K). Til gengæld går Konservative ind for en mærkningsordning til oplysning af forbrugerne.

"Så bør man hellere oplyse forbrugere om bæredygtighed og det at købe kvalitet frem for kvantitet," siger hun.

DF er imod alle klimaafgifter.

"Både på tøj, kød og flyrejser," siger partiets klimaordfører, Mikkel Dencker.

Også Liberal Alliance og Nye Borgerlige er imod og siger, at de tværtimod vil kæmpe for færre afgifter.

Omtalte personer

Mikkel Dencker

Kommunalbestyrelsesmedlem og 1. viceborgmester (DF), Hvidovre Kommune
økonomi (Københavns Uni. 2000)

Pia Olsen Dyhr

Partiformand (SF), MF
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2010)

Ida Auken

MF (S), fhv. miljøminister (SF)
cand.theol. (Københavns Uni. 2006)


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Mandag Morgen logo

Læs mindre - forstå mere

  • ChefredaktørAndreas Baumann
  • Adm DirektørAnne Marie Kindberg
  • CFOAnders Jørning
  • Ansv. ChefredaktørJakob Nielsen
  • Kommerciel direktørMichael Thomsen
  • Formand og udgiverRasmus Nielsen
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 93 93 23[email protected]CVR nr.: 38253395

Mandag Morgen leveres af Mandag Morgen ApS, der ejes af Alrow Media ApS.

Copyright © Mandag Morgen, 2024