Vestager: Vi skal give bekymringsindustrien modstand

Af Margrethe Vestager, konkurrencekommissær i EU

For snart 70 år siden var en svensk dreng ved navn Hans nær druknet i en grøft. Hans forældre kunne ikke holde øje med ham, fordi hans far arbejdede ti timer om dagen, og hans mor var indlagt med tuberkulose.

Men Hans Rosling overlevede, og han blev en vigtig formidler af verdens fremgang. Som han påpegede i sin bog ’Factfulness’, så er Sverige i hans levetid gået fra at være på linje med Egypten til at være et af de sundeste og rigeste lande i verden.

Det er ikke sket ved ren magi. Det er en historie om demokrati og om at forbedre folks liv lidt efter lidt. Det er et gradvist men konstant arbejde. Det har handlet om arbejderes rettigheder, så vi i dag kan arbejde otte timer om dagen i stedet for ti. Det har handlet om sanitet og sikkerhed, så vores børn ikke falder i grøfter. Det har også handlet om vacciner, så tuberkulose næsten er udryddet i dag. Den viden giver mig en stor tiltro til fremtiden.

For Europa står over for mange udfordringer. Der er klimaforandringer og skatteunddragelse. Vi skal styrke vores økonomi og innovere os. Men generelt ser jeg glasset som mere end halvt fyldt. For vi har det, der skal til for at overkomme disse udfordringer. Vores demokratier har stået over for større udfordringer tidligere, og de kan klare det igen, hvis vi alle gør en indsats.

For ti år siden krakkede Lehman Brothers, og det forårsagede en af de værste finanskriser siden 1930’erne. Krisen gjorde, at mange mistede deres job, og flere firmaer gik konkurs. Og den underminerede folks tiltro til, at vores økonomi ville være med til at skabe et bedre liv for vores børn. I dag er Europa tilbage. Sidste år voksede samtlige økonomier i EU for første gang siden 2007. Arbejdsløsheden er tilbage på omtrent samme niveau som før krisen. For blot et par uger siden kunne Grækenland gøre sig fri af den redningspakke, der har holdt landets økonomi stabil i de sidste otte år.

Vi har stadig en del arbejde foran os. Vi skal investere i det, der vil styrke vores økonomier i fremtiden: Forskning, infrastruktur og kompetencer. Og vi skal hjælpe mindre firmaer til at vokse og få succes. Derfor er den form for investeringer så centrale i Kommissionens udspil til Europas budget for de næste syv år. Og jeg er fortrøstningsfuld, når det gælder fremtiden for Europas økonomi. For jeg ved, at Europa har det, der skal til. Vi står over for nogle alvorlige udfordringer, men vi ved også, hvordan vi skal tackle dem.

Fri og fair international handel

Det gælder ikke kun for Europa, men også for resten af verden. Se bare på international handel. I løbet af de sidste 70 år er lande verden over begyndt at åbne op for samhandel. Flere tariffer er blevet sløjfet, og andre barrierer er blevet fjernet, så det er blevet lettere at handle med hinanden. Der er kommet institutioner, der sikrer, at landene overholder deres aftaler, og at man ikke forsøger at skade hinanden for at få større profit. Og det har gjort folks liv rigere.

Men det betyder selvfølgelig ikke, at vi kan hvile på laurbærrene og stille os tilfreds med det fremskridt, vi allerede har opnået. Vi har stadig meget arbejde foran os. Vi skal sikre os, at handlen ikke kun er fri, men også fair. Og det er ingen let opgave. Men vi kan gøre det, og det ved jeg, fordi jeg ser de fremskridt, vi bliver ved med at gøre.

Jeg ser de handelsaftaler, som min kollega, Cecilia Malmström (EU-kommissær for handel, red.), har lavet i løbet af de sidste år. Aftaler som den med Canada, hvor begge parter har forpligtiget sig til at beskytte miljøet og forsvare arbejderes rettigheder. Eller den aftale, vi har indgået med Japan, hvor vi er blevet enige om at undgå de tilskud, der skader konkurrencen.

Selv om det ikke er alle, der er lige så engagerede i Verdenshandelsorganisationen, WTO, som vi gerne ser, må vi blive ved med at samarbejde med andre lande, så vi kan reformere WTO, så den fungerer bedre, og handlen bliver mere fair. Jeg finder det opløftende, at præsident Trump og formand Juncker i Washington i sommer blev enige om et procesforløb, hvor vi kan tale sammen og mindske spændingerne.

Derfor siger jeg dette: Når man kun ser de problemer, vi står over for, så kan de se temmelig skræmmende ud. Men når man ser dem i kontekst af alt det, vi har udført, og hvor meget vi er i stand til, så bliver verden et mindre skræmmende sted.

Jeg ser det konstant i mit arbejde som konkurrencekommissær. Når man ser på størrelsen af de firmaer, som forbrugerne beskæftiger sig med hver dag – energiselskaberne, internetfirmaerne, kreditkortnetværkene – så er det nemt at tro, at man ikke har nogen chance for at få en fair aftale.

Men det kan man. For ligegyldigt hvor stort et firma er, så betyder konkurrencen, at de aldrig kan lade være med at finde nye måder at betjene deres kunder bedre på. Og hvis de firmaer forsøger at lukke konkurrencemarkedet, så har forbrugerne håndhævere som Europa-Kommissionen, der har magten til at forsvare konkurrencen og til at holde markedet fair for forbrugerne.

Forvrænget verdensbillede

Problemet er, at det nogle gange kan være svært at se, at vi har magten til at ændre ting til det bedre. Det er nemt at have et negativt udsyn og tænke, at det ikke er besværet værd at forsøge at gøre en indsats, fordi vores indsats ikke lader til at gøre en forskel.

