Vi stoler ikke på nogen, men vi tror på alt

Det er et af den moderne tids store paradokser: I takt med, at vi får stadig mindre tillid til hinanden, er vi i stadig højere grad parate til at tro på hvad som helst.

Den erkendelse blev klar for mig, da Altinget i den forgangne uge bragte nyheden om, at falske robotprofiler på Facebook har spredt vildledende information om FN’s omstridte migrationspagt.

Blandt modstanderne af den nye FN-erklæring, faldt den typiske reaktion i to dele: for det første afviste kritikerne bestemt, at de falske profiler kunne have spillet nogen rolle.

Herregud, lød det fra flere, der var jo kun tale om fem stykker, og man kunne tydeligt se på deres profiler, at deres strøm af opslag ikke fik mange likes eller delinger fra andre.

For det andet var historien om robotter et stykke avanceret spin, som regeringen, medierne og globalisterne hev frem for at bortforklare folkets kritik af FN-pagten.

”Æv, bæv, populister og højrefløjs-robotter!”, som Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt skrev i en dybt sarkastisk kommentar.

Eller som folketingskandidat for Venstre Anna Libak skrev i et kommentarfelt på Facebook: "Hvis de russiske robotter kan få Trump valgt, og briterne til at stemme for Brexit, så kan de vel også stå bag de sidste 20 års modstand mod indvandring i Danmark." 

IRONIEN I DET dobbelte synspunkt er næsten komisk: På den ene side nægter man at tro på, at sociale medier og fremmede magter kan stå bag den mediestorm, der spredte sig som en steppebrand i nærmest hele EU i løbet af få dage i november.

På den anden side er man parat til at mistænke danske politikere og embedsmænd for på udspekuleret vis at plante en historie i Altinget for at få drejet dagsordenen væk fra selve FN-pagten.

Stol på ingen, tro på alt. 

På den måde er mange danske politikere og meningsdannere på vej til at spadsere lige ind i den fælde, som præsident Putin og hans internethær har lagt for os.

Som Forsvarets Efterretningstjeneste skrev i sin årlige trusselsvurdering 4. december:

”Det er også Ruslands hensigt at undergrave forestillingen om objektiv sandhed. Rusland forsøger således at skabe forvirring i informationsrummet for at underminere vestlige politikeres, myndigheders og meningsdanneres troværdighed. Det skal skabe bedre betingelser for, at Rusland kan præge informationsrummet med egne synspunkter og dermed forme dele af opinionsdannelsen i Vesten. Udviklingen og udbredelsen af sociale medier skaber i dag særdeles gunstige betingelser for sådanne påvirkningskampagner.”

Og efterretningstjenesten tilføjede: ”Det er meget sandsynligt, at Rusland vil kunne målrette og tilpasse påvirkningskampagner mod Danmark, som fokuserer på politiske problemstillinger, der har en vis klangbund i offentligheden, som for eksempel immigration og forholdet til EU.” 

Altinget fremlagde fem konkrete eksempler. Men omfanget er uden tvivl langt større. Alene i første kvartal af 2018 slettede Facebook 583 mio. falske profiler fra det sociale medie. Tallet er korrekt: 583 millioner. 

Enhver, der benægter, at Rusland og sociale medier påvirker meningsdannelsen, holder sig for øjnene. 

NAIVITETEN RÆKKER desværre helt op i de øverste lag i danske medier.

Altinget kunne forleden dokumentere, at Jyllands-Posten har taget en af de falske historier om migranter, der blev sat i omløb på nettet, og publiceret den som om, den var sand. Tilsyneladende var der ingen på Jyllands-Posten, der fandt det usandsynligt, at der skulle stå 20.000 bevæbnede migranter på grænsen til EU og true med at storme grænsen.

Da Altinget forelagde sagen for avisens udlandsredaktør, erkendte han, at tallet på de 20.000 er ”åbenlyst forkert”. Men alligevel har han endnu ikke bragt nogen rettelse, da han godt ”lige vil have fast grund under fødderne og finde ud af, hvad der er op og ned på de her tal”.

Jyllands-Posten viste ikke samme omhu, da avisen bragte den falske historie.

Stol på ingen, tro på alt.

Imens JP leder efter dokumentationen til en rettelse, har hele Europa været i oprør over FN’s migrantpagt, ikke mindst fordi mange danskere troede på påstanden om, at det øjeblikkeligt ville åbne en ladeport til EU. En ladeport, hvor der måske stod 20.000 bevæbnede migranter og ventede.

Russiske statsmedier hjalp flittigt med at sprede den falske påstand, samtidig med, at de samme statsmedier ivrigt pustede til ilden i Frankrig under de voldelige demonstrationer mod præsidenten. Vidste du, at det statslige russiske nyhedsbureau er et af de mest læste udenlandske medier i Frankrig?

KALD MIG NAIV og systemtro, men jeg vælger at stole mere på vores egen efterretningstjeneste end den russiske regering. Mængden af russisk propaganda i EU er alarmerende og udgør den måske største trussel mod vores stabile, demokratiske samfund netop nu.

Vi er under angreb.

Som presse har vi et ansvar for at være kritiske og for ikke at alliere os med magten. Men vi skal passe på, at vores kritiske tilgang til de nære magthavere ikke ender med at blive et værktøj for langt mere kyniske magthavere.

Stol på flere, men tro ikke på alt, hvad du hører.