Apple vil bruge iPhonen til at opdage depressioner og kognitiv svækkelse
Smartphones opsamler mængder af data, som kan bruges til at afsløre sindslidelser. Apple samarbejder med forskere og medicinalindustri for at udnytte de muligheder, fortæller kilder til Wall Street Journal. Men hensyn til datasikkerhed kan få ambitionerne til at støde på grund.
Rolfe Winkler
The Wall Street JournalApple arbejder på at udvikle teknologi, der kan være med til at diagnosticere depression og kognitiv svækkelse, der kan udvikle sig til demens. Selskabet har planer om at udvikle værktøjer, der kan udvide dets stadigt større portefølje af sundhedsrelaterede ydelser, fremgår det af kilder, der kender til sagen, og af dokumenter, som The Wall Street Journal har fået adgang til.
Ud fra en stor mængde data om mobilitet, fysisk aktivitet, søvnmønstre, tastemønstre med mere håber forskere, at de kan finde frem til lige præcis de digitale signaler, som er forbundet med en række sindstilstande, så der kan laves algoritmer, som kan opdage tilstandene med stor sikkerhed, lyder det fra kilderne. Apple håber, at det vil danne grundlag for unikke funktioner på deres produkter.
Arbejdet udspringer dels af forskningsmæssige partnerskaber, som Apple har indgået med University of California i Los Angeles, der forsker i stress, angst og depression, og med medicinalfirmaet Biogen, der forsker i milde former for kognitive svækkelser. ‘Seabreeze’ er Apples kodenavn for samarbejdet med UCLA, mens Biogen-projektet går under navnet ‘Pi’, ifølge kilder og dokumenter.