I mange år stillede Hans Rosling sit publikum nogle basale spørgsmål om verdens tilstand, når han holdt foredrag. Og deres svar var hver gang forkerte. De troede, at gennemsnitslevealderen kloden over kun var 60 år – når den faktisk er over 70. De troede, at kun halvdelen af verdens befolkning har adgang til elektricitet – når det egentlige tal er 80 pct. De troede, at kun 20 pct. af verdens etårige var blevet vaccineret – selv om tallet faktisk er 88 pct.

Det er ret chokerende. Men det er ikke svært at forstå, hvorfor det sker. Man skal bare se på gamle familiebilleder. Selvfølgelig er det kun menneskeligt at bemærke de store, dramatiske ændringer, men ikke de langsomme og gradvise ændringer, der gør et spædbarn til et voksent menneske. Eller de langsomme og gradvise ændringer, der er med til at opbygge en succesrig institution – eller som gør verden omkring os til et rigere og sundere sted.

Og det kan være med til at give os et negativt billede af verden – langt mere negativt, end kendsgerningerne berettiger. Manuskriptforfatteren Richard Curtis formulerede det godt i et tv-interview for nylig. Det er som med haren og skildpadden, sagde han. De dårlige nyheder er haren, der får al opmærksomheden og kommer i nyhederne. Men de gode nyheder – fremskridtet og de positive forandringer – de er skildpadden, der bevæger sig for langsomt til at få mediernes opmærksomhed.

Det er forståeligt. Men det kan også være meget skadeligt. For det kan gøre os til et let offer for det, man kan kalde ’bekymringsindustrien’. For de mennesker, der ønsker, at vi lever i frygt og kun ser problemerne i stedet for løsningerne.

I 2015 kom mere end en million flygtninge til Europa. De flygtede fra konflikter, der havde ødelagt deres hjem, deres levebrød og deres børns fremtid. Ikke siden Anden Verdenskrig, der tvang 20 mio. europæere ud af deres hjem, har Europa skullet håndtere sådan en krise.

Efter den oprindelige krise blev lande verden over enige om – først med FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder og senere med Flygtningekonventionen – at der er en international forpligtigelse til at beskytte flygtninge. Tænk lige over det: 145 lande har ratificeret en konvention om, at vi alle er forpligtiget til at sørge for, at ingen flygtning bliver sendt tilbage til lande, hvor deres liv eller frihed er i fare. Det er svært at finde et stærkere eksempel på, at vi har gjort fremskridt sammen. Men krisen i 2015 pressede vores evner til at leve op til den forpligtigelse.

Det krævede hurtig handling i form af europæisk grænse- og kystbevogtning med ressourcer til at beskytte Europas grænser. Det krævede, at landene, der modtog flygtningene, fik monetær støtte, og det krævede samarbejde med de områder, som flygtningene kom fra, så de fik bedre beskyttelse og flere muligheder.

Sidste år var antallet af flygtninge, der ankom til Europa ad søvejen, faldet med mere end 80 pct. siden 2015. Nu har vi ikke længere en flygtningekrise, men en politisk krise – en krise, som vi bliver nødt til at løse. I Europas næste syvårige budget har vi foreslået at næsten tredoble det beløb, der bliver brugt på migration. Og medlemsstaterne må beslutte sig for, om de vil løse problemerne i fællesskab.

Men bekymringsindustrien ønsker, at vi skal se anderledes på situationen. De ønsker, at man kun skal se krisen og ikke den måde, vores demokratier har handlet på. De vil have os til at tro, at vores værdier med demokrati, åbenhed og beskyttelse af de svage gør det umuligt at håndtere krisen. Og dermed er deres vigtigste allierede vores egne hjerner – vores egen tendens til at se de dramatiske problemer i stedet for løsningerne.

Modstand til bekymringsindustrien

Derfor er vi nødt til at yde modstand til bekymringsindustrien. Ved at anerkende succeserne, såvel som udfordringerne.

Det er fristende at bekæmpe dramatik med mere dramatik. At forsøge at konkurrere med bekymringsindustrien ved at male verden i de klareste farver. At være enig i, at det hele går helt galt – og sige, at det er os, ikke vores modstandere, der kan gøre det hele bedre.

Men det, tror jeg, er en fejltagelse. Jeg mener, at vi som demokratiske politikere må være åbne, ikke kun om det, der er galt, men også om det, der går godt. Jeg prøver ikke at bagatellisere de problemer, vi står over for. Det handler ikke om at ignorere nutidens problemer ved at tale om fortidens bedrifter.

Det er det modsatte. Det handler om at have modet til at gøre noget.

Vores verden er intet paradis. Det vil den aldrig være. Og vi har store udfordringer foran os – klimaforandringer, skatteunddragelse, terrorisme og handelskrig. Men det er ikke nok at være klar over de udfordringer. Vi må også vide, at det er værd at kæmpe for forandring – for det sker ikke, med mindre vi kæmper for det.

Folk skal vide, at demokratisk, liberal politik – selv om det kan virke udramatisk i forhold til autoritære regimer – er skildpadden, der igen og igen vinder kampen om at gøre vores liv sundere, lykkeligere og rigere. Så vi kan vinde deres støtte til at gøre det igen.

Derfor mener jeg, at vi blot har brug for lidt balance. Et komplet syn på verden. Man kunne kalde det ’faktafyldt’.

Hans Rosling døde desværre sidste år efter årtier som læge i Mozambique og Congo og som statistiker, der fik os til at se verden, som den virkelig er. Men før han døde, gav han stafetten videre til os – til politikere og tænketanke, medier og vælgere – så vi kan se verden gennem fakta. Så vi kan se verden, som den virkelig er. Og så gøre den bedre.

Forkortet af redaktionen. Oversat fra engelsk af Mikkel Damkjær Paaske.